søndag den 30. september 2018

De otte bjerge' af Paolo Cognetti

Da Pietros forældre lejer et lille hus i den italienske bjergby Grana og begynder at tilbringe deres somre der, møder han Bruno, der er født i bjergene og om sommeren hjælper sin farbror med fårene. De to drenge strejfer omkring i bjergene og bliver venner. Men efterhånden som de bliver ældre bliver det mere og mere tydeligt at den ene kun er en gæst, mens den anden ikke kan forstille sig et andet liv end det i bjergene. Pietro har et lidt kompliceret forhold til sin far, der tager ham med på udmattende bjergture igennem hele barndommen. Da Pietro som ung nægter at følge sin far på endnu en tur, tager Bruno lidt efter lidt hans plads som faderens fortrolige. I hvor høj grad Bruno stadig er en del af forældrenes liv, går først langt senere op for Pietro.
Det er en smukt fortalt bog om venskab og familierelationer. En slags dannelsesroman om en ung mand, der bliver, og en der rejser væk, - men vender tilbage....

'De otte bjerge' af Paolo Cognetti. Peoples Press 2018, 219 sider


søndag den 23. september 2018

'Bjørnen' af Katrine Marie Guldager

Vibse er blevet fyret, hendes voksne datter Laura er flyttet hjemmefra og hun har haft et stort skænderi med sin mand Bent. Nu har hun fået nok af det hele og kører op til familiens sommerhus i Sverige for at være lidt alene.
Men det bliver snestorm, strømmen går og der er bjørnespor i sneen udenfor.. Lige pludselig er det ikke så sjovt at sidde i en lille hytte i ødemarken.
Det er en lidt finurlig, selvironisk og sjov lille bog om en kvinde, der reagerer meget følelsesmæssigt på de omvæltninger, hun oplever i sit liv.
Jeg var ikke så vild med 'Ulven' men denne var en fin læseoplevelse.

'Bjørnen' af Katrine Marie Guldager. Gyldendal 2018, 172 sider

fredag den 21. september 2018

'Glasnøglen' af Karl Alex Morell

Kathrin er murer og hobby-ornitolog. Hun lægger mærke til en unaturlig adfærd blandt fuglene; der er mange af dem, og de kredser rundt uden at søge føde. Andre har bemærket det samme og i sin søgen efter svar tager Kathrin kontakt til den fordrukne journalist Jesper, der opholder sig i Thailand. Jesper har skrevet en kort artikel om et naturfænomen og nogle fugle i Thailand, som Kathrin gerne vil have uddybet. Men fugle er det mindste af Jespers problemer. Han har fundet et lig på stranden og været uforsigtig nok til at tage noget fra den døde mand, som nogle andre også gerne vil have fat i. Snart er han på vild flugt fra en flok effektive sortklædte mænd, der ikke skyr nogle midler for at få fat i det, de vil have. Kathrins lejlighed gennemsøges og hendes computer og kamera konfiskeres. Er det hendes fugle-hobby, der har bragt hende i problemer eller forbindelsen til Jesper? Hun beslutter sig for at forsvinde hjemmefra i et stykke tid og tager over til en ven i Florida.
Jesper og Kathrin er to mennesker, der viser sig at være oppe mod noget, der er langt større end de på nogen måde kunne have forstillet sig og snart går den vilde flugt....
Helt ærligt, så var det ikke rigtig en bog for mig. Det er en spændingsbog og spændingsdrivet fungerer for så vidt okay, men handlingen er usandsynlig, konspiratorisk og ret langt ude. Når slutningen så tilmed er lidt af et antiklimaks, ja så kan jeg kun sige bedre held næste gang.

'Glasnøglen' af Karl Alex Morell. Bindslev 2018, 319 sider.
Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget.



lørdag den 15. september 2018

'Johns saga' af Torben Munksgaard

John er efterhånden en ældre mand. Hans elskede Vera husker dårligere og dårligere og en dag er hun der ikke mere. John har lyst til at gøre oprør og protestere mod forandringerne i samfundet, - og mest af alt mod at blive gammel. - Det er bare ikke så let, når man er 75 og ikke så let til bens mere. Han tilbringer mere og mere tid på værtshuset, drikker lidt for mange øl. Johns ene søn er irriterende, den anden er forsvundet og datteren forsumper lige så hurtigt som John selv. Han sætter sig for at få kontakt til den fraværende søn, men den beslutning afslører en løgn, der vender op og ned på Johns opfattelse af både liv og ægteskab.
Citat: John mindes gamle dage, hvor han som lærling på et metalværksted læste bøger om aftenen og følte sig forpligtet til at følge med i, hvad der skete omkring ham: "Det er noget andet i dag, hvor ingen gider orientere sig. Man går over for rødt og har aldrig læst Tolstoj"
Velskrevet, men lidt deprimerende bog om de ældre, vrede mænd og samfundets forfald.

'Johns saga' af Torben Munksgaard. Lindhardt og Ringhof 2018, 181 sider.

fredag den 14. september 2018

'Erindringsfortællinger' af Hans Kirk

Sjove finurlige fortællinger fra en barndom for længe siden. Fuld af overtro, varsler og stærke personligheder. "Stærke sind" om datidens holdning til liv og død gjorde indtryk, men også "Støvlerne" om den fortvivlede dreng der bliver udsat for at arve sin mors støvler og må kæmpe en kamp for at komme igennem hverdagen uden at kammeraterne opdager, at han går i damestøvler.
"En julevandring" kan bruges til julehøjtlæsning evt. sammen med Benjamin Jacobsens "Magdas juleforberedelser"

'Erindringsfortællinger' af Hans Kirk. Hovedland 2018, 144 sider.

onsdag den 12. september 2018

'De loyale' af Delphine de Vigan

Historien fortælles af 4 stemmer: Vores hovedperson Hélène, der er lærer, drengene Mathis og Theo, der er to af hendes elever og Mathis' mor Celine.
Theo er på vej ud på et skråplan. Han er begyndt at drikke alkohol og lokker Mathis med sig. Theo har nogle helt specielle udfordringer som bliver tydeligere og tydeligere efterhånden som fortællingen skrider frem. Hélène er urolig for ham, hun genkender noget i ham fra sin egen barske barndom, men det er svært at pege direkte på hvad der bekymrer hende; drengen har ingen blå mærker eller andet, der indikerer at han bliver mishandlet; alligevel er hun overbevist om at han ikke har det godt. Mathis er usikker overfor Theo, som han beundrer. Mathis's mor Celine har både sine egne problemer at takle, da hun finder ud af at hendes mand lever et dobbeltliv - og Mathis' da hun opdager, at han drikker alkohol.
Det er en utrolig velskrevet bog, der stiller flere spørgsmål end den besvarer: Hvordan griber man ind, hvis mennesker omkring en ikke har det godt? Hvordan spotter man et barn i krise, og kan man handle kun på sin intuition? Børn er så loyale overfor deres forældre, at det i sidste ende kan blive farligt.
En rystende og fascinerende fortælling, af den slags man godt kan gå og tænke over i et stykke tid.

'De loyale' af Delphine de Vigan. Peoples Press 2018, 187 sider.