mandag den 30. september 2019

'Lille toværelses med potentiale' af Camilla Davidsson

Sofia har en lille toværelses lejlighed i den helt rigtige del af Stockholm. Hun er kæreste med den perfekte og ambitiøse Oliver, og så har hun et rigtigt karrierejob i en af Sveriges store banker. Jobbet er krævende, men alligevel går hun igang med et indretningsprojekt; køkkenet og badeværelset skal sættes i stand. Med det formål kommer håndværkeren Arvid ind i Sofias liv. Han begynder at sætte spørgsmålstegn ved den måde hun lever på, og selv om han i starten irriterer hende grusomt, så føler hun sig også tiltrukket af ham. Med en ny chef bliver presset på jobbet værre og værre, og snart har Sofia hverken tid til at spise eller sove. Hun bliver syg inden hun ser i øjnene, at hun er nødt til at træffe nogle vigtige valg.
Det er på mange måder en traditionel kærligheds- og identitetshistorie, - men den kan alligevel noget lidt ud over det sædvanlige med sit fokus på unge kvinders arbejdsvilkår og Sofias vilje til at presse sig selv helt ud over grænsen. Anbefaling herfra.

'Lille toværelses med potentiale' af Camilla Davidsson. Palatium Books 2019, 326 sider.

søndag den 29. september 2019

'Sofia klæder sig altid i sort' af Paolo Cognetti

Romanen om Sofia udkom på italiensk i 2012, men er først nu oversat til dansk. Bogens ti kapitler kredser om Sofias liv fra hendes fødsel til hun er midt i tyverne, men de handler ikke alle primært om Sofia. Kapitler med Sofias psykisk syge mor, den kærlige men utro far og den aktivistiske tante i centrum bidrager imidlertid til billedet af Sofia på en unik måde. Bogen er ikke kronologisk opbygget og fortællevinklen skifter. Vi får bl.a. kendskab til sygdom, selvmordsforsøg, forholdet til veninderne og en ældre kæreste, samt drømmen om at slå igennem som skuespiller i New York, hvor bogens sidste kapitel også foregår.
Sproget er præcist og tonen alvorlig. Portrættet af Sofia er nuanceret, men de mange spring i tid, sted og fortællevinkel kræver lidt ekstra af læseren.

'Sofia klæder sig altid i sort' af Paolo Cognetti. Forlaget Palomar 2019, 200 sider.