fredag den 29. juni 2018

'Den eneste historie' af Julian Barnes

Paul er nitten, da han møder Susan på tennisbanen en sommer i 1960'erne. Han er hjemme på sommerferie, hun er smuk, har en fantastisk latter og så er hun otteogfyrre år og gift. Med to døtre, der begge er ældre end Paul.
Årtier senere husker han tilbage på den stormende forelskelse, på den ungdommelige overlegne følelse af at være i det mest spændende kærlighedsforhold af alle sine kammerater, den følelse af overskud og overlegenhed han havde, da det lykkedes ham at redde Susan fra et skrantende ægteskab. Paul og Susan flytter sammen til London, men lidt efter lidt ændrer deres forhold sig. Hun begynder at drikke og Paul er magtesløs. Han må sande at kærligheden ikke altid varer ved, - at han ikke kan redde Susan fra sig selv, og at kærligheden ikke altid udholder alt.
Alle har en kærlighedshistorie, en eneste historie at fortælle. Enten en lykkelig eller en ulykkelig, en der aldrig blev til noget, eller kun drømmen om en historie. Denne er meget velskrevet og samtidig uhyggelig i al sin grusomhed.

'Den eneste historie' af Julian Barnes. Gyldendal 2018, 259 sider.

onsdag den 27. juni 2018

'De voksnes rækker' af Anna Grue

I fortsættelsen til 'Italiensvej' følger vi fortsat de to veninder Vita og Conny. Der er nu gået seks år siden Vita kom til København, Året er 1964 og Ejnars datter Helle er blevet teenager. Vi følger de to veninder gennem et års tid. De lever i to meget forskellige ægteskaber; Connys forhold er lidenskabeligt, mens Ejner og Vitas mere bærer præg af at være et fornuftsægteskab. Vita bliver til sin store sorg ikke gravid, men det gør Conny - meget mod sin vilje. Det skaber problemer mellem veninderne.
I forhold til den første bog er der skruet ned for spændingsplottet, men op for hverdagslivet. Det er et imponerende og grundigt research arbejde, der ligger til grund for romanen, men den bliver alligevel lidt lang og hverdagspræget. Det skulle der efter forfatterens eget udsagn blive lavet om på i tredje bind, hvor spændingsdelen igen får en central rolle.

'De voksnes rækker' af Anna Grue. Politiken 2017, 448 sider.

søndag den 10. juni 2018

'Før sol går ned' af Jenny Erpenbeck

Et menneskeliv fortalt fra forskellige vinkler. Først om et forældrepar, der mister deres lille pige til vuggedøden. Dernæst følger vi familien, i en version af deres liv, hvor det lykkes moderen at genoplive den lille pige. Familien flytter til Østrig og lever et hårdt fattigt liv under Første Verdenskrig. Her bliver fortællingens unge kvindelige hovedperson dræbt. Næste spor lader pigen træffe nogle andre valg og kaste sig ud i et kommunistisk liv. Så følger en fortælling hvor den midaldrende kommunistiske kvinde i Sovjetunionen sidder og venter på at blive hentet, - til en dødsdom. Og til sidst - et spor hvor kvinden overlever helt til sin alderdom og får børn. Det er en velskrevet roman med mange interessante overvejelser, men den blev lidt for lang og lidt fortænkt i længden. Første del var bedst.


'Før sol går ned' af Jenny Erpenbeck. Rosinante 2018, 246 sider.

fredag den 8. juni 2018

'I går' af Agota Kristof

Denne bogs bagsidetekst greb mig, og da bogen var så kort, kunne jeg lige klemme den ind imellem et par andre:

"I går var alting smukkere
musikken i træerne
vinden i mit hår
og i dine udstrakte hænder
solen"

Hovedpersonen Tobias er en flygtning, der arbejder på fabrik i en grå hverdag uden håb. Han har taget sin fars navn, - den far han forsøgte at slå ihjel for mange år siden, da han kun var en stor dreng. Tobias er forelsket i Line, der er en kvinde han forestiller sig at møde, men han går ud med Yolande. En dag dukker den rigtige Line, - en pige fra hans barndom - pludselig op, og Tobias forsøger via kærligheden at slide sig fri, men alt hvad han forestiller sig er et blændværk, der ikke lader sig gøre. Kun ulykke formår han at sprede omkring sig.
På mange måder en trist historie, men alligevel en stor fortælling, som på ganske få sider, fortæller en helstøbt velskrevet historie. Hurtigt læst, men sent glemt, et lille mesterværk, som giver mig lyst til at læse mere af forfatteren..

'I går' af Agota Kristof. Munksgaard-Rosinante 1996, 99 sider.

mandag den 4. juni 2018

'Pigen fra Brooklyn' af Guillaume Musso

Raphael og Anna er forlovede og planlægger snart at gifte sig. På en miniferie i Sydfrankrig udspørger Raphael Anna om hendes fortid. De har kun kendt hinanden i 6 måneder, og han har brug for at vide mere om sin elskede, før de for alvor binder sig til hinanden. Anna er ikke meget for at fortælle ham noget, men til sidst viser hun ham et makabert billede på telefonen og hævder at være skyld i tre unge menneskers død. Raphael bliver chokeret, og mens han kortvarigt forlader deres feriebolig for at tænke over sin reaktion, forsvinder Anna. Nu begynder en jagt på sandheden og en søgen efter den forsvundne Anna. Raphael får hjælp af sin ven og nabo den tidligere politimand Marc Caradec. En grufuld hemmelighed som Anna skjuler, kommer lidt efter lidt for en dag.
På trods af at romanen kommer lidt dårligt (utroværdigt) fra start, så bliver den hurtigt både spændende og intens.

'Pigen fra Brooklyn' af Guillaume Musso. Lindhardt og Ringhof 2018, 400 sider.