torsdag den 28. juli 2016

'Uforudsete hændelser' af Hanne Richardt Beck

På Mallorca finder man i 2014 resterne af en lille dreng, der forsvandt sporløst tretten år tidligere. Sagen åbnes igen og den spanske efterforsker Pilar rejser bl.a. til København for at tale med de tre danske kvinder, der holdt ferie i nabohuset på det tidspunkt, hvor drengen forsvandt.
De tre kvinder har ikke længere kontakt med hinanden, og for flere af dem bringer indkaldelsen til afhøring hos politiet uro og uorden i deres liv. De tvinges til at se tilbage og ser deres liv i et nyt lys.. Susan savner sin søn og arbejder som kassedame efter et mislykket eventyr som selvstændig, Tine er behandler, men kæmper også med sin egen psyke, og Astrid har netop forladt sin mand gennem 24 år, men har svært ved at tro på lykken sammen med sin nye kæreste norske Sigvart..
Romanen er ikke som sådan spændende nok til rigtig at kaldes en krimi, da den kører mere på den psykologiske fortælling om de tre kvinder. Der er nogle gode personbeskrivelser, og man bliver som læser også nysgerrig efter at finde ud af hvad der skete med drengen Luis, men luften går lidt af ballonen til sidst. synes jeg. - Eller måske var jeg bare lidt skuffet over slutningen.

'Uforudsete hændelser' af Hanne Richardt Beck. Gyldendal 2016, 393 sider.

tirsdag den 5. juli 2016

'Farlig sommerleg' af Francoise Sagan

I 1953 debuterede franske Francoise Sagan som 18-årig med denne roman, der på dette tidspunkt vakte en del opsigt. Både pga forfatterens alder og temaet for romanen.
Den 17-årige Cécile holder sommerferie med sin far og hans elskerinde Elsa i et hus ved Middelhavet. Faderen er en sorgløs flirtende lidt overfladisk mand, der som regel skifter sine elskerinder ud jævnligt. Men da Céciles afdøde mors veninde Anne kommer på besøg ændrer noget sig. Cécile fornemmer de to voksnes forelskelse, og da de meddeler hende, at de har besluttet at gifte sig, indser hun, at det sorgløse letsindige liv hun har levet med sin far, snart vil få en ende. Selv om hun altid har beundret Anne og sat hende højt, sætter hun alligevel gang i en djævelsk plan for at ændre faderens planer.
En virkelig velskrevet dramatisk roman, - som en af vores lånere på biblioteket talte så varmt for, at jeg tog den med hjem, læste den og følte mig godt underholdt!

'Farlig sommerleg' af Francoise Sagan. Det Schønbergske Forlag 1971, 156 sider.