søndag den 19. marts 2023

'Hvis jeg var mand' af Geir Gulliksen

En fin samling af essays om maskulinitet og det at være mand. En rolle som forfatteren har svært ved at identificere sig med, - ja faktisk som ung følte decideret uvilje imod. De eksempler på det mandlige, som han blev præsenteret for, var ikke noget, som han selv havde lyst til at efterleve. For hvordan kan man identificere sig med den voldsudøvende? Og hvorfor bliver det fx regnet for umandigt at sidde ned og tisse? Og er maskuliniteten virkelig så skrøbelig, at en mand ikke kan gå ud i regnen med en lille rød paraply? Forfatteren fortæller også om hvordan han i sin søgen efter rollemodeller i forhold til det at blive far vendte sig mod Trille og hendes beskrivelse af moderskabet. - Og hvilken betydning feminismen i det hele taget har haft for hans liv. og udvikling som mand. Fine og humoristiske, selvkritiske betragtninger om maskulinitet i en moderne verden.

'Hvis jeg var mand' af Geir Gulliksen. Gutkind 2023, 189 sider.

lørdag den 18. marts 2023

'De savnede hjerter' af Celeste Ng

Romanen foregår i et fremtidens USA, hvor en lov PACT regulerer hele samfundet. Loven går ud på at fremme og opretholde amerikanske værdier ved at forbyde alt, hvad der kan betegnes som uamerikansk. Hvis et forældrepar ikke er patriotiske nok, kan børnene fx blive tvangsfjernet. Dette skaber et samfund fuld af frygt og undertrykkelse.
I dette samfund lever tolvårige Bird et stille, roligt og rutinepræget liv sammen med sin far, der arbejder på byens universitetsbibliotek. Hans mor Margaret Miu er af kinesisk afstamning og hun forsvandt for tre år siden. Engang for mange år siden under Krisen skrev Margaret en digtsamling, som en gruppe af mennesker, der ønsker at gøre op med undertrykkelsen, har taget til sig.
Bird savner sin mor, og en dag modtager han et postkort, som han er sikker på kommer fra hende, selv om der ikke står noget på det. Pludselig får han øje på ting, der minder ham om hans mor, og han beslutter sig for at tage afsted for at finde hende...
Endnu en god, velskrevet og tankevækkende samfundskritisk bog fra den amerikanske forfatters hånd.  

'De savnede hjerter' af Celeste Ng. Politikens Forlag 2023, 300 sider.

søndag den 12. marts 2023

'Mænd fra forskellige civilisationer' af Shahrnush Parsipur

Dette er en lille bog, som man næsten har brug for at eje, for at kunne læse den igen og igen. Der bliver ved med at være ting, som man ikke forstår, eller som man kan forstå på flere måder. Måske er kunsten i virkeligheden, at man man ikke skal forsøge at forstå men lade sig rive med af fortællingen  - på fortællingens egne præmisser.
Den lille bog består af ni fortællinger om mænd fra forskellige civilisationer. I alle fortællingerne optræder en tarspiller, en mand med skæg og en glatbarberet mand. Fortællingerne væver sig ind i hinanden og bevæger sig på tværs af tider, kontinenter og følelser. Den enkelte fortælling er ikke lineær, men hopper rundt fra det ene emne til det andet, på en spændende, men også til tider forvirrende måde, som giver meget at reflektere over.
Et par stiller sig op i en kø for at gå i biografen, og bevæger sig igennem den kø igennem en lang række lande og kulturer. I en af civilisationerne - der på nær en alle tager udgangspunkt i Iran - er der fokus på maskiner og teknologi, i en anden på stoltheden over at have opfundet yoghurten. Alle civilisationer har noget at være stolte over, eller et karakteristika, der skiller dem ud fra hinanden, - men alle har også en glatbarberet mand, en skægget mand og en tarspillende mand.
Oversætterens efterord er vældig godt, - og kan med fordel læses før selve bogens tekst, hvis man ikke kender til forfatteren eller bare ikke rigtig kan komme i gang med læsningen.
Spændende - og for mig lidt udfordrende læsning må jeg indrømme!
Se Litteratursidens anmeldelse her for at blive lidt klogere på bogen, - den er svær at beskrive: Mænd fra forskellige civilisationer | Litteratursiden

'Mænd fra forskellige civilisationer' af Shahrnush Parsipur. Falco 2022, 110 sider.