'En lille solstråle' af Kristan Higgins

 Amerikansk adoptionshistorie. Harlow ejer en boghandel sammen med sin bedstefar og en fjern kusine. Hun er single, men har et tæt forhold til sin familie og gode venner i quiz-klubben. Alt i alt er hun godt tilfreds med sit liv, men en dag træder en ung mand ind i hendes boghandel, og livet tager en anden drejning. Matthew er nemlig det barn, som Harlow bortadopterede for 18 år siden, da hun var helt ung og lige startet på college. Ingen i familien fik noget at vide om hendes beslutning, og alle er overraskede og i chok. Det bliver en anderledes sommer for alle; både for Matthew, der gerne vil lære sin biologiske mor at kende, for Harlow, der skal forklare sig overfor familie og venner og for Matthews adoptivforældre, der frygter at miste ham. Feel good med noget på hjerte om ophav og tilhørsforhold.

'En lille solstråle' af Kristan Higgins. Jentas 2024, 475 sider.

'Kunstnerhjem' af Amalie Laulund Trudsø

Signe er vokset op i et dyrlægehjem sammen med sine to søstre Anna og Else. I befrielsens sommer dør Anna af børnelammelse, og senere rejser Signe til Paris som ung pige i huset. Alle forventer, at Signe vil gifte sig med Hans i Tromsø, men på en rejse til Tromsø møder hun arbejdersønnen Johan, der som hun selv maler og tegner, og så er hendes skæbne beseglet. Vi følger Signe gennem ungdomsår, børnefødsler og frem til de to ældste børn Erik og Helle drager hjemmefra ud i verden. Der er fokus på hverdagskampe, kvindeliv, at være den der må tage ansvar og tage sig af alt. Og hvordan får man plads til sine egne kunstnerambitioner og drømme? Ikke mærkeligt at Signe indimellem føler sig træt. Der er meget at genkende og spejle sig i, for kvinder der har levet i samme periode - og for den sags skyld også for os andre.
En virkelig dejlig læseoplevelse; - en af de bedste danske romaner jeg har læst i år. Lavmælt og alligevel insisterende i sin tone. Læs den!

'Kunstnerhjem' af Amalie Laulund Trudsø. Gutkind 2025, 268 sider.

'Jeg hører, hvad du siger' af Katrine Marie Guldager

Marianne er parterapeut og bruger sit professionelle liv på at lytte til andre og hjælpe dem med at løse deres forholdsproblemer, - som ofte handler om kommunikation. Men da hendes voksne søn bliver tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, er hun magtesløs i forhold til at komme igennem til de ansvarlige læger. Hun bliver simpelthen ikke hørt. Hendes angst og bange anelser, hendes vrede mod systemet og dem, der ikke formår at vise omsorg for de mennesker der er i deres varetægt er utroligt fint og indlevende beskrevet. Angsten for at hendes krav kan gå ud over sønnen, men også angsten for at systemet ikke kan hjælpe, men bare gør ham dårligere. Overskriften siger det på sin helt egen måde: Hvis nogen siger til dig - "jeg hører, hvad du siger" - så hører de enten ikke efter, eller også har de tænkt sig alligevel at ignorere det, du siger.
Marianne forsøger at sætte mål op for sig selv for at komme igennem dagene. Hendes kæreste Morten tager alene afsted på den ferie de skulle have været på sammen, og på trods af de gode mennesker omkring hende, bliver dagene en kamp for overlevelse.
Denne roman er den sidste af de tre bøger om vrede kvinder, som Katrine Marie Guldager har skrevet, og efter min mening den bedste af dem. Den krøb virkelig ind under huden på mig. Må være obligatorisk læsning for alle, der arbejder i psykiatrien. 

'Jeg hører, hvad du siger' af Katrine Marie Guldager. Gyldendal 2024, 198 sider.

'Et livsværk' af Rachel Cusk

I den efterhånden ret omfattende bunke af moderskabslitteratur, der er udkommet i de senere år, placerer denne bog sig i den afbalancerede del. Forfatteren vedkender sig til fulde sin egen oplevelse af moderskabet ved at skrive bogen som et selvbiografisk værk. Hun fortæller ærligt og ligefremt om, hvor livsomvæltende hun oplever det at blive mor. Fascinationen af den lille datter er overvældende, men det samme er konsekvenserne af mangel på søvn. Det er de store følelser der er på spil i et slags had/kærlighedsforhold til barnet. Men samtidig er der nogle meget humoristiske betragtninger om muligheden for at købe sig "fritimer" og om følelsen af at blive et helt andet menneske. Som en fin undertone ligger angsten for ikke at kunne finde tilbage til sig selv. Det er smukt og rammende beskrevet; og det gør mig glad at mærke kærligheden til barnet skinne igennem alle bekymringer og grublerier.

'Et livsværk' af Rachel Cusk. Vinter 2021, 251 sider

'Hvad hun klager over, når hun klager over husarbejdet' af Heidi Linde

I denne fine norske roman følger vi to meget forskellige kvinder:
Vigdis har været gift med Rune i 22 år. Sammen har de tre børn. Vigdis arbejder som jordemoder, og på jobbet er hun kompetent og god til at træffe beslutninger. Derhjemme kniber det lidt mere. Sagen er den at hun er træt af ægteskabet og gerne vil ud af det, men det er svært for hende at gå. For hvad kan hun egentligt klage over? - Udover at hun keder sig og føler, at der skal ske noget nyt? - Husarbejdet måske?
Linn er midt i 30'erne, indretningsarkitekt og totalt afhængig af andres anerkendelse. Hun har brug for at mænd kigger efter hende på gaden, brug for opmærksomhed og at blive set. Hun har en datter, men hun føler sig åbenlyst ikke tilpas i rollen som mor.
Uden at kende hinanden får de to kvinder afgørende betydning for hinandens liv og udvikling. 
Det er en fin roman, der handler om det moderne familie- og kvindeliv. Gode psykologiske beskrivelser af de to kvinder, selv om det kan være lidt svært at holde af den selvcentrerede Linn. Forsiden med en overmoden banan sælger måske ikke bogen så godt, men symboliserer meget godt både Linns og Vigdis' situation.

'Hvad hun klager over, når hun klager over husarbejdet' af Heidi Linde. Turbine 2021, 316 sider.

'Aldrig aldrig aldrig' af Linn Strømsborg

 I løbet af de sidste par år er der udkommet en del ny skønlitteratur med fokus på moderskabet og de store ændringer, der sker i livet, når man bliver mor.
Men hvad nu hvis man bare ikke kan forestille sig at blive mor? Ikke har lyst til det, som i overhovedet nogensinde?
Sådan har denne romans kvindelige jeg-fortæller det. Hun har været kæreste med Philip i otte år, og hun har fra starten været ærlig omkring, at hun ikke vil have børn. Han har tidligere accepteret hendes beslutning, men nu bliver deres bedste venner gravide, og det ændrer Philips syn på sagen.
Vores 35 årige hovedperson sætter sig for at finde ud af, hvorfor hun ikke vil have børn, så hun kan være mere sikker i sin vanskelige beslutning. I korte velskrevne afsnit reflekterer hun over samfundets forventninger, den nære families ønsker og vennernes gentagne spørgsmål og kommentarer til hendes valg. Hun beskriver sin farmor, - der nok aldrig skulle have været mor, - og sin mormor, - der var en supermor.
Og hun ser på de trætte mødre blandt sine veninder, deres ændrede liv og prioriteter, deres parforhold, der går op i hverdagslogistik, - og hun kan stadig ikke se lyset.
Hun overvejer, om hun en dag vil skifte mening og fortryde sine valg, men hun kan ikke se det for sig. Men hun elsker Philip højt, så det er et vanskeligt valg hun må træffe.
Tak til Linn Strømsborg for at fortælles historien om en kvinde, der bare ikke ønsker at blive mor. Tak for at skrive alle argumenterne og overvejelserne frem på en måde, der giver ny indsigt og forhåbentlig får læseren til at holde lidt igen med alle de spørgsmål, som romanens hovedperson bliver mødt af.

'Aldrig, aldrig, aldrig' af Linn Strømsborg. Turbine 2020, 274 sider 

'Mor' af Maja Lucas

En roman om en mor, der har det mere end almindelig svært med sin rolle som mor. En mor, der ikke føler at hun kan leve op til de forventninger og det pres, som både andre og hun selv lægger på det at være mor. Hun kæmper med manglen på lykkefølelse og den store træthed. Kort sagt så orker hun ikke at være mor, - men det er jo svært at vide før man har prøvet det... - Og desværre er der ikke fortrydelsesret på børn. Uha, det er en barsk, stærk og følelsesladet roman om et stort og tabuiseret emne. Man kan ikke lade være med at have ondt af alle romanens personer: Allermest stakkels den lille pige, der ikke forstår, hvorfor mor råber af hende. Også stakkels mor, der fortryder at være blevet mor, og ikke kan takle konflikter og magtkampe uden at udnytte sin position. Og stakkels far, der ikke kan findes løsninger på familiens problem. 

'Mor: En historie om blodet' af Maja Lucas. C&K Forlag 2016, 139 sider.

'Mit arbejde' af Olga Ravn

I denne roman udforsker Olga Ravn de store forandringer i krop - og især sjæl, som moderskabet bringer med sig. Det at miste sig selv, at føle sig alene, at kæmpe med faderen om barnet, at insistere på moderrollen, at finde sig selv som mor overfor barnet, at finde sig selv som mor i forholdet til den far der nu er far; og overveje hvordan de to roller bedst muligt supplerer hinanden, er bare nogle af de overvejelser forfatteren kommer ind på.
Det er en stærk udgivelse, der kombinerer lyrik, prosa, journaler og breve. Bogens hovedperson er skiftevis jeg-fortælleren og hendes opfundne dobbeltgænger Anna. At bruge Anna som stand-in, giver jeg-fortælleren en tiltrængt distance og mulighed for at betragte sig selv udefra. 
Romanen indeholder nogle meget skarpe og genkendelige betragtninger. Selv om det er længe siden jeg selv blev mor, så vender de dage stærkt tilbage; usikkerheden, det at man alligevel klarer det, som man ikke tror, at man kan klare, den store træthed og det angstfyldte kærlighedsforhold til barnet, - børnene i mit tilfælde. - Fin tankevækkende roman
Der er kommet en del stærke bøger om moderskabet i de sidste par år; fx af Dy Plambeck og Cecilie Lind.

'Mit arbejde' af Olga Ravn. Gyldendal 2020, 429 sider.

'Raseri' af Monica Isakstuen

Monica Isakstuen skriver præcist, klart, selvironisk og lidt skræmmende om det raseri, der kan gribe en mor i søvn- og tidsunderskud, når omgivelserne ikke bare makker ret og gør som hun siger. Korte tekster med refleksioner og overvejelser omkring moderskab, parforhold, - om at være "bad cop", den der hører sig selv skælde ud, selv om man aldrig ønskede at blive den slags mor. Meget fint beskrives angsten for at børnene skal tage skade af det hidsige temperament, sorgen over datterens "hvorfor er du altid sur, mor?" og den mægtige vrede, der kan være så svær at styre, når man er træt og ikke kan tænke klart og ikke synes at livet lige går ens vej.
Kontroversielt og de fleste mødre vil ganske givet kunne identificere sig med dele af bogen, selv om det ikke er den del af vores moderskab, som vi er stoltest af.

'Raseri' af Monica Isakstuen. Turbine 2019, 217 sider.

'Vær god ved dyrene' af Monica Isakstuen

Karen er blevet skilt. Det var endda hendes eget ønske. Men datteren Anna er kun tre år, og alt i Karen gør modstand mod at måtte undvære hende hver anden uge. Hun er konstant bekymret for hvordan skilsmissen og det liv Anna nu tvinges til at leve, vil kunne skade datteren. Nu nærmer den første jul sig, - og Anna skal være hos sin far. - Hvilket betyder, at Karen skal holde jul alene med sin mor.
En velskrevet roman, der i korte afsnit reflekterer over det at være mor, at være datter, at blive skilt. Hvad gik egentligt galt? Var det Karens egen forkælede indstilling, der stod i vejen for familielivet? Forventningen om lykke? Eller noget helt andet?
Det er nogle ret barske udtalelser og holdninger, der møder Karen, - og som hun også møder sig selv med. Fx følgende citat: "Du er mislykkedes i den ene opgave, som virkelig betyder noget"

'Vær god ved dyrene' af Monica Isakstuen. Gladiator 2018, 213 sider.

'På den anden side er marts' af Sólrún Michelsen

Dette er en roman, som jeg rigtig gerne ville have hørt min mors mening om. Jeg tænkte tit på hende, imens jeg læste den. Den handler om at være kvinde i starten af 60'erne; om at forholde sig til sin gamle mor, der bliver dårligere og dårligere, samtidig med at man også skal have overskud til sine voksne børn og små børnebørn. Det er både en livsbekræftende og personlig lille bog, der dog er uden den store handling. Den består snarere af en række refleksioner over det at befinde sig på toppen af livet med udsyn i alle retninger; smukt sagt i øvrigt. Den har også meget at sige om rollen som mor, - og om det at blive mor for sin egen mor. Både poetisk og rørende.
Den var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2016

'På den anden side er marts' af Sólrún Michelsen. Torgard 2017, 146 sider.

'Afkørsel 12 mod Caribien' af Lise Bidstrup

Hvem har ikke ind imellem drømt sig langt væk fra den grå hverdag; ud til sol, palmer og eventyr; til Caribien f.eks...? 
Julie er træt af sit hverdagsliv med mand og børn. Hun drømmer sig væk, og en dag tager hun konsekvensen af sin egen mistrivsel og rejser til Caribien. Her afprøver hun alle singlelivets glæder, men også bekymringer og sorger, mens hun langsomt kommer til en afklaring i forhold til sin egen situation., godt hjulpet af den helt specielle guide Owen.
Det er en bog der giver stof til eftertanke, synes jeg. Forfatteren lader sin hovedperson Julie gennemleve alle konsekvenser af en eventuel skilsmisse i en slags parallelverden, hvor vi ind imellem ser klip fra hverdagslivet i Danmark. Først når hun har været igennem en del prøvelser, ved hun, om hun er klar til at tage konsekvenserne af sine valg, og så kan hun endelig tage sin beslutning.
Beskrivelsen af den måde Julie takler sin rolle som mor på, virker ret provokerende på mig, og derfor også måske en anelse urealistisk. Kan man virkelig blive så træt af sine børn? På den anden side er det som om, Julie en stor del af tiden befinder sig i denne anden verden; mareridt eller drøm alt efter temperament, som på en eller anden måde fritager hende for ansvar og skyld.
Det kan være lidt forvirrende at holde styr på tankespin kontra virkelighed, men det er romanens præmisser. Og hvis man accepterer dem, får man en god historie, hvor de fleste brikker glider fint på plads til sidst, og giver en lidt at tænke over.

'Afkørsel 12 mod Caribien' af Lise Bidstrup. Forlaget Facet 2009, 223 sider.