Viser opslag med etiketten følelser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten følelser. Vis alle opslag

lørdag den 19. september 2026

'Fortæl mig alt' af Elizabeth Strout

Elizabeth Strout er en virkelig fin fortæller! Hun forstår at sætte fokus på de små detaljer, der gør den helt store forskel i relationer mellem mennesker
I denne roman møder vi Bob Burgess, der er tidligere forsvarsadvokat i den lille by Crosby i Maine. Han er venner med Lucy, som er forfatter og tilflytter til den lille by, hvor også den 90-årige Olive Kitteridge bor. Lucy og Bob er begge midt i tresserne og nyder deres gåture og fortrolige samtaler om stort og småt.
Lucy bor sammen med sin eks-mand William og Bobs kone Margaret er præst. Men hos hinanden finder de et andet frirum til at være sig selv.
Bobs bror Jim mister sin kone og får brug for hans støtte. Bob holdt meget af sin svigerinde Helen, men forholdet til broren Jim har altid været lidt kompliceret. Bob har i mange år haft skyldfølelse i forbindelse med den ulykke, der dræbte hans far. Måske derfor indvilliger han i at tage sagen, da en isoleret og ensom mand i det lille samfund anklages for drabet på sin mor.
Gennem Bob kommer Lucy i forbindelse med Olive Kitteridge, og de begynder at fortælle hinanden historier. Forfatterskabet knyttes således sammen på en virkelig fin måde. Relationer ændres men kærligheden  og tilgivelsen forbliver det vigtigste!
En meget anbefalelsesværdig bog! Man behøver ikke have læst de andre bøger om Lucy Barton og Olive Kitteridge for at følge med her; selv om de også er vældig gode.

'Fortæl mig alt' af Elizabeth Strout. Batzer & Co. 2026, 373 sider. 

søndag den 2. august 2026

'Hvad skal vi med al den skønhed?' af Rasmus Nikolajsen

Et fint langdigt, der handler om naturen, skoven, årstidernes vekslen, overført på menneskelivet. Digtet har ikke noget punktum, og fortsætter fra det ene vers til det andet i en strøm af tanker og ord. Opture, nedture, sanseindtryk og overvejelser.
En fin læseoplevelse, som jeg delte med deltagerne på litteragåturen i Kohaveskoven  i går.

.. og vi sidder på gulvet
og øver os i at have blade i stedet for hænder
og jeg tænker: jeg ved jeg kan

være i ulykken, men kan
jeg også være i lykken?
mens mørket sætter sig, som te
i en kop efter at dagen
er drukket,...

Læs selv videre for at se en dybere sammenhæng ;-)

'Hvad skal vi med al den skønhed?' af Rasmus Nikolajsen. Rosinante 2018, 63 sider

lørdag den 22. januar 2022

'Om rovdyr og andre realiteter' af Marina Cecilie Roné

En fin novellesamling, der har fokus på de nære relationer og deres betydning. Fx novellen 'Mors bog' om Adda, der går rundt og interviewer mennesker, som har købt hendes mors bog. Morens bog handler om en forfærdelig barndom og Adda funderer over sin egen barndom og forræderiet mod mormoren. - Lige denne novelle har også en fin længde til guidet fælleslsning. Der er også novellen om en kvindes forhold til sin afdøde mand, som hun har svært ved at slippe og novellen om de to aldrende ensomme naboer, der går i teateret sammen, bliver udsat for et terrorangreb og finder ud af at de ikke kan undvære hinandens selskab, så de må flytte sammen i den enes hus.
Det er en velskrevet novellesamling med noget subtilt og ufortalt mellem linjerne, som jeg godt kan lide.

'Om rovdyr og andre realiteter: noveller' af Marina Cecilie Roné. Gladiator 2021, 177 sider

søndag den 13. juni 2021

'Fuglenes anatomi' af Merethe Lindstrøm

En midaldrende kvinde går omkring i sit hus, som hun deler med ægtemanden Sirke, der drikker lidt rigeligt. Familien er flyttet fra Norge til England for en del år siden og kvinden følte sig straks hjemme i huset, men er stadig lidt fremmed overfor landsbyens miljø. Man fornemmer, at ægteskabet befinder sig i en form for krise, eller at i hvert fald den kvindelige hovedperson føler sig i krise. Hun tænker tilbage på sin barndom og genoplever, hvordan moderens traumer har sat sig spor i hende selv. Ligeledes tænker hun tilbage på en barsk tid, hvor hendes ældste datter led af en alvorlig depression.
Ind imellem brydes erindringsstrømmen af nutiden, hvor den unge fyr Tom er i gang med at udføre forskelligt renoveringsarbejde på huset. Han bygger bl.a. en voliere til fortællerens fugle. Hun fascineres af Tom og forsøger at følge med i hans liv på afstand.
Det er en meget fint fortalt historie med vægt på sprog, følelser og stemninger. Meget sanselig og ind imellem lidt uhyggelig, fordi man fornemmer krisestemningen uden egentligt at kunne sætte ord på, hvad der er gået galt.

'Fuglenes anatomi' af Merethe Lindstrøm. Batzer & Co 2021, 244 sider.

tirsdag den 27. april 2021

'Dukkehuset' af Tove Jansson

 Der er noget sært foruroligende over de fleste af novellerne i denne samling. Personerne er søgende eller manipulerende; de har på en gang brug for andre, for at kunne udleve deres egne drømme og alligevel optræder andre ofte som brikker eller statister i et spil. Sådan virker det både i "Hovedrollen", hvor den middelmådige skuespillerinde har brug for sin kusines beundring, for selv at føle sig i live og i "Blomsterbarnet", hvor Flora nærmest mest synes i live i kraft af den historie, som hun fortæller om sig selv, - og i de andres forestilling om hende. Eller i "Kunst i naturen", hvor et par ikke kan blive enige om, hvad det kunstværk, de har købt, forestiller og må have hjælp fra opsynsmanden. Noget synes at gå i stykker for flere af hovedpersonerne, når deres forestillinger punkteres eller angribes. 
Velskrevne noveller med en dyster foruroligende undertone. De korteste af dem kan fint bruges til guidet fælleslæsning. Udkom på svensk i 1978.

'Dukkehuset' af Tove Jansson. Gyldendal 2020, 212 sider.

onsdag den 8. juli 2020

'Kommer du nogensinde tilbage til mig' af Lise Villadsen

Atlas bor sammen med sin mor, hendes kæreste og deres fælles barn. Han går i 9. klasse og er kæreste med Adelia, som han er meget forelsket i; alt tegner lyst og lykkeligt. Men en dag opdager han ved en tilfældighed en hemmelighed om farens død, som moren har holdt skjult for ham. Atlas forsøger at ignorere sin nye viden, men det vil ikke lykkes for ham. Han er rystet i sin grundvold, og snart begynder han at tvivle på både sin familie, sin kæreste, vennerne og sig selv. Han bliver tvær og ulykkelig, og i sin uvilje mod at tale om problemerne skubber han alle fra sig.
Det er en virkelig fin og velskrevet ungdomsbog, der i et letlæst sprog beskriver de store følelser uden at blive for højtravende. Kan anbefales!

'Kommer du nogensinde tilbage til mig' af Lise Villadsen. Høst & Søn 2020, 150 sider

onsdag den 17. februar 2016

'Hver morgen kryber jeg op fra havet' af Frøydis Sollid Simonsen

Ret speciel samling kortprosa, der på forunderlig vis og med en naturvidenskabelig tilgang undersøger forholdet mellem fysik og følelser, menneskets forhold til sin egen eksistens, ensomhed, forladthed og den rent fysiske baggrund for de ting, der sker omkring os.
Det er lidt svært at beskrive bogen, så jeg har valgt nogle citater, der, selv om de er taget ud af en sammenhæng, beskriver stemningen meget godt:
"Jeg så en sky, der lignede en rygrad, den hang over Torshov. Jeg spekulerede på om den var min, i og med at jeg mangler en."
"Astrobiologien - jagten på noget, der måske ikke eksisterer. Men åh, vi har sådan en lyst til, at det skal eksistere, åh vi vil ikke være alene, tør ikke være alene her. Alt er så frygtelig stort, så frygteligt"
"Jeg bevæger armene og strækker dem rundt om mig selv, så langt de kan række. Jeg kan holde om mig selv, men jeg kan ikke kysse mig selv i nakken."
Lovende ung norsk forfatter, som det er værd at holde øje med.

'Hver morgen kryber jeg op af havet' af Frøydis Sollid Simonsen. Vild Maskine 2015, 86 sider

onsdag den 29. oktober 2014

'Et andet sted' af Signe Langtved Pallisgaard

Det her må være en af de bedste danske udgivelser, jeg har læst i år. Indrømmet, jeg har faktisk heller ikke læst så mange danske, men alligevel.
 Anna har en sød kæreste Mattis og en lille datter Selma, som hun elsker højt. På en togrejse til Norge møder hun sin gamle ungdomskæreste Alexander. Hun var altid mere forelsket i Alexander, end han var i hende, og hun føler sig stadig tiltrukket af ham, og ender med at tilbringe weekenden sammen med ham. Tilbage i Danmark fortsætter dobbeltlivet. Hun elsker sin familie, men kan ikke give slip på den erotiske besættelse af Alexander, selv om han gang på gang svigter deres aftaler og i virkeligheden tydeligt viser, at hun ikke betyder det for ham, som han gør for hende.
En velskrevet roman, der især har sin styrke i den fine beskrivelse af balancen mellem sårbarhed, begær og kontrol. Den tone forfatteren rammer i beskrivelsen af Annas fascination af Alexander er virkelig fin. Det samme gælder Annas sorg over den adskillelse fra datteren, som hun selv er skyld i, da Mattis opdager hendes dobbeltliv og beder hende flytte. Det uforståelige bliver gjort forståeligt, og Anna fremstår på en gang både skrøbelig og stærk i sin kærlighedsbesættelse.

'Et andet sted' af Signe Langtved Pallisgaard. Lindhardt og Ringhof 2014, 234 sider.