'En stamtavle' af Patrick Modiano

En lille gul bog! Selvbiografisk værk om Patrick, der prøver at skrive sig ind på sit liv ved at tage et nærmere kig på sine forældre og sin barndom primært i Paris og forskellige steder i Frankrig. Patricks forældre har travlt med deres eget liv: Faren har gang i forskellige lyssky forretninger, moren optræder på variteer. I perioder oplever han fattigdom, og fra han er 11 år, sendes han på kostskoler, og bor på sovesale, selv i perioder hvor hans forældre bor lige i nærheden. Så han føler, at især faren bare vil af med ham.
Der er ret meget namedropping i denne lille bog. Det er en ret smal udgivelse, man skal måske være godt kendt i Paris for virkelig at synes om den, men jeg blev alligevel fanget ind af den barske og sørgelige barndomsberetning. Modiano fik Nobelprisen i litteratur i 2014.

'En stamtavle' af Patrick Modiano. Arena 2017, 110 sider.

'Den trettende kvinde' af Lydia Davis

Noveller. Jeg er rigtig glad for denne lille fine novellesamling af Lydia Davis. Både fordi hun skriver godt, men også fordi hendes noveller eller prosastykker, - nogle af dem er næsten for korte til at kunne kaldes noveller, - både er tankevækkende, lidt mærkelige og overraskende. På en måde er det noveller, der taler meget direkte til læseren, - og jeg forestiller mig at forskellige læsere vil få helt forskellige ting ud af hendes historier. Fx en af de lidt længere noveller 'Professoren', om en professor-pige, der drømmer om at møde en cowboy, eller titelnovellen om byen med de tolv kvinder, hvor den trettende kvinde går usynlig omkring imellem dem.

'Den trettende kvinde' af Lydia Davis. Forlaget Vandkunsten 2014, 176 sider

'Is' af Ulla-Lena Lundberg

I slutningen af 1940'erne ankommer Petter Kummel sammen med sin kone Mona og deres lille datter Sanna til sit nye job som sognepræst på Örarna, - et ålandsk skærgårdsmiljø. Petter bliver hurtigt vellidt; interesseret og imødekommende som han er. Vi følger det unge præstepars hverdagsliv, deres små kontroverser og uoverensstemmelser, når Mona synes, at sognet tager for meget af præstens tid eller Petter forkæler Sanna for meget. - Men i det store hele lever de et lykkeligt liv sammen, de får venner og trives på øerne, hvor man færdes over isen om vinteren og med båd om sommeren. De tager del i sognets liv og diskussioner og Petter får en god ven i nabopræsten Frederik.
Isen spiller en rolle for vendepunktet i bogen, men det vil jeg ikke afsløre her. Det er en stemningsfuld, smuk og velskrevet fortælling, der både rummer lys og mørke.

'Is' af Ulla-Lena Lundberg. Gyldendal 2012, 370 sider.

'Færdig med Eddy Bellegueule' af Édouard Louis

Eddy er vokset op i en lille landsby langt ude på landet i Frankrig. Så langt tilbage han kan huske, har han været anderledes end de andre drenge. Og selv om han kæmper hårdt for at være som dem, så hader han fodbold og slåskampe, og vil hellere bare tegne, klæde sig ud og lege rolige indelege. Det miljø, han vokser op i, er bare ikke gearet til at rumme en som ham. Her arbejder mændene på den lokale fabrik, drikker og ser fjernsyn. Kvinderne har muligvis andre drømme, men ender alligevel med at gifte sig og få børn allerede i starten af 20'erne, så de aldrig når at komme til det med en uddannelse. Eddy fortæller meget loyalt men også barskt om sin familie, om landsbyen, om fattigdommen i et fransk landsbymiljø, der har fået voldsomme problemer efter at den lokale fabrik er lukket og har kastet mange ud i arbejdsløshed og identitetskrise.
En meget velskrevet stærk men også barsk roman.

'Færdig med Eddy Bellegueule' af Édouard Louis. Rosinante 2015, 219 sider.

'Mit navn er Lucy Barton' af Elizabeth Strout

Meget velskrevet roman om fattigdom, svigt og tilgivelse i Midvesten. Lucy ser tilbage på en periode i sit liv, hvor hun var igennem en længere hospitalsindlæggelse. Hendes døtre var ikke så gamle, hun var ensom og bange. Og så kommer hendes mor på besøg. De to har et lidt blandet forhold til hinanden. De har ikke haft megen kontakt siden Lucy for snart mange år siden flyttede, - eller måske snarere flygtede hjemmefra. Alligevel: Nu viger moderen ikke fra hendes side og hendes kejtede stumme omsorg rører noget inde i Lucy. Lidt efter lidt åbnes der i glimt op for en række barske barndomsminder. I en årrække levede familien nærmest i en garage og Lucys barndomsminder er præget af angst og fattigdom.
Det der gør denne historie til noget særligt er den rolige underspillede tone, som Lucy bruger når hun helt uden selvmedlidenhed fortæller sin historie. En historie om, hvordan fortiden aldrig helt kan slippes, men også om ensomhed, tilgivelse og at vi alle har en helt særlig historie, som ingen anden helt kender eller forstår.

'Mit navn er Lucy Barton' af Elizabeth Strout. Gyldendal 2017, 183 sider

'Hvis der skulle komme et menneske forbi' af Thomas Korsgaard

Tue kommer fra et hjem lidt udenfor Skive. Hans mor var på hospitalet for at få en lillesøster med hjem, men søsteren døde, og siden da er alt gået skævt. Mor spiller computerspil og græder hele dagen, mens far passer dyrene på det lille landbrug og holde hundene uden navn spærret inde i entreen. De bor i et hus plaget af rotter og forfald. Tue har altid ballade i skolen, han har ingen venner og bliver altid uenig med lærerne. Engang imellem besøger han O.J og mormor, der gerne forkæler ham lidt.
Forfatteren er debutant, og han har skrevet en stærk fortælling om at være barn i et fattigt og sygdomsramt hjem i et hjørne af Danmark. Hvis man skal skrive sådan en roman, - så skal man skrive godt, for at jeg gider læse videre. Fordi emnet er så trist, så meget brugt, og fordi der er så mange andre historier, man kunne fortælle om udkantsområderne end den altid dårlige, som er den mest populære. - Men det gør han så også denne debutant, - skriver en roman, som man gider læse færdig; sørgelig og deprimerende men samtidig realistisk, usentimental og loyal mod sig selv.

'Hvis der skulle komme et menneske forbi' af Thomas Korsgaard. Lindhardt og Ringhof 2017, 314 sider

'Påfugleøen' af Thomas Hettche

I centrum af begivenhederne i denne roman står dværgen Marie, der er født i år 1800. Sammen med sin bror Christian, der også er dværg, hentes hun som barn til Påfugleøen udenfor Berlin, og her kommer hun til at leve hele sit liv som slotsfrøken.
Op gennem 1800-tallet påvirkes og ændres Påfugleøen alt efter tidens strømninger. Påfugleøen indtages af mærkelige fremmedartede dyr og planter og Linné anlægger en kunstfærdig park. Marie forelsker sig i hofgartnerens nevø Gustav, men deres forhold er naturligvis en umulighed. Marie er vidende og begavet, men hæmmet af sin dværgvækst. Hun er tæt knyttet til sin bror, der i perioder formår at skabe sig et liv udenfor øens rammer, men dog møder sin skæbne der.
Bogen sætter fokus på vores forestilling om skønhed og groteskhed, vores længsel efter og fascination af det eksotiske.
Selve fortællingen om Maries usædvanlige liv er fascinerende, så hvis man kan forlige sig med de lidt lange plante- og naturbeskrivelser, så er det en smuk og velskrevet historisk roman af den lidt mere seriøse slags.

'Påfugleøen' af Thomas Hettche. Batzer & Co. 2017, 340 sider