mandag den 25. august 2008

'Esme Lennox' forsvindingsnummer' af Maggie O'Farrell

Da byens sindssygehospital skal lukke bliver Iris kontaktet: Om hun venligst vil komme og hente sin grandtante Esme, der skal udskrives efter at have været indlagt i over 60 år. Iris kender ikke noget til nogen grandtante, og i løbet af fortællingen viser det sig at der er rigtig meget Iris ikke kender noget til... Historien fortælles på skift af Iris, hendes bedstemor Kitty og Kittys lillesøster Esme. Lidt efter lidt oprulles historien om en borgerlig konservativ familie fra første del af det tyvende århundrede, som har svært ved at takle den lidt oprørske lillesøster.
Man fyldes af en voldsom vrede og frustration undervejs, - og helst ville jeg afvise historien som usandsynlig og utroværdig... Men den er virkelig godt fortalt, så godt at man ikke kan lade være med at tro den. - Og føle smerten, sorgen og uretfærdigheden.

fredag den 22. august 2008

'Fuglene' af Tarjei Vesaas

Den udviklingshæmmede Mattis, også kaldet Tursten lever i et lille fattigt hus sammen med sin søster Hege. De to søskende er begge sidst i 30'erne og Hege må forsørge dem begge, for Mattis kan ikke rigtig noget.. - Der er dog også lyspunkter i hans liv; et par søde piger, færgesejlads på søen... En dag færger han en mand med hjem til sin søster, en begivenhed, der betyder store ændringer i hans liv.
Vesaas giver et smukt indlevelsesfuldt portræt af Mattis; hele hans tankeverden, de overvejelser han gør sig, hans angst og ensomhed.

torsdag den 21. august 2008

'Bedrag' af Karin Alvtegen

Psykologisk thriller; og lad mig mig med det samme sige, at jeg synes hun gør det godt i den genre. - Selv om jeg måske ikke har det store sammenligningsgrundlag :-)
Eva og Henrik har været gift i en del år og er kommet ind i en vane, hvor Eva klarer de fleste af familiens opgaver selv. I virkeligheden vil hun gerne have at Henrik tager mere ansvar for hverdagen, men det siger hun aldrig højt. I det hele taget fylder alt det, der aldrig bliver sagt rigtig meget i denne bog. Henrik føler til gengæld at ingen har brug for ham og han har derfor indledt et forhold til sin søns børnehavepædagog... Da Eva finder ud af det, starter hun en hævnaktion; primært med det formål at få fuld kontrol over sin tilværelse igen; resultatet bliver dog et noget andet...
Slutningen efterlader mig frustreret, men måske er der også en lille åbning imod en afsløring??

tirsdag den 19. august 2008

Silas og den sorte hoppe, Silas og Ben-Godik' af Cecil Bødker

Silas vinder en pragtfuld hest ved et væddemål, og han vil gøre hvad som helst for at beholde den, selv om det ikke er let i en verden, hvor det er de voksne, der bestemmer. Med lidt hjælp fra venner, han møder undervejs, klarer han det, og drager ud på eventyr med vennen Ben-Godik.. De oplever mange eventyr og farefulde spændende ting undervejs. - Og apropo en søstredagssamtale forleden, så kommer Silas også frem til en ny erkendelse omkring den blinde pige Maria sidst i bogen...

'Kaiser' af Henriette E. Møller

Tre kvinder sidder ved en døende mands seng; hans hustru, hans datter og hans barnebarn. Vi følger deres tanker tilbage i tiden, deres tanker om manden, der skal dø, og deres overvejelser omkring deres eget liv.
Hustruen Ebba havde under krigen et forhold til en tysk soldat og selv om de aldrig har talt om det, så har det præget hele deres liv sammen. Datteren Agnete spørger sig selv, hvorfor hun aldrig rigtig lærte sin far at kende.. Som den eneste sidder barnebarnet Ida med en fornemmelse af at miste noget grundlæggende vigtigt i sit liv...
Der er mange fine refleksioner, alligevel så ved jeg ikke rigtig... Der kommer så mange af den slags bøger lige nu, synes jeg, måske skal jeg bare prøve at læse noget helt andet...

mandag den 11. august 2008

'Skaknovelle' af Stefan Zweig

Psykologi, tankeeksperimenter, skak.... - Hvilken hjerne er den mest overlegne? Manden der har siddet fængslet og spillet skak i sin fantasi gennem flere måneder, til han var ved at blive sindssyg af det, eller verdensmesteren i skakspillet, bondesønnen, der ikke kan bruge sin hjerne til ret meget andet end at spille skak med? Dette er en lang novelle - eller en kort roman - alt efter temperament og et bekendtskab værd. Det er en af de sidste arbejder fra den østrigske forfatters hånd før han i 1942 begik selvmord. Læs mere om Stefan Zweig.

'Der mangler en sang om solsorten' af Vibeke Vasbo

Anna er født i 1944 i Sønderjylland og bogen følger hende gennem barndommens små og store oplevelser. Bogen er meget tro mod barnets måde at opfatte hændelserne på. Jeg kom uvilkårligt til at tænke på Marianne Larsens poetiske barndomsbeskrivelse 'Den forelskede unge', men på mange måder er denne mere vellykket. Den er mere loyal mod barnets egen stil, mere troværdig i sin skildring af små nederlag og sejre. Sidste del beskriver også meget flot det frygtelige i som barn at blive holdt hen i uvidenhed om vigtige begivenheder.
Når det er sagt, så skal man have lyst til at læse barndomserrindringer fra 1940'erne og 1950'erne, for så meget kød er der ikke på selve handlingen.

lørdag den 2. august 2008

'Kærlighedens historie' af Nicole Krauss

Helt aldeles fantastisk dejlig bog, stor læseoplevelse!
I starten kan den godt virke lidt tung; den indleder med at følge en gammel ensom mand i New York, og første gang jeg havde fat i den kom jeg ikke rigtig i gang. Men takket være en kollegas anbefaling på Læs den fordi tog jeg den op igen. - Og det kan absolut anbefales. Snart væves den gamle Leo Gurskijs historie sammen med pigen Almas; det hele sker med udgangspunkt i en bog som Leo skrev for snart 60 år siden, men som han troede gik tabt. Alma er opkaldt efter pigen i bogen og således efter Leos ungdomselskede.
Leo er ensom, bruger meget af sin tid på at følge med i sin søn Isaks liv; en søn, der ikke ved at han eksisterer. Alma savner sin afdøde far og vil gerne finde en ny mand til sin mor.... Som læser følger man de to hovedpersoner og ved hele tiden mere end dem; håber hele tiden at de vil nå en afklaring af de gåder de forsøger at løse...
En af de bedste bøger jeg har læst i år; jeg må lave en liste sidst på året :-)

fredag den 1. august 2008

'Svinestierne' af Susanna Alakoski

Dette er en sort - men gribende - beretning fra livets skyggeside, fortalt meget loyalt og troværdigt af Leena; datter af finske indvandrere i Sverige. Forældrene drikker og hverdagen, der i starten nok synes lidt fattig, men dog med lyspunkter, udvikler sig i løbet af bogen til en daglig kamp for overlevelse; en kamp for at undgå tæsk, passe på mor, bede til Gud og forsøge at råbe myndighederne op. Leena starter beretningen om sin barske barndom med historien om killingerne der altid skulle druknes, set i bakspejlet meget symbolsk. Man sidder tilbage med en uhyggelig vished om, at der også i dag findes børn, der svigtes så totalt af alle omkring dem som Leena og hendes søskende svigtes. Det er en virkelig barsk historie, men den er fremragende fortalt.