'Melankoliens fysik' af Georgi Gospodinov

Det her er virkelig en speciel bog. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om den. Den er vild og reflekterende, stritter i mange retninger og behandler en masse emner i små bidder og fragmenter. Jeg-fortælleren er en mand, der kan sætte sig ind i andres stemninger og følelser. Han fortæller fx om sin oldemors dilemma, da hun glemmer hans bedstefar ved møllen, - hendes tvivl og overvejelser; skal hun køre tilbage efter barnet, eller vil det være bedre, hvis andre tager sig af ham? - Og om manden, der bliver såret og plejet af en kærlig kvinde, der bilder ham ind at krigen stadig raser udenfor, hvilket sætter ham i en vanskelig situation, da han kommer tilbage til sit hjemland flere måneder efter krigens afslutning...
Jeg-fortælleren bor i en kælder. Han samler på ting, der kan dokumentere denne verden, mens han venter på, at den skal gå under. Noget af det han især samler på er historier, som folk fortæller ham og som her fortælles videre.
Et gennemgående tema i romanen er forfatterens beslægtethed med Minotaurus. Han føler, at han er faret vild i sit eget liv og har derfor et behov for at forsvare Minotaurus: Drengen der er født med et tyrehoved, halvt Gud og halvt menneske, som ifølge den græske mytologi spærres inde i en labyrint og holdes i skak med syv jomfruer og syv unge mænd hvert år, indtil han dræbes af helten Therus.
Der findes også kapitler med forskellige udsagn om fødsel, død og melankoli.
Der er i hvert fald nok at fundere over, og det er en bog, man får mest ud af at læse i små bidder, - da der er meget at tænke over og forholde sig til: Små finurlige fortællinger, reflektioner over vigtige emner, forsvarstaler m.m.. Det var i hvert fald umuligt for mig at læse den hurtigt.
Citat: "Hvis et menneske anstrenger sig tilpas meget for at virke normal, så kan der spares en masse tid, som man så roligt kan bruge på at være sådan, som man gerne vil være."

'Melankoliens fysik' af Georgi Gospodinov. Jensen & Dalgaard 2017, 295 sider.

'Der er noget som ikke stemmer' af Martina Haag

For et år siden blev Petra skilt fra Anders. Nu er hun taget op i en hytte i fjeldet for at være hyttevært i tre uger og få styr på sit liv. Bogens kapitler veksler mellem beretningerne om mandens bedrag og skilsmissens forløb og beskrivelsen af de 21 dage hun tilbringer i hytten, hvor dagene går dels med hyttegæster, skriveri og i ensomhed. En vis form for uhygge breder sig over ensomheden, men i den sidste ende er det sine egne dæmoner, Petra må kæmpe med og overvinde, før hun kan vende tilbage til sit liv.
Det er en hudløs ærlig og velskrevet beretning om en skilsmisse. Om hvordan man overlever at blive forladt af den, man elsker.

'Der er noget som ikke stemmer' af Martina Haag. Aronsen 2017, 172 sider.

'Spejl skulder blink' af Dorthe Nors

Sonja bor i Købehavn. Hun oversætter svenske krimier, og så vil hun gerne lære at køre bil. Men det er vanskeligt. Hendes kørelærer Jytte bliver ved med at skifte gear for hende, - og nu er der gået 6 måneder. Endelig får Sonja taget sig sammen til at bede om en ny kørelærer.
Samtidig savner Sonja sin søster Kate, der bor hjemme i Balling med manden Frank. Der er kommet noget imellem dem, som Kate ikke kan overvinde, - og nu tager hun ikke telefonen, når Sonja ringer. Og hun funderer over barndommen, hvor hun altid var den der gik ud i kornet for at spekulere, hvor hun altid følte sig lidt anderledes og ikke helt passede ind.
Det er en meget lavmælt roman, som vel i bund og grund handler om ensomhed. Skrevet i et smukt lidt underspillet sprog, som fremhæver Sonjas lidt usikre kejtethed.
Kan godt minde lidt om Helle Helles  "Dette burde skrives i nutid", - dog med lidt flere ord på.

'Spejl skulder blink' af Dorthe Nors. Gyldendal 2016, 192 sider

'Måske mødes vi' af Kate Eberlen

Ved fortællingens start er Tess og Gus begge i Firenze. Hun er på interrail med en veninde, han er der med sine forældre. Hans liv har netop ændret sig radikalt, da hans populære storebror tidligere på året blev dræbt ved en skiulykke. Hendes liv vil snart ændre sig, men det ved hun heldigvis ikke endnu. De mødes flygtigt, men ser ikke hinanden igen. Vi følger deres liv hen over de næste 15 år. Indimellem krydser deres veje hinanden, uden at de foralvor opdager det. De møder forskellige udfordringer i deres liv. Gus uddanner sig til læge og kæmper i mange år med storebroderens spøgelse. Tess tager sig af sin autistiske lillesøster, mens hendes far og brødre nærmest lader hende i stikken med hele ansvaret. Selvfølgelig ligger det i kortene, at de to må mødes, men hvordan?
Det er faktisk en fin kærligheds/udviklingshistorie, men måske nok en af dem, der er underholdende imens man læser, men relativt hurtigt glemt bagefter.

'Måske mødes vi' af Kate Eberlen. Politikens forlag 2016, 467 sider.

'Brev til en nybagt forælder: Et feministisk manifest i femten punkter' af Chimamanda Ngozi Adichie

En gang imellem falder man over en udgivelse, som udover at være velskrevet, bare er vigtig. Sådan en bog er Adichies lille uanseelige 'Brev til en nybagt forælder: Et feministisk manifest i femten punkter'. Jeg har aldrig betegnet mig selv som feminist, men Adichie beskriver feminismen som noget, det er meget svært at være uenig i. Selvfølgelig er jeg et menneske, der tror på social, politisk og økonomisk lighed mellem kønnene. Eller det vil sige; et menneske der ønsker, at vi som samfund kan opnå det. For det er jo ikke sådan, det er, vel?
Vi er alle fanget af kultur og traditioner. - Og vi burde alle være bedre til at kæmpe for at ændre den ulighed der er. Det starter derhjemme, - med hvordan vi opdrager vores børn. I denne bog skriver Adichie til en veninde, der lige er blevet mor, og har ønsket en vejledning i at opdrage sit barn feministisk. - Og selv om bogen er skrevet med udgangspunkt i en nigeriansk virkelighed, så er der mange gode råd at hente.
Giv den til alle de nybagte forældre, du kender!

'Brev til en nybagt forælder: Et feministisk manifest i femten punkter' af Chimamanda Ngozi Adichie. Gyldendal 2017, 94 sider.

'Besværende kærlighed' af Elena Ferrante

Elena Ferrantes debutroman, der kom i 1992, men først nu er oversat til dansk. Det er en roman, der undersøger mor-datter forholdet og på sin vis især erindringen om samme. Delia er midaldrende, da hun får meddelelse om, at hendes mor er fundet druknet. Det eneste moren havde på, da hun blev fundet var noget fint undertøj, som ikke ligner det, hun normalt gik i. Delia tager til Napoli for at deltage i begravelsen og for at finde ud af, hvad der er sket; hun har en fornemmelse af, at der er noget der ikke stemmer. Når hun tænker tilbage på barndommen ser hun sider af sin mor som hun ikke kan få til at hænge sammen: Bøjet over symaskinen, - men samtidig leende på en måde, der gjorde faren jaloux og skabte utryghed. Imens Delia rydder op i sin mors lejlighed, bliver hun kontaktet af Caserta; - en af kilderne til farens jalousi. Delias erindringer og hendes virkelighed væves sammen, så man som læser bliver lidt i tvivl om, hvad det er, der sker. - Eller er det Delias dårlige samvittighed, der prøver at sløre hendes erindringer?
Det er en lidt mærkelig roman, som Ferrante ikke slipper helt så godt fra, som de senere bøger. - Men det kan man vel altid tilgive en debutant? - Og om ikke andet, så kan man læse den som et forstudie til Napoli-bøgerne, der sammen med 'Dukken der blev væk' står skarpere.

'Besværende kærlighed' af Elena Ferrante. C & K 2017, 201 sider.

'Dage uden sult' af Delphine de Vigan

Laure er 19 år. Hun er 175 cm. høj og vejer 36 kg, da hun bliver indlagt. Hun fryser hele tiden, - hun er døende. 3 måneders ophold på hospitalet bliver et vendepunkt for hende. Hun er nødt til at tage et valg; vil hun livet eller vil hun døden. Den empatiske læge, der rækker ud efter hende og overtaler hende til at gå i behandling, får en stor betydning for det videre forløb. Det samme gør de andre patienter på afdelingen; nogle har problemer med overvægt, alle har en eller anden form for spiseforstyrrelse. Fx den arabiske kvinde Fatia, der allerede har været indlagt et utal af gange. Og Corinne, som Laure næsten kan bruge som et spejl på sin egen situation. Langsomt og ikke uden væmmelse vender Laure tilbage til livet og affinder sig med de ekstra kilo, der skal til, før hun kan vende tilbage til verden udenfor.
Undervejs fortælles om Laures baggrund som barn af en psykisk syg mor og en voldsomt jaloux far, en barndom mellem to skrøbelige forældre.
Det er en meget velskrevet roman, der på en meget loyal måde går tæt på et skrøbeligt sind. Kan anbefales!

'Dage uden sult' af Delphine de Vigan. Peoples Press 2017, 149 sider.