onsdag den 27. februar 2008

'Mine syvogtyve sansers elskede' af Karen Fastrup

Clemens og Annas kærlighedshistorie fortælles af deres søn Tore. Det aldrende ægtepar er taget ud i ørkenen, hvor der skete noget specielt mellem dem på en ekspedition i 1958. Hvorfor de er taget afsted lige på dette tidspunkt, melder historien ikke rigtig noget om. Det er en meget sanselig fortalt historie med stor detaljerigdom og nogle fine persontegninger. Bagefter kan man godt spekulere lidt på hvordan deres liv sammen egentlig blev, - i tiden efter 1958??

mandag den 25. februar 2008

'Kalak' af Kim Leine

Velskrevet stærk erindringsroman om Kim, der som teenager misbruges seksuelt af sin far, senere bliver sygeplejerske og får arbejde på Grønland... Lidt efter lidt glider han ud i et misbrug, som han ikke kan styre. Trods det barske emne er der ingen klynkeri i fortællingen, kun nøgtern beskrivelse af det, at komme helt derud, hvor man ikke kan bunde. Samtidig er det en beskrivelse af det grønlandske samfund, der sættes i stærk kontrast til det danske, - sjældent til Danmarks fordel...

torsdag den 21. februar 2008

'Middlemere' af Judith Lennox

Handler om Romy Cole, der må så grueligt meget igennem, før hun endelig finder lykken; eller i hvert fald bliver mere afklaret med sig selv. Let læst dameroman; lidt som at se de der kærlighedsfilm, der starter kl. 22.00, som man fortryder bagefter at man brugte tid på...
Og så alligevel; der må jo være noget medrivende, siden jeg stort set ikke lægger sådan en bog fra mig, før den er læst; i løbet af et par aftner. Kan det kun skyldes irritation?
Nej, jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg synes; på en måde irriterer den slags historier mig; de er lidt for forudsigelige, hurtigt læste, - måske er det det, som Emme kalder Matadormix-læsning; noget der ikke kræver noget af en. - Og det kan jo også være ganske rart at slappe af med...

mandag den 18. februar 2008

'Om så det gælder' af Hanne Richardt Beck

Spændende og dygtigt skrevet roman om søskendeparret Viggo og Vita og om den karismatiske Max, der griber forstyrrende ind i deres liv. Første gang i 30'erne og så igen under krigen. Om venskab og forræderi, om hvem man kan stole på, om handlinger der får konsekvenser. Bogen er indstillet til Læsernes Bogpris 2008. Se omtalen på Litteraturnu

'Nybyggerne i Canada' af Kaptajn Marryat

Ja, jeg er rigtig i gang med at læse klassikere for mine drenge.
'Nybyggerne i Canada' handler om den engelske overklassefamilie, der mister alt hvad de ejer og søger lykken i Canada i slutningen af 1700-tallet.
Ja, de fleste kender vel den historie, så der er ikke så meget at tilføje...

tirsdag den 12. februar 2008

'Pi's liv' af Yann Martel

Fantastisk og barsk beretning om drengen Pi, der overlever 227 dage i en redningsbåd på havet efter et skibsforlis og i selskab med en bengalsk tiger. Historien er grum og barsk, - ikke for sarte sjæle. Den tager fat i grundlæggende begreber som hvad et menneske egentlig er, og hvad det er, der adskiller mennesket fra dyret? Om det virkelig er en bog, der kan få en til at tro på Gud, det ved jeg ikke helt, om jeg kan tilslutte mig, men der er i hvert fald noget at tænke over.

mandag den 11. februar 2008

'Dagmar' af Maria Helleberg

Maria Hellebergs nyeste handler om prinsesse Dagmar, der blev russisk zarina og mor til den sidste zar. Jeg har ikke læst noget af Maria Helleberg før og jeg må indrømme at jeg blev lidt skuffet.. 'Dagmar' er en rodet oplevelse og sproget, - det halter flere steder. Temaet og historien er jo ellers god nok; der kunne være kommet noget bedre ud af det, skulle man mene..

onsdag den 6. februar 2008

'Glade dage i Kronprinsessegade' af Benjamin Jacobsen

Fortsættelsen til 'Midt i en klunketid' om Benjamins barndom i Kronprinsessegade omkring 1890. Humoristisk og sjov beskrivelse af en barndom i en helt anden tid. En tid med plads til 6 søskende, en moderne professorfar og en meget speciel bedstemor...