Viser opslag med etiketten omsorgssvigt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten omsorgssvigt. Vis alle opslag

lørdag den 22. august 2026

'Fars blå øjne' af Marie Skoven

Der er fokus på forholdet mellem far og søn i denne lille fine rørende roman. Svend er indlagt og døende, Den eneste han har tilbage i sit liv er sønnen Theo, som han ikke har meget kontakt med. Theos mor var en thailandsk kvinde Rungrat, der forlod familien, mens Theo endnu var lille. Svend har altid haft det svært med Theo, der hellere ville tegne end spille fodbold og desuden lignede sin mor lidt for meget af udseende. Nej så kan han bedre med naboens dreng Jesper, der spiller fodbold og har lyst hår. Svend ligger i sin hospitalsseng og funderer over det, der kunne have været. Theo sidder i den camper, hvor han bor sammen med Maja og gør det samme. Det er en fortælling, der meget fint viser, hvor svært det kan være at række hen over det, der er sket og den tid der er gået. Hvor vigtig en fars kærlighed er. Meget rørende og lidt sørgeligt.

'Fars blå øjne' af Marie Skoven. Attika 2026, 131 sider.

mandag den 23. marts 2026

'Farvel til Panic Beach' af Sara Stridsberg

"Gå tilbage i tiden, for at udholde nutiden". Det råd fik Nina af en sømand på en bar engang, - og det er et råd hun har brug for nu. Hendes lillesøster Eddie er død og sorgen er voldsom. I Ninas fortid fylder især hendes far Matti og hans familie; mest pga deres svigt. Men intet kommer af intet, og svigtet kan følges flere generationer tilbage: Tidlige dødfald, selvmord, kræftsygdom, alkoholisme osv.
Historien startes med Ninas oldemor Laura, men springer ellers meget frem og tilbage i tid; ja enkelte steder ser det ud til at tiden faktisk overskrides og generationerne interagerer på en ny måde.
Det er en ret svær roman at holde styr på. En slags vildtvoksende familie- og slægtsfortælling, der springer frem og tilbage i tid og emne. 

'Farvel til Panic Beach' af Sara Stridsberg. C & K 2025, 450 sider

fredag den 22. august 2025

'Stjernekiggeren' af Emilia Hansen

 Stella har solgt sin lækre lejlighed på Frederiksberg og er taget på cykeltur i Danmark, da hun har fået en aftale med et forlag om at skrive en cykelbog. Ellers et arbejdsområde der ligger ret langt fra hendes tidligere liv som forskningsleder indenfor medicinalsektoren. Der er sket noget, som tvinger hende på flugt. Alt går dog ikke helt som planlagt, da hun kolliderer med en hund og en ung tyveknægt et sted i Sønderjylland. Hun bliver samlet op af den ældre læge Åge og finder husly hos ham, imens hun kommer til hægterne igen.
Sideløbende med denne fortælling hører vi i tilbageblik om pigen Kimmie, der vokser op hos en alkoholiseret mor i København. Temaet om omsorgssvigt er en rød tråd gennem bogen, men desværre er plottet ikke helt troværdigt og slutningen virker også lidt påklistret. Kort sagt så har man lidt svært ved at tro på historien, selv om den er medrivende fortalt.

'Stjernekiggeren' af Emilia Hansen. Lindbak + Lindbak 2025, 261 sider.

søndag den 11. maj 2025

'Ned fra himlen' af Liv Duvå

Velskrevet ny roman fra Liv Duvå: 20-årige Maria forlader en morgen Johans lejlighed sammen med deres lille datter Sonja. Johan har igen holdt fest og Maria orker ikke mere. Hun tager ind på Fisketorvet og ringer derfra til sin moster Janne, der kommer og henter hende og Sonja. Moster Janne driver en rideskole i Brøndby Strand og bor på gården sammen med sin kæreste Pia. I højhusene tæt på befinder Marias mor Vibeke sig. Hun bor allerøverst oppe sammen med sin lille hund Skat. Vibeke er alkoholiker og Maria har forlængst afbrudt kontakten til hende, men måske har hun alligevel brug for sin mor nu? Højhusene er fulde af gift og skal rives ned, hvilket Vibeke har svært ved at forlige sig med. Højhusene bliver nærmest et symbol på fejlslagne prioriteringer i velfærdsstaten. Og en dag får Maria besøg fra kommunen.. Er hun en god mor? - Kan hun tage sig af Sonja? - Det har Johans forældre deres egen mening om, og den er ikke specielt positiv. Der var meget at diskutere i Romanklubben på Guldborgsund-bibliotekerne!

'Ned fra himlen' af Liv Duvå. Gads Forlag 2024, 400 sider.

lørdag den 8. april 2023

'Malma Station' af Alex Schulman

Jeg blev færdig med denne bog for et par dage siden, og da jeg vågnede tidligt i morges, så jeg pludselig nogle andre ting i den - især i slutningen - som jeg ikke i første omgang havde fæstet mig så meget ved. Jeg vil ikke spoile handlingen, kun konkludere, at det er en roman om det ultimative svigt.
En far og hans datter Harriet tager med toget til Malma for at begrave en elsket kanin.
En mand og hans kone - Oskar og Harriet - rejser til Malma, fordi hun har noget vigtigt at vise ham. 
En kvinde Yana rejser til Malma med et fotoalbum for at søge svar på de spørgsmål, som hun har til sin familiehistorie efter sin fars død.
Undervejs på togrejsen ser de forskellige personer tilbage på deres liv, der har været præget af opbrud, afsavn og svigt. Særlig barsk er beskrivelsen af den lille Harriet, der overhører forældrene skændes om børnene, da de skal skille. Både hendes far og hendes mor vil helst have søsteren Amelia... 
Lige i starten er romanen lidt forvirrende, indtil man finder ud af, hvordan personerne hænger sammen. Og selv når man har styr på det, så gælder det om at holde tungen lige i munden for at holde styr på en historie, der springer meget i tid og sted. Hemmeligheder afdækkes og langsomt oprulles en kæde af begivenheder, der viser sig at få store konsekvenser for bogens personer.
En velskrevet roman, der bliver siddende i læseren og næsten gør fysisk - og i hvert fald psykisk - ondt. Måske en af den slags romaner, som man bliver nødt til at læse to gange? 

'Malma Station' af Alex Schulman. Lindhardt og Ringhof 2023, 297 sider.

søndag den 6. november 2022

'For evigt' af Kristina Stoltz

Baby vokser op i et svensk rigmandshjem, men oplever et stort svigt, da hendes mor flytter væk for at bo hos en anden mand. Hendes far har for travlt med sit arbejde til at tage sig af hende, og en genforening med moderen bliver aldrig mulig. Da Baby som 16-årig bliver gravid flygter hun fra hjemmet og lander i første omgang i København. 
Mange år senere kommer Baby tilbage til sin lejlighed i København, hvor hendes barnebarn Cajsa nu bor i kollektiv. Ingen har hørt fra Baby i to år og hendes datter Anna har været ude af sig selv af bekymring. Efter et langt liv fuldt af svigt nægter Anna nu at tale med sin mor. Cajsa er aktiv i klimaaktivisme og Baby involverer sig i hendes liv, mens hun prøver at udtænke en måde at få kontakt med Anna på igen. Anna er forelsket i den suspekte Theis, som Cajsa ikke bryder sig om, og selv er Cajsa interesseret i Ask, der måske stadig har følelser for en anden.
De tre generationer af kvinder har hvert deres at kæmpe med og vi følger dem og deres livssituation på skift. Det er en fin roman med mange aspekter af levet kvindeliv. Min umiddelbare tanke er, at det bare er virkeligt forskelligt fra noget, som jeg selv har oplevet - og det er ret fascinerende. Minder lidt om Johanne Myginds 'Kærlighedens år'

 'For evigt' af Kristina Stoltz. Gutkind 2022, 428 sider.

tirsdag den 4. januar 2022

'Råb i støvregn' af Hua Yu

Drengen Sun Guanglin fortæller sin familiekrønike. Som seksårig giver hans familie ham bort, men som 12-årig vender han tilbage til sin biologiske familie. Hvorfor finder man først ud af i bogens slutning. Historien om skiftet mellem de to familier indrammer bogen, der kommer vidt omkring. Vi hører om den rige farmor, den ydmyge farfar og den tyraniske far. Guanglin falder aldrig til i sin biologiske familie, hvor han ydmyges og ikke trives. Både brødrene og forældrene synes at være imod ham. Det samme sker for den gamle farfar. Lag for lag skrælles af, indtil vi får et uklart billede af, hvorfor det er blevet sådan. Samtidig med den mindre familiehistorie får læseren også et indblik i et samfund der ændrer sig. En ny tid med formand Mao, hvor der skal skrives selvkritik og hvor stikkervirksomhed trives og ødelægger liv.
Romanen springer en del i tid, men giver et spændende indblik i et andet samfund og en anden tid, mens vi ad omveje langsomt nærmer os historiens kerne.

' Råb i støvregn' af Hua Yu. KLIM 2021, 325 sider

lørdag den 17. oktober 2020

'Katalog over katastrofer' af Stine Askov

14-årige Helle bor sammen med sin far Bengt ude på landet et sted i Nordsjælland. Vi er midt i 1980'erne, og truslen om en kommende atomkrig fylder meget. Faktisk fylder den så meget for Bengt, at han forbereder sig selv og sin datter på den kommende katastrofe. Helle er derfor veltrænet, i god form og i stand til at bruge både kniv og gevær, samt rense sine egne fisk m.m. Men det er svært for Helle at fokusere på den store katastrofe, som hendes far taler om, når andre mere synlige katastrofer lurer lige om hjørnet: Hun har fx aldrig penge til at købe noget til sig selv og venskabet med nabodrengen Tommy er ved at ændre sig til noget andet. Det er også svært for Helle at balancere i forholdet til sin mor, der er stewardesse, udsteder løfter, som hun aldrig holder og lever et helt andet slags liv. De katastrofer Helle møder i sit liv optræder ikke i farens katalog over katastrofer, og Helle får hverken redskaber eller hjælp til at løse dem. - Og så sker atomulykken i Tjernobyl...
Det er en virkelig tankevækkende og velskrevet fortælling. Det er for nemt at kategorisere Helle som et omsorgssvigtet barn, selv om det er sådan, hun vil fremstå i omverdenens øjne. For kan man egentligt bebrejde far Bengt? Der er masser af kærlighed i ham og i sine bestræbelser på at beskytte, opdrage og gøre alt det rigtige, kommer han alligevel til at gøre alt det forkerte.
De fine nuancerede personbeskrivelser og det tiltagende vanvid giver læseren en knugende fornemmelse i maven, - og man gribes mere og mere af handlingen og overvejelserne omkring, hvordan det skal gå. - Hvilket naturligvis ikke skal afsløres her!
Fuldt fortjent at romanen er udvalgt til DR's romanklub i år.

'Katalog over katastrofer' af Stine Askov. Gyldendal 2020, 300 sider.

 

fredag den 20. december 2019

'Oplyst' af Tara Westover

En stærk amerikansk erindringsroman. Den stærkeste jeg har læst siden "Glasslottet" af Jeannette Walls.
Tara vokser op som den yngste i en søskendeflok på syv. Hendes forældre er mormoner og stærkt troende. Især hendes far har en høj grad af mistillid til det offentlige system. Børnene bliver ikke sendt i skole, man bruger ikke hospitalerne og familien opbygger et stort lager af forsyninger med henblik på "de sidste dage". Moderen arbejder som jordemoder og faderen driver en skrothandel, hvor børnene også arbejder. Det er en farlig arbejdsplads, og de kommer da også på skift ret voldsomt til skade. En af Taras ældre brødre bryder ud og går på college, og da en anden brors voldelige tendenser eskalerer, beslutter Tara sig for at gå samme vej. - Men det er ikke uden problemer at komme ind på universitetet, når man aldrig har gået i skole...
Det er en meget stærk fortælling om en usædvanlig pige, der kæmper for at finde sig selv og slippe væk fra en cirkel af vold. Men det fine i bogen er, at hun lykkes virkelig godt med også at beskrive kærligheden og familieloyaliteten, - alle de ting der gang på gang drager hende tilbage til familien, selv om hun som regel bliver skuffet og svigtes. Sorgen over at miste sin familie, men også den forskel som uddannelse og oplysning har gjort i hendes liv er rørende og rammende beskrevet.

'Oplyst' af Tara Westover. Lindhardt og Ringhof 2019, 380 sider

onsdag den 12. september 2018

'De loyale' af Delphine de Vigan

Historien fortælles af 4 stemmer: Vores hovedperson Hélène, der er lærer, drengene Mathis og Theo, der er to af hendes elever og Mathis' mor Celine.
Theo er på vej ud på et skråplan. Han er begyndt at drikke alkohol og lokker Mathis med sig. Theo har nogle helt specielle udfordringer som bliver tydeligere og tydeligere efterhånden som fortællingen skrider frem. Hélène er urolig for ham, hun genkender noget i ham fra sin egen barske barndom, men det er svært at pege direkte på hvad der bekymrer hende; drengen har ingen blå mærker eller andet, der indikerer at han bliver mishandlet; alligevel er hun overbevist om at han ikke har det godt. Mathis er usikker overfor Theo, som han beundrer. Mathis's mor Celine har både sine egne problemer at takle, da hun finder ud af at hendes mand lever et dobbeltliv - og Mathis' da hun opdager, at han drikker alkohol.
Det er en utrolig velskrevet bog, der stiller flere spørgsmål end den besvarer: Hvordan griber man ind, hvis mennesker omkring en ikke har det godt? Hvordan spotter man et barn i krise, og kan man handle kun på sin intuition? Børn er så loyale overfor deres forældre, at det i sidste ende kan blive farligt.
En rystende og fascinerende fortælling, af den slags man godt kan gå og tænke over i et stykke tid.

'De loyale' af Delphine de Vigan. Peoples Press 2018, 187 sider.


torsdag den 28. januar 2016

'Glasslottet' af Jeannette Walls

Denne biografi giver et meget fint portræt af en dysfunktionel amerikansk familie. Jeannette Walls beskriver med stor kærlighed og empati sin opvækst i 1960'erne og 1970'ernes USA. Familien flytter konstant rundt på flugt fra gæld og forpligtigelser. Faderen har store planer og drømme, der sjældent bliver til noget, fordi han ikke kan holde sig fra alkohol. Moderen er en kunstnerisk sjæl, der på trods af god vilje og intelligens ikke formår at tage ansvar, hverken for sig selv eller andre. Kort sagt så formår forældrene ikke at sørge for de fire børn, der må passe sig selv og finde deres egen vej i et liv, der både rummer leg, frihed og kærlighed, men samtidig er fuld af rod, snavs, svigt, overgreb og sult. Selv om bogen rummer mange barske episoder, formår forfatteren hele vejen igennem, at skildre forholdene med en blanding af frustration og kærlighed, der går lige i hjertet på læseren.
Minder på nogle punkter om 'Angelas Aske' af Frank McCourt, men på en eller anden måde er der mere håb og livskraft i denne meget velskrevne bog.

'Glasslottet' af Jeannette Walls. Hr. Ferdinand 2011, 389 sider.

søndag den 21. april 2013

'Zornig - vrede er mit mellemnavn' af Lisbeth Zornig Andersen

I min jagt på en bog at sammenligne 'Sommerbarn' af Kirsten Myers med kom jeg til at tænke på denne. Tog den med hjem og læste den. Lisbeth Zornigs beretning om en barndom i Underdanmark i 1970'erne og 1980'erne er barsk læsning. Mærkeligt at tænke på at jeg har været barn på samme tid som hende, men haft så fuldstændig en anderledes barndom. Lisbeth og hendes tre store brødre lever en stor del af deres barndom sammen med deres mor og en stedfar, der både drikker, slår og det der er værre. Opmærksomhed fra tilfældige voksne er små lyspunkter, men der er også mange eksempler på svigt. Tanker: Hvad kan vi gøre for at møde disse børn, hvad kan vi i vores hverdag gøre for at gøre livet lidt lettere for et udsat barn? Hvor tit ser vi den anden vej og gør ingenting, fordi vi ikke vil blande os?

'Zornig - vrede er mit mellemnavn' af Lisbeth Zornig Andersen. Gyldendal 2011, 212 sider.

onsdag den 17. april 2013

'Sommerbarn' af Kirsten Myers

En meget stærk debut. Det er ikke en bog for sarte sjæle.
Anne vokser op på en gård i Østjylland i 1960'erne. Hendes far er proprietær, og hendes mor er dygtig til at holde en facade udadtil. Annes liv er imidlertid et dagligt helvede af angst, ydmygelser og misbrug. Forældrene er alkoholiserede og opdager ikke, at den seks år ældre bror Troels lader sine egne frustrationer gå ud over den yngre søster. I moderens øjne kan Troels ikke gøre noget forkert, og Anne får skylden for alt. Ud over angsten og sorgen beskrives også tiden og miljøet på den østjyske proprietærgård i 1960'erne meget fint.
Jeg har sjældent læst noget, der er så fuldstændigt gennemsyret af ondskab. Samtidig tror man på historien, hvilket gør den så meget mere uhyggelig. Det giver i høj grad stof til eftertanke. Hvordan finder og hjælper vi de børn, der bliver udsat for så forfærdelige ting i deres barndom, når nogle forældre er så gode til at holde en facade udadtil? - Og hvor tit lukker vi øjnene for noget, som vi som ansvarlige voksne medborgere burde reagere på?

'Sommerbarn' af Kirsten Myers. Gyldendal 2013, 315 sider.

fredag den 1. august 2008

'Svinestierne' af Susanna Alakoski

Dette er en sort - men gribende - beretning fra livets skyggeside, fortalt meget loyalt og troværdigt af Leena; datter af finske indvandrere i Sverige. Forældrene drikker og hverdagen, der i starten nok synes lidt fattig, men dog med lyspunkter, udvikler sig i løbet af bogen til en daglig kamp for overlevelse; en kamp for at undgå tæsk, passe på mor, bede til Gud og forsøge at råbe myndighederne op. Leena starter beretningen om sin barske barndom med historien om killingerne der altid skulle druknes, set i bakspejlet meget symbolsk. Man sidder tilbage med en uhyggelig vished om, at der også i dag findes børn, der svigtes så totalt af alle omkring dem som Leena og hendes søskende svigtes. Det er en virkelig barsk historie, men den er fremragende fortalt.