Viser opslag med etiketten København. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten København. Vis alle opslag

lørdag den 19. juli 2025

'Hundrede børn' af Fine Gråbøl

Karl er elleve år og går i sjette klasse på en ambitiøs sangskole i København. Året er 2003, det er en tid, hvor mobiltelefonerne endnu ikke er alle mands eje. For Karl er det relationen med vennerne Theo og Hüseyin, der fylder, mens forældrene befinder sig helt ude i periferien. De tre drenge nærmer sig den alder, hvor deres stemme risikerer at gå i overgang. Når det sker, så forvises man til brummerkoret i kælderen. Karl har ikke lyst til at skilles fra sine venner, men Hüseyin er lidt ældre, og skal måske snart videre. Noget af det nye er også pigerne Anna og Isa, der inviterer drengene til at mødes på toilettet i frikvarteret. Et eller andet er helt skævt i børnenes liv. I hvert fald er skolen begyndt at hælde til den ene side, så man ikke længere kan have et glas stående på sit bord; man fornemmer at et oprør måske er på vej? - Det kommer også frem under en kortur, hvor Karl har en helt speciel oplevelse.
Romanen trækker på noget magisk realisme på den ret fede måde, det var en fin og rørende læseoplevelse, der giver lidt at tænke over i forhold til børn, udvikling, krav og forventninger i tiden lige mellem barndom og ungdom. 
Jeg hørte Fine Gråbøl tale om bogen på Præstø Litteraturfestival i juni, - spændende!

'Hundrede børn' af Fine Gråbøl. Gads Forlag 2024, 160 sider

lørdag den 21. juni 2025

'Den store åbning' af Merete Pryds Helle

Det er et stykke tid siden, jeg blev færdig med denne roman, som var den sidste nominerede til DR Romanklubben 2025. Men den bliver ved med at ligge i baghovedet. Det er en roman med mange facetter. I det nutidige spor følger vi en gruppe yngre venner, der er på vej til at etablere parforhold og familie. Vi er i december i København, der er forventninger til julen og til fremtiden, der er regnbuefamilier, to gravide veninder og en gruppe lidt ældre veninder, der beslutter sig for at gøre noget ved klimakrisen. Der er også et familiedrama og en ung mand, der finder ud af at verden ser anderledes ud, end han troede.
Et andet spor følger forskningen i Big Bang i CERN, og det tredje spor tager os med på en meget interessant rejse gennem menneskehedens udvikling, opfindelser og fremskridt, fortalt og kommenteret af Mørkstofferne, - der har fået farvenavne. Det lyder måske ret kompliceret, men går man ind i fortællingen på dens egne vilkår, så fanges man ind. 
Og den tanke, der bliver ved med at spøge, er det paradoksale, at alt det vi som menneskehed har opfundet undervejs i vores udviklingshistorie, som har været gode og nyttige opfindelser, i virkelighed har ledt os frem til det øjeblik, hvor vi måske bliver i stand til at sørge for et nyt big bang - og vores egen undergang.

'Den store åbning' af Merete Pryds Helle. Lindhardt og Ringhof 2024, 504 sider.

søndag den 15. juni 2025

'Boghandlerens hemmelighed' af Eva Maria Fredensborg

Max Wenzel er boghandler og lever et stille liv. En dag kommer en yngre kvinde ind i butikken, og det kommer til at vende op og ned på Max' rolige liv. Han ender med at tilbyde Bolette ansættelse i boghandlen og bliver mere og mere glad for hendes selskab. En dag tilbyder han hende, at hun kan overtage efter ham, men samme weekend forsvinder Bolette sporløst. Max søger hjælp hos den unge betjent Liam, der også kommer i boghandlen. Men hvem kan han stole på i sin søgen efter Bolette, og er fortidens spøgelser ved at dukke op til overfladen? Max har hemmeligheder og mødet med en person fra en fortid, som han troede, at han havde lagt bag sig, kan vise sig at blive farlig.
Der er ret mange tråde at holde styr på, så det er lidt svært at bevare overblikket. Men alligevel en spændende krimi!

'Boghandlerens hemmelighed' af Eva Maria Fredensborg. Elg & Co 2025, 381 sider

fredag den 7. februar 2025

'Ravnen fra Nørrebro' af Tom Peder Olsen

Johannes er en fattig dreng på Nørrebro i 1870'erne. Han forsøger at hjælpe sin familie ved at sælge rabarber, men det mislykkes for ham, og han tvinges ud i kriminalitet. Han ryger snart i fængsel, og da han kommer ud som en ung mand, er hans familie forsvundet, og han tager hyre på et skib, der sejler på langfart. Denne del af hans liv går romanen let henover. Handlingen tager først for alvor fart, da Johannes vender tilbage til København for at få hævn over dem, der svigtede ham som dreng og fik ham i fængsel. Johannes er direkte, veltalende og barsk. Han får tilnavnet Ravnen, og det lykkes for ham at samle en stor del af arbejderne og banderne på Nørrebro. Snart involveres han i den gryende arbejderbevægelses kamp for bedre vilkår.
En spændende tid, der her danner baggrund for en medrivende fortællingen. Sprogligt og psykologisk kunne romanen være lidt skarpere, men det lever man med.

'Ravnen fra Nørrebro' af Tom Peder Olsen. Falco 2024, 358 sider.

tirsdag den 28. maj 2024

'Indre Ø' af Cæcilie Lassen

Romanen indledes i København i 2020. Corona-epidemien er lige brudt ud, og Ditte bekymrer sig for, hvordan hendes datter Dora skal komme hjem fra Guatemala. Samtidig er hendes mormor Elly lige død, og Ditte beslutter sig for at finde ud af, hvad der skete med hendes morfar. Morfar Kai var modstandsmand under krigen, han overlevede tortur i Shell-huset og var aktiv kommunist hele sit liv. Efter krigen var Kai først en helt, men siden kølnedes følelserne en del overfor de kommunistiske modstandsfolk. I 1957 forsvandt han under en rejse til DDR, og ingen hørte siden fra ham.
Ditte kontakter gamle venner af familien og læser bøger og rapporter. Langsomt oprulles billedet af en familie, der gennem flere generationer præges af forsvundne og fraværende fædre og stærke men distancerende kvinder - og mange ting, der ikke bliver sagt. Dittes forhold til mor Sonja er heller ikke uproblematisk, og hun har også sine egne hemmeligheder, som hun ikke indvier Dora i.
Leder du efter en god slægtsroman fra tiden efter 2. Verdenskrig, med fokus på familiebånd, samfundsforhold og samfundsudvikling, så kan denne bog anbefales. En virkelig fin læseoplevelse!

'Indre Ø' af Cæcilie Lassen. Alhambra 2024, 415 sider

onsdag den 20. september 2023

'Elektras breve' af Mette Moestrup

E bor i en ældre villalejlighed på Østerbro. Hun er ikke særlig social og har ikke mange mennesker i sit liv, som hun forsøger at lægge i meget faste rammer. Ene flytter ind i en lejligheden under E sammen med sin kæreste. De to har fået lov til at bo der billigt i en periode, indtil lejligheden bliver solgt. De finder sig hurtigt til rette, selv om lejligheden for dem bare er en i rækken af mange midlertidige hjem. I lejligheden finder Ene nogle breve som en Elektra har skrevet til sin bror. Hun forestiller sig, at kvinden ovenpå - E - har skrevet brevene og fascineres af dem, fordi hun selv er blevet forladt af sin bror. Hun begynder at holde øje med E og overvejer, hvordan hun mon har mistet kontakten til sin bror.
Opbygningen af romanen er interessant. Teksten falder i 5 afsnit, hvor første del fortælles af E, og anden del af Ene. Det midterste stykke i bogen indeholder Elektras breve til broren, inden Ene får ordet igen. Til sidst får E lov til at afrunde romanen. Både E og Ene hævder at have patent på sandheden og at have en vis viden om den anden part. Så hvem skal vi som læser tro på? Og identificere os med? Under alle omstændigheder er det en interessant roman om ensomhed, rodløshed og savnet af en bror; et livsvidne. 

'Elektras breve' af Mathilde Moestrup. Peoples Press 2023, 190 sider.

tirsdag den 29. august 2023

'Grønt støv' af Sara Blædel

I min sommerferie fik jeg læst en krimi af Sara Blædel, hvilket vel må siges at være på tide.
Denne roman er den første i serien om kriminalbetjent Louise Rick, der er ansat i drabsafdelingen ved Købehavns Politi. Sagen er kort den at en ung kvinde er blevet fundet dræbt i en park og ganske kort tid efter findes en journalist myrdet. Journalisten gravede i en narkosag, som Louises veninde Camilla - der også er journalist - nu forsøger at finde ud af mere om. Er der mon en sammenhæng mellem de to sager? Louise må balancere mellem sin nysgerrige veninde og sin professionelle tilgang til arbejdet, der kræver lidt ekstra af hende. Blandingen af privatliv og opklaringsarbejdet er fint fordelt; at læse denne er meget som at se en krimiserie på TV.

'Grønt støv' af Sara Blædel. Peoples Press 2011, 245 sider.

torsdag den 9. juni 2022

'Store Kongensgade 23' af Søren Ulrik Thomsen

 Essay. Søren Ulrik Thomsen gør sig til talsmand for at der i ethvert menneskes liv findes et tidsrum eller et sted, der har været afgørende for, hvordan livet har udviklet sig, hvilke valg man har taget og hvilken vej man gik.
For ham selv hedder stedet Store Kongensgade 23 og tidsrummet er 1972-1973, hvor han sammen med sine forældre flyttede fra Stevns til ovennævnte adresse. En periode i livet præget af moderens depression og indlæggelser på sindssygehospitaler, af forfatterens egen pubertet, øget bevidsthed om sig selv og andre.
Fyldt med mange fine refleksioner over livet, døden, det at skrive og udvikle sig.
Det er et meget fint velfortalt essay, som nogle steder udvikler sig til lidt af et kampskrift mod det psykiatriske system, hvilket man godt kan forstå med de oplevelser, der beskrives. De passager, der står stærkest er erindringsstykkerne og livsovervejelserne.

'Store Kongensgade 23' af Søren Ulrik Thomsen. Gyldendal 2021, 95 sider.

fredag den 31. december 2021

'Kærlighedens år' af Johanne Mygind

 En fin fortælling om mødre og døtre, der strækker sig over tre generationer. I efterkrigstiden drømmer Rigmor om at blive læge og er i gang med sit studie, da hun møder Henning og bliver gravid. 20 år senere er datteren Elisabeth en del af rødstrømpebevægelsen. Hun kommer i Kvindehuset og i et kollektiv på Møn møder hun Søren, som bliver far til Nanna. Nanna er midt i 40'erne da hun bliver skilt fra Jacob og skal vænne sig til en ny tilværelse med delebørn og friweekender. Nanna lever af at lave podcasts og får den idé, at hun vil lave en udseendelse om Rødstrømpebevægelsen. Hun forsøger at interview sin mor, men opgaven er vanskelig, da Elisabeth hele tiden snakker udenom.
Bogen springer i tid og vi hører skiftevis om Elisabeths og Rigmors ungdomsliv, deres valg og udfordringer og så om bogens fortæller Nanna og hendes hverdagsliv. Et fint og velskrevet generationsportræt med fokus på kvinderne.

'Kærlighedens år' af Johanne Mygind. Gads Forlag 2021, 399 sider

mandag den 15. november 2021

'Fuglene synger baglæns' af Karin Slot Christiansen

To veninder midt i trediverne lever vidt forskellige liv: Vicki er blevet i Vestjylland, har giftet sig med en landmand og går nu hjemme med sine syv-årige tvillingepiger. Katrine er journalist i København og laver dokumentarprogrammer. Hun bor sammen med Hansen, der er hende utro.
De to veninder er hver især misundelige på den andens liv. Vicki keder sig i dagligdagens trummerum på gården, og Katrine vil gerne have børn og en familie, men føler ikke at hun kan stole på Hansen. Da Vicki tager en weekend til København for at besøge Katrine, men Katrine kaldes til New York på en hasteopgave, går alting galt, og magtbalancen mellem romanens personer forrykkes. 
Det er en roman om hverdagsliv og drømme, venskaber og utroskab. Letlæst og lige ud af landevejen, men samtidig rørende og bevægende. At forfatteren er vokset op det samme sted, som jeg selv er, gør selvfølgelig også lidt ekstra for miljøbeskrivelserne.

'Fuglene synger baglæns' af Karin Slot Christiansen. Forlaget Grønningen 1 2021, 359 sider.

lørdag den 15. maj 2021

'Grundvold' af Rachel Röst

Rebecca vokser op i en mormonfamilie på Amager. Hendes far er familiens patriark, og hans ord er lov. En tiendedel af hans løn går til kirken og resten af pengene bliver brugt på tvivlsomme projekter som en computer og en racercykel, mens familiens køleskab ofte er tomt. Moren er syg det meste af tiden, og de tre døtre må klare sig som de bedst kan, - som regel uden madpakker. Rebecca er et gammelklogt barn, der ikke har det let i skolen, hvor hun altid er anderledes.
Da Rebecca bliver teenager, vokser farens behov for at kontrollere hende, og som 16-årig får hun nok. Hun henvender sig på kommunen og beder om at blive fjernet fra hjemmet. I første omgang kaldes hun og hendes forældre kun til en samtale, men et par måneder senere er situationen så vanskelig, at hun flytter ind på et opholdssted for unge. 
For Rebecca bliver det som at komme fra asken og i ilden. Det er svært for hende at styre den megen frihed, og snart hvirvles hun ind i et miljø med fester, druk, kriminalitet og stoffer. Kontakten med familien er sporadisk og ikke nem. Men så sker der noget, der ændrer Rebeccas prioriteter.
En stærk, barsk og velskrevet fortælling om en opvækst i et miljø, der ligger langt fra hvad de fleste af os kender til.

'Grundvold' af Rachel Röst. Gyldendal 2021, 397 sider

søndag den 25. april 2021

'Det du ikke vil vide' af Birgithe Kosovic

Birgithe Kosovic har skrevet en stærk fortælling om sin egen familie. Som ung kommer hendes far Jovan fra Jugoslavien til København på jagt efter lykken og det store eventyr. Han møder Annette, de gifter sig og får to børn. Familien flytter til Albertslund, hvor børnene vokser op. Jovan har mange planer. Han har en klar forventning om det store forretningseventyr, der venter lige om hjørnet, - men desværre har han ikke rigtig held med sine mange planer. I stedet sætter han sig gang på gang i gæld, også for lånte penge. Det skaber en utryghed i hjemmet, hvor hans vrede altid lurer et sted lige under overfladen. 
Romanen springer meget i tid og sted, men som en rød tråd går forfatterens forsøg på at forstå sin far og det, han er kommet af. Der er tilbageblik til Jovans liv i Jugoslavien og fortællinger om hans slægt. Bl.a. bliver hans farfar myrdet i en massakre under 2. Verdenskrig, hvor også hans faster dræbes i et æresrelateret mord.
Birgithe Kosovic får også plads til sin mors familie i en barsk fortælling om mormorens søster, der følger sin mand til Nazi-Tyskland under krigen. - En sidefortælling, der næsten i sig selv ville kunne bære en roman.
Selv om der er mange spor og personer, så formår forfatteren at skabe en sproglig veloplagt, sammenhængende og nuanceret fortælling, der rækker langt ud over det private.

'Det du ikke vil vide' af Birgithe Kosovic. Politikens Forlag 2020, 369 sider.

lørdag den 30. januar 2021

'Hvordan man redder en lemming' af Nicoline Werdelin

En roman med fem hovedpersoner, hvis liv og tilværelse i København på forunderlig vis krydser hinanden. I større eller mindre grad får den enkeltes valg og handlinger direkte eller indirekte indflydelse på de andres liv:
Hans er biolog og forsker i arktiske dyrs levevilkår. Han er af den gamle skole; bruger sin tid på sin forskning og sine phd-studerende. Han er ikke god til at få skrevet vigtige artikler og søge fondsmidler, og efter en voldsom kritik af sine chefer står han til at miste jobbet. Benedikte har forladt ham, men bortset fra at hun truer med at tage halvdelen af lejligheden, så tager han sig det ikke så nært. Nu har han måske en chance for vinde sin ungdomskæreste tilbage?
Gunhild er sufflør på et teater, men bruger meget af sin tid på at overveje det perfekte selvmord. Hun har mistet alle dem, der stod hende nær og føler ikke, at hun har mere at leve for. På en teatertur til Rusland, hvor hun har tænkt sig at fryse ihjel, møder hun en mand og en hund, der får hende til at tænke sig om en ekstra gang.
Heidi er social- og sundhedsassistent og alene med Samuel, der går i børnehave. Heidi sparer op til et lille hus, men det er svært at holde fast i sine drømme, når man bor hos en gangster og er afhængig af sin indiske overbos hjælp, når det kommer til børnepasning.
Nicholas oversætter franske tekster til dansk og driver en insektfarm på Amager sammen med to venner. Han burde være lykkelig sammen med Eline og deres lille datter, men siden fødslen har Eline forandret sig, og Nicholas føler sig ensom.
Inge er pensioneret læge. Selv om hun er firs spiller hun tennis og passer sin kolonihave. Hun har mistet kontakten til sin datter og er også blevet uvenner med sin ældste veninde. Hvordan kan det være, at alle har så svært ved at klare hendes direkte og sandhedselskende facon?
En meget velskrevet - næsten magisk - fortælling, der på trods af hovedpersonernes mange problemer og modgang også rummer masser af håb og optimisme. Kan anbefales!

'Hvordan man redder en lemming' af Nicoline Werdelin. Gyldendal 2020, 415 sider

mandag den 16. november 2020

'Fra blokken' af Jonas T. Bengtsson

Jonas T. Bengtsson forstår at fortælle en historie, så man har svært ved at slippe den igen, - også efter endt læsning. Denne roman om de tre venner Danny, Christian og Malik er ingen undtagelse.
Til sin store overraskelse bliver Danny prøveløsladt, da han stadig mangler næsten to år af en fængselstraf for vold. Tilbage på gaden vil han genoptage kontakten med sine venner, og får først kontakt med Christian. De har ikke set hinanden i snart seks år, og Christian er i mellemtiden blevet narkobetjent, husejer og far til et par tvillingepiger. De to venner leder sammen efter deres fælles ven Malik, der for nylig er forsvundet. Maliks lillesøster Aisha kontakter også Danny for at få hjælp til at finde Malik. Malik læste på Tandlægehøjskolen, og ingen forstår, hvor han er blevet af. De tre venner er vokset op sammen i blokken i Nordvest, og Danny betragter dem som sin eneste familie, så han er fast besluttet på at finde sin ven. Selv om Malik og Christian øjensynligt er kommet videre, så har blokken stadig et godt greb i de tre venner, og lidt efter lidt finder Danny ud af mere og mere om Maliks liv. 
Mere skal ikke afsløres her, men det er en spændende og voldsom fortælling, der bliver siddende længe i læseren. En af de bedste danske romaner jeg har læst i år.

'Fra blokken' af Jonas T. Bengtsson. Politiken 2020, 301 sider.

søndag den 27. oktober 2019

'De rensede' af Søren Staal Balslev

I denne roman befinder vi os i et fremtidigt København, efter et totalt samfundssammenbrud. En pandemi har dræbt mindst 98 % af verdens befolkning, og de få mennesker, der er tilbage, kæmper en daglig kamp for overlevelse. Det samme gør Eva og William, der har søgt tilflugt i en forladt lejlighed i København. Deres teenagedatter Laura er syg med høj feber, og William er taget af sted for at lede efter pencillin. Han må være forsigtig, for der er grupperinger i storbyen, som man helst skal undgå. I det hele taget er det vigtigt at holde lav profil og kunne færdes lydløst og ubemærket, - eller forblive i skjul.
William og Eva holder sammen nærmest på trods. Deres ægteskab er ikke specielt godt. Eva vil gerne ud af byen, mens William holder på at de vil have nemmere ved at klare sig i København end ude på landet. I den gamle verden havde William svært ved at finde sin plads i samfundet, men det lykkes ham i højere grad nu, og Eva er klar over, at hun ikke kan forlade ham. Det primære mål for dem begge er at tage sig af datteren, der beskrives som en lidt forkælet teenager. Heller ikke William er altid beskrevet i de mest flatterende vendinger, faktisk virker han ind imellem decideret usympatisk, - men meget menneskelig. Grundlæggende er det en spændende fortælling om København som en kaotisk forladt storbyjungle, der blev siddende i mig et godt stykke tid efter endt læsning. Slutningen indikerer, at der måske lægges op til en fortsættelse?

'De rensede' af Søren Staal Balslev. Forlaget Kandor 2019, 243 sider.

mandag den 11. marts 2019

'Kastevind' af Alberte Winding

Smuk poetisk erindringsbog, hvor Alberte Winding fortæller om barndommens land. Om at miste sin mor, om sorgens ensomhed, om sammenbragte familier, om længslen efter at høre til og angsten for at miste sig selv. Om at navigere mellem voksne, der er optaget af deres eget. Om at vokse op i en familie med meget rod. Om forholdet til hesten og følelsen af ikke at være i kontrol, at være alene med sin angst og sorg. Sidst i bogen kommer forfatteren også ind på det politiske engagement i teenageårene.

'Kastevind' af Alberte Winding. Rosinante 2018, 141 sider.

onsdag den 11. juli 2018

'Mor og Busser' af Kristina Nya Glaffey

Fra et barns synsvinkel fortælles om mor og Bussers parforhold. Om hvordan Busser betalte en læge for at lægge haletusser ind i mor, så Emma og fortælleren blev født. Om Busser, der ifølge mor ikke helt er blevet voksen endnu, og om mor, der ifølge Busser lige skal slappe lidt af og spise lidt mere slik.
Teksten er fuld af humor og selvironi, når fortælleren med barnets egne ord - og en del låneord fra en meget voksen verden - får fortalt os alle om de to kvinders parforhold på en langt mere oplysende facon end barnet selv synes at være klar over.
Velskrevet, letlæst, morsom og underholdende roman om en moderne regnbuefamilie af i dag.

'Mor og Busser: Romantisk komedie' af Kristina Nya Glaffey. Gladiator 2014, 120 sider.

tirsdag den 15. maj 2018

'Italiensvej' af Anna Grue

Da Vita ruller ud af Rom en forårsdag i 1958 har hun pakket bilen med alle sine sager, inklusiv et spædbarn og en tyk pakke med kontanter. Sådan kommer hun et par uger senere til København og indlogerer sig på et hotel på Vesterbro. Her møder hun Conny, der arbejder på en natklub og trods deres mange forskelligheder bliver de veninder. Med Connys hjælp lykkes det Vita at få plads som husbestyrerinde på Amager hos en enkemand med to børn. Der er en del af Vitas fortid, som hun ikke gerne taler om. Det involverer en dyb hemmelighed, som hun for alt i verden må holde skjult. Men det bliver vanskeligt, da hun forelsker sig i enkemanden Ejnar.
Anna Grue er god til at sætte scenen, så man føler sig sat tilbage i tiden; til Danmark i slutningen af 1950'erne. Tidsbilledet er meget præcist og detaljeret. Læg dertil en kærlighedshistorie, - der i øvrigt aldrig bliver sentimental - og et spændingselement; så har man en god underholdende roman, der holder sin læser fanget og hensætter en til svundne tider.

'Italiensvej' af Anna Grue. Politikens Forlag 2015, 469 sider.

torsdag den 25. maj 2017

'Spejl skulder blink' af Dorthe Nors

Sonja bor i Købehavn. Hun oversætter svenske krimier, og så vil hun gerne lære at køre bil. Men det er vanskeligt. Hendes kørelærer Jytte bliver ved med at skifte gear for hende, - og nu er der gået 6 måneder. Endelig får Sonja taget sig sammen til at bede om en ny kørelærer.
Samtidig savner Sonja sin søster Kate, der bor hjemme i Balling med manden Frank. Der er kommet noget imellem dem, som Kate ikke kan overvinde, - og nu tager hun ikke telefonen, når Sonja ringer. Og hun funderer over barndommen, hvor hun altid var den der gik ud i kornet for at spekulere, hvor hun altid følte sig lidt anderledes og ikke helt passede ind.
Det er en meget lavmælt roman, som vel i bund og grund handler om ensomhed. Skrevet i et smukt lidt underspillet sprog, som fremhæver Sonjas lidt usikre kejtethed.
Kan godt minde lidt om Helle Helles  "Dette burde skrives i nutid", - dog med lidt flere ord på.

'Spejl skulder blink' af Dorthe Nors. Gyldendal 2016, 192 sider

tirsdag den 3. juni 2014

'Svalens graf' af Sissel-Jo Reid Gazan

Dette er den anden roman om politimanden Søren Marhauge. Man kan med fordel læse 'Dinosaurens fjer' før denne, men det er ikke et must.
Søren er træt af sin forfremmelse, hans forhold til Anna Bella knirker, og han siger sit job op. Men selvfølgelig kan han ikke lade være med at blande sig i opklaringen af den sag, som hans kollega og ven Henrik ikke har særlig godt styr på. En fremtrædende forsker, der står overfor et gennembrud i en sag om vaccine af børn i Afrika, findes død på sit kontor. Alt peger på selvmord, men Søren er i tvivl. Forskerens nærmeste medarbejder Marie Skov er ramt af brystkræft, hendes mor har tilsyneladende også begået selvmord og hendes mand er utro. Jo hun har lige rigeligt at slås med, må man sige. Marie er noget yngre end Søren med de er vokset op på den samme vej og pludselig trækkes der spor til hans egen fortid og gamle hemmeligheder kommer frem i lyset.
Alle tråde samles til sidst, det er en helstøbt, velskrevet og spændende krimi, og selvom antallet af ulykker Marie rammes af - og hendes reaktioner på dem - måske ikke virker helt troværdige, så fungerer plottet. I forhold til 'Dinosaurens fjer' så er der skruet lidt ned for det tunge videnskabelige stof, hvilket klæder bogen.

'Svalens graf' af Sissel-Jo Reid Gazan. Gyldendal 2013, 471 sider.