Viser opslag med etiketten klassikere. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten klassikere. Vis alle opslag

søndag den 27. september 2026

'Lillemor' af Karin Michaëlis

 En barsk omgang, denne brevroman, der udkom i 1902. Om Marthe - også kaldet Lillemor, fordi det primært er hende, der tager sig af sine to små søstre. Hun lever i et ukærligt hjem og giftes bort mens hun stadig er så ung, at hun egentligt helst vil lege med dukker. Hendes mand lægen Kasper Fangel er tre gange så gammel som hun og enkemand. Han bor ude på heden, hvor den unge Marthe er meget ensom og føler, at hun gør alt forkert. Hele skylden lægger hun på sig selv; sådan er hun opdraget og alligevel kan man læse hvor ulykkelig hun er. Slutningen er hjerteskærende, og jeg må indrømme, at jeg ikke kunne andet end at fælde en tåre for den stakkels Marthe. Men i stedet for sorg burde man nok føle vrede. Er vrede en stærkere følelse? I hvert fald måske en mere handlekraftig følelse. Børneægteskaber finder stadig sted rundt omkring i verden.

'Lillemor' af Karin Michaëlis. Lindhardt & Ringhof 2016, 102 sider.

søndag den 12. april 2026

'Kanelbutikkerne' af Bruno Schulz

Kanelbutikkerne består af en række fortællinger fra en dagligdag i en lille polsk by. Drengen Jozef fortæller, men det er familiens far, der er omdrejningspunkt for mange af historierne. Der er noget magisk fantastisk over sproget, noget drømmende uvirkeligt over den lille families hverdag, som ellers let kunne tolkes tragisk. Familiens tjenestepige Adela er farens modpunkt; hun sørger for regler og struktur. Faren derimod skrumper ind og bliver til en kakkerlak, eller han holder fugle i massevis på loftet. Der er også beskrivelser af at fare vild i sin egen by; om gader der pludselig ændrer karakter og udseende. De forskellige kapitler kan for så vidt godt læses som selvstændige historier og flere af dem vil være velegnede til guidet fælleslæsning. Der sker næsten altid et eller andet mystisk, som man ikke helt forstår. 
Spændende udgivelse, men også lidt svær at læse og det snirklede sprog gør det ikke nemmere. Kanelbutikkerne blev udgivet i 1934 og regnes for forfatterens hovedværk - og i det hele taget et hovedværk i polsk litteratur. Bruno Schulz var jøde og blev dræbt af nazisterne i 1942. 

'Kanelbutikkerne' af Bruno Schulz. Turbine 2025, 181 sider

onsdag den 5. november 2025

'Hjortens flugt' af Christian Winther

Et romantisk værk om intriger og magtkampe, kærlighed og erotik, tro og overtro. Den er udkommet i 1855, men scenen er sat til 1400-tallet, hvor den unge adelsmand Strange og hans elskede Ellen rives fra hinanden af onde kræfter. Af sine fjender bindes Strange fast til en hjort og sendes ud på en farefuld færd, mens Ellen synes at være forsvundet. I tilbageblik får vi historien om Ellens forældre og om sigøjnerkvinden Rhitra, der har en forunderlig magt over mænd.
Jeg har vist ikke læst den fra ende til anden, siden jeg fik den læst højt som barn. På en måde er det stadig rytmen i min mors stemme jeg hører, når jeg selv læser den. Nu har jeg genlæst den i sin fulde længde. Jeg kan godt beundre den måde, det hele rimer på; den måde versene er bygget op på; som de gamle folkeviser, der også kan fortælle en hel historie på vers. Selve historien er måske nok ret banal, men alligevel grundlæggende spændende. Man lever sig ind i handlingen og glædes over den lykkelige slutning.

'Hjortens flugt' af Christian Winther. Gyldendal 1929, 344 sider. (Den udgave jeg har læst denne gang har tilhørt min mormor, der fik den til sin konfirmation i 1937 af to af sine søskende.)

torsdag den 9. april 2020

'Stolthed og fordom' af Jane Austen

Det er nu ikke første gang jeg læser denne roman, men jeg har vist ikke omtalt den her tidligere. Det er en bog jeg vender tilbage til, når jeg er syg, eller bare trænger til en eftermiddag med hygge, brændeovn, te og læsning. - Filmen er også meget god, men af en eller anden grund får jeg altid lyst til at læse bogen eller dele af den, når jeg har set filmen.
Den handler om familien Bennet med de fem giftefærdige døtre, deres forelskelser og kærlighedsforviklinger i 1800-tallets England, hvor det at blive godt gift - eller få sine døtre godt gift, var det højeste mål en kvinde kunne have i livet. Det er ret underholdende og selvfølgelig ender det hele godt til sidst.

'Stolthed og fordom' af Jane Austen. Gyldendals Bogklubber 2005, 284 sider

tirsdag den 5. juli 2016

'Farlig sommerleg' af Francoise Sagan

I 1953 debuterede franske Francoise Sagan som 18-årig med denne roman, der på dette tidspunkt vakte en del opsigt. Både pga forfatterens alder og temaet for romanen.
Den 17-årige Cécile holder sommerferie med sin far og hans elskerinde Elsa i et hus ved Middelhavet. Faderen er en sorgløs flirtende lidt overfladisk mand, der som regel skifter sine elskerinder ud jævnligt. Men da Céciles afdøde mors veninde Anne kommer på besøg ændrer noget sig. Cécile fornemmer de to voksnes forelskelse, og da de meddeler hende, at de har besluttet at gifte sig, indser hun, at det sorgløse letsindige liv hun har levet med sin far, snart vil få en ende. Selv om hun altid har beundret Anne og sat hende højt, sætter hun alligevel gang i en djævelsk plan for at ændre faderens planer.
En virkelig velskrevet dramatisk roman, - som en af vores lånere på biblioteket talte så varmt for, at jeg tog den med hjem, læste den og følte mig godt underholdt!

'Farlig sommerleg' af Francoise Sagan. Det Schønbergske Forlag 1971, 156 sider.

mandag den 13. juni 2016

'Jane Eyre' af Charlotte Brontë

I denne omgang sidste roman i rækken af de engelske klassikere. Mere gotisk og uhyggelig end de andre fortællinger. Jane Eyre er vokset op hos sin tante, der aldrig har brudt sig om hende og som 10-årig bliver hun sendt afsted til en skole for forældreløse piger. På skolen møder hun både ydmygelse og sult, men vinder sig også venner og får en uddannelse, der gør hende i stand til først at undervise på skolen og sidenhen søge sig et job som guvernante. Jane begynder nu sit job som guvernante for den lille Adele; Mr. Rochesters myndling. Lidt efter lidt forelsker hun sig i den gådefulde godsejer. Men der foregår mystiske ting på herresædet, - og Jane tvinges til flugt...
Mere spænding og mystik og et mere oprørsk persongalleri end man finder hos Austen, det kommer til at virke mere kulørt og ikke helt så dybt... - men afgjort underholdende.

'Jane Eyre' af Charlotte Brontë. Bechs Forlag 2011, 368 sider. Oprindeligt udgivet i 1847

mandag den 19. oktober 2015

'Ethan Frome' af Edith Wharton

Klassisk trekantsdrama, der udspiller sig i den fiktive lille by Starkfield i Massachusetts i starten af 1900-tallet. Hovedpersonerne i dramaet er Ethan Frome, hans hustru Zeena og hendes unge kusine Mattie Silver.
I starten af bogen præsenteres vi for den ældre vansirede Ethan, men snart får vi i et tilbageblik hele hans historie. Af angst for at blive ensom har Ethan efter sine forældres død giftet sig med den ældre og svagelige Zeena. De er ikke lykkelige sammen; Zeena er beregnende og ondskabsfuld og Ethan kæmper en hård kamp for at kunne forsørge dem ved sit arbejde på den øde gård og det gamle savværk. Da Zeenas unge kusine flytter ind for at hjælpe til i huset forelsker Ethan sig. Lidt efter lidt fornemmer Zeena sin mands ændrede følelser og et trekantsdrama, der kun kan ende galt, tager sin begyndelse.
Fint fortalt klassisk historie med sans for detaljen og en overraskende slutning. Ethans frygtelige dilemma og det valg, han stilles overfor, er ganske vist ikke nyt i litteraturhistorien men her meget velfortalt.
Romanen udkom i 1911 og er nu for første gang oversat til dansk.

'Ethan Frome' af Edith Wharton. Bechs Forlag 2015, 148 sider.

onsdag den 9. maj 2012

'Mus og mænd' af John Steinbeck

Klassiker fra 1937 om de to venner George, der er lille og intelligent, og Lennie, der er stor og dum. De vandrer fra gård til gård og arbejder, drikker pengene op i weekenderne, men bag håbløsheden ved det hele, har de drømmen om at få deres eget lille sted. Det er en drøm, George holder liv i for Lennies skyld. Lennie, der så godt kan lide at kæle for bløde ting, men er så stærk, at han kommer til at klemme livet ud af alt; de små mus, hundehvalpen og til sidst bossens irriterende svigerdatter; hvilket straks er værre og får George til at tage en uigenkaldelig alvorlig beslutning.. Det er en trist historie om håbløshed, druk og fattigdom. Hvad skal ændres; skal vi alle have mulighed for at at have vores eget lille sted, og ville mændene her egentligt ikke have denne mulighed, hvis de virkelig ville kæmpe for det? Er det kun samfundets skyld, at de er fastholdt i druk og elendighed? Man forstår godt, at denne roman har klassikerstatus, og til stadighed kan skabe debat i skoletimerne. Hvis du endnu ikke har læst den, så gør det!

'Mus og mænd' af John Steinbeck. Lindhardt og Ringhof 2000, 132 sider. Udgivet første gang i 1937.

tirsdag den 19. oktober 2010

'Løgneren' af Martin A. Hansen

Læreren på Sandø Johannes Vig fortæller historien om de forårsdage lige før isen bryder op, og man atter kan sejle til og fra Sandø. Hunden Pigro følger ham overalt. Forholdet til to kvinder dominerer fortællingen: Rigmor der er gift med øens matador Frederik og Annemari, der er forlovet med Oluf, men alligevel ender med at rejse bort med ingienøren. Midt blandt dem står skolelæreren; Løgneren og fortælleren. Først hen mod slutningen forstår man bogens titel, da nogle forhold viser sig at være anderledes end først antaget. Jeg fik lyst til at starte forfra igen, især fordi jeg fik strakt læsningen over lidt for lang tid. Man forstår godt at mange dansklærere gennem tiderne har kastet sig over denne klassiker, - sjovt nok ikke nogen af dem, jeg har haft.
Får mig til at tænke på hvilken magt fortælleren af en historie har. Det at kunne få sin version af sandheden til at stå ved magt..

'Løgneren' af Martin A. Hansen. Gyldendal 1961, 187 sider

onsdag den 5. marts 2008

'Ivanhoe' af Walther Scott

Endnu en klassiker; historien om Ivanhoe og den skønne Rowena, kong Richard, normannerbaronerne, angelsakserne... Fuld af ridderkampe; de gode mod de onde osv...
For mine to drenge på 9 var der lidt for mange personer at holde styr på. Eller måske var det snarere det, at personerne optræder i forklædning, der skaber en del forvirring. Nu tager vi i hvert fald en pause med de gamle klassikere...

mandag den 18. februar 2008

'Nybyggerne i Canada' af Kaptajn Marryat

Ja, jeg er rigtig i gang med at læse klassikere for mine drenge.
'Nybyggerne i Canada' handler om den engelske overklassefamilie, der mister alt hvad de ejer og søger lykken i Canada i slutningen af 1700-tallet.
Ja, de fleste kender vel den historie, så der er ikke så meget at tilføje...

fredag den 21. december 2007

Gøngehøvdingen af Carit Etlar

Har jeg lige læst for drengene. I den udgave jeg har er sproget meget gammeldags, så jeg måtte lave lidt om på det undervejs. Jakob synes vist at den blev lidt langtrukken, mens Christian var mere fanget af historien.

mandag den 17. september 2007

Kristin Lavransdatter af Sigrid Undset

Så fik jeg endelig læst/genlæst denne fantastiske dejlige bog om smukke stærke Kristin Lavransdatters liv fra barndom til død. Kristin vokser op i 1300-tallets Norge. Hun er stærkt knyttet til sin far, men svigter ham og familiens ære, da hun forelsker sig i Erland. Hun får sin vilje og den mand hun vil have; det fører imidlertid ikke kun lykke med sig. Kristin udvikler sig gennem hele romanen, der er spændende fra start til slut. En stor roman om skyld, skam, tro, sorg, fortvivlelse og kærlighed. Den har alt det der skal til en rigtig god bog! I Norden har vi også haft æresbegreber; en gang for længe siden...
Hermed anbefalet!
- I øvrigt er bliver der i år læst højt fra 'Kristin Lavrandsdatter' ved arrangementet Skumringstime, der kommer til at foregå rundt omkring på bibliotekerne i landet d. 12. november kl. 19.00, som indledning til den nordiske biblioteksuge, der i år har temaet 'Kvinden i Norden'