torsdag den 28. marts 2013

'Bjerget havet huset' af Synnøve Søe

Hvis man ikke kan skrive bedre, så burde man nok lade være. - Men selvfølgelig, - så længe der er nogen der er villige til at udgive ens skriverier...
 Både sprogligt og indholdsmæssigt er denne roman noget af en flad fornemmelse. Den midaldrende forfatter Colm er flyttet ud på bjerget udenfor Dublin og kæmper med en skriveblokering. Men en dag flytter den danske kvinde Karen og hendes to drenge ind i nabohuset. Colm bliver hurtigt optaget af drengene, selv om han aldrig tidligere har interesseret sig for børn. Et venskab udvikler sig mellem de to kunstneriske og ensomme voksne og herfra er det rimeligt forudsigeligt, selv om vi også lige skal høre en del om Colms seksuelle aktiviteter. Undervejs tilføjes et par dramatiske begivenheder, der ikke rigtig har nogen sammenhæng med resten af historien.
Det kan godt undre mig, at forfatteren har fået et tre-årigt arbejdslegat fra Kunstfonden, - men hun må vel have skrevet noget bedre tidligere. Denne roman er den første, jeg har læst af hende, og jeg må indrømme, at den ikke giver mig lyst til mere...

'Bjerget havet huset' af Synnøve Søe. Lindhardt og Ringhof 2013, 328 sider

tirsdag den 19. marts 2013

'Dage med Lilly' af Sebastian Barry

Lilly er en ældre dame på 89 år. Hun har netop begravet sit barnebarn Bill, der har begået selvmord. Nu har hun besluttet at hendes eget liv også har varet længe nok, men først skal der gøres status.
I tilbageblik følger vi Lilly gennem barndommen i Irland, ungdommens forlovelse og flugt til USA. Et ensomt liv som tjenestepige med en enkelt god veninde som hjælper. Lilly møder Joe og bliver gift, men da hun som 42 årig bliver gravid, forlader han hende uden et ord, og hun må opfostre sønnen alene. Først mange år senere får hun en forklaring på svigtet; da hun møder Joe på gaden med en sort kvinde og tre sorte døtre.
Sønnen Ed bliver senere sendt til Vietnam og er psykisk ødelagt, da han kommer tilbage. Han drager ud i skovene og lever for sig selv. Herfra kommer Bill som 2 årig for at bo hos sin farmor. Historien gentager sig, da Bill vil i krig og melder sig frivilligt. – Efter Golfkrigen og en ung kone, der forlader ham, kan han ikke finde sine egne ben og begår selvmord. Lilly er et menneske, der altid har formået at rejse sig op efter de slag livet har givet hende. Men kan hun blive ved med det?
Det er især en fortælling om krig og alt det krig ødelægger i og for mennesker. – Men bogen kommer også ind på racefordomme og har et overraskende twist til sidst.

'Dage med Lilly' af Sebastian Barry. Cicero 2012, 235 sider.

'Modellen' af Lars Saabye Christensen

Kunstneren Peter Wihl maler på en udstilling, der skal markere hans 25 års jubilæum og samtidig gerne give ham et comeback. Men en dag mister han momentant synet, og han får at vide, at han vil blive blind. Hvor langt vil Peter gå for at bevare sit syn og dermed sin evne til at skabe kunst? Hvor langt er vi som mennesker i det hele taget villige til at gå, for at bevare livet, som vi kender det? - Og hvor meget lukker vi øjnene for? Det fik vi en rigtig fin debat om i læsekredsen på biblioteket. Velskrevet bog, der rører ved både etiske og moralske dilemmaer i forbindelse med organdonation.

'Modellen' af Lars Saabye Christensen. Athene 2006, 324 sider

torsdag den 7. marts 2013

'Fra hus til hus' af Kristín Marja Baldursdóttir

I denne islandske fortælling følger vi Kolfinna. Hun er omkring de 30 år, har mistet sit arbejde og bor hjemme hos sin mor efter et brudt forhold. Hun bruger det meste af tiden på sofaen foran fjernsynet. Derfor synes hun ikke, at hun kan sige nej, da hendes bedste veninde højgravide Mathildur, der i forvejen er alene med to børn, beder hende om at vikariere i sit rengøringsjob.
Så her møder vi altså for første gang Kolfinna, - på vej til sit rengøringsjob. 4 dage om ugen skal hun gøre rent, hos 4 forskellige mennesker. Den ældre kvinde Listalin, den yngre berømte operasangerinde, advokaten og forskeren.
På det første besøg hos Listalin kommer den ældre kvinde med en udtalelse, der bliver ved med at rumstere i baghovedet på Kolfinna: "Hele mit liv har været smukt" siger hun. Kolfinna tænker over det: Hvordan kan man få sådan et liv? Hvad er det der skal til, for at kunne sige på den måde efter et langt liv?
Hun beslutter sig for at prøve at lære noget af dem hun gør rent for, - og det kommer der en fin fortælling ud af. Den er ikke uden overraskelser undervejs og heller ikke uden et lille kærlighedseventyr, men tilbage står at det i den sidste ende er Kolfinna selv, der må tage ansvar for sit eget liv.

'Fra hus til hus' af Kristín Marja Baldursdóttir, Gyldendal 2013, 305 sider

'Livshistorier' af Dorthe Kirkegaard Thomsen

Udgivet i serien Tænkepauser fra Århus Universitetsforlag. Livligt debatteret i Guldborgsund-bibliotekernes debatcafe i januar. En lille fin udgivelse om hvilken betydning livshistorien har for den enkelte, samt hvordan man kan se sin livshistorie i en større sammenhæng. Se også interview med forfatteren her: http://videnskab.dk/kultur-samfund/derfor-fascinerer-livshistorier-os

'Livshistorien' af Dorthe Kirkegaard Thomsen. Århus Universitetsforlag 2012, 59 sider

fredag den 1. marts 2013

'En storm af sværd' af George R. R. Martin

Den tredje roman i serien 'En sang om is og ild'. Vi følger stadig Stark-børnene, prinsesse Dany  og mange flere gennem denne fantasy gigant om magt og krig i de syv kongeriger Vesterøerne. Det kan være svært at overskue persongalleriet, der er enormt stort, og det kan også være fristende at vælge en ud, - i mit tilfælde fandt jeg at Arya var den mest interessante person - og bladre rundt , men det kan nu ikke anbefales. Man må bare sætte god tid af og få den læst. Det er en anden verden, man kommer ind i, virkelig en fantastisk og medrivende fortælling, omend ret voldsom. Og regn ikke med at alle hovedpersonerne overlever 3. bind...

'En storm af sværd' af George R. R. Martin. Gyldendal 2012, 1032 sider.