Viser opslag med etiketten samfundskritik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten samfundskritik. Vis alle opslag

tirsdag den 5. maj 2026

'Tysktime' af Siegfried Lenz

 Jeg er startet i en læseklub! - Ikke en læseklub, hvor jeg selv sidder med som bibliotekar, hvilket ellers er det, jeg har mest erfaring med, men en, hvor jeg er almindelig deltager, - og hvor vi kun er fire medlemmer. Den første bog, vi har læst, er 'Tysktime' af Siegfried Lenz, som vi diskuterede på vores første møde i sidste uge.
Det var ikke en roman, der umiddelbart fangede mig, så lige i starten tænkte jeg, at det godt kunne blive en tung omgang. Jeg blev aldrig grebet på den måde, at jeg ikke kunne lægge den fra mig, men til gengæld på den måde, hvor man læser et stykke igen, fordi der er noget på spil og noget at tænke over.
Siggi sidder i ungdomsfængsel og har fået en opgave; han skal skrive en stil om 'pligtens glæder'. Og det er et emne han har meget at sige om. Han ser tilbage på sin barndom under krigen, hvor hans far - politibetjenten i en fiktiv nordtysk landsby - skal opretholde ro og orden. Landsbyen huser også en kendt maler, som faren har kendt siden de begge var børn. Ja maleren har endda engang reddet hans liv. Nu kommer der bud fra Berlin med et malerforbud mod malerens arbejde, som betjenten skal opretholde, hvilket han gør meget nidkært.
Det er en roman om barnets loyalitet, og om barnets loyalitetskrise; skal han følge sin far eller maleren, som han beundrer? Desuden handler det i høj grad om det at gøre sin pligt. Kan alle handlinger undskyldes med, at man bare gjorde sin pligt? - På den måde bliver romanen, der udkom i 1968, også et opgør med 2. Verdenskrig; et dokument fra de unge tyskere til de gamle.
Vi havde en meget givende samtale om romanen i Beldringe.

'Tysktime' af Siegfried Lenz. Valdemar 2015, 437 sider.

torsdag den 13. november 2025

'Tjenerindens fortælling' af Magaret Atwood

Vi har haft klassikere på som et tema på vores årlige bogcafé Vin & Bøger. Derfor har jeg fået læst/genlæst nogle af de bøger, der har gjort indtryk gennem tiden. Deriblandt denne, der nok blev ekstra kendt, da Netflix i 2017 lavede en serie med udgangspunkt i romanen.
I et fremtidigt dystopisk USA har konservative kristne kræfter taget magten. Alle kvinder er blevet fyret og forment adgang til deres bankkonti, som deres mænd fremadrettet skal råde over. Fertile kvinder, der på en eller anden måde ikke passer ind, holdes som tjenerinder i velhavende familier, der ikke kan få børn. Her skal de tjene herskabet og helst producere et barn.
I dette miljø følger vi Offred, der er tjenerinde i en familie. Hun beskriver hverdagen, men ser også tilbage på alt det hun tidligere tog som en selvfølge; frihed, demokrati og basale rettigheder.
Noget af det bogen undersøger er, hvordan det føles for almindelige mennesker, når et samfund bevæger sig fra demokrati til tyranni. Hvordan reagerer man på de første tegn, hvornår går alvoren op for en? Det er meget fint beskrevet i denne roman.
Udkom oprindeligt i 1985.

'Tjenerindens fortælling' af Magaret Atwood. Lindhardt og Ringhof 2017, 365 sider (4. udgave)

fredag den 10. oktober 2025

'Træerne vandrer i Alexandria' af Alaa Al-Aswany

Den egyptiske forfatter har igen skrevet en medrivende og samfundskritisk kollektivroman. Vi følger en flok intellektuelle, der har for vane at mødes i de sene aftentimer i Lydas restaurant i Alexandria. Tidsmæssigt er vi i 1960'erne og revolutionen er en virkelighed, som alle lever med, men har forskellige holdninger til. Ud over Lyda møder vi kunstneren Anas, boghandleren Chantal, der oprindelig er franskmand, advokaten Abbas, restaurantens førstemand Carlos og Tony, der ejer en chokoladefabrik. Også Abbas' bror, der er glødende tilhænger af regimet spiller en væsentlig rolle i romanen. For hvad sker der, når alle overvåger alle, og ingen kan vide sig sikre? Når mennesker, man elsker, bliver truet på livet? Eller bliver frataget deres levebrød? Når man ikke kan overskue konsekvenserne af det man sætter i gang? Dén tid, de alle kender, er i opbrud og store ændringer på vej.
En spændende og fascinerende læseoplevelse, som jeg kun kan anbefale!

'Træerne vandrer i Alexandria' af Alaa Al-Aswany, Politikens Forlag 2025, 400 sider.

søndag den 22. juni 2025

'Normaliseret' af Haidar Ansari

Et politisk langdigt, sprogligt skarpt, selvironisk aggressivt og samfundskritisk. Fokus på den delte verden vi lever i; den brune og den hvide, den i fængsel og den udenfor, den på de bonede gulve og den på gaden. Det er virkeligt stærkt og indimellem også ret voldsomt, når der peges direkte på alt det grimme. 

'Normaliseret' af Haidar Ansari. Gyldendal 2025, 86 sider

lørdag den 18. maj 2024

'Jeg er hende: et skrig' af Tina Frank

En lille bog med et indhold, der gør indtryk og bliver siddende i læseren.
Mange af de små prosatekster, som bogen består af, indledes med sætningen "Jeg er hende der..." og så en kort beskrivelse af håndteringen af en situation eller reaktionen på en oplevelse. Der er fokus på kvinders og pigers oplevelser, men i høj grad også på, hvordan man selv som kvinde er præget og påvirket af en kultur, der lader voldtægter og overgreb fungere som en slags pirrende underholdning. Det skrives frem på en måde, der virker både skræmmende og skamfuldt, og kaster lys over, hvordan vi som kvinder nemt kan miste fodfæste i en maskulint domineret verden.
Efter flere korte prosastykker om voldtægtssager følger fx en side med kun en sætning: "Jeg har en datter" - Det virker meget stærkt!

'Jeg er hende: et skrig' af Tina Frank. Rebel With a Cause 2024, 62 sider

søndag den 9. april 2023

'Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet' af Glenn Bech

Denne bog provokerede mig, hvilket jeg går ud fra også er meningen. Forfatteren sætter fokus på noget som er svært for os almindelige privilegerede middelklassedanskere at forstå. For ja, det er svært at sætte sig ind i, hvordan det må være ikke at kunne holde sin kæreste i hånden, når man går på gaden, altid at være bange for at vise sin kærlighed, altid føle sig forkert. Nogle ting er lettere at identificere sig med alt efter hvem man er, går jeg ud fra. At være ved at brække sig over de rige privilegerede venstreorienteredes "rigtige" holdninger til alt. At de virkelig modige er provinsbøsserne, som han skriver et sted. Fordi der skal så meget mere mod til at stå ved sin seksualitet i nogle miljøer end i andre. Og hvis en homoseksuel forfatter vinder en pris, hvorfor nævner man så hans/hendes seksualitet, når det overhovedet ikke er det, prisen handler om. Kan det ikke være fuldstændig ligegyldigt? - Jo helt enig - jeg gider faktisk ikke rigtig gå op i hvem andre har sex med. Kan vi ikke bare se på hinanden som mennesker? Men nej det kan vi åbenbart ikke - ikke så længe vi bliver ved med at chikanere folk, der er anderledes end os selv, - hvilket vel er noget, vi alle i en eller anden grad er skyldige i. Det der irriterer - og til en vis grad provokerer - mig, er at han så alligevel falder for fristelsen til at rangordne, hvem der har det værst og hvem der ikke har noget at brokke sig over. Til sidstnævnte gruppe hører åbenbart - udover de venstreorienterede københavnere - heteroseksuelle kvinder. - Og hvor ved han så det fra, kunne man fristes til at spørge? Nå men alt i alt et meget velskrevet manifest, som jeg egentlig først havde bestemt mig for at skimme hurtigt igennem, men hurtigt blev fanget af og ikke kunne lade være med at læse fra ende til anden. 

'Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet' af Glenn Bech. Gyldendal 2022, 328 sider

lørdag den 18. marts 2023

'De savnede hjerter' af Celeste Ng

Romanen foregår i et fremtidens USA, hvor en lov PACT regulerer hele samfundet. Loven går ud på at fremme og opretholde amerikanske værdier ved at forbyde alt, hvad der kan betegnes som uamerikansk. Hvis et forældrepar ikke er patriotiske nok, kan børnene fx blive tvangsfjernet. Dette skaber et samfund fuld af frygt og undertrykkelse.
I dette samfund lever tolvårige Bird et stille, roligt og rutinepræget liv sammen med sin far, der arbejder på byens universitetsbibliotek. Hans mor Margaret Miu er af kinesisk afstamning og hun forsvandt for tre år siden. Engang for mange år siden under Krisen skrev Margaret en digtsamling, som en gruppe af mennesker, der ønsker at gøre op med undertrykkelsen, har taget til sig.
Bird savner sin mor, og en dag modtager han et postkort, som han er sikker på kommer fra hende, selv om der ikke står noget på det. Pludselig får han øje på ting, der minder ham om hans mor, og han beslutter sig for at tage afsted for at finde hende...
Endnu en god, velskrevet og tankevækkende samfundskritisk bog fra den amerikanske forfatters hånd.  

'De savnede hjerter' af Celeste Ng. Politikens Forlag 2023, 300 sider.

tirsdag den 4. januar 2022

'Råb i støvregn' af Hua Yu

Drengen Sun Guanglin fortæller sin familiekrønike. Som seksårig giver hans familie ham bort, men som 12-årig vender han tilbage til sin biologiske familie. Hvorfor finder man først ud af i bogens slutning. Historien om skiftet mellem de to familier indrammer bogen, der kommer vidt omkring. Vi hører om den rige farmor, den ydmyge farfar og den tyraniske far. Guanglin falder aldrig til i sin biologiske familie, hvor han ydmyges og ikke trives. Både brødrene og forældrene synes at være imod ham. Det samme sker for den gamle farfar. Lag for lag skrælles af, indtil vi får et uklart billede af, hvorfor det er blevet sådan. Samtidig med den mindre familiehistorie får læseren også et indblik i et samfund der ændrer sig. En ny tid med formand Mao, hvor der skal skrives selvkritik og hvor stikkervirksomhed trives og ødelægger liv.
Romanen springer en del i tid, men giver et spændende indblik i et andet samfund og en anden tid, mens vi ad omveje langsomt nærmer os historiens kerne.

' Råb i støvregn' af Hua Yu. KLIM 2021, 325 sider

torsdag den 30. december 2021

'Jordboerne' af Sayaka Murata

Natsuki kan aldrig gøre sin mor tilpas og føler sig udenfor i sin familie. Hendes eneste fortrolige er fætteren Yuu. De to børn mødes hver sommer hos bedsteforældrene og fantaserer om magi og rumvæsen-egenskaber. Da Natsuki oplever et overgreb fra sin lærer må hun gå til ekstremerne for at overleve, og det kommer til brud med den elskede fætter.
Mange år senere er Natsuki blevet gift. Hun og hendes mand har indgået en aftale og lever sammen i et slags aseksuelt venskab, hvor hver passer sit. Sammen er de enige om, at de kommer fra en anden planet, og at de må forsøge at leve som jordboere for at overleve. Fabrikken - omgivelserne - er hele tiden efter dem for at få dem til at formere sig og tjene som et arbejdsredskab for fabrikken. For at slippe væk tager de op i bjergene og opsøger Natsukis bedsteforældres sted, hvor fætteren Yuu nu bor.
Det er en vild og vanvittig historie, der sætter fokus på hvordan vi alle tilpasser os samfundets forventninger, - og hvad der sker, hvis man ikke passer ind. En ret grotesk afslutning, gør den måske lidt for ekstrem for mig, men helt sikkert en tankevækkende læseoplevelse. 

'Jordboerne' af Sayaka Murata. Grif 2021, 235 sider.

søndag den 25. juli 2021

'Demokratiets tusmørke: Når politik spiller fallit og venners veje må skilles' af Anne Applebaum

I denne bog sætter Applebaum fokus på den opløsningstendens, som hun oplever i den vestlige verdens demokratier. Med et særligt fokus på Lov og Retfærdighedspartiet i Polen, Victor Orban i Ungarn, brexit og valget af Trumph i USA spørger hun sig selv: Er vi på vej ind i demokratiets tusmørke?
Forfatteren tager udgangspunkt i den optimisme og udvikling, der prægede årene efter Murens fald og ser på, hvordan gamle venner i løbet af 20-30 år har forvandlet sig til fjender, men helt forskellige holdninger. Magthaverne taler ned om samfundets elite og eksperter, demokratiske spilleregler sættes ud af kraft. I en søgen efter enkelhed og konformitet giver vi afkald på friheden og et åbent samfund med plads til diversitet og forskellighed. Midlerne til at nå målet kan fx være nostalgiske fortællinger fra gamle dage, konspirationsteorier og direkte løgne, der gentages i ekkokamre på de sociale medier.
Resultatet bliver at personlig og politisk frihed stækkes, og de demokratiske samfund svækkes..
Bogens emne optager mig, men der er lidt for meget namedropping undervejs. Forfatterens personlige forhold til de forskellige kendte politiske figurer interesserer mig mindre end hendes analyse af demokratier i krise, der til gengæld er interessant.
Forfatteren er historiker og politisk kommentator og har vundet Pulitzerprisen for sit arbejde. 

'Demokratiets tusmørke: Når politik spiller fallit og venners veje på skilles' af Anne Applebaum. Kristeligt Dagblads Forlag 2020, 224 sider.

søndag den 30. maj 2021

'Rige børn leger bedst: et portræt af det danske klassesamfund' af Jørgen Goul Andersen m.fl.

 Interessant debatbog om det danske klassesamfund. Gennem de sidste 30-40 år har top og bund i det danske samfund fjernet sig stadig mere og mere fra hinanden. Ikke kun fordi den økonomiske ulighed er voksende, men også fordi de rigeste i stigende grad har bosat sig i storbyerne og fortrængt store dele af arbejder- og middelklassen til provinsen. Det betyder at overklasse og arbejderklasse får mindre og mindre kendskab til hinandens liv; deres børn går ikke længere på de samme skoler og man gifter sig oftere med nogen fra ens egen samfundsklasse. Den enkelte oplever ikke længere samfundets forskellighed, men lever i stigende grad sammen med mennesker, der ligner en selv. Når beslutningstagere og meningsdannere på samme måde lukker sig om sig selv, bliver det en trussel imod hele vores samfund.
Produktionsdanmark er rykket vestpå og forrykker balancen mellem by/land yderligere. Samtidig har vi en stadig voksende gruppe mennesker, der langvarigt befinder sig udenfor arbejdsmarkedet.
Forfatterne belyser problematikken på en fin måde ved at skifte mellem tal/statistik, litterære beskrivelser af byområder, analyser af sumfundsudviklingen og sidst i bogen; løsningsforslag.
En interessant og velskrevet fagbog, der bør være obligatorisk læsning på Christiansborg!

'Rige børn leger bedst : et portræt af det danske klassesamfund' af Lars Olsen, Lars Andersen, Niels Ploug, Sune Caspersen og Jørgen Goul Andersen. Gyldendal 2021, 245 sider.

søndag den 11. april 2021

'Det Danmark du kender' af Peder Frederik Jensen

Det er tidligt om morgenen på en lollandsk landevej: Lollands borgmester Morten Jørgensen er på vej hjem fra et møde i København. Han har drukket, og han kører for stærkt. Drengen Niels er på sin knallert på vej rundt med aviser. Frank er lastbilchauffør og lige ved at være hjemme efter en længere tur til Norge.
Morten ringer til sin elskerinde Sigrid - og gennem telefonen hører hun ulykken ske...
Bogens indledning lægger op til en dramatik, der måske ikke rigtig forløses, - men i stedet får vi en vedkommende og hudløs beretning om fire menneskeskæbner på Lolland.
Og jeg ved egentligt ikke om det er så vigtigt, at de er fra Lolland? Vi møder socialdemokraten, der er blevet borgmester, men er træt af alle dem fra København, der bliver ved med at eksportere problemer til hans kommune. Samtidig er han fanget mellem to kvinder, som han ikke vil undvære, men alligevel er ved at miste. Vi møder en stor dreng, der forsøger at kæmpe den umulige kamp det er at komme fri af den sociale arv. Vi møder den velhavende Sigrid, der som datter af en af egnens storbønder har investeret og mildest talt sidder godt i det. Til gengæld passer hun ikke ind i den mands liv, som hun elsker.
Det er markante skæbner, som forfatteren her præsenterer os for - og en velskrevet socialrealistisk roman med fokus på velfærdsstatens problemer og uligheder.. - Om det Danmark, som du måske ikke kender!

'Det Danmark du kender' af Peder Frederik Jensen. Peoples Press 2020, 275 sider.

lørdag den 9. maj 2020

'Jeg løb mod Nilen' af Alaa Al-Aswany

En stor roman, både hvad angår indhold og omfang.  Året er 2011, og det arabiske forår er nået til Egypten. I Cairo møder vi mange forskellige mennesker fra alle dele af samfundet. Størst indtryk gør skolelæreren Asma og hendes kærlighedsbreve til Mazen, der arbejder på en cementfabrik. De deltager begge aktivt i revolutionen. Det samme gør Khalid, - der er søn af en fattig chauffør og nu læser på universitetet. Khalid er forelsket i sin studiekammerat Dania, der ikke på samme måde som de andre unge kan deltage i demonstrationerne. Hendes far er nemlig den magtfulde general Alwani, der overvåger og terroriserer befolkningen. Lige op af Tahrir-pladsen bor den kristne Ashraf, der har problemer med både sin karriere som skuespiller og sin kone. Revolutionen giver ham mulighed for at træde i karakter på en helt ny måde. Den populære kvindelige TV-vært Nurhan forstår til fulde at udnytte situationen til sit eget bedste. Alle disse skæbner fletter sig ud og ind af hinandens liv og påvirker romanens handling.
Det er en roman, der gør indtryk og sætter sig i læseren. På en vigtig men også ret deprimerende måde. Den viser til fulde, hvor svært det er at kæmpe mod et kontrollerende og autoritært styre, som ikke skyr nogle midler for at bevare magten. Samtidig er den vidunderligt fortalt og giver et unikt indblik i de forfærdende begivenheder, der er en vigtig del af det moderne Egyptens nutidshistorie.

'Jeg løb mod Nilen' af Alaa Al-Aswany. Hr. Ferdinand 2019, 505 sider.

fredag den 24. april 2020

'Vesten mod Vesten' af Rune Lykkeberg

Det har taget mig ca. et års tid at få læst denne bog. Jeg har holdt lidt for mange pauser med den undervejs, fordi skønlitteraturen fanger mig ind på en anden måde. - Men jeg har været meget optaget af den, - og fanget af temaet.
'Vesten mod Vesten' er en omfattende fortælling om samfundet og kulturen i Vesten, som det/den har formet sig efter 2. Verdenskrig. Med udgangspunkt i kulturhistorien forsøger forfatteren at finde svar på, hvordan det kan være, at Vesten synes i færd med at tabe til sig selv. På trods af at de vestlige lande har opnået en højere grad af frihed, lighed og rigdom på stort set alle parametre, end man nogen sinde før har set i verdenshistorien, så ser vi i øjeblikket ind i begivenheder som ingen havde forudset. Begivenheder som Brexit og valget af Donald Trump som amerikansk præsident. - Eller havde nogen faktisk forudset det? - Gennem sin analyse af ungdomsbøger som Hunger Games, Harry Potter og Divergent peger forfatteren på at disse begivenheder ikke burde komme bag på os. Med udgangspunkt i film, musik, litteratur og idéhistorie, men også med afstikkere til samfundsfaglige og politiske værker inddeler han tiden efter 2. Verdenskrig i Guldalderen, Reaktionen og Krisen for at finde frem til baggrunden for den tid, vi lever i i dag.
Det er spændende, interessant og velskrevet. Jeg kan kun anbefale 'Vesten mod Vesten' til alle med interesse for samfundsforhold og kulturhistorie, - men det er en lidt krævende bog at komme igennem. Til gengæld får man meget igen for den tid, man investerer.

'Vesten mod Vesten: fortællinger om det politiske opbrud fra efterkrigstiden til Brexit og Trump' af Rune Lykkeberg. Informations Forlag 2019, 494 sider.

torsdag den 13. juli 2017

'De lærdes tyranni' af Kaare Dybvad Bek

Denne bogs titel er en ren provokation i sig selv, især for alle, der er veluddannede! Men det skal nu ikke afholde mig fra at anbefale den. Og som jeg læser den, så er titlen mest et blikfang, - og et velvalgt et af slagsen. Forfatteren kommer med nogle virkelig vigtige pointer, - og en plausibel forklaring på, hvorfor der skabes større og større afstand mellem mennesker i dette land. Hvorfor vi har sværere og sværere ved at forstå hinanden. Den vigtigste pointe handler om, hvordan vi som samfund prioriterer de penge, der er sat af til uddannelsessystemet. Hvordan flere og flere midler går til videregående uddannelser og SU, - fordi vi alle helst skal være akademikere, imens den almindelige folkeskole, der er for alle, får færre penge at skabe skole for.
Med eksempler fra sit eget bagland i Vestsjælland tydeliggør forfatteren den udvikling, der er sket gennem de sidste 20 år i forhold til større social ulighed, centralisering, akademisering m.m., og retter et direkte angreb på den kreative klasse, der får skylden for en stor del af udviklingen.
Bogen har - ikke overraskende - fået en del kritik i mange medier. Man kan være enig eller uenig, men jeg vil gerne opfordre til, at man i det mindste læser den, før man begynder at nedgøre den. Den rejser en meget vigtig debat omkring, hvordan vi holder fast i vores velfærdssamfund. Så måske burde man ikke blive så overrasket over at udspillet kommer fra en socialdemokrat....

'De lærdes demokrati' af Kaare Dybvad Bek. People's Press 2017, 215 sider.

tirsdag den 6. september 2016

'Den afskyelige' af Charlotte Weitze

En velskrevet sort fremtidsroman! Heidi arbejder på hospitalet. Hun vil gerne være i nærheden af sin søster Angelica, der er indlagt efter at have overlevet landets sidste skisportsulykke. Der er gået syv år, men hvad der egentligt skete den nat, hvor Angelica krøb ud af vinduet for at mødes med Pelle, er stadig uklart.
På hospitalet møder Heidi Kenneth, som hun forelsker sig i. Kenneth er 2½ meter høj, har kraftig hårvækst og lider under de klimaforandringer, der får isen til at smelte og verden til at blive varmere. Han er optaget af, hvad der kan gøres, og mener at de gammeldags økologer havde fat i noget af det rigtige. Heidi flytter sammen med Kenneth og bliver draget ind i hans verden af CO2-regnskab og bæredygtighed, - men hvor meget kan det enkelte menneske egentlig gøre og hvor langt kan man gå i sin fanatisme uden at miste alt? Heidi har det svært, - ikke kun fordi hun må undvære sin morgenkaffe og kød på middagsbordet. Forholdet til veninden Mette slår revner og desuden vil hun gerne have et barn. Men et barn koster dyrt på CO2-regnskabet og Kenneth taler ikke gerne om sin familie. Han har sine egne grunde til ikke at ville være far...
Romanen er både velskrevet, sort og humoristisk. Meget præcist sætter forfatteren fingeren på et ømt punkt: Hvorfor er det så svært at gøre det rigtige? - Især når vi godt inderst inde ved, at de daglige valg er vigtige og får konsekvenser på langt sigt? - Og hvor langt kan fanatismen gå, før venskaber og relationer ødelægges? - Ja det lyder næsten religiøst, men det fungerer rigtig godt i denne roman!
Udvalgte citater: "-Jeg ved nok,' sagde han, - jeg har altid vidst nok." + "Så længe der er hvid is, er der håb"

'Den afskyelige' af Charlotte Weitze. Samleren 2016, 317 sider

søndag den 18. september 2011

'Den kendte verden' af Edward P. Jones

Da Henry Townsend som 31-årig midt i 1800-tallet dør på sin ejendom i Virginia, efterlader han sig udover sin enke 20 hektar jord og 33 slaver. Det usædvanlige er, at Henry selv er sort. Han blev ca. 20 år tidligere frikøbt af sine forældre og har siden selv slået sig ned som plantage- og slaveejer. Omkring denne begivenhed bygger forfatteren sin fortælling om et samfund i Sydstaterne, der for de implicerede personer rummer hele den verden, de kender. En verden hvor vi bliver præsenteret for et stort persongalleri; slaver, slaveejere, slavepatruljer, frigivne sorte. Hele omdrejningspunktet i romanen er forholdet mellem mennesker i en verden, hvor det almindelige er at kunne eje hinanden. Lidt efter lidt drages man ind i dette univers, hvor alle beskrives på en yderst menneskelig måde. I starten synes jeg nok at bogen kræver lidt tålmodighed af sin læser, men man belønnes hen af vejen. Han skriver på en helt speciel måde, med små blik frem i tiden, der får historien til at fremstå meget autentisk og researchet, men også lidt fagtung.
Romanen vandt Pulitzer-prisen i 2004 og er den første af forfatteren på dansk.

'Den kendte verden' af Edward P. Jones. Klim 2011, 374 sider