Viser opslag med etiketten Island. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Island. Vis alle opslag

fredag den 30. januar 2026

'Himmellegemer over verdens yderste rand' af Jon Kalman Stefansson

Vi er i 1600-tallets Island og præsten Petur skriver på et brev til sin datter, der vokser op hos Peturs fostersøster. Der er noget vigtigt han gerne vil fortælle. Men han bliver hele tiden forstyrret af sine tanker, så desværre tager det ham rigtig lang tid at komme til sagen. Teksten afbrydes af mange svinkeærinder; beretninger om forfædre, forhold til omegnens kvinder, og brevveksling med fjerne venner i København. På sin vis er der mange små underholdende historier i den store historie, men det gør det svært at holde fokus. Der er mange personer, og det kan være svært at holde styr på deres relationer. Heldigvis er der en personliste bagerst i bogen, som kan være nyttig at konsultere.
Lige så længe som bogen er om at tage tilløb, lige så intens er den sidste fjerdedel bygget op. Spændende og tragisk. Der er sket noget voldsomt, som jeg ikke skal afsløre her, og Petur føler sig forpligtet til at fortælle sandheden, selv om ingen - allermindst de skyldige magtfulde mænd - har lyst til at høre den.
For mig blev det en ret tung læseoplevelse, som først sent greb mig, men sidste del gjorde den værd at læse. Meget at tænke over. 

'Himmellegemer over verdens yderste rand' af Jon Kalman Stefansson. Batzer & Co 2025, 418 sider

søndag den 10. august 2025

'DJ Bambi' af Audur Ava Olafsdottir

Bogens hovedperson er en 61 årig transkønnet kvinde. Selv om hun er født som en dreng har hun altid følt sig som en kvinde. I seks år har hun nu ventet på den operation, der skal gøre hende til sig selv. Og indimellem er livet så svært, at hun har lyst til at gå ud i vandet og blive ved med at gå. Men så vil hun jo dø uden nogen sinde at have været sig selv, og det holder hende tilbage. I tilbageblik får vi brudstykker af Stilles liv sammen med tvillingebroren Trausti, de to ældre søstre og eks-konen Sonja. Længslen efter sønnen og det lille barnebarn fylder også meget.
Stille bliver kontaktet af en gammel klassekammerat, der nu er forfatter. Hun vil gerne skrive en bog om Stille, men det er svært. Som hun siger; Stille du er den mest almindelige kvinde, jeg kender.
Hvad vil det sige at føle sig som kvinde; altså at det er noget man føler, at man er dybt inde? Det er svært at svare på, og noget jeg ikke rigtig har tænkt over før. Helt anderledes forholder det sig for bogens hovedperson, der er født som en dreng. Det er vanskeligt overhovedet at forestille sig, hvor forvirrende det må være for et barn. Måske derfor er det lidt svært at identificere sig med hovedpersonen. Ikke den stærkeste af hendes bøger, - men det vil det måske være for den rette læser?

'DJ Bambi' af Audur Ava Olafsdottir. Batzer & Co 2025, 211 sider

lørdag den 22. februar 2025

'Den gule ubåd' af Jon Kalman Stefansson

I romanen møder vi en midaldrende forfatter, der sidder i en park i London og holder øje med den aldrende Paul McCartney, som han gerne vil tale med. Han bliver imidlertid hele tiden forstyrret af tanker, drømmesyn og erindringer fra sit liv. Som dreng mistede han sin mor. Faren giver ham beskeden mens de kører afsted i den gamle trabant med Gud på bagsædet; et erindringsbillede, der kommer til at forfølge ham i mange år. Senere bliver drengen sendt med bussen nordpå til stedmorens tavse og utilnærmelige familie. Her møder han det opløste Beatles, der sidder og finder på en ny sang undervejs i bussen. Nordpå taler han med de døde på den lokale kirkegård, mens tabet af både mor og på sin vis også far bundfælder sig. Også senere i livet griber Beatles ind i hans liv, fx da han hører om mordet på John Lennon midt under en køretime. 
Der er meget at analysere på, men for mig blev det lidt anstrengende læsning. En blanding af fantasi og virkelighed og mange skift frem og tilbage i tid. Ikke den bedste af hans romaner.

'Den gule ubåd' af Jon Kalman Stefansson. Batzer & Co 2024, 358 sider.

torsdag den 17. oktober 2024

'Skærsild' af Yrsa Sigurdardóttir

 Meget mod sin vilje må retsmedicineren Idunn tage afsted til Vestmannaøerne for at hjælpe til ved opklaringen af et drab. Et lig er fundet brændende på stranden, det viser sig at den afdøde har været død i et stykke tid. Tæt på liget sidder en yngre død kvinde. Stormvejr tvinger efterforskningsholdet til at blive på stedet længere tid, end de havde planlagt, hvilket ikke passer Idunn så godt. Hendes far og halvsøster bor nemlig i området, men Idun ønsker ikke kontakt med dem.
Romanens andet spor, der foregår nogle dage tidligere, følger fem venner, der er taget til Vestmannaøerne for at deltage i en sjette kammerats begravelse. Trausti har taget turen helt fra USA, og han har glædet sig til at tilbringe tid sammen med sine venner på trods af den sørgelige anledning. De fem har en dyster hemmelighed, som kommer op til overfladen, og weekenden udvikler sig helt anderledes end nogen af vennerne havde kunnet forudsige. 
Virkelig spændende krimi, der hele tiden tager en ny drejning og overrasker. 

'Skærsild' af Yrsa Sigurdardóttir. Lindhardt og Ringhof 2024, 395 sider

onsdag den 21. august 2024

'Sort is' af Yrsa Sigurdardottir

Uhyggelig islandsk krimi; den første i serien om Tyr, Katu og Idunn. En familie er blevet dræbt og bliver først fundet flere dage efter af en chokeret nabo. Romanens ene spor har fokus på, hvad der tidligere er sket; her er den unge kvinde Solvi i centrum. Hun ankommer til huset, hvor hun skal arbejde, men fra starten sker der uhyggelige ting: En fjernbetjening bliver væk, men da hun vågner ligger den i hendes hånd, andre ting er blevet fjernet og dukker op igen et nyt sted. Det er åbenlyst, at de mystiske hændelser kan tilskrives en, der har adgang til huset. De uhyggelige begivenheder tager til i omfang og det bliver stadig vanskeligere for Solvi at skjule for børnene - og sig selv - at noget er helt galt. I bogens andet spor følger vi opklaringsarbejdet og især kriminalbetjenten Tyr, der har boet i Sverige i mange år, men nu er vendt tilbage til Island. Han udfordres af sine egne problemer, da det går op for ham, at hans forældre har løjet for ham om væsentlige ting i hans barndom...
Det er en ret uhyggelig og intens krimi, som er svær at lægge fra sig. Selv om man fra starten ved, at Solvi er blandt de dræbte, så håber man stadig undervejs at hun vil slippe væk.

'Sort is' af Yrsa Sigurdardottir. Lindhardt og Ringhof 2023, 410 sider

torsdag den 11. juli 2024

'Skyggeskibe' af Gyrdir Eliasson

 Novellesamling af en islandsk mester. Mange fine noveller, der i et lavmælt underspillet sprog kommer omkring mange forskellige emner. Flere af dem er på sin egen måde magisk fabulerende, som fx novellen 'Vækst' om et stuegulv, hvor der begynder at spire grønne planter frem. Eller om tilfældighedernes spil i novellen 'Engle og djævle', hvor en mand redder en anden fra at falde ned fra et højt stillads under renoveringen af en landsbykirke. Afslutningsreplikken; "man kan ikke både give slip og holde fast" er et meget sigende udsagn.
Flere af novellerne vil kunne bruges til guidet fælleslæsning.

'Skyggeskibe' af Gyrdir Eliasson. Jensen & Dalgaard 2023, 210 sider.

lørdag den 16. september 2023

'Eden' af Audur Ava Olafsdottir

Alba er lingvist, hun underviser og læser korrektur for et forlag. En ung digter er imidlertid i gang med en digtsamling, hvori Alba spiller en ikke uvæsenlig rolle. Han har nemlig været hendes studerende og de har haft et forhold, som han nu vil afsløre og bruge i sin udgivelse. Alba forholder sig ikke direkte til beskyldningerne, men handler alligevel på dem. Hun opgiver sin undervisning og trækker sin ansøgning til en oplagt stilling tilbage. Så køber hun et stykke jord langt ude på landet og begynder at plante træer. En idé, som måske har sit udspring i en vis skyldfølelse over alle de flyveture hun har taget til møder i udlandet. Men Alba bliver grebet af livet på landet, hvor alle ved alt om alle og enhver bliver nødt til at bidrage med det, de nu engang har evner for. Både samspillet mellem beboerne i landsbyen, kontakten til den aldrende far og den nævenyttige søster er fint og meget humoristisk beskrevet. Sproget, som er Albas faglighed kommer også til at fylde en del. En lille perle af en bog, som jeg klart kan anbefale!

'Eden' af Audur Ava Ólafsdóttir. Batzer og Co 2023, 264 sider

lørdag den 3. juni 2023

'Dit fravær er mørke' af Jon Kalman Stefansson

 En vild roman, der bevæger sig mellem 5 generationer. Jeg havde lidt svært ved at få hold på den og har derfor været i gang med den af flere omgange. Både en af mine kollegaer og en af mine søstre var meget begejstrede, derfor blev jeg ved, men jeg må indrømme, at den havde lidt svært ved at fange mig i starten. Men her til sidst har jeg fået mere overblik - jeg opdagede bl.a. den nyttige personliste bag i bogen - og det er en fascinerende fortælling.
Historiens navnløse fortæller, der også er ramt af hukommelsestab, skriver på romanen om fem generationer på Island, mens han prøver at få hold på sit eget liv.
Gudrid, der er bondekone og gift med Gisli, skriver en afhandling om regnormen til et anerkendt tidsskrift og kommer på den måde i kontakt med præsten Peter, hvilket ændrer hendes og kommende slægtleds liv. Nogle generationer længere fremme møder vi Skuli og Hafrun, der allerede fandt sammen som børn; samt deres to sønner Haldor og Pal. Også Haldors søn Erik, der som spæd rækkes hen over spisebordet til farmor Hafrun, fylder i romanen. Familiehemmeligheder, samspillet mellem generationer, savn, længsel og musik er nøglebegreber. Et særligt rørende øjeblik opstår, da præsten Arnljot holder begravelsestalen over Hafrun, - men der er masser af store øjeblikke i denne bog, selv om den vil lidt rigeligt meget på en gang.
Det er sikkert en fordel, hvis man kan afse tid til at læse den uden for mange pauser. Den fangede mig til sidst, men var klart lidt af en udfordring for mig.

'Dit fravær er mørke' af Jon Kalman Stefánsson. Batzer & Co 2022, 569 sider.

mandag den 20. december 2021

'Dyreliv' af Audur Ava Olafsdottir

I denne lille fine roman følger vi Dyja gennem et par dage på den mørkeste tid af året, - lige op til jul. Dyja er alene, midt i 40'erne og bor i sin afdøde grandtantes lejlighed. Som grandtanten - og flere andre kvinder før hende i slægten - er hun jordemoder. På islandsk siger man "lysmoder" - et ord der i 2013 blev kåret som sprogets smukkeste ord på Island. Dyja plejer at arbejde i julen, men i år er hun sendt på ferie og bruger tiden på at rydde op i lejligheden og gennemgå sin tantes papirer. I en gammel papkasse finder hun udkast til tre manuskripter, der bl.a. indeholder udsagn fra ældre jordemødre og optegnelser over hvad mennesket er i stand til. Man fornemmer, at der er et eller andet særligt med Dyja, men ikke helt hvad.. Måske er hun ensom, måske har hun haft en sorg, der ikke lader sig beskrive eller også har hun bare svært ved at forholde sig til livets praktiske aspekter. Hun taler ofte i telefon med sin søster, der er metrolog og har fokus på det voldsomme vejr, der nærmer sig Island. Dyjas forældre driver en bedemandsforretning sammen med hendes svoger; sådan sættes livet i perspektiv.
Det er en roman med overraskende lidt handling, men ret meget refleksion - over livets begyndelse, forløb og afslutning. Alligevel fornemmer man at noget rykker sig i Dyja, imens hun læser sin tantes papirer og langsomt får sat skik på lejligheden og gør den til sin egen.

'Dyreliv' af Audur Ava Olafsdottir. Batzer & Co 2021, 220 sider.

torsdag den 13. maj 2021

'Mørket' af Ragnar Jónasson

Første bind i trilogien om politikommisæren Hulda Hermannsdottír bryder med den kronologiske orden og starter med afslutningen af Huldas karriere. Den 64 årige politikommisær er i gang med at efterforske en trafikulykke, da hendes chef beder hende om at gå tidligt på pension. Yngre kræfter står på spring, der er ikke længere plads til Hulda blandt efterforskerne. Som en lille gestus får hun lov til at se på en uopklaret sag i et par uger inden hun skal forlade sit kontor.
Hulda vælger sagen om en ung kvindelig russisk asylansøger, som for et års tid siden blev fundet død i en lille vig uden for Reykjavik. Hulda tror ikke på teorien om selvmord, og hun kommer hurtigt tættere på sandheden; måske kommer hun endda for tæt på...
Det er en krimi, der også giver plads til antydninger omkring, hvad der tidligere er sket i Huldas liv og på den måde lægger op til en fortsættelse, hvor man får mere at vide. Romanen er af The Times kåret til en af de 100 bedste krimier, der er kommet siden 1945. Jeg har ikke læst nok krimier til, at jeg kan udtale mig om det, men jeg må indrømme at bogens slutning efterlod mig med en ret frustreret følelse. Ingen spoilers her, - men læs og døm selv!

'Mørket' af Ragnar Jónasson, Gads Forlag 2021, 322 sider.

søndag den 28. februar 2021

'Mødrenes gade' af Kristin Marja Baldursdottir

 Vi er i 1960'ernes Reykjavik. Marin er efter sine forældres død flyttet til byen nordfra og bor nu hos sin søster Elisabeth for at færdiggøre gymnasiet. Heldigvis er hun blevet venner med Christopher, som hun går i klasse med, hvilket har gjort skoleskiftet lettere. Men hun savner sin mor og føler sig ikke hjemme hos søsteren, der sætter hende i arbejde; hun skal passe de to drenge, ordne hus og lave mad. Om aftenen sidder hun i billetlugen i biografen og sælger billetter. I pauserne tegner hun tøj og sørgende kvinder. 
Da Elisabeth meddeler Marin, at hun til efteråret må finde et andet sted at bo, opsøger Marin alle gadens kvinder for at spørge, om nogen har et værelse til leje. Rundturen giver et fint indblik i gadens dynamik, de forskellige kvindeskæbner, det stærke blik hos et overvågende lokalsamfund. Christophers mor tænder et håb hos Marin; måske kan hun til efteråret komme til Paris og begynde at tegne for et rigtigt modehus?
Sorg, drømme og hverdagsliv kobles sammen til en fin fortælling, der tager en overraskende drejning, da kvindeoprøret starter fra en uventet kant.

'Mødrenes gade' af Kristin Marja Baldursdottir. Gyldendal 2021, 253 sider.

mandag den 27. juli 2020

'Kløe' af Frída Ísberg

Meget velskrevet indimellem lidt rå novellesamling, der sætter fokus på det, der irriterer - deraf titlen tænker jeg... Fx handler den første novelle 'Lysekronen' om et midaldrende ægtepar, der ikke kan holde ud at deres søn er flyttet hjem igen - sammen med sin kæreste. Det er jo praktisk og billigt for de unge, når de studerer, - men forældrene føler sig efterhånden hjemløse i deres eget hjem og må flygte ud til sommerhuset, - især når der er højlydt sex på programmet...
I novellen 'Præcis' ser Siggi tilbage på det ulige venskab med den karismatiske Ingi, der både forførte, stillede store krav og på alle måder var for meget i alt, hvad han gjorde.
Frída Ísberg er en ny ung islandsk forfatter, som ikke tidligere er oversat til dansk. Med denne novellesamling er hun blevet indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i år. 

'Kløe' af Frída Ísberg. Torgard 2020, 195 sider

tirsdag den 26. maj 2020

'Mellemlanding' af Jónas Reynir Gunnarsson

22-årige Maria er efter et mislykket forhold til Ragnar i Brighton på vej til Danmark, hvor hun skal bo hos sin far. Hun mellemlander i hjembyen Reykjavik, hvor hun skal vente 24 timer på flyet til Danmark. Fra lufthavnen kontakter hun en af sine gamle venner Gaui, og en del af tiden tilbringer hun sammen med ham og veninden Brynja, både hos dem og på diverse barer i byen. Farmor skal også have et besøg, der dog ikke bliver den store succes. Marias liv går lidt i tomgang, hvilket rundturen i Reykjaviks deprimerende mørke kulde er et meget godt billede på. Bytur, druk, stoffer og tilfældig sex.
Det er velskrevet, og Maria har en fin selvironisk distance. Der er sætninger, som man får lyst til at skrive ned og huske som typiske for bogen: "Før jeg dør, kunne jeg godt tænke mig at møde et menneske, der seriøst har det godt." - eller: "Og ingenting skete, jeg kunne ikke mærke livet rundt om mig"
Når det er sagt, så er det faktisk en ret deprimerende bog, eller også er jeg bare blevet for gammel til den slags bøger, som simpelthen gør mig lidt trist på unge menneskers vegne. Nogle kan helt sikkert spejle sig i Maria og rodløsheden, rastløsheden. Mens jeg sidder her 25 år ældre og ikke kan lade være med at tænke - som den gamle farmor - at man selv har et ansvar for at skabe indhold i sit liv.

'Mellemlanding' af Jónas Reynir Gunnarsson. Gyldendal 2017, 237 sider

lørdag den 21. marts 2020

'Det gule hus: noveller' af Gyrdir Elíasson

Denne fine novellesamling udkom på originalsproget i år 2000, hvor den blev nomineret til Nordisk Råds Pris. Først nu er den oversat til dansk. Den består af en række korte minimalistiske - og ofte ret melankolske noveller, der er bygget op omkring enkle små hverdagssituationer. Som drengen, der fanger fisk, den ældre præst, der tænker tilbage på sit liv, drengen der husker en markant dag med sin morfar, osv. Der er også enkelte af novellerne, der har et overnaturligt twist, fx en der handler om det lille folk, der bor i stenene. Min yndlingsnovelle er nok den om en dreng, der fortæller om sin læsning - den er både tankevækkende, får læseren til selv at tænke tilbage og vil egne sig fint til højtlæsning. Ellers er novellerne lidt for kort til at kunne bruges til guidet fælleslæsning.
En dejlig novellesamling fra den islandske mester!

'Det gule hus: noveller' af Gyrdir Elíasson. Torgaard 2019, 135 sider

lørdag den 15. februar 2020

'Miss Island' af Audur Ava Olafsdottir

I 1942 fødes en lille pige på Island. Hendes far er meget begejstret for vulkaner og opkalder sin datter efter en berømt en af slagsen. 21 år senere forlader Hekla det lille bonde- og fiskersamfund og tager bussen til Reykjavik for at forfølge en drøm om at blive forfatter. Hun bor hos sin homoseksuelle barndomsven Jon John og arbejder på Hotel Borg som serveringspige. Her får hun ofte at vide, at hun burde stille op i konkurrencen om at blive Miss Island. Hekla er talentfuld, men det er umuligt for hende at få udgivet noget. Alle digtere og forfattere er mænd. Hun begynder at læse danske forfatterinder, imens hun får udgivet et par ting under et mandligt pseudonym. Kun Jon John ved at hun skriver, hun skjuler det for sin nye kæreste, der også er digter omend ikke så talentfuld. Både Jon John og Hekla falder udenfor samfundets forventninger og leder efter et sted, hvor de kan være sig selv. Heklas veninde Isey er blevet tidligt gift, har allerede et lille barn og er gravid med nr. to. Hun bliver et billede på 1960'ernes kvindeliv, - før ungdomsoprøret.
Det eneste, der skurer lidt i mine ører, er at Heklas bror Ørn er så gennemført usympatisk; det virker ikke sandsynligt, når man tænker på deres baggrund. Ellers er det en helt igennem anbefalelsesværdig bog, - fængende og hurtigt læst.

'Miss Island' af Audur Ava Olafsdottir. Batzer & Co 2019, 277 sider.

fredag den 30. september 2016

'Kobbermark' af Gyrdir Elíasson

Noveller. I ganske korte sætninger og enkle korte noveller sætter forfatteren fokus på beskrivelser af små episoder, der ofte viser sig at være afgørende. Nogle gange med et overnaturligt twist, andre gange er det mødet mellem natur og kultur, eller forskellige livsformer, der er i fokus.

'Kobbermark' af Gyrdir Elíasson. Forlaget Vandkunsten 2016, 137 sider

fredag den 5. august 2016

'Svaner bliver ikke skilt' af Audur Ava Olafsdottir

Det er nytårsaften, og Marias mand gennem 11 år har netop meddelt hende, at han vil forlade hende for at bo sammen med en anden mand. Maria forstår ingenting: Floke er hendes bedste ven, manden i hendes liv. Hvordan har hun kunnet undgå at opdage, at han i virkeligheden er homoseksuel? Tvillingerne Bjørn og Bergtora, som de kæmpede så hårdt for at få, er kun 2½ år og nu forlader Floke dem alle.
Samtidig kontaktes Maria af sin biologiske far, som hun aldrig har haft kontakt med.
Maria er i en slags choktilstand og hun taler med sin underbo dværgen Perla om situationen. Perla er psykolog og arbejder samtidig som ghostwriter for en krimiforfatter. Men hun ønsker at skrive sine egne ting og arbejder i øjeblikket på noget, hvor hun i høj grad lader sig inspirere af Maria. Hen mod slutningen går Perla mere og mere i et med bogens forfatter.
Maria er lidt af et overskudsmenneske. Den måde hun - trods den livskrise hun befinder sig i - er sammen med sine børn på, var det, der fascinerede mig mest ved denne roman. Ellers handler den mest om det at blive forladt; skilsmissen. Men også Marias lidt naive tilgang til ægtemandens tilståelse og hendes syn på ham, der lidt efter lidt ændres og krakelerer, giver et fint billede af hende som person.
Særlige citater fra bogen: "Det kan tit være ensomt at dele sit liv med folk, som man for det meste har opfundet selv." (Perla) "Jeg er nogle gange nødt til at forklare folk at det er en dobbelt lykke at have tvillinger" (Maria)

'Svaner bliver ikke skilt' af Audur Ava Olafsdottir. Batzer & Co 2016, 338 sider.

torsdag den 7. marts 2013

'Fra hus til hus' af Kristín Marja Baldursdóttir

I denne islandske fortælling følger vi Kolfinna. Hun er omkring de 30 år, har mistet sit arbejde og bor hjemme hos sin mor efter et brudt forhold. Hun bruger det meste af tiden på sofaen foran fjernsynet. Derfor synes hun ikke, at hun kan sige nej, da hendes bedste veninde højgravide Mathildur, der i forvejen er alene med to børn, beder hende om at vikariere i sit rengøringsjob.
Så her møder vi altså for første gang Kolfinna, - på vej til sit rengøringsjob. 4 dage om ugen skal hun gøre rent, hos 4 forskellige mennesker. Den ældre kvinde Listalin, den yngre berømte operasangerinde, advokaten og forskeren.
På det første besøg hos Listalin kommer den ældre kvinde med en udtalelse, der bliver ved med at rumstere i baghovedet på Kolfinna: "Hele mit liv har været smukt" siger hun. Kolfinna tænker over det: Hvordan kan man få sådan et liv? Hvad er det der skal til, for at kunne sige på den måde efter et langt liv?
Hun beslutter sig for at prøve at lære noget af dem hun gør rent for, - og det kommer der en fin fortælling ud af. Den er ikke uden overraskelser undervejs og heller ikke uden et lille kærlighedseventyr, men tilbage står at det i den sidste ende er Kolfinna selv, der må tage ansvar for sit eget liv.

'Fra hus til hus' af Kristín Marja Baldursdóttir, Gyldendal 2013, 305 sider