Viser opslag med etiketten Frankrig. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Frankrig. Vis alle opslag

lørdag den 12. september 2026

'Tata' af Valerie Perrin

 Åh, Valerie Perrin skriver fantastiske romaner! Denne er ingen undtagelse.
En dag får filminstruktør Agnes Dugain en chokerende meddelelse: Hendes faster Colette er død. Det chokerende ligger i, at hendes faster døde og blev begravet for tre år siden, da Agnes boede i Los Angeles. Agnes rejser straks til den lille franske by Gueugnon, og identificerer sin afdøde faster. Men hvem blev så begravet for tre år siden, og hvorfor har Colette skjult sig? 
Agnes er midt i en personlig krise; hun er flyttet tilbage til Paris med sin datter og er blevet skilt fra sin mand Pierre. Nu indlogerer hun sig i det lille hus, hvor hendes faster tilbragte de sidste tre år af sit liv. Colette har efterladt sig en kuffert fyldt med kassettebånd, som Agnes sætter sig til at høre. Lidt efter lidt oprulles et liv, som Agnes ingen anelse havde om. Der trækkes også vigtige tråde til hendes forældre og hendes eget liv, så mange begivenheder pludselig falder på plads.
Velskrevet, gribende, overraskende og underholdende roman!

'Tata' af Valerie Perrin. Alpha 2026, 636 sider. 

lørdag den 29. august 2026

'Over bjergene, hvor livet begynder' af Marie Pavlenko

Den første af forfatterens romaner, der er oversat til dansk. En rørende og barsk roman om Astrid, der har mistet alt og søger tilflugt i bjergene, hvor hendes elskede holdt af at opholde sig. Det bliver vinter og en dag finder hun en ung migrant; 17-årige Soraya, der er ved at føde i sneen.
Astrid tager sig af Soraya og sammen med naboen Ida tager hun imod barnet. Soraya forlod Syrien for længe siden og har været på flugt til fods gennem Europa længe. Hun er mistroisk og bange - og med god grund. Hun bærer på voldsomme oplevelser, og drømmen om at blive franskmand ser ikke ud til at kunne opfyldes lige med det samme. Der skal søges om asyl på et kontor i Nice, - og indtil da er det vigtigt, at de selvbestaltede patruljer og det lokale politi ikke får mistanke om hendes tilstedeværelse. Soraya vil ikke have noget med barnet at gøre; det overlader hun helt til Astrid. Til gengæld finder hun en ven i den unge Max, der hjælper med at oversætte.
Det er en tankevækkende og barsk fortælling, der bliver siddende længe efter endt læsning.

'Over bjergene, hvor livet begynder' af Marie Pavlenko. Politikens Forlag 2026, 375 sider.

søndag den 22. februar 2026

'Al himlens blå' af Mélissa Da Costa

En rigtig mustensroman. Af den slags denne læser ikke kunne lade være med at fælde en tåre over undervejs. Men samtidig en virkelig smuk roman. Om døden og kærligheden, venskab og opofrelse.
Émile er 26 år, da han får sin dødsdom. Han lider af en sjælden form for alzheimers, der gør, at han højst har 2 år tilbage at leve i. Alle omkring ham er bedrøvede og ulykkelige. Hans forældre insisterer på behandling, men Émile er et år tidligere blevet forladt af sin kæreste Laura, og han føler, at han må gøre noget anderledes med sin sidste tid. Han beslutter sig for at tage ud på en rejse fremfor at modtage behandling, og da hans bedste ven er nygift og far til en lille dreng, så sætter han en annonce i avisen for at finde en rejseledsager.
29-årige Joanne svarer på annoncen og sammen begiver de to sig ud på et roadtrip rundt i Pyrenæerne.
Joanne har en stor sort hat på hovedet og oplyser ikke meget om sin fortid, men lidt efter lidt kommer de ind på hinanden og udvikler et meget smukt venskab. 
En læseoplevelse man husker! En roman, der minder os om at leve livet, mens vi har det. - Og lidt rejselyst får man også! 

'Al himlens blå' af Mélissa Da Costa. Grønningen 1 2026, 741 sider

lørdag den 20. december 2025

'Den frosne kvinde' af Annie Ernaux

 Åh, hvor skal man starte i sin beskrivelse af denne bog. Der er så meget man kan fremhæve. Beskrivelsen af pigelivet og ungdomslivet, drømmene om selvstændighed, slægtens stærke selvstændige kvinder; mor der passer butik; far der laver mad og følger i skole. Hvordan det, der virkede helt naturligt i barndommen, opfattes anderledes, når det går op for en, hvad andres holdninger er.
Vores kvindelige jeg-fortæller er dygtig i skolen, hun har ambitioner, men det går op for hende, at for mange af de andre piger er det anderledes. Skolen er tidsfordriv frem mod det virkelige liv, det med mand og børn. Sådan har hun det ikke selv - og alligevel går også hun lige i ægteskabsfælden. Den ungdommelige længsel efter at være udvalgt og blive elsket, overbevisningen om at det vi har, det er anderledes; vi skal nemlig deles om opgaverne.
Men så simpelt er det aldrig. Det er helt umuligt for mig at lade være med at sammenligne med mit eget og min mors liv. Min mor var i høj grad rundet af det borgerlige. De historier hun læste for os; og man skal ikke undervurdere de historier, man får læst højt! - de var borgerlige i hele deres form - og gammeldags. Med små indbyggede oprør, bevares - men alligevel...
Ja denne roman er en feministisk klassiker, som jeg kun kan anbefale! Jeg tænker, at også mange i senere generationer kan spejle sig i forfatterens oplevelser, selv om tiden er en anden.

'Den frosne kvinde' af Annie Ernaux. Gads Forlag 2025, 191 sider

lørdag den 8. marts 2025

'Glemt på en søndag' af Valerie Perrin

Justine Neige har sammen med sin fætter Jules boet hos sin farmor og farfar, siden deres forældre for mange år siden blev dræbt i en bilulykke søndag d. 6. oktober 1996. Mens Jules længes væk fra den lille affolkede franske by Milly, som de bor i, er Justine godt tilfreds med det job, hun i de sidste tre år har haft som sundhedshjælper på plejehjemmet Hortensiahaven. Her passer hun bl.a. den næsten hundredårige Helene Hel, som hun kommer til at holde meget af. Justine nedskriver Helenes historie, som udgør romanens andet spor. Det er en fortælling om kærlighed, krig, svigt og længslen efter at kunne læse. 
Undervejs får Justine mod til også at dykke ned i sin egen families historie og forsøge at få opklaret hvad der i virkeligheden skete, da både hendes og Jules' forældre blev dræbt... Det er en svær roman at beskrive, der sker meget, men den er fængslende og fascinerende. Kan anbefales!

'Glemt på en søndag' af Valerie Perrin. Alpha Forlag 2024, 336 sider.

onsdag den 25. december 2024

'Monique flygter' af Edouard Louis

Endnu en fin og indsigtsfuld beretning fra Edouard Louis. Igen handler det om hans mor Monique. Syv år efter, at hun forlod sin mand og flyttede til Paris for at ændre sit liv og starte på en frisk, er Monique nedslidt og træt. Endnu engang har hun mødt en mand, der lidt efter lidt nedbryder hende med kritik og verbale overgreb. Da hun ringer til sin søn og siger, at hun må væk, er han selv i Grækenland i forbindelse med sit forfatterskab. Men gennem telefonsamtaler støtter han sin mor i beslutningen om at komme væk. Efter sine bogudgivelser er Edouard ikke på talefod med sin søster, men nu mødes de igen i den fælles opgave - at hjælpe deres mor. Det paradoksale er at Edouard nu - netop i kraft af sine udgivelser og sin opstigen i samfundet - er blevet i stand til at hjælpe sin mor økonomisk. De muligheder ville han ikke have haft tidligere, og det er han smerteligt bevidst om.

'Monique flygter' af Edouard Louis. Gyldendal 2024, 147 sider.

søndag den 8. december 2024

'En aften i december' af Delphine de Vigan

 Matthieu Brin er midt i fyrrerne, succesfuld forfatter, gift med Elise og far til Paul og Louis. Han modtager jævnligt fanbreve, men en dag kommer der et brev fra en kvinde, som han engang havde et forhold til. Sara skriver og hensætter forfatteren i en helt speciel tilstand. Hun inspirerer ham til at skrive, men vækker også et savn, en længsel og et begær i ham, som han har svært ved at kontrollere. Det skaber afstand til kone og børn og bringer ham helt ud på randen af at miste sig selv. Fin psykologisk roman, men ikke den bedste jeg har læst af forfatteren
Bogen kom oprindeligt på fransk i 2005, men er først nu oversat til dansk.

'En aften i december' af Delphine de Vigan. Peoples Press 2024, 182 sider.

fredag den 18. oktober 2024

'Jeg er stadig i mørket' af Annie Ernaux

 Efter et kort forord består bogen af forfatterens dagbogsoptegnelser omhandlende besøg hos hendes mor i morens sidste leveår. Moren får konstateret Alzheimers og forsvinder gradvist. Den sidste sætning hun selv skriver ned - i et aldrig afsendt brev lyder "Jeg er stadig i mørket"
Det er faktisk ret deprimerende læsning. Forholdene på plejehjemmet, skyldfølelsen, ombytningen af roller, så datteren nu må være en slags mor; det er alt sammen barsk læsning. Og den altoverskyggende sorg, da det en dag er forbi og moren er død. Lidt for genkendeligt.

'Jeg er stadig i mørket' af Annie Ernaux. Gads Forlag 2024, 102 sider.

torsdag den 25. juli 2024

'Dage efter Pierre' af Virginie Grimaldi

Jeanne har mistet sin kære Pierre. Hun har ikke råd til at bo i sin lejlighed mere, så hun beslutter sig for at leje et værelse ud. Hellere det end at sælge. Hun når dårligt nok at hænge sine sedler op, før der er to interesserede: Den unge bagerlærling Theo, der bor i sin bil, er vokset op på et børnehjem og har haft det svært og den unge kvinde Iris, der arbejder som hjemmehjælper, og er flygtet fra sin fortid. De tre ensomme mennesker, der alle har fået nogle knubs af livet finder langsomt ind til hinanden og skaber en ny familie. En smuk, fin og livsbekræftende fortælling, der langsomt lader læseren komme tættere på hovedpersonerne.

'Dage efter Pierre' af Virginie Grimaldi. Alpha Forlag 2024, 400 sider

søndag den 19. maj 2024

'Den unge mand' af Annie Ernaux

 Meget kort lille fortælling; vel ikke rigtig en roman. Om forfatterens forhold til en ung mand, der er 30 år yngre end hun selv. Den handler især om, hvordan hun gennem ham genoplever sin ungdom, det særlige ungdomsmiljø, steder hun også selv færdedes som ung osv. Tilføjer ikke umiddelbart så meget til forfatterskabet, men har man ikke tidligere læst noget af Annie Ernaux, så er det en fin lille smagsprøve.

'Den unge mand' af Annie Ernaux. Gads Forlag 2023, 40 sider

lørdag den 11. maj 2024

'Kære fuckhoved' af Virginie Despentes

Oscar lægger ud med en nedsættende kommentar om skuespillerstjernen Rebecca Latté på sin Instagramprofil. Rebecca svarer igen med en harmdirrende og arrogant besked, og så er de to i gang med at udveksle synspunkter. Ingen af dem er specielt sympatiske, men langsomt åbner de sig alligevel for hinanden og finder ud af at de har meget tilfælles. Udover en barndom i det samme kvarter, hvor Rebecca var veninde med Oscars storesøster Corinne, så har de begge et misbrug. Og så dette nye, der påvirker deres liv; hvordan man kan blive hængt ud på de sociale medier i en grad, der forbløffer dem begge. Zoe Katana er ikke overrasket, faktisk er det hendes virkelighed hver eneste dag. Hendes opslag på instagram og den feministiske blog hun skriver bidrager til at nuancere debatten. Oscar føler sig som et offer for #Metoo og har meget svært ved at se sagen fra offerets (Zoes) side. Rebecca er en stjerne og har det svært med at blive ældre og blive fravalgt til roller. Hun har hele sit liv været den feterede og fejrede og har en attitude, der svarer dertil. Nu rammes de alle af #Metoo, corona og samfundets nedlukning,- det præger dem på forskellig vis, og giver også ny indsigt. Så måske er der alligevel håb? En intellektuel, velskrevet og til tider lidt svær roman, der kommer omkring vigtige samfundskritiske emner.

'Kære fuckhoved' af Virginie Despentes. Gyldendal 2024, 309 sider

lørdag den 25. november 2023

'Under en anden himmel' af Mich Vraa

Emmas far er død, og hun er nu taget fra sit hjem i London til farens hus i Frankrig for at rydde op i hans ting. Hun har kun kendt sin far i seks år, da hun først fik kontakt til ham efter sin mors død. I skoven på bjerget bag farens hus møder hun en dag en kraftig ældre mand, der har været ude at samle trøfler og virker lettere konfus.. Han præsenterer sig som Ritou og ender med at overnatte i Emmas hus. Ritou fortæller om sit begivenhedsrige liv: Født og opvokset i Fransk Indokina af velhavende forældre, ung studerende i Paris, soldat i Algier-krigen, drømmene om en karriere som diplomat. Et umage venskab opstår mellem de to, mens Emma konfronterer sin egen sorg over tabet af sin far og undrer sig over, hvem Ritou i virkeligheden er.. Velskrevet fin fortælling, og da det ret sent gik op for mig, hvem Ritou er, så skal det ikke afsløres her.

'Under en anden himmel' af Mich Vraa. Lindhardt og Ringhof 2023, 447 sider.


søndag den 8. oktober 2023

'Tre' af Valerie Perrin

Fantastisk fortælling om et venskab, der i barneårene synes ubrydeligt, men alligevel går i stykker. I starten af femte klasse mødes Adrian, Nina og Etienne. De er 10 år gamle og følges herefter i tykt og tyndt. Mange år efter er vi tilbage i den lille by, og støder på de tre igen. Etienne er nu dødsyg af kræft, Nina bestyrer et dyreinternat og Adrien er en succesfuld forfatter, som sjældent viser sig. Ingen af de tre taler med hinanden. Så hvad er der mon sket? Det opklares bid for bid i en velfortalt roman, der starter med fundet af en gammel bil i en nærliggende sø. Bilen viser sig at indeholde et skelet...
Bogen springer en del frem og tilbage i tid, og er svær at lægge fra sig, selv om den er lang. Velfortalt og spændende!

'Tre' af  Valerie Perrin. Alpha 2023, 670 sider

onsdag den 27. september 2023

'Forvandlingens metode' af Edouard Louis

 Den franske forfatter beskriver den forvandlingsproces, som han indledte allerede i gymnasietiden. Hans mål var at udrydde og fjerne ethvert spor af den, han tidligere havde været; den fattige Eddy Bellegueule. Dette kræver voldsomme ændringer i hans liv: Han må lære at tale, gå, spise og klæde sig anderledes. Han får god hjælp af sin gymnasieveninde og hendes familie, men hans ambitioner driver ham videre. Snart er en provinsby ikke god nok; han vil til Paris og være en del af den kulturelle elite. Alt synes at lykkes for ham, men prisen er høj. Hvordan forvandler man sig selv totalt uden at miste sig selv i processen? Og er det så fantastisk at være en del af eliten, når man på vejen dertil stort set har mistet kontakten til sine forældre? En roman om store ambitioner, svigt og bedrag. Og samtidig et billede på, hvor svært det kan være at rykke fra en socialklasse til en anden. En virkelig velskrevet roman, der giver stof til eftertanke. Meget at snakke om i evt. læsekreds.

'Forvandlingens metode' af Edouard Louis. Gyldendal 2023, 304 sider

søndag den 18. juni 2023

'Om udregning af rumfang 1" af Solvej Balle

Jeg må indrømme, at jeg var lidt skeptisk - og at jeg havde svært ved at komme i gang med denne bog. Men jeg har fået den anbefalet fra flere sider, og nu gav jeg den en chance til. Og når man først kommer ind i tankegangen, så er det en interessant roman. Præmissen er, at der er sket i brud i tiden, og romanens hovedperson Tara Selter har ved bogens begyndelse allerede gennemlevet d. 18. november mange gange. Hver aften, når hun går i seng forventer hun ikke længere at vågne op til d. 19. november. Selv om hun husker alle sine 18. november dage, så starter alle andre mennesker omkring hende op på dagen igen, som om de levede den for første gang. Og mens andre ikke ældes og stadig husker d. 17. november som var det i går, så ændrer Tara sig og mister rodfæste i sit liv, mens hun forgæves forsøger at finde ud af, hvad der er sket, og hvordan hun kan komme tilbage til det normale. Som læser kan man ikke lade være med at spørge sig selv, hvem det egentlig er der er fanget i tiden; Tara eller alle andre?
Solvej Balle vandt Nordisk Råds Litteraturpris for romanen i 2022.

'Om udregning af rumfang 1' af Solvej Balle. Pelagraf 2020, 160 sider

søndag den 30. april 2023

'Årene' af Annie Ernaux

'Årene' regnes for Annie Ernaux's hovedværk, og vi har læst og diskuteret bogen i læsekredsen ved Sakskøbing Bibliotek.
Bogen er skrevet som en slags kollektiv generationsfortælling, hvor tiden og begivenhederne i samfundet spiller hovedrollen. Forfatteren fortæller om tidens tendenser og hvad der optog folk gennem et kollektivt "vi". Dog indledes de forskellige tidsepoker med beskrivelsen af et fotografi af en kvinde, der kan ses som en repræsentant for den generation, som romanen beskriver. En generation af kvinder, der var børn i en knaphedstid lige efter 2. Verdenskrig, voksede op med den dybe grundlæggende angst for uønsket graviditet, og var lidt for gamle til at være en aktiv del af ungdomsoprøret i 1968. Vi følger kvindefrigørelsen, familielivet, skilsmissen, elskerne, forholdet til de børn, der vokser op og flytter hjemmefra frem til 2006, hvor generationen er blevet til "de ældre".
Jeg har læst flere andre af Annie Ernauxs bøger og må indrømme, at denne ikke på samme måde fangede mig. Den er gennemsyret af franske referencer, som gør det lidt svært at følge med, medmindre man er virkelig godt inde i franske forhold. Så måske henvender den sig mest til franske kvinder i forfatterens egen generation (født 1942)

'Årene' af Annie Ernaux. Gads Forlag 2021, 252 sider.

fredag den 7. april 2023

'Simpel lidenskab' af Annie Ernaux

 Forfatteren beskriver en periode i sit liv, hvor hun havde et forhold til en gift mand. Hun er nærmest besat af ham og tænker konstant på ham. Det er primært disse tanker bogen dissekerer ned i detaljen: Hendes overvejelser omkring hvilket tøj hun skal tage på, når HAN er på vej, hendes ulyst til at foretage sig andet end at gennemtænke og analysere på deres sidste møde, hendes optagethed af alt hvad der vedrører denne mand; hans erhverv, hans land, hans feriemål. Lidelsen ved at vente på en opringning, angsten for at være væk fra telefonen bare et øjeblik. Hun kommer så vidt, at hun forestiller sig, at han helt sikkert vil ringe, hvis hun udfører bestemte gode gerninger, som fx at give penge til hjemløse. Det er en velskrevet og fascinerende bog, hvor hun også går tæt på de ubehagelige irrationelle følelser, som næsten kalder på en slags foragt hos en selv, når forelskelsen er overstået.

'Simpel lidenskab' af Annie Ernaux. Gads Forlag 2021, 72 sider

tirsdag den 14. februar 2023

'Hændelsen' af Annie Ernaux

Som 23-årig fransk studerende bliver Annie Ernaux i 1963 gravid og får foretaget en ulovlig abort. I denne roman ser hun tilbage og forsøger at beskrive det, der skete fra det øjeblik, hvor det gik op for hende at hun måske var gravid og til indgrebet var foretaget. Hun konsulterer gamle dagbogsnotater og forsøger at genkalde sig følelser, samtaler og reaktioner fra omverdenen. at fortælle det til forældrene eller på nogen måde involvere dem er naturligvis udelukket. En mandlig ven foreslår ligefrem, at de kan tage en hurtig omgang i køkkenet, imens hans kæreste sover - underforstået nu er skaden sket, og hun har vist at hun er seksuelt aktiv og dermed tilgængelig?! Der er ikke megen hjælp at hente fra den fyr, der er far til barnet, men til sidst lykkes det for den unge Annie at få en adresse til en kvinde i et dårligere kvarter af byen, der kan hjælpe hende.
Forfatteren har gentagne gange kredset om "hændelsen" men aldrig turdet eller kunnet sætte ord på det, der skete. - Det er stærk og barsk læsning. Der både handler om køn, men også om klasse, krop og det at nedskrive eller formulere oplevelser på skrift.

'Hændelsen' af Annie Ernaux. Gads Forlag 2021, 108 sider

lørdag den 11. februar 2023

'Skammen' af Annie Ernaux

I denne lille fine roman beskriver Annie Ernaux en voldsom hændelse, som prægede og fulgte hende i mange år. En søndag eftermiddag i juni, da forfatteren var 12 år, forsøgte hendes far at slå hendes mor ihjel. Samme aften åbnede forældrene deres café, som om intet var sket, og der blev aldrig talt om begivenheden igen. Men den fulgte pigen og blev på mange måder definerende for, hvordan hun så på sig selv, sin opvækst og sine forældre. Skammen over at noget sådant kunne ske i hendes familie kom til at fylde rigtig meget, og lidt efter lidt omfattede skammen hele hendes bagrund og familie. Hun så det som en hændelse, der aldrig ville kunne finde sted i en familie fra en anden socialklasse. Allerede som barn længes hun efter at flytte sig socialt; tilhøre en anden klasse og bryde ud af de vante rammer.
Romanen er usentimental og begivenhederne beskrives nøgternt og objektivt. Forfatterens fokus er især på klassesamfundet, og på den begivenhed, der bliver definerende for forfatterens skam over det, hun kommer fra.
Annie Ernaux fik Nobelprisen i litteratur i 2022.

'Skammen' af Annie Ernaux. Gads Forlag 2022, 120 sider.

søndag den 5. februar 2023

'Den hemmelige bibliotekar' af Madeline Martin

 Ava rejser i 1943 fra New York til Lissabon for at hjælpe sine landsmænd med at opspore oplysninger om fjendens bevægelser gennem avisartikler fra europæiske blade og aviser. Men Ava vil gerne gøre mere. Den daglige strøm af flygtninge, der forsøger at komme til USA fylder meget i gaderne i Lissabon, og en dag finder hun en kodet besked i et illegalt fransk blad. En jødisk kvinde og hendes søn har brug for hjælp.
I bogens andet spor følger vi Elaine, der slutter sig til modstandsbevægelsen i Frankrig, da hendes mand er forsvundet. Det er et farefuldt liv, og hun oplever mange tab undervejs. Elaine er med til at betjene den store trykpresse i en forladt fabriksbygning, hvor de trykker illegale blade og opråb til befolkningen. Efterhånden som dagene går strammes nettet om modstandsbevægelsen. En dag søger en kvinde og hendes lille søn tilflugt i lagerhallen og Elaine beslutter sig for at hjælpe dem, selv om opgaven synes umulig.
Romanen er underholdende nok, men jeg har lidt svært ved at tro på fortællingen undervejs. Lidt for mange ting virker lidt for usandsynligt - hvilket irriterer min læsning. 

'Den hemmelige bibliotekar' af Madeline Martin. Lindhardt og Ringhof 2023, 414 sider.