onsdag den 8. juli 2020

'Kommer du nogensinde tilbage til mig' af Lise Villadsen

Atlas bor sammen med sin mor, hendes kæreste og deres fælles barn. Han går i 9. klasse og er kæreste med Adelia, som han er meget forelsket i; alt tegner lyst og lykkeligt. Men en dag opdager han ved en tilfældighed en hemmelighed om farens død, som moren har holdt skjult for ham. Atlas forsøger at ignorere sin nye viden, men det vil ikke lykkes for ham. Han er rystet i sin grundvold, og snart begynder han at tvivle på både sin familie, sin kæreste, vennerne og sig selv. Han bliver tvær og ulykkelig, og i sin uvilje mod at tale om problemerne skubber han alle fra sig.
Det er en virkelig fin og velskrevet ungdomsbog, der i et letlæst sprog beskriver de store følelser uden at blive for højtravende. Kan anbefales!

'Kommer du nogensinde tilbage til mig' af Lise Villadsen. Høst & Søn 2020, 150 sider

fredag den 3. juli 2020

'Helvede' af Erlend Loe

Rakel er lige blevet skilt og er flyttet fra hus og i rækkehus. Hun har kun børnene hveranden uge og hendes mand har fundet en yngre model med en perlende latter. Selv nærmer hun sig de halvtreds og er ret træt af det hele. En dag finder hun en lem i haven og følger en trappe, der fører ned til Helvede. Her forelsker hun sig i Satan, der viser sig at være en satans fin fyr, - lige bortset fra at han nyder at torturere folk.. Satan forelsker sig også i Rakel og efterhånden tilbringer hun mere og mere tid hos ham i Helvede. Til sidst flytter han med hende op på jorden, og hun glemmer næsten sine børn.
Er der en morale her? Ganske givet kan man analysere længe på denne korte, humoristiske og velfortalte roman. Men man kan også overlade det til gymnasielærere og -elever og så bare læse den som en god historie.

'Helvede' af Erlend Loe. Gyldendal 2020, 136 sider.

tirsdag den 30. juni 2020

'Happy Sally' af Sara Stridsberg

I 1939 lykkedes det svenske Sally Bauer at krydse den Engelske Kanal lige inden 2. Verdenskrig brød ud.
Mange år senere - i 1983 - forsøger Ellen at gentage hendes succes. Hun har lavet en aftale med sin mand Viktor om mere tid til svømningen, hvis det lykkes for hende. Hvis hun ikke gennemfører, skal hele familien derimod ud på Viktors drømmerejse; over Atlanterhavet i båd.
I sommeren 2001 vender Ellens nu voksne datter tilbage til Dover og forsøger at få klarhed over sin mors liv. Hvordan adskilte Ellens liv sig fra Sallys, hvad var forskellen på de to kvinder? Hvad skete der i Dover og på turen over Den Engelske Kanal, - og hvorfor betød det så meget, at det knækkede Ellen?
Romanen er bygget op, så man skifter mellem de tre tidsperioder; Sallys liv i 1930'erne, Ellens i 1983 og datterens overvejelser i 2001.
Beskrivelsen af Ellen, der bindes og amputeres af den mand og de børn, der elsker hende, er både tankevækkende og underspillet på en fin flagrende måde, der lader læseren få et glimt af noget vigtigt uden at komme for tæt på. Kærligheden, familien og den personlige ambition er en gordisk knude, der viser sig umulig at løse for både Sally og Ellen. Det får store konsekvenser for menneskene omkring dem.

'Happy Sally' af Sara Stridsberg. Grif 2020, 267 sider.

søndag den 21. juni 2020

'Kærlighedskoden' af Helen Hoang

Stella har Asperger men klarer sig fint med et velbetalt job, hvor hun kan bruge sin matematiske begavelse. Til gengæld ved hun meget lidt om kærlighed og om at begå sig i sociale sammenhænge. Nu er hun blevet 30, og hendes mor begynder at presse på for at få børnebørn. Første step må være at finde en kæreste, og systematisk som hun er, kontakter Stella et escortbureau for at få hjælp til at lære alt det med sex.
Michael er den excortfyr, der kommer ud til Stella. Han har økonomiske udfordringer, der gør, at han bruger sine fredagsaftener på dette ekstrajob. Selv om Michael har et princip om aldrig at besøge den samme kunde mere end en gang, så udvikler forholdet til Stella sig anderledes, og han går ind på at være hendes øvekæreste i en periode.
En roman, der både er meget sexet og meget rørende. Ikke så underligt at den i 2018 blev valgt til årets kærlighedsroman på både Goodreads og Amazon.

'Kærlighedskoden' af Helen Hoang. Peoples Press 2020, 365 sider.

lørdag den 20. juni 2020

'Kattemenneske og andre fortællinger' af Kristen Roupenian

Wauv! En meget vellykket novellesamling af en spændende ny amerikansk forfatter. Tolv noveller, der er meget forskellige men både velskrevne og interessante. De tre, der gjorde størst indtryk på mig, handler alle om relationer: Titelnovellen "Kattemenneske" om unge Margots katastrofale date med den ældre Robert er helt unik i måden at skildre forholdet mellem to mennesker på - og meget genkendelig. Det samme gælder "Den flinke fyr", der beskriver Teds forhold til kvinder. Hans længsel efter at blive elsket og ikke kun være andet-valget, - den de smukke kvinder vender sig til, når de vil føle sig sikre på at blive genelskede; fordi han er "under" deres liga. Desuden er den sidste novelle "Bidt" både sjov og grum: Hovedpersonen Ellie finder en perfekt måde at forfølge sin inderste lyst på...

'Kattemenneske og andre fortællinger' af Kristen Roupenian. Gyldendal 2019, 251 sider

søndag den 7. juni 2020

'Paraden' af Dave Eggers

To mænd mødes for at færdiggøre byggeriet af en vej i et land, der lige er kommet ud af en borgerkrig. De er ansat af et udenlandsk firma, og der er skrappe regler for, hvordan de skal opføre sig. Blandt andet kender de ikke hinandens navne men kalder sig Fire og Ni. Fire er en mand, der arbejder effektivt og følger reglerne til punkt og prikke. Det er vigtigt for ham at få arbejdet færdigt til tiden. For Ni er alting derimod et eventyr. Fra den første dag bryder han alle regler, opsøger de lokale, spiser den lokale mad og sover ikke hjemme om natten. Det må og skal ende galt og hans opførsel udfordrer også Fires principper. For kan man undlade at blande sig, når man kommer til et andet land for at udføre et stykke arbejde? Kan interaktionen med andre undgås? Og hvad sker der, når man tvinges til at bryde med sine fordomme?
Slutningen, - som jeg ikke skal afsløre her - sætter et endnu større spørgsmålstegn ved i det hele taget at blande sig i andre landes affærer.
Det er en velskrevet roman, der giver stof til eftertanke - og diskussion. Om mænd, værdier, samarbejde og forskellige kulturer.

'Paraden' af Dave Eggers. Turbine 2020, 206 sider

lørdag den 6. juni 2020

'Gården Den Rene Ynk' af Stella Gibbons

Flora Poste er 19 år og har indenfor kort tid mistet begge sine forældre. På trods af en dyr uddannelse har hun ikke lært noget nyttigt, og da hendes arv kun beløber sig til 100 pund om året, må Flora finde på noget andet for at klare sig: Hun skriver rundt til fire forskellige fjerne slægtninge, for at høre om nogen kan forsørge hende og får fire positive svar. Hun vælger at rejse til gården "Den Rene Ynk" i Sussex, hvor familien Starkadder residerer. Her får hun hurtigt nok at gøre med at rette op på alle de forskellige familiemedlemmers problemer. Elfine er forelsket i sønnen fra nabogodset, Seth ser alle de biograffilm, han kan komme til, Amos prædiker for de lokale og Reuben vil gerne overtage gården fra sin far. - Men alle er de underlagt moster Adas vilje og ingen af dem kan forlade gården - "for her har der altid boet Starkaddere"
Romanen fungerer fint som en ironisk sarkastisk kopi af en Jane Austen roman. - Som en anden Emma regerer Flora på gården, og planlægger omhyggeligt sine intriger. Bogen udkom i 1932, og som læser føler man sig hensat til en anden tid, selv om der dog også er et par steder, hvor det antydes at handlingen udspiller sig i en for forfatteren ukendt fremtid.
Jeg følte mig godt underholdt!

'Gården Den Rene Ynk' af Stella Gibbons. Forlaget Sort Kat 2019, 269 sider.

søndag den 31. maj 2020

'Mit smykkeskrin' af Ursula Andkjær Olsen

En foruroligende digtsamling, som jeg ikke rigtig føler, at jeg er færdig med, selv om sidste side er vendt. Værket er delt op i afsnit, der indledes med et sort/hvidt udvisket fotografi, som på nær et er svære at tyde. - Noget med runde former. Teksterne er fragmentariske, undersøgende, undrende, reflekterende, sanselige, kropslige. Begreberne jord, ild, vand og luft optræder ofte, ligesom der leges med sammensætning af ord og gentagelser med forskellige tillægsord eller bøjninger.
Hvert afsnit afrundes med et mere "almindeligt" digt i kursiv. Bemærk også noterne på omslaget.
Der er helt sikkert meget, jeg ikke forstår, men det er et værk, der vækker min nysgerrighed. Det er fascinerende, foruroligende og godt!
Jeg er sikker på at gymnasielærerne kan få en masse ud af denne digtsamling. Selv bliver jeg nok bare nødt til at læse den en gang til!

"... det jeg mener:

hvor svært det er at lade andre føle det, de føler
hvor svært det er at lade andres følelser være til stede
i salen
uden at lave dem om

når dette lykkedes, først da
imødegå dem med hænderne
formet som en skål

tage dem én for én
som de kommer som
diamanter af had fra årer af guld

bære dem ud i skoven, ned i havet, op i himlen, ind i køkkenet

sætte dem i jord
sætte dem i vand
sætte dem i luft
sætte dem i ild

sætte dem på plads og sige:

denne følelse skal aldrig laves om"

'Mit smykkeskrin' af Ursula Andkjær Olsen. Gyldendal 2020, 241 sider.

lørdag den 30. maj 2020

'Refugium' af Anita Albers

Da Juliane ved sin mosters død arver slægtsgården, griber hun chancen for at flytte på landet og tænke over sit liv. Hun har kort forinden forladt Max efter mange års ægteskab og pådraget sig de to voksne døtres vrede. På sin vis elsker hun stadig Max, men efter mange år i rollen som familiens opvartende ånd, har Juliane brug for at definere sig selv på en anden måde.
I den lokale Brugs møder hun en af de allerførste dage den gamle barndomsven Janus, som hun tilbragte en oplevelsesrig sommer sammen med, da de begge var 12-13 år.
Juliane rydder op i den gamle gård og finder undervejs gamle dokumenter, der kaster nyt lys over hendes mors liv. Samtidig overvejer hun de store spørgsmål: Skal gården sælges? Skal hun underskrive skilsmisse papirerne? - Hvordan får hun normaliseret forholdet til døtrene? Og kan venskabet med Janus udvikles til mere?
Det er en fin jordnær historie om at være midtvejs i livet og overveje sine valg og prioriteter.

'Refugium' af Anita Albers. Brændpunkt 2020, 294 sider

tirsdag den 26. maj 2020

'Mellemlanding' af Jónas Reynir Gunnarsson

22-årige Maria er efter et mislykket forhold til Ragnar i Brighton på vej til Danmark, hvor hun skal bo hos sin far. Hun mellemlander i hjembyen Reykjavik, hvor hun skal vente 24 timer på flyet til Danmark. Fra lufthavnen kontakter hun en af sine gamle venner Gaui, og en del af tiden tilbringer hun sammen med ham og veninden Brynja, både hos dem og på diverse barer i byen. Farmor skal også have et besøg, der dog ikke bliver den store succes. Marias liv går lidt i tomgang, hvilket rundturen i Reykjaviks deprimerende mørke kulde er et meget godt billede på. Bytur, druk, stoffer og tilfældig sex.
Det er velskrevet, og Maria har en fin selvironisk distance. Der er sætninger, som man får lyst til at skrive ned og huske som typiske for bogen: "Før jeg dør, kunne jeg godt tænke mig at møde et menneske, der seriøst har det godt." - eller: "Og ingenting skete, jeg kunne ikke mærke livet rundt om mig"
Når det er sagt, så er det faktisk en ret deprimerende bog, eller også er jeg bare blevet for gammel til den slags bøger, som simpelthen gør mig lidt trist på unge menneskers vegne. Nogle kan helt sikkert spejle sig i Maria og rodløsheden, rastløsheden. Mens jeg sidder her 25 år ældre og ikke kan lade være med at tænke - som den gamle farmor - at man selv har et ansvar for at skabe indhold i sit liv.

'Mellemlanding' af Jónas Reynir Gunnarsson. Gyldendal 2017, 237 sider

lørdag den 9. maj 2020

'Jeg løb mod Nilen' af Alaa Al-Aswany

En stor roman, både hvad angår indhold og omfang.  Året er 2011, og det arabiske forår er nået til Egypten. I Cairo møder vi mange forskellige mennesker fra alle dele af samfundet. Størst indtryk gør skolelæreren Asma og hendes kærlighedsbreve til Mazen, der arbejder på en cementfabrik. De deltager begge aktivt i revolutionen. Det samme gør Khalid, - der er søn af en fattig chauffør og nu læser på universitetet. Khalid er forelsket i sin studiekammerat Dania, der ikke på samme måde som de andre unge kan deltage i demonstrationerne. Hendes far er nemlig den magtfulde general Alwani, der overvåger og terroriserer befolkningen. Lige op af Tahrir-pladsen bor den kristne Ashraf, der har problemer med både sin karriere som skuespiller og sin kone. Revolutionen giver ham mulighed for at træde i karakter på en helt ny måde. Den populære kvindelige TV-vært Nurhan forstår til fulde at udnytte situationen til sit eget bedste. Alle disse skæbner fletter sig ud og ind af hinandens liv og påvirker romanens handling.
Det er en roman, der gør indtryk og sætter sig i læseren. På en vigtig men også ret deprimerende måde. Den viser til fulde, hvor svært det er at kæmpe mod et kontrollerende og autoritært styre, som ikke skyr nogle midler for at bevare magten. Samtidig er den vidunderligt fortalt og giver et unikt indblik i de forfærdende begivenheder, der er en vigtig del af det moderne Egyptens nutidshistorie.

'Jeg løb mod Nilen' af Alaa Al-Aswany. Hr. Ferdinand 2019, 505 sider.

fredag den 8. maj 2020

'Må jeg komme med dig hjem' af Marie Aubert

Ens superfin og dejlig novellesamling af norske Marie Aubert. Tematisk handler novellerne ofte om at længes efter noget, som man måske ikke kan få. Eller som man alligevel ikke vil have, når man har fået det. I et lavmælt og præcist sprog beskrives afgørende situationer i menneskers liv. Mennesker der står lige der, hvor det vigtige valg træffes:
En kvinde lyver sig gravid for at få sin elskede til at forlade sin familie, en anden har selv forladt sin mand, men fortryder, da den nye elskede ikke er så opmærksom overfor hendes barn, som hun kunne ønske det. En savner sin bedste veninde, - og gør deres indbyrdes relation endnu mere umulig, mens en fraskilt mand slår sin datter og indgår en hemmelig alliance med hende bagefter. Et par er i færd med at adoptere, men manden fortryder undervejs. Det er novellekunst, når det er bedst: Vedkommende og velskrevet!

'Må jeg komme med dig hjem' af Marie Aubert. Lindhardt og Ringhof 2020, 135 sider 


søndag den 3. maj 2020

'De hjerneløse' af Thorstein Thomsen

Flemming arbejder som plejer på Sindsygehospitalet i Nykøbing Sjælland. Han har en rolig og omgængelig måde at omgås patienterne på og er glad for sit job, der også indebærer at operere hjerner ud af afdøde patienter. Som plejer har Flemming et nært forhold til mange patienter og ser ofte et mere nuanceret billede af dem end lægerne.
Astrid Kiel er gift med en af anstaltens læger og omgås de andre lægefruer. Hendes mand er nærig og arrogant, og ugens adspredelse i en ellers kedelig hverdag er studiekredsen hver onsdag. En dag bliver Flemming overfaldet af en voldelig patient og Astrid får øje på ham. Fra den dag ændrer onsdagene sig. Både Astrid og Flemming mangler noget i deres liv, og de har hver sin grund til at indlede et forhold. Men i 1949 er hospitalsvæsenet et meget hierarkisk system, så mulighederne for en fælles fremtid er ikke de bedste.
En god og velskrevet kærlighedshistorie i usædvanlige rammer, som man ikke skal lade sig skræmme af. Romanen tegner desuden et fint tidsbillede. Som læser kan man ikke lade være med at spørge sig selv; hvem er egentlig de hjerneløse i bogen?

'De hjerneløse' af Thorstein Thomsen. Byens Forlag 2019, 240 sider

søndag den 26. april 2020

'Lærerindens sang' af Vigdis Hjorth

Lotte Bøk underviser i dramatik ved Kunsthøgskolen i Oslo. Hun bor alene og har sine faste rutiner i et liv, hvor arbejdet fylder det meste. Datteren er flyttet til Australien og Lottes daglige kontakt med andre mennesker begrænser sig til de studerende, kollegaerne og de hjemløse, som hun møder på vej til arbejde.
En dag bliver hun opsøgt af afgangseleven Tage, der vil have hende med i sit filmprojekt, der går ud på at filme nogle af skolens lærere, for at undersøge om der er sammenhæng mellem undervisning og livet udenfor skolen. Lotte er først tøvende men indvilliger så.
Tage filmer hendes undervisning, - hvor hun kæmper med at få de studerende engageret i Bertolt Brechts forskellige skuespil - men Lotte er ikke meget for at invitere ham med hjem. I stedet tager hun ham med ud i skoven, hvor hun oplever et frirum i sin hverdag.
I løbet af et par uger begynder Lotte at se sig selv på en anden måde. Hun kan ikke lade være med at spørge sig selv om, hvad Tages kamera ser; hvad han vil vise, hvordan hans blik på hendes liv er, og langsomt krakelerer hendes selvforståelse.
Velskrevet psykologisk portræt af en kvinde, der pludselig begynder at iagttage sig selv udefra og bliver rystet over det, hun ser.

'Lærerindens sang' af Vigdis Hjorth. Turbine 2019, 217 sider.

lørdag den 25. april 2020

'Noget jeg gerne vil sige' af Alice Munro

Denne novellesamling udkom i 1974, men er først nu udgivet på dansk. Den består af 13 fortællinger, der alle har kvinder i centrum. Kvinder i roller som mødre, elskerinder, døtre, søstre, veninder - kort sagt fortællinger om relationer af den ene eller anden slags. Her er hverdagens små twist vigtige, og det er især dem, Munro er en mester i at skildre. Tit får hendes noveller en uventet drejning, - som i "Hvordan jeg mødte min mand", om en ung kvindes forelskelse - eller som i "Sig ja eller nej" hvor elskerinden finder ud af, at den elskede ikke kun bedrog sin kone...
Hver eneste novelle er som en lille fortættet roman, - med sit helt eget dilemma og sin egen udfordring. Alice Munro er en mestelig fortæller. De fleste af novellerne er dog for lange til guidet fælleslæsning.

'Noget jeg gerne vil sige' af Alice Munro. Gyldendal 2020, 316 sider

fredag den 24. april 2020

'Vesten mod Vesten' af Rune Lykkeberg

Det har taget mig ca. et års tid at få læst denne bog. Jeg har holdt lidt for mange pauser med den undervejs, fordi skønlitteraturen fanger mig ind på en anden måde. - Men jeg har været meget optaget af den, - og fanget af temaet.
'Vesten mod Vesten' er en omfattende fortælling om samfundet og kulturen i Vesten, som det/den har formet sig efter 2. Verdenskrig. Med udgangspunkt i kulturhistorien forsøger forfatteren at finde svar på, hvordan det kan være, at Vesten synes i færd med at tabe til sig selv. På trods af at de vestlige lande har opnået en højere grad af frihed, lighed og rigdom på stort set alle parametre, end man nogen sinde før har set i verdenshistorien, så ser vi i øjeblikket ind i begivenheder som ingen havde forudset. Begivenheder som Brexit og valget af Donald Trump som amerikansk præsident. - Eller havde nogen faktisk forudset det? - Gennem sin analyse af ungdomsbøger som Hunger Games, Harry Potter og Divergent peger forfatteren på at disse begivenheder ikke burde komme bag på os. Med udgangspunkt i film, musik, litteratur og idéhistorie, men også med afstikkere til samfundsfaglige og politiske værker inddeler han tiden efter 2. Verdenskrig i Guldalderen, Reaktionen og Krisen for at finde frem til baggrunden for den tid, vi lever i i dag.
Det er spændende, interessant og velskrevet. Jeg kan kun anbefale 'Vesten mod Vesten' til alle med interesse for samfundsforhold og kulturhistorie, - men det er en lidt krævende bog at komme igennem. Til gengæld får man meget igen for den tid, man investerer.

'Vesten mod Vesten: fortællinger om det politiske opbrud fra efterkrigstiden til Brexit og Trump' af Rune Lykkeberg. Informations Forlag 2019, 494 sider.

torsdag den 9. april 2020

'Stolthed og fordom' af Jane Austen

Det er nu ikke første gang jeg læser denne roman, men jeg har vist ikke omtalt den her tidligere. Det er en bog jeg vender tilbage til, når jeg er syg, eller bare trænger til en eftermiddag med hygge, brændeovn, te og læsning. - Filmen er også meget god, men af en eller anden grund får jeg altid lyst til at læse bogen eller dele af den, når jeg har set filmen.
Den handler om familien Bennet med de fem giftefærdige døtre, deres forelskelser og kærlighedsforviklinger i 1800-tallets England, hvor det at blive godt gift - eller få sine døtre godt gift, var det højeste mål en kvinde kunne have i livet. Det er ret underholdende og selvfølgelig ender det hele godt til sidst.

'Stolthed og fordom' af Jane Austen. Gyldendals Bogklubber 2005, 284 sider

lørdag den 4. april 2020

'Maria' af Malou Aamund

En roman med en lidt speciel opbygning. Den indeholder to fortællinger, der har samme rammeopbygning. Kapitlerne hedder det samme og hovedpersonen i begge historier hedder Maria, er lige fyldt 40 og har en lillesøster ved navn Rebekka. - Men så stopper lighedspunkterne også. Hvor den første Maria finder ud af, at hendes mand er hende utro, og at hele familien nærmest bruger hende som gulvmåtte, så er den anden Maria lige omvendt: Hun er den, der er utro, manipulerende, nedladende og usympatisk. - Første del er den bedste, selv om Maria 1 er så selvudslettende, at man ikke kan lade være med at blive irriteret på hende. - Men man har trods alt en eller anden forståelse og sympati for hende. Det er svært at finde for Maria 2.
Egentlig er tanken jo meget fin; at vise hvor forskellige to jævnaldrende kvinder kan være. Men jeg må indrømme, at det ikke rigtig fungerede for mig. - Hvorfor skulle de to kvinder have samme navn? - De er jo tydeligvis ikke den samme person. Derfor synes jeg ikke rigtig, at projektet lykkes.

'Maria' af Malou Aamund. Gyldendal 2020, 250 sider.

lørdag den 28. marts 2020

'Er der d i forvandle?' af Peter Faber

Poul Erik Godtfredsen er afdelingschef i en stor herretøjsforretning. Han bor alene i sin lejlighed og har sine egne faste rutiner, som han sjældent afviger fra. En dag spørger en ung pige i S-toget ham om der er d i forvandle, og det bliver startskuddet til hans bekendtskab med Wordfeud. Han begynder at spille med M&M. Bag det navn gemmer sig en tidligere skuespiller, som det er gået ned ad bakke for. Molly bliver ikke længere tilbudt nogle roller, og hun er blevet nødt til at sælge sit barndomshjem på Frederiksberg og flytte til Fyn.
Både Molly og Poul Erik er i starten af 60'erne og ensomme på hver sin måde. Lidt efter lidt får vi indblik i deres liv, som det er forløbet til nu, og lidt efter lidt åbner de mere op og begynder at skrive beskeder til hinanden. Men tør de mon for alvor bryde med ensomheden?
En fint fortalt historie om ensomhed og om at turde tro på andre mennesker.

'Er der d i forvandle?' af Peter Faber. Byens Forlag 2019, 246 sider.

fredag den 27. marts 2020

'Hannah' af Hanne Højgaard Viemose

Hannah er ad omveje havnet i Australien som backpacker. Hun har ingen penge og finder arbejde i bananplantagerne. Det er en barsk hverdag, fuld af slanger, kryb, hårdt - og farligt arbejde. Indkvarteringsmulighederne er mildt sagt ret elendige. Det er heller ikke helt let for Hannah at blive accepteret af de andre arbejdere, der er vant til, at backpackere ikke bliver hængende ret længe. Men Hannah kæmper også med følelsen af ikke at høre til noget sted, usikkerhed omkring egen identitet og seksualitet, og hun bliver hængende længere end de fleste.
Fortællingen foregår på et tidspunkt midt i 1990'erne - før mobiltelefoner og mails var almindelige.
Det er en ret barsk historie om overlevelse i et råt miljø. Måske ikke lige noget man skal anbefale til backpacker-forældre, - selv om forholdene forhåbentligt må være blevet bedre i mellemtiden?
Bogens skrifttype (Courier) var lige ved at afskrække mig fra videre læsning, - men lad det ikke afskrække dig! - Når man vænner sig til det, venter en velskrevet autentisk fortælling om et barsk ungdomsliv i den australske outback.


'Hannah' af Hanne Højgaard Viemose. Gyldendal 2011, 182 sider.

tirsdag den 24. marts 2020

'Voksne mennesker' af Marie Aubert

Ida skal på weekend i familiehytten sammen med sin lillesøster Marthe og deres mor. Marthe har sin kæreste og bonusdatter med, og mor kommer sammen med sin kæreste Stein. Kun Ida kommer alene. De skal fejre morens 65 års fødselsdag og rigtig hygge sig sammen. Og Ida har en nyhed hun gerne vil fortælle sin søster; at hun har været på en klinik for at lave aftale om at få frosset æg ned. Ida er 40 år og begynder at føle sig voksen nok til at få et barn, - måske altså. - Bortset fra det lille problem at hun aldrig rigtig har haft en fast kæreste. Men Marthe kommer hende i forkøbet med sin store nyhed og pludselig er verden helt af lave.
Det er en meget skarp, hudløs og velskrevet fortælling om søskendejalousi, familiebånd, skammen over at være alene og ønsket om at have en familie og høre til et sted. Anbefales herfra!

'Voksne mennesker' af Marie Aubert. Lindhardt og Ringhof 2020, 167 sider

søndag den 22. marts 2020

'Alle blomsterne i Paris' af Sarah Jio

Da Caroline vågner op på et hospital i Paris efter en ulykke, har hun mistet hukommelsen. Hun ved ikke hvem hun er, og må langsomt stykke sit liv sammen ud fra løsrevne minder og andres udtalelser. Lidt efter lidt dukker billedet af en kvinde op, - som hun ikke er sikker på, at hun har lyst til at være, - og i fortiden gemmer sig også en stor sorg.
Romanens andet spor foregår også i Paris men under 2. Verdenskrig. Her lever den unge enke Celine sammen med sin datter Cosi og sin far, der har en blomsterbutik. Celine er kvartjøde, men formår at skjule sin herkomst indtil en tysk officer i særlig grad lægger mærke til hende. Opmærksomhed er det sidste den lille familie har brug for, og snart må Celine kæmpe for sit eget og sin datters liv.
Romanen skifter mellem de to spor, og hen ad vejen forbindes de to kvinders skæbne. Det er en hurtig læst, medrivende og spændende fortælling, der minder mig lidt om "Sarahs nøgle".

'Alle blomsterne i Paris' af Sarah Jio. Gads Forlag 2019, 395 sider.

lørdag den 21. marts 2020

'Det gule hus: noveller' af Gyrdir Elíasson

Denne fine novellesamling udkom på originalsproget i år 2000, hvor den blev nomineret til Nordisk Råds Pris. Først nu er den oversat til dansk. Den består af en række korte minimalistiske - og ofte ret melankolske noveller, der er bygget op omkring enkle små hverdagssituationer. Som drengen, der fanger fisk, den ældre præst, der tænker tilbage på sit liv, drengen der husker en markant dag med sin morfar, osv. Der er også enkelte af novellerne, der har et overnaturligt twist, fx en der handler om det lille folk, der bor i stenene. Min yndlingsnovelle er nok den om en dreng, der fortæller om sin læsning - den er både tankevækkende, får læseren til selv at tænke tilbage og vil egne sig fint til højtlæsning. Ellers er novellerne lidt for kort til at kunne bruges til guidet fælleslæsning.
En dejlig novellesamling fra den islandske mester!

'Det gule hus: noveller' af Gyrdir Elíasson. Torgaard 2019, 135 sider

tirsdag den 17. marts 2020

'Hvor flodkrebsene synger' af Delia Owens

Tit får jeg ikke læst de største bestsellere, fordi de som regel sælger sig selv, og derfor ikke har brug for den store formidlingsindsats på biblioteket. Men ind imellem får jeg alligevel fat i en af dem, - og ofte er der jo en grund til, at de sælger godt!
Det gælder også her. Pigen Kya vokser op i North Carolinas sumpskov som den yngste af en søskendeflok på fem. Da hendes mor en dag forlader familien, varer det ikke længe, før de ældre søskende en efter en forsvinder og lader lille Kya alene tilbage med den voldelige far. En eneste dag holder hun ud i skolen, siden gemmer hun sig for alle, der forsøger at få kontakt med hende. En dag forsvinder også hendes far, og den ti-årige pige er nu overladt til sig selv og en ensom kamp for overlevelse. Sky, forpjusket og halvvild lærer hun at klare sig i naturen og marsken. Drengen Tate bliver hendes eneste ven, indtil også han svigter hende.
Romanens andet spor foregår senere, hvor byens skørtejæger og playboy findes død. Er han mon blevet dræbt? Straks retter opmærksomheden sig mod den mærkelige "marskpige"
Velskrevet og spændende!

'Hvor flodkrebsene synger' af Delia Owens. Gyldendal 2019, 373 sider

                                                            

mandag den 16. marts 2020

'Skjulte minder' af Maggie O'Farrell

Roman fortalt i to spor, som der springes imellem. Det første spor foregår i nutiden, hvor Ted og Elina har lige fået deres første barn. Elina slås med den nye rolle som mor. Hun vil stadig gerne være kunstner, og har det også lidt svært med den dominerende svigermor. I takt med at Ted betragter sin lille søn, dukker glimt af minder op fra en fortid, han synes at have fortrængt.
50 år tidligere kommer den unge Lexie til London og indleder et forhold til den lidt ældre Innes. Innes har en ex-kone og en stor datter, der ikke er venligt stemte overfor den nye kvinde i hans liv. Senere tvinges Lexie til at stå på egne ben og skaber sig en karriere som kulturjournalist.
Lidt efter lidt væves de to spor sammen.
Handlingen og plottet er fint, men der er et eller andet ved sproget, der skurer i ørerne. Så meget, at det næsten fik mig til at holde op med at læse i starten af bogen. Jeg har tidligere læst bøger af den sammen forfatter, hvor jeg ikke havde den oplevelse, hvilket får mig til at overveje om det mon er en anden oversætter eller en anden redaktør denne gang? Start hellere med Maggie O'Farrells andre romaner.

'Skjulte minder' af Maggie O'Farrell, House of Words 2019, 332 sider.

søndag den 15. marts 2020

'Mit barn' af Cecilie Lind

Cecilie Lind har skrevet en kraftfuld følelsesladet digtsamling om den voldsomme oplevelse, det er at blive mor. Om det at miste sig selv og finde frem til en ny udgave af det menneske, som man måske kan blive til. Der er mange følelser på spil; forvirring, angst, kærlighed, træthed, glæde og sorg. Interessant er også refleksionerne over opfattelsen af ens egen mor; som man i højere grad bliver nødt til at tilgive, nu da man selv er blevet mor. Både forholdet til partneren, barnet og kroppen er centralt.

'Mit barn' af Cecilie Lind. Gyldendal 2019, 133 sider

lørdag den 14. marts 2020

'Alt hvad vi var' af Lara Prescott

Den russiske kærlighedsroman Doktor Zjivago er omdrejningspunktet i denne roman, der udspiller sig i to spor. I ØST skriver Boris Pasternak på sin berømte roman, der af staten stemples som folkefjendsk og forbydes. Pasternaks elskerinde og muse Olga sendes i arbejdslejr, men kommer tilbage efter tre år. "Doktor Zjivago" smugles ud af landet og bliver en international bestseller.
I VEST planlægger CIA at bruge Pasternaks roman som et våben i den kolde krig. To kvindelige agenter Sally og Irina deltager i arbejdet. Deres kærlighed til hinanden er imidlertid ikke velset i 1950'ernes USA, ligesom kvindernes muligheder for at stige i graderne bare ikke er de samme som mændenes.
En velskrevet og spændende roman, der tager både ytringsfrihedens, seksualitetens og kvindernes undertrykkelse under kærlig behandling.

'Alt hvad vi var' af Lara Prescott. Modtryk 2020, 380 sider.

onsdag den 11. marts 2020

'Bytteleg' af Lee Child

Jack Reacher havner ved et tilfælde tæt på sin fars hjemby og beslutter sig for at finde ud af lidt mere om sin families fortid. Jack er gammel militærmand med en evne til at rage uklar med dem der kommer i vejen for ham. Snart har han skabt sig både fjender og venner i sin fars hjemby. Samtidig bliver han ved med at opdage overraskende ting om sin far og fortiden.
Patty og Shorty er to unge canadiere, der er på vej til Florida for at starte på en frisk. De har problemer med bilen og stopper ind på et motel i et ret øde område. Det skulle de aldrig have gjort... - Snart er de fanget i et livsfarligt spil.
Romanen veksler mellem de to spor og er spændende fortalt. Dog bliver volds- og kampscenerne lidt for meget for mig. Måske er det mest en krimi for mænd?

'Bytteleg' af Lee Child, Jentas 2019, 427 sider.

søndag den 8. marts 2020

'Du kom med alt det der var dig: En samtale med digteren Jens Rosendal om liv og forfatterskab' af Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt

Tolv af Jens Rosendals sange danner rammen om denne fine bog. Den mest kendte af hans sange er nok forelskelsessangen "Du kom med alt det der var dig", som vil være kendt af alle tidligere højskoleelever. I de tolv kapitler, der hver indledes med en ny sang, kommer vi vidt omkring. Jens Rosendal fortæller om hvordan det var for en homoseksuel dreng at vokse op i et stærkt kristent indre missionsk miljø i Nordjylland i 1930'erne og 1940'erne. Om at skamme sig, ikke stå ved sig selv, og i det hele taget grundlæggende at føle sig forkert. Om at leve mange år med en skjult seksualitet, men også om at opleve den store kærlighed, og endelig - ret sent i sit liv - føle sig som et helt menneske, der kan elske og blive elsket. Først efter at have mistet sin store kærlighed kan Jens være åben omkring sin seksualitet og sin kærlighed. Gennem hele bogen findes kristendommen og troen på Gud som en rød tråd, mens også beskrivelsen af livet som højskolelærer og salmedigter har en central plads.
Det er en fin og bevægende samtale om levet liv, dyrbare erkendelser, stor kærlighed og dybe følelser. Rørende og livsbekræftende, selv om også sorgen fylder.

'Du kom med alt det der var dig: En samtale med digteren Jens Rosendal om liv og forfatterskab' af Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt. Gyldendal 2019, 174 sider

søndag den 1. marts 2020

'Dødfunden' af Gretelise Holm

Ellinors mand kommer hjem en sen aften og finder hende død. Umiddelbart er der ikke noget mistænkeligt ved dødfaldet, bortset fra at Ellinor er en rask og frisk ældre kvinde, der stadig passer sit arbejde som samfundsforsker. Retsmedicineren er dog lidt i tvivl og overdrager dødfaldet til efterforskning hos politiet, der snart finder ud af at Ellinors liv ikke er så ligetil, som det ved første øjekast kan se ud til. Hendes privatliv er præget af et kompliceret forhold til den kostfikserede veganske datter, den vrede søn og den utro ægtemand. Desuden er hun lige blevet fyret fra sit arbejde. Har alt dette drevet Ellinor til selvmord eller har nogen interesse i hendes død?
I en krimi/spændingsroman skal man jo ikke afsløre for meget, men det er en spændende og velskrevet fortælling, som anbefales herfra.

'Dødfunden' af Gretelise Holm. HarperCollins 2019, 255 sider.

lørdag den 22. februar 2020

'Borte iblandt os' af Carla Guelfenbein

Den kendte forfatter Vera Sigall er faldet ned af trappen i sit hus og ligger nu i coma. Hendes nabo og gode ven Daniel har en mistanke om at Veras fald ikke er naturligt; måske blev hun skubbet eller forskrækket? Han forsøger at finde ud af, hvad der virkelig skete. Den unge kvinde Emilia har i en årrække studeret Veras værker og er netop ankommet til Chile fra Spanien for at fordybe sig i studierne og om muligt møde den store forfatter, hvilket også lykkes en enkelt gang inden ulykken. Nu mødes Emilia og Daniel på hospitalsgangen uden for Veras værelse, og en ny relation opstår. Emilia har et problem med at lade andre røre ved sig og Daniel er gået i stå i både sit arbejdsliv og sit ægteskab. Alligevel lykkes de to at finde sammen i deres fælles interesse for Vera.
Romanen veksler mellem at give ordet til Daniel og Emilia, men også Veras ungdomselskede Horacio har sine egne kapitler. Her fortæller han om deres kærlighedshistorie og afslører hemmeligheder, der for altid skulle have været glemt...
En velskrevet litterær fortælling, der minder lidt om Siri Hustvedt og Paul Austers romaner. God roman!

'Borte iblandt os' af Carla Guelfenbein. Aurora Boreal 2019, 327 sider

tirsdag den 18. februar 2020

'Requiem 1935-1940' af Anna Akhmatova

Forfatteren, der levede i perioden 1889-1966, regnes som en af Ruslands betydeligste digtere i sin tid. Hun fik sit gennembrud i 1912, men blev i 1930'erne udsat for forfølgelse under Stalin. Hendes mand digteren Nikolai Gumiljov blev allerede i 1921 henrettet af bolsjevikkerne, mens hendes eneste søn Lev blev arresteret og fængslet flere gange i 1930'erne og 1940'erne og derfor tilbragte det meste af sin ungdom i fængsler og fangelejre.
Denne digtcyklus handler især om en mors angst og sorg over det hendes søn udsættes for. Det er stærkt.

'Requiem 1935-1940' af Anna Akhmatova. Palomar 2019, 60 sider.

søndag den 16. februar 2020

'Is-slottet' af Tarjei Vesaas

En fantastisk fin og poetisk roman om et spirende venskab, et tab og det at finde ud af lidt mere om sig selv som menneske. De to 11-årige piger Siss og Unn holder øje med hinanden i skolen. Siss er i centrum, mens Unn iagttager, men de føler begge, at denne balance når som helst kan forrykkes. For Unn er ikke udenfor på den måde. En dag besøger Siss Unn og disse timer beskrives næsten som en slags forelskelse, hvilket det muligvis også er. Den næste dag kommer Unn ikke i skole. Hun er gået ud til Is-slottet og vender aldrig tilbage.
Siss ændrer sig og bliver på en måde til Unn; den iagttagende, der ikke deltager i de andres leg og snak. Langsomt følger vi hendes tanker og vej tilbage til de andre børn.
Det er fantastisk godt skrevet; med smukke naturbeskrivelser og smukke beskrivelser af et skrøbeligt pigesind. Varm anbefaling herfra!
Forfatteren fik Nordisk Råds Litteraturpris for bogen tilbage i 1960'erne.

'Is-slottet' af Tarjei Vesaas. Batzer & Co., 2019, 213 sider.

lørdag den 15. februar 2020

'Miss Island' af Audur Ava Olafsdottir

I 1942 fødes en lille pige på Island. Hendes far er meget begejstret for vulkaner og opkalder sin datter efter en berømt en af slagsen. 21 år senere forlader Hekla det lille bonde- og fiskersamfund og tager bussen til Reykjavik for at forfølge en drøm om at blive forfatter. Hun bor hos sin homoseksuelle barndomsven Jon John og arbejder på Hotel Borg som serveringspige. Her får hun ofte at vide, at hun burde stille op i konkurrencen om at blive Miss Island. Hekla er talentfuld, men det er umuligt for hende at få udgivet noget. Alle digtere og forfattere er mænd. Hun begynder at læse danske forfatterinder, imens hun får udgivet et par ting under et mandligt pseudonym. Kun Jon John ved at hun skriver, hun skjuler det for sin nye kæreste, der også er digter omend ikke så talentfuld. Både Jon John og Hekla falder udenfor samfundets forventninger og leder efter et sted, hvor de kan være sig selv. Heklas veninde Isey er blevet tidligt gift, har allerede et lille barn og er gravid med nr. to. Hun bliver et billede på 1960'ernes kvindeliv, - før ungdomsoprøret.
Det eneste, der skurer lidt i mine ører, er at Heklas bror Ørn er så gennemført usympatisk; det virker ikke sandsynligt, når man tænker på deres baggrund. Ellers er det en helt igennem anbefalelsesværdig bog, - fængende og hurtigt læst.

'Miss Island' af Audur Ava Olafsdottir. Batzer & Co 2019, 277 sider.

søndag den 19. januar 2020

'Raseri' af Monica Isakstuen

Monica Isakstuen skriver præcist, klart, selvironisk og lidt skræmmende om det raseri, der kan gribe en mor i søvn- og tidsunderskud, når omgivelserne ikke bare makker ret og gør som hun siger. Korte tekster med refleksioner og overvejelser omkring moderskab, parforhold, - om at være "bad cop", den der hører sig selv skælde ud, selv om man aldrig ønskede at blive den slags mor. Meget fint beskrives angsten for at børnene skal tage skade af det hidsige temperament, sorgen over datterens "hvorfor er du altid sur, mor?" og den mægtige vrede, der kan være så svær at styre, når man er træt og ikke kan tænke klart og ikke synes at livet lige går ens vej.
Kontroversielt og de fleste mødre vil ganske givet kunne identificere sig med dele af bogen, selv om det ikke er den del af vores moderskab, som vi er stoltest af.

'Raseri' af Monica Isakstuen. Turbine 2019, 217 sider.

lørdag den 18. januar 2020

'Knæk' af Belinda Bauer

En varm sommerdag i 1998 efterlades 11-årige Jack og hans to yngre søstre i en bil der er brudt sammen. Børnenes gravide mor er gået for at ringe efter hjælp, men hun kommer aldrig tilbage.
Tre år senere forsørger Jack sine to søskende ved at begå indbrud. De tre børn bor alene og forsøger udadtil at opretholde en facade af normalitet, så ingen opdager, at de er alene.
I den samme by er gravide Cathrine While alene hjemme, da hun om natten hører nogen i huset. Hun rejser sig for at undersøge sagen, og da hun kommer tilbage til sin seng finder hun en kniv på sit sengebord  og et kort med ordene: Jeg kunne have dræbt dig...
Herfra tager handlingen fart, det er en spændende og medrivende krimi, som jeg havde svært ved at lægge fra mig. (Men sådan har jeg det nu ofte med krimier.)

'Knæk' af Belinda Bauer. Jentas 2019, 333 sider.

søndag den 5. januar 2020

'Det lejlighedsvise indslag: Et år i klummer' af Elena Ferrante

I løbet af 2018 har Elena Ferrante hver uge skrevet en fast klumme i den britiske avis "The Guardian". Klummerne handler om forskellige hverdagsrefleksioner fx om sorg, barndomsminder, aldring, venskaber og mere overordnede begreber som jalousi og kærlighed. Det er en fin lille bog, der med sine smukke illustrationer gør den velegnet som en gaveidé, til den læsende værtinde.

'Det lejlighedsvise indslag: Et år i klummer' af Elena Ferrante. C&K 2019, 213 sider.