fredag den 30. august 2013

'Jegfortællinger' af Maja Lucas

En ung kvindes fortællinger om hverdagsoplevelser. Fortalt med en skarp iagttagelsesevne og omhandlende forskellige temaer som køn, alder, identitet, seksualitet og familie..
Hvis jeg skulle læse en op ville jeg nok vælge "Alder", der har fokus på fortællerens farmor, hendes alder og liv.

'Jegfortællinger' af Maja Lucas. Athene 2007, 118 sider.

onsdag den 21. august 2013

'Efter Rosinen' af Louise Øhrstrøm

Maria har mistet sit barn ved fødslen, og befinder sig i en dyb krise. Barnets far Klaus har forladt hende, og alle omkring hende synes at have svært ved at forstå, at det tager hende så lang tid at komme videre med sit liv. Det gælder både moderen og søsteren Sofia. Men Maria er havnet i et dybt sort hul og har meget svært ved at se nogen vej ud. Hun er sygemeldt fra sit arbejde på den lokale avis, og det eneste sted hun finder en form for ro er under sine besøg hos Birgitta-søstrene på det lokale kloster og ved Rosinens gravsted. Men en dag sidder der pludselig en ulækker skabet talende ræv i hendes stue. Ræven udfordrer og provokerer, så Maria langsomt men sikkert tvinges til at handle og tage beslutninger.
Hovedsporet i fortællingen er stærk og velskrevet og kunne sagtens stå alene. Ræven er i fortællingen måske nok nødvendig for Marias udvikling, men ødelægger alligevel lidt historien for mig. En fortælling, der virker meget realistisk og fuld af smerte, får et overnaturligt twist, der gør det hele lidt utroværdigt.

'Efter Rosinen' af Louise Øhrstrøm. EC Edition 2010, 196 sider.

tirsdag den 20. august 2013

'Redningsbåden' af Charlotte Rogan

Da vi i starten af bogen præsenteres for Grace, er hun 22 år, har været gift i 10 uger, enke i 6 uger, og står anklaget for mord med krav om dødsstraf. Grace fortæller herefter selv sin historie: Hun er lige blevet gift med den velhavende Henry, lykken er gjort, og de er på vej tilbage til USA i 1914, da deres skib forliser. Grace reddes ned i en af de sidste redningsbåde, der er overfyldt og styres af sømanden Hardie. I de 21 dage der går, inden de skibsbrudne reddes, udspiller sig flere dramaer. Kvinderne i båden intrigerer og kampen for overlevelse begynder. Hvem holder med hvem og hvem har magten? Hannah og Mrs. Grant tager styringen fra Hardie, men hvor langt vil de gå for at beholde kontrollen, og hvem holder Grace egentligt med, - om nogen udover sig selv?
Grace fremstilles ikke selv som nogen helgen. Bogen forsøger sig med at tegne psykologiske portrætter af mennesker under ekstremt pres. Det er et interessant tema, men hovedpersonen er ikke helt spændende nok, til at det for alvor fanger. Hun virker lidt for stereotyp som den fattige unge pige, der kynisk forsøger at indfange den rige unge mand, der ellers er engageret til anden side. Selve de moralske overvejelser og diskussioner ombord på båden giver dog masser af stof til overvejelser og diskussion. Er det fx mere mord at smide en mand ud fra en overfyldt redningsbåd, end det er at undlade at samle et lille barn op fra havet, når man har muligheden?

'Redningsbåden' af Charlotte Rogan. Politikens forlag 2013, 225 sider

fredag den 9. august 2013

'Kragernes rige' af George R. R. Martin

Nr. 4 i serien 'En sang om is og ild'
Efter de voldsomme begivenheder sidst i bind 3 er dette lidt af en opsamlingsbog, hvor vi stadig følger Arya, Brienne, Cersai, Jaime, og flere andre. Cersai regerer for sin 8-årige søn Tommen i Kongshavn, Brienne leder efter Sansa Stark, der gemmer sig hos Petyr. Arya er sejlet over det smalle hav til Bravoos, og er i gang med sin egen form for uddannelse. Sam er rejst fra Muren med kurs mod Citadellet, hvor det er meningen, at han skal uddanne sig til mester.
Der er en del af vores hovedpersoner fra tidligere, som vi ikke hører så meget om, men det skulle efter sigende komme i den næste bog.
Det er stadig en spændende fortælling om magtintriger, kamp, kærlighed og udholdenhed.

'Kragernes rige' af George R. R. Martin. Bind 4 i serien 'En sang om is og ild'. Gyldendal 2013, 756 sider.

tirsdag den 6. august 2013

'Min far kan lide fugle' af Maja Lucas

Præcise korte iagttagelser i små prosastykker. Om barndom, forholdet til forældrene,  en smertefuld skilsmisse, bedsteforældre, om at føle sig forladt, som en tilskuer til de voksnes spil. Der er flere afsnit der kunne være velegnet til oplæsning...

'Min far kan lide fugle' af Maja Lucas. Athene 2008, 89 sider.