lørdag den 30. december 2023

'Hvad hjertet aldrig glemmer' af Kelly Rimmer

 Alina er helt ung, da Polen bliver besat af nazisterne i efteråret 1939. Hun er forelsket i Tomasz, som vil være læge og drømmer om en fremtid sammen med ham. Tomasz er i Warszawa og har ikke mulighed for at komme hjem til sin familie. Da hans far som en af de første i den lille by bliver skudt af nazisterne sørger Alina for et nyt hjem til hans lillesøster. Alinas forældre bøjer i starten nakken og arbejder hårdt for at skaffe føden til at opfylde nazisternes krav og familiens egne behov. Men Alinas to brødre sendes på tvangsarbejde og lidt efter lidt ændrer hverdagen sig. 
Nutiden: Amerikanske Alice er mor til Eddie og Callie og gift med Wade. Da Eddie er autistisk har hun måttet skrue ned for sine egne ambitioner for at tage sig af familien. Hendes gamle bedstemor Hanna ligger for døden, men har en bøn: Hun vil have Alice til at rejse til Polen og finde ud af forskelligt om sin familie. Langsomt men sikkert knyttes de to historier sammen. En meget gribende fortælling, der krøb ind under huden på mig.

'Hvad hjertet aldrig glemmer' af Kelly Rimmer. Cicero 2022, 477 sider.

tirsdag den 26. december 2023

'Hvidhed' af Jon Fosse

Uha... En lille fortælling, - eller måske skal man snarere kalde den en fabulering - over et stort emne. Mødet med døden - eller livet og døden - er, så vidt jeg kan udlede, essensen af denne bog. Det er godt nok en mærkelig historie, uden den store handling. En mand kører lidt tilfældigt afsted i sin bil, drejer her og der og befinder sig til sidst i en mørk skov, da bilen kører fast og ikke kan mere. Det begynder at sne og han begiver sig nu til fods ind i skoven for at finde hjælp. Hele tiden kører hans tanker i ring og det er primært disse tanker, som bogen består af. På et tidspunkt ser han sine forældre, taler endda til dem - og de taler sammen, - men ingen kan rigtigt nå hinanden. Der er en stor lysende hvidhed og bare fødder i sne og tankemylder. En ret speciel bog, der på sine få sider tager et komplekst emne op. Skrivestilen minder mig om Dostojevskij, dog er der ikke så meget ydre handling, men mere noget indre på spil her. 

'Hvidhed' af Jon Fosse. Batzer & Co 2023, 60 sider.

mandag den 25. december 2023

'Storm på vej' af Steffen Kretz

Steffen Kretz har skrevet en interessant og bemærkelsesværdig bog, der beskriver det amerikanske samfund og kommer med en skarp analyse af, hvordan stormen på Kongressen kunne finde sted. Samtidig bliver det til en analyse af, hvordan et demokratisk land kan bevæge sig i en udemokratisk retning. I USA oplever middelklassen, at de bliver fattigere. Deres børn har ikke længere udsigt til at bedre liv end forældrene, og fattigdommen breder sig overalt. Når de tre rigeste mænd i landet ejer værdier svarende til det de 150 millioner fattigste ejer, så kan man tale om økonomisk ulighed i særklasse. De rigeste betaler ikke skat og bidrager dermed ikke til samfundet. I stedet køber og betaler de politikere, for at sørge for at det bliver ved med at være sådan. Samtidig udsættes en stor del af amerikanerne for en høj grad af misinformation og løgnehistorier, der spredes på de sociale medier og kan være svære at gennemskue. Kombineret med en manglende regulering af våbentilladelser - USA er det eneste land i verden, der oplever et masseskyderi hver eneste dag - så kan der skabes en farlig situation, der ender med at blive en trussel for demokratiet. Meget interessant læsning for alle med interesse for samfundsudvikling - en stor anbefaling herfra.

'Storm på vej' af Steffen Kretz. Turbine 2023, 305 sider

lørdag den 23. december 2023

'386' af Kamilla Hega Holst

Mai er i starten af 30'erne og bor sammen med sin kæreste Johan i et hus i København. Mai har en diagnose og hendes liv kan til tider forekomme hende kaotisk, men Johan sørger for faste rammer og tryghed. Hans baggrund er anderledes end hendes; han kommer fra en velhavende familie. En dag får Johan et brev fra en gammel klassekammerat Daniel, der kommer til Danmark for at begrave sin far. Mai overtaler Johan til at hente Daniel i lufthavnen. Mai inviterer Daniel til at bo hos dem, og da hun hører at Daniel var kæreste med Johans tvillingesøster Cecilie, der begik selvmord som ung, bliver hun nysgerrig efter at vide mere om Daniel og Johans ungdom. Selv taler Johan aldrig om Cecilie. Lidt efter lidt udvikler et sandt drama sig imellem bogens tre hovedpersoner. Mai finder ud af, at der er meget hun ikke ved om Johan, hvilket ærgrer hende. De har trods alt været sammen i næsten 15 år. Rundt om i huset finder Mai forskellige talkoder, som Daniel har skrevet. - Hvad kan det mon betyde? Det er en velskrevet roman, som langsomt bygger en spænding op, der gør den svær at slippe. Faktisk fandt jeg det meget svært ikke at 'læse forud' - men lad være med det!

'386' af Kamilla Hega Holst. Politikens Forlag 2023, 449 sider

torsdag den 21. december 2023

'Mystiske fortællinger fra Tokyo' af Haruki Murakami

Gang på gang imponeres man af Murakami og hans evne til at fortælle en god historie. I denne bog er samlet fem fortællinger, der bevæger sig på grænsen til det mystiske og okkulte. Vi præsenteres fx for en kvinde, der mister sin søn, da han på en surferferie bliver angrebet af en haj. År efter år bliver hun ved med at opsøge den bugt, hvor sønnen døde, - uden egentligt at vide, hvad hun søger. I en anden af fortællingerne siger en ung mands far til ham, at han kun vil møde tre kvinder i sit liv, som han for alvor kan elske, hvilket bliver definerende for hans forhold til det andet køn. Der er også en fortælling om en mand, der bliver væk mellem to etager i et højhus, samt en historie om en kvinde, der har fået stjålet sit navn. Novellerne har det tilfælles at deres hovedpersoner har lidt et tab og i forbindelse dermed oplever mystiske tildragelser, som de har svært ved at forklare. 

'Mystiske fortællinger fra Tokyo' af Haruki Murakami. KLIM 2023, 141 sider.

søndag den 17. december 2023

'Ærligt spil' af Tove Jansson

Mari og Jonna er kunstnere, livsvenner og livsvidner. Mari skriver og Jonna skaber kunst. De er ikke længere helt unge, bor dør om dør og spiser tit sammen. I korte tekster, der næsten kan læses som små noveller, hører vi om deres liv sammen. Foran tv'et, ude på den ø, hvor de har en hytte. En kunstnerroman om ensomhed og fælleskab - det at man godt kan elske at være alene, når man bare er elsket og ved at man har en anden. De to kvinder diskuterer, bliver uvenner og så venner igen. De kritiserer hinanden og er bestemt ikke altid enige, men alligevel altid klar til at bakke hinanden op. Hvilken styrke! Skrevet med indsigt og fokus på de små detaljer, som er så vigtige i samspillet mellem mennesker. Selv om bogen først nu er oversat til dansk, så blev den oprindeligt udgivet i 1989, hvilket mærkes. Der er en anderledes grundighed og langsomhed i teksten, som er skøn på sin egen måde. 

'Ærligt spil' af Tove Jansson. Gyldendal 2023,130 sider

søndag den 10. december 2023

'Det står skrevet på min krop' af Pernille Louise Langer

 En stærk og velskrevet fortælling om søstrene Karla og Sara, der er i gang med deres ungdomsliv, da Sara pludselig bliver alvorligt syg. Vi følger især storesøster Karla gennem fortvivlelse, fornægtelse, smerte og sorg, men også lillesøster Sara kommer til orde i små enkle henvendelser til en Gud, som hun ikke rigtig tror på.. Det er en roman som virkelig forstår at skildre sorgen og smerten, - skrevet på en måde, så man kan mærke afmagten. Barsk og frygtelig, men også anbefalelsesværdig. Romanen var indstillet til Bogforums debutantpris 2023 og det er en forfatter, som jeg helt sikkert vil holde øje med.

'Det står skrevet på min krop' af Pernille Louise Langer. Brændpunkt 2023, 153 sider.

onsdag den 6. december 2023

'Vinden kender mit navn' af Isabel Allende

Jødiske Samuel Adler er fem år gammel, da han i 1938 slipper ud af Wien på en børnetransport og kommer til England. Ingen af hans forældre eller familie undslipper holocaust. Som voksen rejser Samuel til USA og bliver gift.
Arizona 2019: En syvårig pige Anita skilles fra sin mor ved grænsen fra Mexico til USA. Selena er socialrådgiver og prøver at hjælpe Anita med at få opholdstilladelse, - og med at finde sin mor. Hun får hjælp af stjerneadvokaten Frank. På et sent tidspunkt i bogen flettes de forskellige spor sammen. 
Jeg må indrømme, at jeg desværre var lidt skuffet. Romanen hænger dårligt sammen og vil for meget. Sproget er også ret stereotypt og personerne kommer ikke til at virke troværdige. Start hellere et andet sted i forfatterskabet.

'Vinden kender mit navn' af Isabel Allende. Hr. Ferdinand 2023,237 sider