onsdag den 31. august 2016

'Det forsvundne barn' af Elena Ferrante

Den fjerde Napoli-bog. Elena bryder med sin mand og indleder et forhold til Nino. Det bringer hende tilbage til Napoli og Lila. De er nu begge voksne kvinder med børn, men de konkurrerer stadig. På trods af sin uddannelse og succes som forfatter føler Elena sig ofte underlegen og er bestandig på vagt overfor Lila, som hun mistænker for at manipulere med alle omkring sig. Lila klarer sig godt i sit eget firma og har ret stor magt og indflydelse i kvarteret. Elena skiftevis misunder hende og føler sig alligevel intellektuel overlegen. Det er ikke nemt for Elena at være alene med sine døtre og forholdet til Nino er også vanskeligt, da han på trods af alle løfter alligevel ikke vil forlade sin familie. Elena må gang på gang erkende, at hun har brug for Lila i sit liv. Modsat har Lila store forventninger til Elena, som hun ikke er i stand til at leve op til. Og en dag vender en tragedie op og ned på alt.
Forfatteren formår med denne roman at afrunde og afslutte Napoli-serien på en helt igennem suveræn måde. Sjældent ser man et venskab mellem to kvinder beskrevet så hudløst ærligt og fint - på både godt og ondt. Så hvis du ikke har læst den endnu, så gå bare igang, - men start med nr. 1!

'Det forsvundne barn' af Elena Ferrante. C & K Forlag 2016, 543 sider

søndag den 21. august 2016

'De døde og de levende' af Benn Q. Holm

Karen og Ebbe er unge og forelskede. De bliver begge i 1943 involveret i modstandskampen, hvilket får store konsekvenser. Efter en mislykket mission må Ebbe flygte til Sverige, mens Karen bliver i Danmark. Da Ebbe i 1945 kommer tilbage sammen med Den Danske Brigade må han indse at meget har ændret sig. Ikke mindst forholdet til Karen. Også Ebbes gamle gruppeleder Erik har det svært i tiden efter krigen. Han kan ikke lægge revolveren fra sig og bevæger sig rastløst og søgende omkring i det købehavnske forretnings- og natteliv. En anden gammel kammerat har for altid taget skade af tiden i koncentrationslejrene både psykisk og fysisk.
Der er skrevet rigtig mange romaner om 2. Verdenskrig. Denne lægger især vægt på, hvor svært det har været for nogle at leve med freden. Hvordan bitterheden og de tunge minder let kommer til at tage overhånd, når freden og hverdagens rutiner melder sig.
Det er en velskrevet roman, men som læser er det alligevel lidt tungt at følge Ebbe, fordi hans tanker bliver så tunge og bitre.

'De døde og de levende' af Benn Q. Holm. Lindhardt og Ringhof 2016, 334 sider.

torsdag den 18. august 2016

New York noveller' af Jonas Gülstorff

Alle novellerne har New York som omdrejningspunkt og danskere som hovedpersoner. De fleste af hovedpersonerne kæmper for at få succes, ofte i forbindelse med arbejde. Vi møder bl.a. receptionisten, kokken, gadekunstneren, ejendomsmægleren og modellen. Selve novellerne giver et fint billede af det krævende liv som dansker i en amerikansk storby, og de fleste har også et overraskende tvist til sidst, der virker fint. De kunne måske godt have brugt en grundig redigering, og flere steder vil man som læser gerne lidt mere ind bag facaden.

'New York noveller' af Jonas Gülstorff. Books on Demand 2016, 195 sider.

tirsdag den 16. august 2016

'Opkald fra en engel' af Guillaume Musso

I lufthavnen i New York støder en mand og en kvinde ind i hinanden og får byttet rundt på deres mobiltelefoner. Da de opdager, hvad der er sket, er hun i Paris og han i San Francisco. De falder begge for fristelsen til at snage lidt i den andens liv, og finder ud af overraskende ting om den anden. Men som alle andre har også disse to nogle hemmeligheder, som de gerne vil holde for sig selv: Madeline, der nu er blomsterhandler i Paris, har en fortid som politibetjent i England og Jonathan har engang været en berømt kok...
Da Jonathan finder et billede på Madelines telefon af et menneske, som han genkender, tager handlingen for alvor fart. Det viser sig, at Jonathan og Madeline har samme interesse i en gammel kriminalsag fra London...
Denne roman er lidt af en page-turner. Jeg kunne ikke lægge den fra mig, så jeg læste den i et stræk. Letlæst og underholdende lægger den ud nærmest som en komedie, men handlingen udvikler sig hurtigt til lidt af en thriller og ender i filmisk høj fart og action. - De sidste 30-40 sider bliver det måske lidt for meget, men jeg følte mig godt underholdt!
Forfatteren er meget læst i Frankrig, men dette er hans første bog på dansk.

'Opkald fra en engel' af Guillaume Musso. Lindhardt og Ringhof 2016, 409 sider.

torsdag den 11. august 2016

'Astrid & Veronica' af Linda Olsson

I sommers tik jeg endelig læst denne roman. Den har meget længe stået på min liste og det var en god oplevelse!
Veronika har lejet et hus på landet. Hun har brug for at være alene med en stor sorg, imens hun forsøger at skrive på sin bog.. Men i huset overfor bor en gammel kvinde Astrid, der har endnu større sorger at bære på. Deres møde bliver en befrielse og lettelse for begge parter og på trods af den store aldersforskel udvikler et fint venskab sig mellem de to kvinder, imens de hver især forsøger at forlige sig med deres skæbne..
Dejlig bog, velskrevet, indimellem lidt barsk men afgjort værd at læse.

'Astrid & Veronika' af Linda Olsson. Aronsen 2008, 270 sider.

fredag den 5. august 2016

'Svaner bliver ikke skilt' af Audur Ava Olafsdottir

Det er nytårsaften, og Marias mand gennem 11 år har netop meddelt hende, at han vil forlade hende for at bo sammen med en anden mand. Maria forstår ingenting: Floke er hendes bedste ven, manden i hendes liv. Hvordan har hun kunnet undgå at opdage, at han i virkeligheden er homoseksuel? Tvillingerne Bjørn og Bergtora, som de kæmpede så hårdt for at få, er kun 2½ år og nu forlader Floke dem alle.
Samtidig kontaktes Maria af sin biologiske far, som hun aldrig har haft kontakt med.
Maria er i en slags choktilstand og hun taler med sin underbo dværgen Perla om situationen. Perla er psykolog og arbejder samtidig som ghostwriter for en krimiforfatter. Men hun ønsker at skrive sine egne ting og arbejder i øjeblikket på noget, hvor hun i høj grad lader sig inspirere af Maria. Hen mod slutningen går Perla mere og mere i et med bogens forfatter.
Maria er lidt af et overskudsmenneske. Den måde hun - trods den livskrise hun befinder sig i - er sammen med sine børn på, var det, der fascinerede mig mest ved denne roman. Ellers handler den mest om det at blive forladt; skilsmissen. Men også Marias lidt naive tilgang til ægtemandens tilståelse og hendes syn på ham, der lidt efter lidt ændres og krakelerer, giver et fint billede af hende som person.
Særlige citater fra bogen: "Det kan tit være ensomt at dele sit liv med folk, som man for det meste har opfundet selv." (Perla) "Jeg er nogle gange nødt til at forklare folk at det er en dobbelt lykke at have tvillinger" (Maria)

'Svaner bliver ikke skilt' af Audur Ava Olafsdottir. Batzer & Co 2016, 338 sider.