Viser opslag med etiketten Danmarkshistorie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Danmarkshistorie. Vis alle opslag

søndag den 30. januar 2022

'Kvinde kend din historie' af Gry Jexen

De fleste af de bøger jeg læser er lånt på biblioteket. Efterfølgende sker det, at jeg ønsker mig nogle af de bøger jeg har læst - eller bare køber dem. Sådan en bog er denne: En man bare må eje. Bogen portrætterer 50 kvinder fra danmarkshistorien, der på hver deres måde brød med datidens normer og gjorde tingene på deres egen måde. De fleste af dem er ukendte i den almene historie, der jo tidligere altid var skrevet af mænd, om mænd og for mænd. Her kan man læse om Danmarks første kvindelige akademiker og læge Nielsine Nielsen, geofysiker Inge Lehmann, cykelrytter Susanne Lindberg, luftakrobat og stuntkvinde Emilie Sannom og mange andre spændende personligheder, som de færreste kender til.
Som kvinde i dag er der meget, vi tager for givet, og det er svært at forstå, at kvinder for bare 150 år siden levede i en totalt anderledes verden. En verden hvor man som kvinde ikke havde adgang til offentlige gymnasier for ikke at tale om universiteter. Hvor man ikke fik lov at dyrke sport, ikke havde stemmeret og ingen rettigheder hverken økonomisk eller demokratisk.
Kan ikke lade være med at tænke på min oldemor, der var præstedatter fra Sydsjælland, gik i lære som glarmester og senere blev uddannet sygeplejerske og arbejdede på Frederiks Hospital og senere på det nye Rigshospital i København. Respekt for alle foregangskvinder - og tak for denne bog, der sætter fokus på dem!

'Kvinde kend din historie' af Gry Jexen. Gyldendal 2021, 336 sider.

søndag den 29. november 2020

'Det er de danske som flygter' af Erik Valeur og Lise Ringhof

I denne slægtsroman følges Erling Brinch gennem første del af det tyvende århundrede. Erling vokser op på Fanø. Starten af det nye århundrede er dramatisk, da Erlings lillebror Jakob drukner, imens den syv-årige Erling skulle holde øje med ham. Erling er ensom og anderledes, men ender med at knytte venskab med den vanskabte dreng Hubert fra fattiggården. Som den første i en lang slægt af sømænd vælger Erling en anden vej; han bliver student og studerer senere medicin i København. Erling har mange drømme om at rejse ud i verden og bruge sin lægelige viden der, men efter en ulykkelig forelskelse i eventyreren Kate, ender han alligevel med at slå sig ned i Vejle sammen med rigmandsdatteren Ragnhild, med hvem han får datteren Eva.
Romanen er omfattende og det store persongalleri giver et fint indblik i tiden. Erlings søster Ida, hans mor Katrine og hans københavnske venner Sivert, Høgen og Gribben giver romanen både kulør og indsigt i den aktuelle danmarkshistorie.
Det er en spændende og velfortalt slægtsroman, selv om jeg må indrømme, at jeg ind imellem blev irriteret over den vege Erling, der helt fra barndommen synes dømt til at træffe de forkerte valg - og stå stejlt på sin modvilje.

'Det er de danske som flygter' af Lise Ringhof og Erik Valeur. Gutkind, 2020, 523 sider.


søndag den 22. december 2019

'Om hundrede år: en sønderjysk familiekrønike' af Anna Elisabeth Jessen

En familiekrønike fortalt med en historie om året gennem 100 år fra 1914 til 2014. Omdrejningspunktet er en slægtsgård i Sønderjylland. Den unge soldat Hans bliver dræbt under 1. Verdenskrig, mens hans søster Helene får sin mand Marius hjem fra krigen lettere tunghør. De to får sammen fem børn, hvis liv vi følger gennem århundredet. Johanne skaber sig en tilværelse i byen, mens Åge, Hans og Marie bliver gamle sammen på den fædrene gård, hvor deres landbrug med tiden bliver håbløst umoderne. Kun Niels Frederik bliver gift og sørger for endnu en generation i familien. Familiens historie gennem de hundrede år omhandler både krige, kærlighed og mord. Dagligdags situationer og verdens begivenheder påvirker den enkelte. Og da man i familien Eriksen ikke er folk af mange ord, så giver romanen også et klart billede af det usagtes evne til at forme og forkludre en familie. Fine tidsbilleder, kan minde lidt om Hanne Reintofts bøger om Sønderjylland.

'Om hundrede år: en sønderjysk familiekrønike' af Anna Elisabeth Jessen. Rosinante 2019, 414 sider

fredag den 7. marts 2014

'Kongemageren' af Knud A. Petersen

Historisk roman fra starten af 1100-tallets Danmark. Kong Niels regerer, men stormændene bl.a. Peder Bodilsen og Asser Rig fra Hvide-slægten har et ønske om på et tidspunkt efter Niels's tid at se Erik Ejegods søn Knud på tronen. Men Niels lever længere end beregnet, og hans søn Magnus vokser til, så stormændene får ikke så let ved at få deres vilje igennem. Peder Bodilsen er desuden optaget af tidens nye tendenser, han ønsker tiende og cølibat indført i kirken. Men det er ikke altid let at ville forandre og udvikle, og da Magnus myrder Knud medfører det ufred og krig i landet. Romanen er skrevet i et nøgternt sagligt sprog og med fokus på magtkampe og magtintriger fremfor følelser og personbeskrivelser, hvilket gør, at der for mig kommer til at mangle noget. Man kommer ikke rigtigt ind bag de historiske faktabeskrivelser, der ellers er velskrevne og udførlige.

'Kongemageren' af Knud A. Petersen. Skriveforlaget 2014, 297 sider.

tirsdag den 26. november 2013

'Solskin for det sorte muld - om slægten og folket' af Ove Korsgaard

Højskolemanden Ove Korsgård, hvis familie stammer fra Mors, fortæller levende og engageret om sin slægts historie. Hans forældre og bedsteforældres engagement i andelsbevægelse, højskoleliv, politik, og lokalsamfundet i det hele taget, gør det samtidig til en almen historie om det danske samfunds udvikling i et landbrugsområde fra sidst i 1800-tallet til ca. midt i 1950'erne.
Enkelte personer og begivenheder træder naturligt i forgrunden af slægtens historie. Afsnittet om Oves fars faster, der giftede sig med en rigtig københavner er interessant læsning. Der kan man tale om mønsterbrud og kulturforskelle!
Bogen tager fat i nogle af de samme emner omkring landbrugssamfundets udvikling, som også skønlitterære forfattere som Knud Sørensen og Jens Smærup Søren har beskrevet.
Når man så selv har sine aner i et område ganske tæt på Mors (Thy), så bliver det jo ekstra interessant. Måske skal jeg overveje at forære min far denne bog i julegave, selv om han normalt ikke læser så meget?

'Solskin for det sorte muld - om slægten og folket' af Ove Korsgaard. Gyldendal 2013, 384 sider.