torsdag den 30. oktober 2014

'De usynlige' af Roy Jacobsen

Han overgår gang på gang sig selv synes jeg; Roy Jacobsen. Og vælger helt nye temaer og emner for sine romaner, som adskiller sig meget fra det, han tidligere har skrevet. En af de helt store norske forfattere.
I denne roman bevæger han sig ud på en lille ø ud for Norge i starten af det tyvende århundrede. Her møder vi pigen Ingrid og hendes familie, der gennem generationer har kæmpet for det daglige brød på øen Barrøy. Der berettes om hårdt arbejde, og en hverdag hvor naturens luner sætter dagsordenen, men også om fremdrift og initiativ, når øboerne forsøger at forbedre livet på øen.
Det er en rørende og lavmælt roman, fortalt i et poetisk smukt sprog.

'De usynlige' af Roy Jacobsen, Rosinante 2014, 215 sider

 

onsdag den 29. oktober 2014

'Et andet sted' af Signe Langtved Pallisgaard

Det her må være en af de bedste danske udgivelser, jeg har læst i år. Indrømmet, jeg har faktisk heller ikke læst så mange danske, men alligevel.
 Anna har en sød kæreste Mattis og en lille datter Selma, som hun elsker højt. På en togrejse til Norge møder hun sin gamle ungdomskæreste Alexander. Hun var altid mere forelsket i Alexander, end han var i hende, og hun føler sig stadig tiltrukket af ham, og ender med at tilbringe weekenden sammen med ham. Tilbage i Danmark fortsætter dobbeltlivet. Hun elsker sin familie, men kan ikke give slip på den erotiske besættelse af Alexander, selv om han gang på gang svigter deres aftaler og i virkeligheden tydeligt viser, at hun ikke betyder det for ham, som han gør for hende.
En velskrevet roman, der især har sin styrke i den fine beskrivelse af balancen mellem sårbarhed, begær og kontrol. Den tone forfatteren rammer i beskrivelsen af Annas fascination af Alexander er virkelig fin. Det samme gælder Annas sorg over den adskillelse fra datteren, som hun selv er skyld i, da Mattis opdager hendes dobbeltliv og beder hende flytte. Det uforståelige bliver gjort forståeligt, og Anna fremstår på en gang både skrøbelig og stærk i sin kærlighedsbesættelse.

'Et andet sted' af Signe Langtved Pallisgaard. Lindhardt og Ringhof 2014, 234 sider.

søndag den 5. oktober 2014

'Fjern stjerne' af Roberto Bolano

Roberto Bolano (1953-2003) er en af de store latinamerikanske forfattere. Jeg har 'De vilde detektiver' stående på reolen, men har aldrig fået den læst. Denne er lidt kortere, men også ganske kompleks.
Romanen udkom på originalsproget i 1996, men en stor del af handlingen udspiller sig i starten af 1970'ernes Chile. Den unavngivne jeg-fortæller ser tilbage på sin ungdomstid i Chile, hvor han sammen med vennen Bibiano færdedes i de litterære kredse. Her traf han bl.a. søstrene Garmendia, samt den mystiske digter Ruiz-Tagle. Så kom militærkuppet og under Pinochet-styret blev Ruiz-Tagle til flyartisten Carlos Wieder; en grusom mand, der kombinerede ondskab og kunst på sin helt egen voldelige facon.
Mange år senere forsøger jeg-fortælleren fra sin bopæl i Barcelona at afdække de forskellige myter og fortællinger om Wieders kunstneriske virke, der blandt andet kom til udtryk gennem luftakrobatik og barbariske fotoudstillinger. Ethvert spor af Wieders bedrifter igennem 20 år forfølges, hvilket fører mange sidehistorier med sig og gør romanen lidt kompliceret at holde styr på. Sprogligt er den til gengæld meget autentisk, selv om de mange litterære referencer måske fylder lidt for meget.

'Fjern stjerne' af Roberto Bolano. Gyldendal 2014, 212 sider.

fredag den 3. oktober 2014

'Vitsvit' af Athena Farrokhzad

Digte. Ung svensk digter, der er blevet omtalt som Sveriges Yahya Hassan. Hun skriver nu helt anderledes end ham, hendes digte er noget pænere, mere velfriserede og virker i det hele taget mere gennemtænkte og redigerede uden den samme barske smerte. Bortset fra den indledende tekst, så starter alle sætninger med 'Min mor sagde...', 'min far sagde...', 'min bror sagde...', 'min mormor sagde...' Det kan man så tolke lidt på, hvis man vil; alt det vores nærmeste siger, som vi påvirkes af, uanset om vi vil være ved det eller ej. - Og ofte er det modsætningsfyldt og efterlader os i et rum, hvor vi alligevel selv må træffe vore egne beslutninger og afgøre hvad vi selv vil sige og mene om en sag. Her er både stof til eftertanke og egne overvejelser.

'Vitsvit' af Athena Farrokhzad. Gyldendal 2014, 70 sider.