torsdag den 28. marts 2024

'Iron flame' af Rebecca Yarros

Violet og hendes venner er i gang med andet år på Basgiath. Det lykkedes dem at vende tilbage til skolen efter krigslegene, selv om de har set og oplevet ting, som de er nødt til at holde hemmelige. Deres hjemlands ledere - heriblandt Violets egen mor - lader folkene udenfor Navarres grænser i stikken. Og værnene, der holder slangesjæle og wyverner ude af området er truede. Violet får nok at se til med at klare sig igennem andet års mange prøvelser, balancere sit forhold til Xaden og forholde sig til en truende krig. Det ene drama afløser det andet i hæsblæsende tempo, - der måske efterhånden bliver lige voldsomt nok. Jeg var stadig godt underholdt, men holder nok en lille pause med fantasy nu! Romanen er nr. 2 i Empyrian-serien

'Iron flame' af Rebecca Yarros. Hr. Ferdinand 2023, 859 sider

onsdag den 27. marts 2024

'De sorte hullers klub' af Lise Villadsen

 Max går i 1. g og savner sin bedste - og eneste - ven Hector, der er i USA på udveksling. Nu har Max' mor lovet at betale hans kørekort, hvis han til gengæld møder op i en gruppe for ensomme unge. Sådan en gruppe er nu mest for tabere, synes Max, - og hvem har lyst til at være det? De fire drenge og den ene pige pige, der møder op i gruppen er da også meget forskellige og har hver deres udfordringer. Men anden gang gruppen mødes dukker en ny pige op, og det ændrer alt. Sylvia er meget syg og skal have et donorhjerte inden sommeren er slut, ellers dør hun. Det sætter de andres problemer i perspektiv, og får Max til at tænke over, hvilket slags menneske, han vil være. Kan han fx holde ud at blive forelsket i en, der måske snart skal dø?
Fin ungdomsroman om venskab, ensomhed, identitet og forelskelse.

'De sorte hullers klub' af Lise Villadsen. Gutkind 2024, 204 sider

søndag den 24. marts 2024

'Fourth wing' af Rebecca Yarros

Det er længe siden jeg har læst en fantasy-roman, men på anbefaling fra en kollega gik jeg i gang med denne. Og hold da op! Jeg blev virkelig revet med og havde svært ved at lægge den fra mig igen.
Vi befinder os på Kontinentet i delstaten Navarre, hvor General Sorrengails yngste datter Violet er blevet beordret til at melde sig til Rytterkompagniet, selv om hun hele sit liv har forestillet sig, at hun skulle være skriver. For at bliver dragerytter skal man først krydse brystværnet og dernæst overleve en række udfordringer og prøvelser, før man måske er så heldig at blive valgt af en drage, som man så knytter et bånd til. Violet er lille og spinkel og synes at have alle odds imod sig. På skolen er der særligt en tredjeårskadet Xaden, som hun for alt i verden skal holde sig fra, da hendes mor var ansvarlig for hans fars død. Desværre er Xaden en meget tiltrækkende mand... Et hårdt udskillelsesløb er sat i gang, og Violet må bruge al sin styrke og snedighed for at overleve. En spændende, hæsblæsende fortælling, hvor det ene drama afløser det næste. Krig, kærlighed, venskab, drager og det godes kamp mod det onde. Denne roman indeholder vist alt det man kan forlange af en rigtig god og spændende fantasy!

'Fourth wing' af Rebecca Yarros. Hr. Ferdinand 2023, 609 sider.

torsdag den 21. marts 2024

'Jeg hører, hvad du siger' af Katrine Marie Guldager

Marianne er parterapeut og bruger sit professionelle liv på at lytte til andre og hjælpe dem med at løse deres forholdsproblemer, - som ofte handler om kommunikation. Men da hendes voksne søn bliver tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, er hun magtesløs i forhold til at komme igennem til de ansvarlige læger. Hun bliver simpelthen ikke hørt. Hendes angst og bange anelser, hendes vrede mod systemet og dem, der ikke formår at vise omsorg for de mennesker der er i deres varetægt er utroligt fint og indlevende beskrevet. Angsten for at hendes krav kan gå ud over sønnen, men også angsten for at systemet ikke kan hjælpe, men bare gør ham dårligere. Overskriften siger det på sin helt egen måde: Hvis nogen siger til dig - "jeg hører, hvad du siger" - så hører de enten ikke efter, eller også har de tænkt sig alligevel at ignorere det, du siger.
Marianne forsøger at sætte mål op for sig selv for at komme igennem dagene. Hendes kæreste Morten tager alene afsted på den ferie de skulle have været på sammen, og på trods af de gode mennesker omkring hende, bliver dagene en kamp for overlevelse.
Denne roman er den sidste af de tre bøger om vrede kvinder, som Katrine Marie Guldager har skrevet, og efter min mening den bedste af dem. Den krøb virkelig ind under huden på mig. Må være obligatorisk læsning for alle, der arbejder i psykiatrien. 

'Jeg hører, hvad du siger' af Katrine Marie Guldager. Gyldendal 2024, 198 sider.

søndag den 17. marts 2024

'Skynd dig at elske' af Alex Schulman

'Skynd dig at elske' er forfatterens debutroman og kom på svensk i 2009. Først i 2023 er den oversat til dansk. Det er en erindringsroman, der i tilbageblik beskriver et familieliv med hovedfokus på en far og hans sønner.
Alex er kun 27 år, da han mister sin far. Fem år efter tager han tilbage til sommerhuset, hvor familien tilbragte mange timer sammen, og langsomt åbner han op for sine minder og giver sig selv lov til at huske tilbage. Nogle ting at vanskelige at tænke på og som læser følger man med på hele rejsen. Faren var en karismatisk tv-producer med temperament men også en ældre mand, da han fik sine tre yngste sønner. Måske deraf titlen; at man skal skynde sig at elske, fordi tiden kan være kort? Far-søn-forholdet påvirkes i høj grad af farens alder, hans tiltagende svaghed og behovet for at hans sønner hurtigt bliver de "voksne" i forholdet.
Velskrevet autofiktion om forholdet mellem en ældre mand og hans unge sønner.

'Skynd dig at elske' af Alex Schulman. Lindhardt & Ringhof 2023, 250 sider.

fredag den 8. marts 2024

'Den forbudte notesbog' af Alba de Céspedes

Hold da op - jeg er ret meget blæst bagover af denne roman. Den er fra starten af 1950'erne og foregår hen over ½ års tid i 1950. Valeria køber en sort notesbog og begynder at skrive om sin hverdag og sine tanker om livet, ægteskabet, forholdet til moderen og til de unge voksne børn. Hver dag kæmper hun en kamp for at finde tid og ro til at skrive, uden at hendes familie opdager det. Hun gemmer notesbogen, og hendes største frygt er at nogen skal finde den og læse i den. Så hun lader som om hun er bagud med andre huslige gøremål for at sidde oppe og skrive sent om aftenen. Som hun skriver om sin mand:
"Det er nemmere for ham at tro at jeg giver efter for en følelse af skyld end erkende at jeg er i stand til at tænke" 
Romanen giver et fantastisk fint psykologisk indblik i et kompliceret kvindeliv, der består af arbejdet på kontoret og derefter arbejdet i hjemmet, hvor Valeria slider i det for at forkæle sine børn, der aldrig hjælper hende eller synes at sætte pris på hendes indsats. I notesbogen får hun luft for sine tanker om ægteskabet - tomheden - længslen efter at blive set, samt sin egen magtesløshed. For sagen er at hun i høj grad begrænser og kontrollerer sin egen datter Mirella, der muligvis er i gang med at skabe sig det liv, som Valeria ikke engang tør drømme om. På samme måde som hun selv er blevet begrænset hele sit liv. Det manglende mod til at bryde ud og det stigende mismod, som hendes voksende erkendelse af udfordringerne skaber, er genialt beskrevet.
Hvis du er fan af Annie Ernaux og Simone de Beauvoir så er denne roman din næste must-read!

'Den forbudte notesbog' af Alba de Céspedes. Multivers 2023, 342 sider.

søndag den 3. marts 2024

'Resten af sommeren' af Lotte Kirkeby

Sofie og Thomas er med far i Tivoli. Om aftenen, da de kommer hjem, fortæller mor og far dem, at de skal skilles. Gennem Sofies fortælling følger vi familien resten af sommeren. Sorgen, som ikke kan komme til orde, tabet som ikke kan udtrykkes, usikkerheden i en verden, der pludselig forandres for altid. Mor der hele tiden siger: Det skal nok gå det hele; vi finder ud af det. Far der bliver til Jens og i et misforstået hensyn giver slip på børnene, selv om skilsmissen ikke er hans ønske. Thomas der trækker sig, og Sofie der står alene og usikker tilbage. Ti år gammel og med fokus på de t-ord, der kan udtrykke hendes oplevelser og følelser.
Forfatteren har et meget fint blik for de små detaljer, de sårende oplevelser, der sætter sig i et barnesind, alle de kejtede situationer, der skal fungere som en vejviser for barnet; hvordan er vi sammen fremover...
En tankevækkende og lidt dyster læseoplevelse.

'Resten af sommeren' af Lotte Kirkeby. Gutkind 2024, 251 sider.