mandag den 28. november 2016

'Dukken der blev væk' af Elena Ferrante

Elena Ferrante skriver fantastisk, men dette er en barsk historie, der ikke er for sarte sjæle. Ledas to døtre Marta og Bianca er flyttet over til deres far i Toronto. Med en hel lang sommer foran sig, beslutter Leda sig for at leje et hus og holde ferie ved stranden. Hun fascineres af den unge kvinde Nina, der kommer på stranden med sin lille datter Elena. Nina virker som den perfekte mor og Leda tænker tilbage på sit eget langtfra perfekte moderskab. En dag taber Elena sin elskede dukke og ved en pludselig indskydelse stopper Leda den i sin egen taske. Et indviklet psykologisk spil tager sin begyndelse. Leda er tydeligvis misundelig på både Nina og på Gino, den unge mand på stranden som beundrer Nina. Men hun ser også sit eget moderskab i et nyt lys og overvejer hvilken rolle hun kan spille i Ninas liv.
En bog der konfronterer moderskabets mørke sider: De øjeblikke, hvor man presses længst ud og gør noget, som man ikke havde forestillet sig, at man kunne finde på, sættes i centrum og forstørres.
Velskrevet lidt uhyggelig roman med et skarpt psykologisk blik på moderskabets komplekse natur.

'Dukken der blev væk' af Elena Ferrante. C&K 2016, 184 sider

lørdag den 26. november 2016

'Europa' af Jørgen Møller

I serien Tænkepauser er i november udkommet denne lille bog om Europas historie.
- Hvordan er Europa blevet til Europa? Hvordan har vi opnået moderne demokrati, retsstat og markedsøkonomi? Forfatteren argumenterer overbevisende for at middelalderen spiller en vigtig rolle. Og for at demokrati, retsstat og markedsøkonomi ikke er noget man bare lige opnår. Det kræver en helt særlig magtbalance mellem samfundets førende grupper, konkurrence mellem stater, så alle anspores til at gøre deres bedste og en langsom udbredelse af demokratiet til alle grupper i samfundet. Vi havde en spændende debat om emnet på Hovedbibliotekets debatcafé i Nykøbing F.

'Europa' af Jørgen Møller. Serien Tænkepauser fra Århus Universitetsforlag 2016, 60 sider.

fredag den 25. november 2016

'Tit er jeg glad' af Jens Christian Grøndahl

I Jens Christian Grøndahls nyeste roman giver han ordet til den 70-årige Ellinor, der lige er blevet enke. Ellinors beretning former sig som et brev til veninden Anna, der har været død i fyrre år. Ellinor føler på mange måder, at hun kom til at leve Annas liv. På en skiferie omkom Anna i en lavine, mens Ellinors mand Henning forsvandt sporløst. Det viste sig siden, at de to havde haft en affære. Senere giftede Ellinor sig med Annas enkemand Georg og blev stedmor for tvillingedrengene Morten og Stefan. Henning og Annas forhold blev holdt hemmeligt for alle.
Nu ser Ellinor tilbage på sit liv og kommenterer også på sin forbindelse til de to stedsønner og deres familier. Et forhold der ikke er uden problemer. Den yngre generations selvoptagethed og jagt på statussymboler, samt de forkælede børnebørn får et hip med på vejen.
Ellinor bærer på endnu en stor hemmelighed, som hun gennem sit brev betror Anna: Hun er resultatet af et kærlighedsforhold mellem en ung pige og en tysk soldat. Den viden har altid tynget og påvirket hendes liv og selvopfattelse..
Velskrevet livsklog lille roman om at acceptere sig selv og slutte fred med sit liv, sine tanker, sin sorg og sit savn..

'Tit er jeg glad' af Jens Christian Grøndahl. Gyldendal 2016, 144 sider.

onsdag den 16. november 2016

'Forbandede kærlighed' af Colleen Hoover

Medrivende kærlighedsroman om Tate og Miles, der mødes, da Tate flytter ind hos sin bror Corbin og helt bogstaveligt falder over Miles på dørtrinet. Snart indleder de et forhold, som de forsøger at holde skjult. Miles insisterer på, at de kun kan have et seksuelt forhold, og at hun ikke må spørge til hans fortid eller forvente en fremtid sammen med ham. Efterhånden, som forholdet udvikler sig, bliver det sværere og sværere for Tate at holde sine følelser inden for de rammer.
Sideløbende med fortællingen om forholdet mellem Tate og Miles får vi også historien om, hvad der skete for 6 år siden, da Miles var 18 år og dybt forelsket i Rachel..
Fermt skruet sammen. En velskrevet og medrivende fortælling, der er helt perfekt, hvis man leder efter en rigtig kærlighedshistorie, der har de unge, smukke og storbyen i centrum!

'Forbandede kærlighed' af Colleen Hoover. Lindhardt og Ringhof 2016, 373 sider

tirsdag den 15. november 2016

'Mrs. Dalloway' af Virginia Woolf

En bog jeg læste tilbage i september, da den på flere måder minder om "En dag i Cairo", selv om tid og sted er forskellige. Clarissa Dalloway tilhører Londons overklasse. Denne sommerdag i 1923 skal hun have selskab samme aften, og overvejer hvilke blomster, der skal på bordene... Læseren følger både Clarissas tankegang og hendes tur rundt i London, hvor vi føres fra person til person, fra tanke til tanke. Clarissa konfronteres bl.a. med sin ungdoms kærlighed, der vender tilbage fra et langt ophold i udlandet. ligesom vi stifter bekendtskab med et ynge ægtepar med en tragisk skæbne. I tilbageblik hører vi også om ungdommens venskaber og begivenheder og hele romanen gennemsyres af en vis melankoli. På sin vis smukt, men på en eller anden måde også lidt forvirrende.

Mrs. Dalloway' af Virginia Woolf. Nyt Dansk Litteraturselskab 2004, 206 sider.

fredag den 4. november 2016

'Tågens fyrste' af Carlos Ruiz Zafon

Havde ellers glædet mig til at læse denne tidlige fortælling fra en mesterlig forfatter. Men bliver nødt til at erkende, at det desværre var en skuffelse. Både sprogligt og indholdsmæssigt lever denne ungdomsbog langt fra op til forfatterens senere mesterværker, som "Vindens skygge" .
Den handler om en familie der i 1943 flytter ud på landet for at komme lidt væk fra krigen i storbyen. Men det hus de flytter ind i viser sig at være besat. Et barn, der tidligere har boet i huset er angiveligt druknet og går igen. Max finder en tilgroet statuehave bag huset, hans lillesøster tager en ondskabsfuld kat til sig og storesøster forelsker sig i Roland, en ældre dreng Max møder i landsbyen. Snart sker mystiske ting: Forældrene må tage med lillesøster på sygehuset og Max og hans søster er alene hjemme. I statuehaven har statuerne ændret stilling og især klovnen i midten er skræmmende... Børnene er optaget af et gammelt vrag, der ligger ved kysten og dykker ned for at se på det. Men en dag blæser det op til storm...
Ret uhyggelig, men bare ikke så velskrevet, som jeg havde håbet på....

'Tågens fyrste' af Carlos Ruiz Zafon. Lindhardt og Ringhof 2016, 170 sider.