søndag den 30. juli 2017

'Hvis der skulle komme et menneske forbi' af Thomas Korsgaard

Tue kommer fra et hjem lidt udenfor Skive. Hans mor var på hospitalet for at få en lillesøster med hjem, men søsteren døde, og siden da er alt gået skævt. Mor spiller computerspil og græder hele dagen, mens far passer dyrene på det lille landbrug og holde hundene uden navn spærret inde i entreen. De bor i et hus plaget af rotter og forfald. Tue har altid ballade i skolen, han har ingen venner og bliver altid uenig med lærerne. Engang imellem besøger han O.J og mormor, der gerne forkæler ham lidt.
Forfatteren er debutant, og han har skrevet en stærk fortælling om at være barn i et fattigt og sygdomsramt hjem i et hjørne af Danmark. Hvis man skal skrive sådan en roman, - så skal man skrive godt, for at jeg gider læse videre. Fordi emnet er så trist, så meget brugt, og fordi der er så mange andre historier, man kunne fortælle om udkantsområderne end den altid dårlige, som er den mest populære. - Men det gør han så også denne debutant, - skriver en roman, som man gider læse færdig; sørgelig og deprimerende men samtidig realistisk, usentimental og loyal mod sig selv.

'Hvis der skulle komme et menneske forbi' af Thomas Korsgaard. Lindhardt og Ringhof 2017, 314 sider

lørdag den 29. juli 2017

'Påfugleøen' af Thomas Hettche

I centrum af begivenhederne i denne roman står dværgen Marie, der er født i år 1800. Sammen med sin bror Christian, der også er dværg, hentes hun som barn til Påfugleøen udenfor Berlin, og her kommer hun til at leve hele sit liv som slotsfrøken.
Op gennem 1800-tallet påvirkes og ændres Påfugleøen alt efter tidens strømninger. Påfugleøen indtages af mærkelige fremmedartede dyr og planter og Linné anlægger en kunstfærdig park. Marie forelsker sig i hofgartnerens nevø Gustav, men deres forhold er naturligvis en umulighed. Marie er vidende og begavet, men hæmmet af sin dværgvækst. Hun er tæt knyttet til sin bror, der i perioder formår at skabe sig et liv udenfor øens rammer, men dog møder sin skæbne der.
Bogen sætter fokus på vores forestilling om skønhed og groteskhed, vores længsel efter og fascination af det eksotiske.
Selve fortællingen om Maries usædvanlige liv er fascinerende, så hvis man kan forlige sig med de lidt lange plante- og naturbeskrivelser, så er det en smuk og velskrevet historisk roman af den lidt mere seriøse slags.

'Påfugleøen' af Thomas Hettche. Batzer & Co. 2017, 340 sider

tirsdag den 18. juli 2017

'Nyskoven Bd. 1.' af Edvard Rutherfurd

Denne roman handler om Nyskoven i det sydlige England, og de mennesker, der færdedes i og omkring skoven hen over en lang historisk periode. I bind 1 fortælles 4 historier, hvoraf den første foregår i 1099 og omhandler et kongemord. Der er en del år mellem hver historie og kun ganske få egentligt sammenhænge. Mange forskellige slægter og begivenheder; magtintriger, mord og kærlighedseventyr fylder bogens sider. Hver for sig er de fire fortællinger udmærkede historier, men som en samlet roman fungerer det ikke helt godt. Der er simpelthen for meget stof at forholde sig til, og sammenhængen er svær at få øje på.
Men måske alligevel et bud til dem der i øjeblikket venter på Ken Follets og Ildefonso Falcones' næste romaner?

'Nyskoven. Bd. 1' af Edvard Rutherfurd. Turbulenz 2017, 414 sider.

søndag den 16. juli 2017

'Vi ses deroppe' af Pierre Lemaitre

Frankrig, november 1918. I de franske skyttegrave er hæren delt i to grupperinger: Officererne, der ønsker at markere sig og vinde hæder i krigens sidste dage og overfor dem, de menige soldater, der ikke er meget for at kaste sig ud i nye kampe i en krig, der er lige ved at finde sin afslutning. I denne atmosfære sker en forbrydelse, som ændrer livet for bogens to hovedpersoner, de to menige soldater Albert og Edouard. Nærmest ved et mirakel overlever de begge krigens sidste dage, og voldsomme begivenheder knytter dem til hinanden i et modstræbende venskab.
I efterkrigstidens Paris hutler de igennem tilværelsen. Albert kæmper for at forsørge dem begge, samtidig med at han må skjule Edouards sande identitet og holde på et væld af hemmeligheder. Edouard skjuler sit ødelagte ansigt, er dybt deprimeret og afhængig af morfin. Men så får han en idé til et storslået svindelnummer, der både kan sikre deres hævn over samfundet og gøre dem rige. Albert er ikke meget for det, men går til sidst ind på Edouards planer.
Meget velskrevet roman, der beskriver et ulige venskab mellem to mænd, og deres kamp for overlevelse og hævn i 1920'ernes Paris.

'Vi ses deroppe' af Pierre Lemaitre. Lindhardt og Ringhof 2014, 529 sider.

lørdag den 15. juli 2017

'Invasionen af Tearling' af Erika Johansen

Kelsea har standset forsendelsen af slaver til Mortmesne og har pådraget sig Den Røde Dronnings vrede. Hun vil invadere Tearling og den tearske hær er i en elendig forfatning. Kelsea slås med sine egne dæmoner, mens hun overvejer, hvordan hun skal redde sit land. I syner føres hun tilbage til tiden før Udvandringen og hvirvles ind i en anden kvindes liv og tid. Lily levede i tiden før Udvandringen, hvor USA i sidste halvdel af 2000-tallet var blevet et gennemkontrolleret land med meget store skel mellem dem, der bor indenfor og dem der bor udenfor murene. Her kæmper englænderen William Tear for "Den bedre Verden" Kan Kelsea lære noget af Lily? Er det i fortiden hun skal finde svar på nutidens problemer?
Spændende fantasy, som man ikke har lyst til at slippe. Denne er nr. 2 i serien. Tredje og sidste bind i trilogien er først udkommet på engelsk her sidst i juni, så vi kommer nok til at vente lidt på den danske version. Glæder mig!

'Invasionen af Tearling' af Erika Johansen. People's Press 2017, 533 sider.

fredag den 14. juli 2017

'Alfred Thomsen-historier' af Merete Næsted

Alfred Thomsen er en midaldrende mand bosat i Odense. Han er en satirisk type, der har meget på sinde. Vi følger ham igennem forskellige hverdagssituationer, og hver enkelt kapitel i bogen fungerer også som en afsluttet historie. Hvert kapitel har sit eget tema og vi kommer vidt omkring; rejser, musikoplevelser, sygdomsperioder, oplevelsen af at ældes m.m. En del kapitler er også viet til forskellige politiske diskussioner  som hovedpersonen fører med sine venner og familiemedlemmer om alt fra ældremad og antallet af madprogrammer i TV til udenrigs- og lokalpolitik.
Bogen er detaljeret og letlæst. Der er mange beskrivelser af hverdagen og en del stillingtagen til politiske emner, som når de leveres så direkte, måske ville gøre sig bedre i en essayform. Kort sagt ikke den helt store skønlitteratur, men alligevel nogle fortællinger, der på mange måder rammer en realistisk hverdagstone.

'Alfred Thomsen-historier' af Merete Næsted. Ravnerock 2017, 166 sider.

torsdag den 13. juli 2017

'De lærdes tyranni' af Kaare Dybvad Bek

Denne bogs titel er en ren provokation i sig selv, især for alle, der er veluddannede! Men det skal nu ikke afholde mig fra at anbefale den. Og som jeg læser den, så er titlen mest et blikfang, - og et velvalgt et af slagsen. Forfatteren kommer med nogle virkelig vigtige pointer, - og en plausibel forklaring på, hvorfor der skabes større og større afstand mellem mennesker i dette land. Hvorfor vi har sværere og sværere ved at forstå hinanden. Den vigtigste pointe handler om, hvordan vi som samfund prioriterer de penge, der er sat af til uddannelsessystemet. Hvordan flere og flere midler går til videregående uddannelser og SU, - fordi vi alle helst skal være akademikere, imens den almindelige folkeskole, der er for alle, får færre penge at skabe skole for.
Med eksempler fra sit eget bagland i Vestsjælland tydeliggør forfatteren den udvikling, der er sket gennem de sidste 20 år i forhold til større social ulighed, centralisering, akademisering m.m., og retter et direkte angreb på den kreative klasse, der får skylden for en stor del af udviklingen.
Bogen har - ikke overraskende - fået en del kritik i mange medier. Man kan være enig eller uenig, men jeg vil gerne opfordre til, at man i det mindste læser den, før man begynder at nedgøre den. Den rejser en meget vigtig debat omkring, hvordan vi holder fast i vores velfærdssamfund. Så måske burde man ikke blive så overrasket over at udspillet kommer fra en socialdemokrat....

'De lærdes demokrati' af Kaare Dybvad Bek. People's Press 2017, 215 sider.

onsdag den 12. juli 2017

'Vi burde alle være feminister' af Chimamanda Ngozi Adichie

Adichie har skrevet to små bøger om feminisme, som jeg var nødt til at købe, fordi de er så rigtige, at man kan læse dem flere gange. Den første har jeg allerede omtalt, den anden består af en tale, som Adichie holdt i 2012 (TEDTALK) om feminisme og Afrika. Hun lægger vægt på det opdragelsesmønster og den kultur, der gør, at vi stadig gør forskel på mænd og kvinder. Vel at mærke forskel, der ikke har nogen berettigelse i det samfund, vi lever i i dag. Talen er både humoristisk, selvironisk og fuld af fine historier og anekdoter. Det er ikke så nemt, som det er sagt, men der er noget at tænke over, - også for os der voksede op i 1970'ernes Danmark. Og ja, i Adichies definition af feminisme, - så burde vi alle være feminister.
I øvrigt kan jeg stærkt anbefale, at du hører talen her

'Vi burde alle være feminister' af Chimamanda Ngozi Adichie. Gyldendal 2014, 63 sider.

mandag den 3. juli 2017

'Dronningen af Tearling' af Erika Johansen

Prinsesse Kelsea er opvokset langt fra magtens centrum, i en lille hytte hos Carlin og Barty. På sin 19 års fødselsdag bliver hun hentet af sin afdøde mors livgarde. Hun skal bringes sikkert tilbage til slottet i Nylondon, så hun kan indtage sin rette plads som landets dronning. Men der er mange, der ikke ønsker, at hun skal nå rejsens mål, bl.a. hendes morbror rigsforstanderen, der har regeret i hendes fravær, og Den Røde Dronning i nabolandet Mortmesne, der har indgået en attraktiv aftale med Kelseas mor.. Heldigvis har Kelsea god hjælp fra sin mors livvagter og en magisk safir, som hun har båret siden sin fødsel.
Spændende velskrevet fantasy for både unge og voksne! Selv om handlingen foregår et sted i fremtiden, - efter den store udvandring, så har handlingen alligevel et middelalderpræg, der passer helt perfekt ind. Alle der holdt af Hunger Games, vil også blive fanget ind af denne, - god fornøjelse!

'Dronningen af Tearling' af Erika Johansen. Peoples's Press 2016, 456 sider.

'Transfervindue' af Maria Gerhardt

Stærke betragtninger fra en døendes verden. I ganske korte prosastykker reflekterer Maria Gerhardt over en verden midt mellem liv og død. Det meste af Nordsjælland er i denne bog forvandlet til et stort hospice, hvor de døende bor. Den kvindelige fortæller Maria får tiden til at gå i selskab med sin ven Mikkel. De bader, diskuterer deres liv og kan hen over hegnet følge de endnu raskes liv. Beskrivelserne af livet på hospice brydes op af tilbageblik på det liv, som Maria levede før. Et liv med kone og barn, et liv, der efterhånden blev fyldt af sygdom, bekymring og bivirkninger. På en måde fremstår livet på hospice mere afklaret, mere roligt og reflekterende. Som at være kommet dertil hvor man affinder sig med det uundgåelige, og prøver at få det bedste ud af hvert øjeblik.
Det er stærkt, rørende og på en eller anden måde meget fortvivlende.

'Transfervindue' af Maria Gerhardt. Politikens Forlag 2017, 90 sider