lørdag den 31. december 2016

'Hvalrytteren' af Witi Ihimaera

Maori-pigen Kahu er 8 år. Siden hun var helt lille og mistede sin mor, har hun længtes efter sin farfars accept og kærlighed. Hendes farfar er en højtstående maorihøvding, men Kahu er en pige, og den gamle høvding ønsker sig en dreng, der kan blive hans arvtager. Så Kahus store interesse for hvalerne og den gamle maorikultur hjælper hende ikke. Først da en stor flok hvaler strander udfor landsbyen, får Kahu mulighed for at bevise sit værd. Og endelig går det op for den gamle høvding, at Kahu har arvet nogle helt særlige evner. Sideløbende med historien om Kahu, - der fortælles af hendes farbror, hører vi også de gamle myter om hvalrytteren, der for mange år siden kom til landet ridende på en hval, - og lidt om hvordan det siden er gået hvalerne.

'Hvalrytteren' af Witi Ihimaera. Hjulet 2016, 155 sider.

fredag den 30. december 2016

'Lindetræ' af Hélène Lenoir

I et stort gammelt hus, som de har arvet efter deres mor, bor søskendeparret Gilles og Sophie. Sophie vil gerne sælge huset og starte forfra et andet sted, mens Gilles ønsker, at alt skal forblive, som det er. I naboens have er anlægsgartner Raach på arbejde. Han værner om lindetræet, som er det eneste, der er tilbage af den have, der engang hørte til Gilles og Sophies hus..
Rasch og Sophie indleder et forhold, der sætter yderligere gang i Sophies frihedstrang. Gilles er mest optaget af det besøg de to venter af Sophies datter Carole, der er på kostskole. Carole har gentagne gange aflyst sine besøg og man fornemmer at det hænger sammen med Gilles næsten sygelige optagethed af hende.
Sprogligt er det en lidt finurlig men velskrevet roman, der gengiver hovedpersonernes tankegang i spring og lange monologer. Man kommer helt ind i deres inderste argumenteren med sig selv, og vi hører skiftevis fra den ene og den anden.

'Lindetræ' af Hélène Lenoir. Arvids 2016, 127 sider.

torsdag den 29. december 2016

'Vejen til Wildflower Hill' af Kimberley Freeman

I denne underholdningsroman følger vi på skift to kvinder: Beattie, der i 1929 som 19 årig bliver gravid med en gift mand og rejser med ham fra Glasgow til Australien for at starte på en nye tilværelse. Men ingenting bliver som hun har håbet, og Beattie tvinges til selv at tage ansvar for sit eget og datteren Lucys liv. På farmen Wildflower Hill møder hun Charlie, og lægger en dristig plan for at skabe sig en fremtid.
London 2009: Beatties barnebarn Emma danser ballet og er en kendt og berømt ballerina. Men hun har ikke tid til at tænke på meget andet end sig selv. Det går langsomt op for hende, da kæresten Josh forlader hende. Og så kommer hun til skade; falder ned af en trappe og ødelægger sit knæ. Nedbrudt og fortvivlet rejser hun hjem til Australien. Her venter hendes mor og morbror med en nyhed. Hendes elskede mormor har efterladt hende et hus på Tasmanien. Emma rejser til Wildflower Hill, først med den klare intention at rydde huset og sætte det til salg, men efterhånden som hun graver i sin mormors fortid, ændrer alt sig. Udmærket underholdningsroman om familiehemmeligheder, kærlighed, slægt og arv.

'Vejen til Wildflower Hill' af Kimberley Freeman. Det Blå Hus 2015, 437 sider

onsdag den 28. december 2016

'Hjerneskælv' af Zenia Johnsen

Zenia Johnsen faldt for 4 år siden ned af en trappe og pådrog sig en alvorlig hjernerystelse. En hjernerystelse af den slags, der ikke lige går væk. I smukke bevægende korte prosastykker - post kort - kommer hun med kommentarer til hverdagens oplevelser - efter hjernerystelsen. Med humor og selvironi tager hun sin læser med ind i en verden, hvor det at købe en ny sofa, modtage et telefonopkald fra socialrådgiveren, møde sin nabo på gaden eller gå rundt i snevejr - får en helt ny betydning. De enkle postkort ledsages af smukke stemningsfulde billeder. Det er en bog, der er svær at beskrive, men den rørte mig dybt, og selv om den er kort, er det ikke lige en bog, man glemmer! Hermed anbefalet!

'Hjerneskælv' af Zenia Johnsen. Jensen & Dalgaard 2016, 74 postkort.

torsdag den 15. december 2016

'En søster i mit hus' af Linda Olsson

De to søstre Maria og Emma har aldrig haft særlig god kontakt med hinanden, men for to år siden mistede de deres mor, og til begravelsen inviterede Maria sin lillesøster til at besøge sig i Spanien.. Nu kommer Emma på besøg og i starten er deres samvær lidt anstrengt og akavet. Deres situation har desuden ændret sig i løbet af de to år, der er gået, siden de sidst så hinanden. Maria har mistet det menneske, hun holdt allermest af, og Emma er både blevet syg og forladt af sin mand.
Men lidt efter lidt nærmer de to søstre sig hinanden. Der er seks år imellem dem, og deres oplevelser af barndomshjemmet og forældrene er vidt forskellige. Marias dom over moderen er hård, men gradvis begynder hun at se tingene i et mere differentieret lys. Og til sidst må de også tale om det emne, som i hvert fald Maria hele tiden har forsøgt at undgå. Barndommens store tab, da den elskede søster Amanda døde.
En roman om svigt og søstre, kærlighed, jalousi, overlevelse og afstandtagen. Store emner, og i det store hele også en udmærket bog, selv om jeg ikke synes, at den helt lever op til Linda Olssons øvrige romaner. Søstrenes forhold og deres samtaler kommer til at virke lidt for terapeutiske.

'En søster i mit hus' af Linda Olsson. Aronsen 2016, 176 sider.

mandag den 12. december 2016

'Hjemfærd' af Yaa Gyasi

En fantastik velskrevet debutroman om to afrikanske halvsøstre og deres efterkommere gennem flere hundrede år. Effia og Esi er begge født i det senere Ghana i sidste del af 1700-tallet. Mens Effia bliver gift med en fremtrædende britisk officer på Cape Coast, bliver Esi taget til fange, solgt som slave og sendt med et slaveskib til Amerika.
I alle de følgende kapitler følger vi skiftevis Esis og Effias efterkommere frem til nutiden. Esis efterkommere lever med slaveri, undertrykkelse, oprør og kamp for lige rettigheder i USA, mens Effias slægt efter slægt oplever kolonisering, missionering og undertrykkelse samt stammekampe i deres eget land. Hvert kapitel fungerer næsten som en selvstændig fortælling med en ny hovedperson, men samtidig er det tydeligt at generationernes samspil har stor betydning for de valg den enkelte tager.
Det er en spændende og til tider meget barsk fortælling om de vilkår som slaverne og deres efterkommere har måttet leve under igennem generationer. Alle personer bliver levende og nærværende for en, og det var en bog, jeg havde svært ved at slippe. Kan anbefales!

'Hjemfærd' af Yaa Gyasi. Lindhardt og Ringhof 2016, 355 sider

fredag den 9. december 2016

'Teknologi' af Kasper Hedegaard Schiølin

Hvad er teknologi? Hvordan påvirker teknologi vores hverdag? Bliver vi slaver af teknologien? Forfatteren kommer omkring mange aspekter af teknologiens historie - lige fra hjulet over bogtrykkerkunsten til moderne teknologi. Desuden lægges op til debat omkring teknologiens etik, - hvor langt er vi villige til at gå i forhold til at blande os i livets grundvilkår. Vi havde bogen på dagsordenen i debatcaféen på Hovedbiblioteket i Nykøbing F. i oktober.

'Teknologi' af Kasper Hedegaard Schiølin. Århus Universitetsforlag 2016, 60 sider.