Viser opslag med etiketten familien. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten familien. Vis alle opslag

søndag den 12. april 2026

'Kanelbutikkerne' af Bruno Schulz

Kanelbutikkerne består af en række fortællinger fra en dagligdag i en lille polsk by. Drengen Jozef fortæller, men det er familiens far, der er omdrejningspunkt for mange af historierne. Der er noget magisk fantastisk over sproget, noget drømmende uvirkeligt over den lille families hverdag, som ellers let kunne tolkes tragisk. Familiens tjenestepige Adela er farens modpunkt; hun sørger for regler og struktur. Faren derimod skrumper ind og bliver til en kakkerlak, eller han holder fugle i massevis på loftet. Der er også beskrivelser af at fare vild i sin egen by; om gader der pludselig ændrer karakter og udseende. De forskellige kapitler kan for så vidt godt læses som selvstændige historier og flere af dem vil være velegnede til guidet fælleslæsning. Der sker næsten altid et eller andet mystisk, som man ikke helt forstår. 
Spændende udgivelse, men også lidt svær at læse og det snirklede sprog gør det ikke nemmere. Kanelbutikkerne blev udgivet i 1934 og regnes for forfatterens hovedværk - og i det hele taget et hovedværk i polsk litteratur. Bruno Schulz var jøde og blev dræbt af nazisterne i 1942. 

'Kanelbutikkerne' af Bruno Schulz. Turbine 2025, 181 sider

lørdag den 10. maj 2025

'Drømmetælling ' af Chimamanda Ngozi Adichie

Romanen handler om fire kvinder, hvis liv væver sig ind i hinanden. Den samlende person er den nigerianske rejseskribent Chiamaka. Hendes forældre er velhavende og hun bor i USA. Under corona-nedlukningen tænker hun tilbage på mændene i sit liv. Chiamaka er en drømmer og romantiker; hun holder fast i tanken om den eneste ene. - Og det er ret underholdende, at høre om hendes genvordigheder i kærlighedslivet.
Zikora er jurist og Chiamakas veninde i USA. Hun kommer også fra Nigeria og har haft succes i sit arbejdsliv. Men hun vil giftes og have børn og det haster - hun nærmer sig de 40. Men netop som hun tror at huner kommet i mål med sine drømme bliver hun svigtet og må vende sig mod det sidste menneske, som hun tidligere ville have søgt hjælp hos: sin mor.
Kadiatou kommer fra Guinea og er husholderske for Chiamaka. Født og opvokset i stor fattigdom og kommet til USA sammen med sin datter Binta. I sit job som stuepige på et fint hotel bliver hun udsat for et overgreb og så bryder helvede løs.
Omelogor er Chiamakas nigerianske kusine; en fremgangsrig businesskvinde i Nigeria, der ikke får det ud af sit ophold i USA, som hun havde håbet på.
Det er en fantastisk bog, som jeg kun kan give mine bedste anbefalinger. Den har det hele; svigt, kærlighed, venskab, humor og ukuelig optimisme. Skrevet i et flot sprog og med mange gode pointer.

'Drømmetælling' af Chimamanda Ngozi Adichie. Politikens Forlag 2025, 467 sider.

lørdag den 6. april 2024

'Øvelser i mørke' af Naja Marie Aidt

Den 57-årige kvindelige jeg-fortæller går i terapi hos PTSD-manden. Hun murer sig inde i sin lejlighed, og kæmper for at få det bedre efter en traumatisk oplevelse, som hun kun langsomt nærmer sig gennem terapien. Samtidig er hun et menneske midt i verden med relationer til veninderne, de tre voksne sønner, de to børnebørn og den gamle mor. Hun bekymrer sig om sønnerne og forholdet til dem; den yngste ryger for meget hash og den mellemste er utilfreds med sin rolle i familien. Også den afdøde søster og det voldelige barndomshjem fylder i tankerne og det hun forsøger at få rede på omkring sit liv.
Der tegnes et meget nuanceret billede af en kvinde i krise, der viser, at hun er så meget mere end det. Hun har et levet liv bag sig, gode og dårlige oplevelser og relationer. Hun er på en gang både stærk og skrøbelig. Kort sagt en virkelig fin roman om de mange facetter et levet liv består af. Fortalt på en måde, så man som læser får et indblik i alle de personer, der gemmer sig i vores hovedperson: Pædagog, mor, datter, søster, veninde. Anbefales!

'Øvelser i mørke' af Naja Marie Aidt. Gyldendal 2024, 258 sider.

fredag den 10. juni 2022

'Hennakunstneren' af Alka Joshi

Lakshmi var kun 15 år, da hun blev gift med Hari. De to kom aldrig til at forstå hinanden og for 13 år siden flygtede Lakshmi fra ægteskabet. Nu har hun skabt sig et liv som succesfuld hennakunstner i Jaipur. Hun færdes i de velhavende kredse og maler de flotteste hennamønstre og giver gode råd til rige kvinder. Hun er meget bevidst om, hvordan hun skal opføre sig for at bevare sit gode navn og rygte, da ondsindet sladder hurtigt vil kunne ødelægge hendes levevej. Hun er i gang med at bygge sit eget hus og trods sin selvstændighed drømmer hun alligevel om den dag, hvor hun kan sende bud efter sine forældre og sørge for dem. Også selv om de i alle årene ikke har svaret på nogle af hendes breve. Men en dag dukker hendes ukendte lillesøster op i selskab med ægtemanden Hari, og det bliver endnu mere tydeligt for Lakshmi, hvor skrøbelig hendes succes er.
En indsigtsfuld og bevægende roman om kvinders vilkår i 1950'ernes Indien. 

 'Hennakunstneren' af Alka Joshi. Alpha Forlag 2022, 400 sider.

lørdag den 20. november 2021

'Hvad hun klager over, når hun klager over husarbejdet' af Heidi Linde

I denne fine norske roman følger vi to meget forskellige kvinder:
Vigdis har været gift med Rune i 22 år. Sammen har de tre børn. Vigdis arbejder som jordemoder, og på jobbet er hun kompetent og god til at træffe beslutninger. Derhjemme kniber det lidt mere. Sagen er den at hun er træt af ægteskabet og gerne vil ud af det, men det er svært for hende at gå. For hvad kan hun egentligt klage over? - Udover at hun keder sig og føler, at der skal ske noget nyt? - Husarbejdet måske?
Linn er midt i 30'erne, indretningsarkitekt og totalt afhængig af andres anerkendelse. Hun har brug for at mænd kigger efter hende på gaden, brug for opmærksomhed og at blive set. Hun har en datter, men hun føler sig åbenlyst ikke tilpas i rollen som mor.
Uden at kende hinanden får de to kvinder afgørende betydning for hinandens liv og udvikling. 
Det er en fin roman, der handler om det moderne familie- og kvindeliv. Gode psykologiske beskrivelser af de to kvinder, selv om det kan være lidt svært at holde af den selvcentrerede Linn. Forsiden med en overmoden banan sælger måske ikke bogen så godt, men symboliserer meget godt både Linns og Vigdis' situation.

'Hvad hun klager over, når hun klager over husarbejdet' af Heidi Linde. Turbine 2021, 316 sider.

onsdag den 25. august 2021

'Davids bror' af Kjell Askildsen

For tre år siden forsvandt Frans' storebror David og alle har anset ham for at være druknet. Nu er han pludselig vendt tilbage til barndomshjemmet, hvor han vender op og ned på alt. David viser sig at være alvorligt syg og døende, men han tager sig tid til en vigtig udflugt og alvorlig samtale med sin lillebror, og for første gang i sit liv føler Frans, at han bliver set og hørt. David sætter spørgsmålstegn ved forældrenes strenge religiøsitet og det lukkede borgerlige miljø, som de begge er vokset op i.
Romanen har især fokus på den unge mands udvikling og hans øgede evne til kritisk at se og opfatte den verden, som tidligere blev defineret af forældrenes strenge rammer.
Nyd langsomheden og et smukt sprog, hvor alt det usagte har lige så stor betydning, som det talte ord. Romanen udkom på norsk i 1957, men er først nu kommet på dansk.
Forfatteren kommer selv fra et religiøst hjem og hans første bog blev forbudt på det lokale bibliotek, fordi der var klare seksuelle referencer i den.

'Davids bror' af Kjell Askildsen. Batzer & Co 2021, 156 sider

fredag den 16. juli 2021

'Værelse samlet af kvinder' af Katrine Grünfeld

Romanens kvindelige hovedperson har forladt sin mand og er midlertidig flyttet ind hos veninden M. Hun finder en lejlighed og får et job som handicapmedhjælper, imens hun overvejer sin situation. Det var hendes eget valg at flytte; alligevel er hun meget i tvivl, om det var det rigtige at gøre. Hun er omkring de halvtreds, børnene er teenagere og har nok i deres eget, manden lyder som en sød fyr, men alligevel manglede der noget...
I fragmentariske korte afsnit følger vi hovedpersonen gennem overvejelser og tanker om det at være midt i livet og være i tvivl om, hvilken vej man skal vælge at gå. Samtaler med moren og veninden M sætter begivenhederne i perspektiv, og hovedpersonens livskrise er fint og til tider ret humoristisk skildret.

'Værelse samlet af kvinder' af Katrine Grünfeld. Grif 2021, 280 sider.

søndag den 13. juni 2021

'Fuglenes anatomi' af Merethe Lindstrøm

En midaldrende kvinde går omkring i sit hus, som hun deler med ægtemanden Sirke, der drikker lidt rigeligt. Familien er flyttet fra Norge til England for en del år siden og kvinden følte sig straks hjemme i huset, men er stadig lidt fremmed overfor landsbyens miljø. Man fornemmer, at ægteskabet befinder sig i en form for krise, eller at i hvert fald den kvindelige hovedperson føler sig i krise. Hun tænker tilbage på sin barndom og genoplever, hvordan moderens traumer har sat sig spor i hende selv. Ligeledes tænker hun tilbage på en barsk tid, hvor hendes ældste datter led af en alvorlig depression.
Ind imellem brydes erindringsstrømmen af nutiden, hvor den unge fyr Tom er i gang med at udføre forskelligt renoveringsarbejde på huset. Han bygger bl.a. en voliere til fortællerens fugle. Hun fascineres af Tom og forsøger at følge med i hans liv på afstand.
Det er en meget fint fortalt historie med vægt på sprog, følelser og stemninger. Meget sanselig og ind imellem lidt uhyggelig, fordi man fornemmer krisestemningen uden egentligt at kunne sætte ord på, hvad der er gået galt.

'Fuglenes anatomi' af Merethe Lindstrøm. Batzer & Co 2021, 244 sider.

tirsdag den 23. februar 2021

'Vredens druer' af John Steinbeck

 Efter fire år i fængsel vender Tom Joad hjem til sine forældre, hvor han regner med at kunne genoptage arbejdet på familiens gård og finde sin plads i familien igen. Men da han når frem sammen med den tidligere prædikant Casey, finder han gården forladt. En nabo fortæller at familien Joad har mistet gården og nu sparer sammen for at kunne rejse vestpå. Selv om Tom som prøveløsladt ikke må forlade staten Oklahoma, så rejser han sammen med familien. De er 12 mennesker på lastbilen. Bedsteforældrene, onkel John, Ma, Pa, Tom og hans søskende, samt søsterens mand og den tidligere prædikant. Turen vestpå er barsk men det intet imod det der venter familien i Californien. Der er nemlig meget lidt arbejde at få og alt for mange, der er villige til at påtage sig arbejdet. Arbejdsgiverne tilbyder efterhånden så lav en løn at ingen kan leve af den. Vreden ulmer og familiens sammenhold kommer på en hård prøve.
Det er en stærk roman, - der har forunderligt meget at sige os i dag. Om vores samfunds opbygning, om den fattiges kamp for overlevelse, om værdighed, vrede og familierelationer.

'Vredens druer' af John Steinbeck. Lindhardt og Ringhof 2019, 677 sider. Oprindelig udgivet i 1939.

mandag den 21. december 2020

'Olive igen' af Elizabeth Strout

Elizabeth Strout er fantastisk! I denne herlige opfølger til "Olive Kitteridge" følger vi den pensionerede lærerinde gennem en række selvstændige fortællinger, hvor Olive er den gennemgående person. Nogle gange er hun hovedpersonen, andre gange spiller hun en mere eller mindre perifer rolle i andres liv. Handlingen foregår i den lille by Crosby i Maine på den amerikanske østkyst. Efter at Olive har mistet sin mand Henry møder hun Jack, som hun senere flytter ind hos og gifter sig med. Forholdet til sønnen Christopher, svigerdatteren og børnebørnene er anstrengt og Olives lidt kantede og meget direkte facon bringer hende tit ud i situationer, som hun fortryder eller må genoverveje sin skyldsandel i. Men der er også meget hjertevarme i Olive, som da hun som den eneste besøger en kræftsyg kvinde eller indleder et nyt sent venskab. Romanen byder også på et møde med ægteparret, der har delt huset op imellem sig, teenageren der gør rent for de ældre fruer, og en samtale mellem en ældre advokat og en kvinde, der må indse, at hendes forældres forhold måske var anderledes end hun havde troet.
Der er virkelig meget at hente i disse fine hjertevarme og indimellem barske fortællinger!

'Olive igen' af Elizabeth Strout. Gyldendal 2020, 357 sider.

lørdag den 14. november 2020

'Hummerens skjold' af Caroline Albertine Minor

I romanen skifter vi mellem at følge de tre søskende Ea, Sidsel og Niels. De tre lever helt forskellige liv og har ikke meget kontakt med hinanden. Ea bor i San Francisco og har et stort behov for at komme i kontakt med sin afdøde mor. Derfor opsøger hun den clayvoante Bee, der repræsenterer bogen fjerde stemme. Sidsel bor alene med sin 5-årige datter Laura i København og kæmper med at få dagligdagen til at hænge sammen. Via sit job som konsevator bliver hun tilbudt at tage et par dage til London for at reparere en udlånt buste. For at få logistikken til at gå op må hun bede sin bror Niels om hjælp til at passe datteren. Niels arbejder som plakatopsætter og har ikke fast bopæl, men logerer i øjeblikket i en ældrebolig hos en af sine venner. Vi følger de tre søskende gennem 3-4 intense dage, og får gennem deres tanker også adgang til dele af deres fortid og deres forældres liv og konflikter.
Der er mange gode takter i romanen, men især i starten er det lidt svært at finde rundt i personerne og deres indbyrdes forhold. Man får et fint indblik i deres indre liv, men det er som om, man alligevel mangler et eller andet, - som om læserens nysgerrighed overfor personerne ikke helt bliver stillet.

'Hummerens skjold' af Caroline Albertine Minor. Gutkind 2020, 291 sider.
 

mandag den 9. november 2020

'Min kinesiske farmor' af Lars Saabye Christensen

Lars Saabye Christensen sidder ved sin fars dødsleje og forsøger at finde ind til kernen i sin danske slægts historie. Han finder frem til nekrologer og avisinterviews, der især belyser farfarens liv som kaptajn på et bjærgningsskib. Hele tiden leder han efter spor af sin farmors liv: Hulda var datter af en murermester i Nordjylland og mødte sin mand i en hattebutik i Ålborg. Som nygift rejste hun 5 måneder senere alene fra Danmark til Hong Kong, hvor forfatterens farfar arbejdede. I sine refleksioner kommer forfatteren både omkring sin egen barndom og sin fars historie.
En af bogens pointer synes at være at belyse, hvor usynlige kvinder i datidens samfund var. Der findes stort set ikke noget på skrift, der dokumenterer Hulda liv. Desværre kommer man som læser også til at vente lidt forgæves, - i hvert fald hvis man er blevet nysgerrig mht Huldas liv. Forfatteren rejser til Kina og Frankrig for at følge i bedsteforældrenes fodspor, men vi hører mere om hans egne forestillinger, end om hvordan han forestiller sig sin farmors liv. - Det er lidt synd og helt ærligt, så blev jeg lidt skuffet.

'Min kinesiske farmor' af Lars Saabye Christensen. Grif 2020, 197 sider.

lørdag den 7. november 2020

'Alt det jeg aldrig fortalte dig' af Celeste Ng

Da 16-årige Lydia i 1977 findes druknet i en sø tæt på barndomshjemmet, har hendes nærmeste hver deres mening om, hvad der er sket. Trin for trin får læseren indblik i en familie i opløsning.
Lydias forældre møder hinanden i 1950'ernes USA, og fra starten har deres forhold vanskelige vilkår. James Lee er professor i litteratur og har hele livet kæmpet for at passe ind og lægge afstand til sin kinesiske oprindelse. Da han møder Marilyn er hun inkarnationen af alt det normale, som han drømmer om, mens han lige modsat er det eksotiske, hun søger. Gennem hele ægteskabet kommer Marilyn dog til at slås med en stigende frustration over, at hun måtte opgive sin akademiske karriere, da børnene var små. På et tidspunkt forlader hun endda sin familie i flere måneder, hvilket får stor betydning for forholdet til datteren Lydia, der er yndlingsbarnet. Både James og Marilyn har ambitioner for Lydia. Marilyn ønsker at hendes datter får det liv, som hun selv havde ønsket sig; et karriereliv som læge. James højeste ønske for sin datter er derimode, at hun skal være populær og have mange venner. På hjerteskærende facon forsøger Lydia desperat at leve op til begge forældrenes ambitioner, mens storebror Nath og lillesøster Hannah nærmest bliver oversete i familien. Da katastrofen indtræffer er den altomfattende.
En kompleks meget fint fortalt roman, som man ikke lige glemmer. Giver anledning til mange tanker om ophav, arv og miljø, at vi bærer vores forældres ambitioner med os, - og skal huske at overveje, hvordan vi påvirker vores egne børn... 

'Alt det jeg aldrig fortalte dig' af Celeste Ng. Hr. Ferdinand 2020, 291 sider.

lørdag den 31. oktober 2020

'Voksnes løgnagtige liv' af Elena Ferrante

Elenas Ferrantes nye roman tager fat på nogle af de samme temaer, som hendes tidligere bøger også kredser om. Hovedpersonen er den unge pige Giovanna. En uoverlagt bemærkning fra hendes far om, at hun desværre er begyndt at ligne sin faster Vittoria lidt for meget, sætter gang i Giovannas tanker. Hvem er den ukendte faster Vittoria, og hvorfor har hendes far ikke kontakt til sin familie? Giovanna beslutter sig for at opsøge sin fars slægtninge, der bor i den mere fattige del af Napoli, og hun drages mod faster Vittoria, der ganske vist viser sig at være både dominerende, bitter og ret ondskabsfuld.
Det nye miljø sætter Giovannas hidtidige liv i et nyt lys, og hun begynder at betragte sine forældre og sine veninder på en anden måde. - Som Vittoria ville betragte dem. Giovanna opdager sine forældres utroskab, og deres fald fra den barmlige piedestal, hvor hun til nu har anbragt dem, er voldsomt. Et armbånd, som Vittoria efter sigende har givet Giovanna, da hun var helt lille, tilhører nu farens elskerinde, - og bliver et fint billede på de løgne og fortællinger, der hele tiden nuanceres og skifter retning/ejerskab.
Elena Ferrante har igen skrevet en fascinerende, skarp, psykologisk roman om en ung kvindes udvikling og identitetsdannelse.

'Voksnes løgnagtige liv' af Elena Ferrante. Politikens Forlag 2020, 421 sider

onsdag den 8. juli 2020

'Kommer du nogensinde tilbage til mig' af Lise Villadsen

Atlas bor sammen med sin mor, hendes kæreste og deres fælles barn. Han går i 9. klasse og er kæreste med Adelia, som han er meget forelsket i; alt tegner lyst og lykkeligt. Men en dag opdager han ved en tilfældighed en hemmelighed om farens død, som moren har holdt skjult for ham. Atlas forsøger at ignorere sin nye viden, men det vil ikke lykkes for ham. Han er rystet i sin grundvold, og snart begynder han at tvivle på både sin familie, sin kæreste, vennerne og sig selv. Han bliver tvær og ulykkelig, og i sin uvilje mod at tale om problemerne skubber han alle fra sig.
Det er en virkelig fin og velskrevet ungdomsbog, der i et letlæst sprog beskriver de store følelser uden at blive for højtravende. Kan anbefales!

'Kommer du nogensinde tilbage til mig' af Lise Villadsen. Høst & Søn 2020, 150 sider

mandag den 16. marts 2020

'Skjulte minder' af Maggie O'Farrell

Roman fortalt i to spor, som der springes imellem. Det første spor foregår i nutiden, hvor Ted og Elina har lige fået deres første barn. Elina slås med den nye rolle som mor. Hun vil stadig gerne være kunstner, og har det også lidt svært med den dominerende svigermor. I takt med at Ted betragter sin lille søn, dukker glimt af minder op fra en fortid, han synes at have fortrængt.
50 år tidligere kommer den unge Lexie til London og indleder et forhold til den lidt ældre Innes. Innes har en ex-kone og en stor datter, der ikke er venligt stemte overfor den nye kvinde i hans liv. Senere tvinges Lexie til at stå på egne ben og skaber sig en karriere som kulturjournalist.
Lidt efter lidt væves de to spor sammen.
Handlingen og plottet er fint, men der er et eller andet ved sproget, der skurer i ørerne. Så meget, at det næsten fik mig til at holde op med at læse i starten af bogen. Jeg har tidligere læst bøger af den sammen forfatter, hvor jeg ikke havde den oplevelse, hvilket får mig til at overveje om det mon er en anden oversætter eller en anden redaktør denne gang? Start hellere med Maggie O'Farrells andre romaner.

'Skjulte minder' af Maggie O'Farrell, House of Words 2019, 332 sider.

onsdag den 11. marts 2020

'Bytteleg' af Lee Child

Jack Reacher havner ved et tilfælde tæt på sin fars hjemby og beslutter sig for at finde ud af lidt mere om sin families fortid. Jack er gammel militærmand med en evne til at rage uklar med dem der kommer i vejen for ham. Snart har han skabt sig både fjender og venner i sin fars hjemby. Samtidig bliver han ved med at opdage overraskende ting om sin far og fortiden.
Patty og Shorty er to unge canadiere, der er på vej til Florida for at starte på en frisk. De har problemer med bilen og stopper ind på et motel i et ret øde område. Det skulle de aldrig have gjort... - Snart er de fanget i et livsfarligt spil.
Romanen veksler mellem de to spor og er spændende fortalt. Dog bliver volds- og kampscenerne lidt for meget for mig. Måske er det mest en krimi for mænd?

'Bytteleg' af Lee Child, Jentas 2019, 427 sider.

fredag den 20. december 2019

'Oplyst' af Tara Westover

En stærk amerikansk erindringsroman. Den stærkeste jeg har læst siden "Glasslottet" af Jeannette Walls.
Tara vokser op som den yngste i en søskendeflok på syv. Hendes forældre er mormoner og stærkt troende. Især hendes far har en høj grad af mistillid til det offentlige system. Børnene bliver ikke sendt i skole, man bruger ikke hospitalerne og familien opbygger et stort lager af forsyninger med henblik på "de sidste dage". Moderen arbejder som jordemoder og faderen driver en skrothandel, hvor børnene også arbejder. Det er en farlig arbejdsplads, og de kommer da også på skift ret voldsomt til skade. En af Taras ældre brødre bryder ud og går på college, og da en anden brors voldelige tendenser eskalerer, beslutter Tara sig for at gå samme vej. - Men det er ikke uden problemer at komme ind på universitetet, når man aldrig har gået i skole...
Det er en meget stærk fortælling om en usædvanlig pige, der kæmper for at finde sig selv og slippe væk fra en cirkel af vold. Men det fine i bogen er, at hun lykkes virkelig godt med også at beskrive kærligheden og familieloyaliteten, - alle de ting der gang på gang drager hende tilbage til familien, selv om hun som regel bliver skuffet og svigtes. Sorgen over at miste sin familie, men også den forskel som uddannelse og oplysning har gjort i hendes liv er rørende og rammende beskrevet.

'Oplyst' af Tara Westover. Lindhardt og Ringhof 2019, 380 sider

onsdag den 11. december 2019

'Alt er muligt' af Elizabeth Strout

Hvis du kan lide Alice Munro og Marilynne Robinson, så er Elizabeth Strout den næste kvindelige amerikanske forfatter, du skal læse. Hun skriver lige så fine lavmælte og psykologiske portrætter, som de to førstnævnte. Denne roman - eller er det en roman? - er en selvstændig fortsættelse til romanen "Mit navn er Lucy Barton" I hvert kapitel møder vi nye mennesker fra Lucys lille by i Midtvesten. Alle forsøger de at skabe mening i tilværelsen, - men de griber opgaven an på højst forskellige måder. De har også forskellige udfordringer; sorg, svigt, kærlighed, ensomhed. Gang på gang overraskes man. Det er en vidunderlig samling beretninger om at alt er muligt og at mennesket er et forunderligt væsen, som det vel nærmest er umuligt at forstå.

'Alt er muligt' af Elizabeth Strout. Gyldendal 2019, 293 sider

lørdag den 23. november 2019

'Min mors hemmeligheder' af Nicola Scott

I sommeren 1958, hvor Elizabeth fylder 17, bliver hun sendt på sommerferie hos en velhavende familie i Hartland. Hendes mor er alvorligt syg, og mener at det vil være godt for datteren at komme hjemmefra. Elizabeth får nye venner og oplevelser med sig, men alt går i stykker, da hun får besked om sin mors død.
40 år senere, - et års tid efter Elizabeths død, dukker en fremmed kvinde - Phoebe - op hos Elizabeths datter Addie, og påstår at hun muligvis er Addies tvillingesøster. Addie er forvirret og tror ikke på Phoebe, men alligevel går de to igang med at undersøge fortiden. Det viser sig at Elizabeth bar på en barsk hemmelighed om svigt og overgreb.
Selve fortællingen har en alvorlig kerne i sig, men benytter sig af underholdningsromanens virkemidler med skift mellem to tider/historier, cliffhangers og temposkift, hvilket på en måde er lidt synd, når selve emnet; beretningen om hvordan man tidligere behandlede unge kvinder, der blev gravide uden for ægteskab, er ret alvorligt. - Men jeg hang på og blev også fanget ind af historien undervejs.

'Min mors hemmeligheder' af Nikola Scott. Turbulenz 2019, 425 sider.