Viser opslag med etiketten mord. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mord. Vis alle opslag

søndag den 16. august 2026

'Bare et menneske' af Lone Hørslev og Kaspar Munk

 Det er krimier som denne, der gjorde, at jeg holdt op med at læse krimier, da mine børn var små. Den er simpelthen så spændende og medrivende, at den er svær at lægge fra sig. Og ja, jeg fik lavet aftensmad, gået tur med hunden og gjort rent på badeværelset i tirsdags, men jeg læste ind imellem det hele - fra jeg kom hjem med bogen efter arbejde, indtil jeg var færdig med den kl. 22.30.
Politiefterforsker Carmen Høst er lige fyldt 45 år. Hun er tørlagt alkoholiker og har mistet kontakten til sin søn Anton. I starten af romanen befrier hun sammen med makkeren Andreas Juul et barn, der holdes fanget af sine egne forældre. Der er tråde til en spirituel gruppe i Vesterlyng i Jylland, som de ønsker at undersøge nærmere i efterforskningen. Desværre har chefen Reinhardt besluttet, at Carmen skal holde fri et par uger, da hun blev skudt i skulderen under befrielsesaktionen. Det passer ikke Carmen; hun er en rebelsk type, der helst går sine egen veje, så hun får overtalt sin makker til alligevel at tage hende med på turen til Jylland.
I Vesterlyng finder de ved et tilfælde en midaldrende kvinde, der har fået skåret halsen over, mens hendes hund og otte får er flæset, - måske af ulve?
Da den unge Sander Knudsen indenfor det samme døgn finder sin bedste ven Jonas, mens ulvene helt bogstaveligt er i gang med at æde ham, tager sagen en helt ny drejning. Er der tale om to mord, eller er Jonas' død et hændeligt uheld? Og har de to dødfald nogen relation til Jannik Storm og 'Jordens Stemme', som de er kommet for at undersøge?
Læs selv!

'Bare et menneske' af Lone Hørslev og Kaspar Munk. Politikens Forlag 2026, 469 sider

tirsdag den 26. maj 2026

'Resten af livet' af Roberta Recchia

Debutant, men en meget overbevisende en af slagsen.
En meget rørende fortælling. I 'det tidligere liv' møder vi Marisa, der som helt ung bliver gravid med sin kæreste, der svigter hende. Det er i 1956 og skammen er stor, så familien forsøger at tvinge hende til at gifte sig med bybudet Stelvio Ansaldo, som hun heldigvis bliver glad for.
I 1980 er parret på sommerferie med deres datter Betta, da de rammes af den største sorg; en morgen findes 16-årige Betta voldtaget og myrdet på stranden tæt på huset. Hendes kusine Miriam var sammen med Betta på stranden den aften, men i deres store sorg og fortvivlelse synes ingen at lægge mærke til hende, og hun siger ikke selv noget, om det hun har været ude for. Vi følger denne ødelagte familie i årene efter det grusomme overfald, der ikke bliver opklaret, - indtil Leo kommer ind i billedet. Han forelsker sig i Miriam og begynder langsomt at drage sine egne konklusioner. Smukt, fint og rørende fortalt; en roman man ikke kan lade være med at knibe en tåre over.
Der skal komme en opfølger næste år, som jeg glæder mig til at læse.
Jeg har modtaget bogen som et anmeldereksemplar fra forlaget, tak for det!

'Resten af livet' af Roberta Recchia. Grønningen 1 2026, 348 sider.

lørdag den 17. januar 2026

'Dødens fugle' af Sarah Engell

På Skarvø har en gruppe mennesker opbygget et samfund uden skærme og stress, et samfund som gerne med tiden skal blive selvforsynende og uafhængigt.
Men tidligere på året er en pige forsvundet og nu forsvinder endnu en pige. Hendes forældre og bror findes myrdet i deres hus og Anna, der er tidligere kriminalbetjent bliver nødt til at finde ud af, hvad der er sket. For fem år siden var Anna med til at starte Skarvø-samfundet sammen med blandt andre sin barndomsven Johannes. Men nu er der uenighed om fremgangsmåden. Skal de kontakte fastlandet? Eller kan de selv finde ud af, hvad der er sket? Annas datter er på alder med de forsvundne piger; de spillede alle tre i det samme band. Anna er bekymret, hvilket der er god grund til. For hvad er sandhed og løgn? Og hvem kan hun stole på?
Medrivende krimi, der holder læseren fanget fra start til slut.

'Dødens fugle' af Sarah Engell. Lindhardt og Ringhof 2025, 383 sider.

lørdag den 13. december 2025

'Skyggen foran mig' af Kim Fupz Aakesson

Denne roman er den første der er valgt til DR Romanklubben, og i onsdags talte vi om den på Guldborgsund-bibliotekerne.
I tre spor følger vi en mand, der ved romanens start bliver løsladt efter 12 års fængsel for partnerdrab. På det tidspunkt er han 52 år. De forskellige spor følger ham både under fængselsopholdet, og i tiden op til drabet. Gennem et ægteskab, hvor bølgerne ofte gik højt, og hvor begge parter var alkoholiserede, på stoffer og fik tvangsfjernet deres søn. Og så efter løsladelsen, hvor han kommer ud til  - ja nærmest ingenting. Han har en ven - Mikael - der hjælper ham med de praktiske ting. Og så tager han afsted på pilgrimsvandring på caminoen - efter råd fra fængselspræsten. Her gør han nye bekendtskaber; han møder ægteparret Ingrid og Henning og Ingrids søster Kisser. Vores hovedperson kæmper med sine tanker og det at leve videre. Skyld, skam og tilgivelse. Er der handlinger der ikke kan tilgives? Velskrevet og reflekterende; en god bog at diskutere med andre.

'Skyggen foran mig' af Kim Fupz Aakesson. Gyldendal 2025, 255 sider.

tirsdag den 16. september 2025

'Hedeland' af Inger Wolf

Politiassistent Nelly Birkebæk er på vej til et nyt job i Hedeborg - som sandsynligvis er en by meget lig Herning. Hun kommer fra Århus og ønsker mere ro, men umiddelbart ser det ikke ud til at hun får sit ønske opfyldt. En 17-årig dreng Oscar er forsvundet, og han findes myrdet samme dag, som Nelly ankommer til byen sammen med sin søn Mathias, der ligeledes er 17 år. Opklaringsarbejdet går i gang, men der er ikke meget at gå efter. Nelly taler med den dræbte drengs forældre, arbejdsplads og kammerater uden at det giver noget gennembrud. Hun kontaktes også af Randi, der forfølges af en drone og af en af sine genboer, der via sit arbejde har kontakt til forskellige suspekte miljøer. Et par gamle sager, bl.a. om en lille norsk pige, der forsvandt for 10 år siden får også indflydelse på arbejdet.
Opklaringskrimi, der godt kan være lidt krævende for læseren at holde styr på, men spændende og lidt creepy til sidst.

'Hedeland' af Inger Wolf. Modtryk 2025, 293 sider.

søndag den 29. juni 2025

'Pensionatet' af Kate Quinn

 Vi befinder os i Washington D.C. i årene efter 2. Verdenskrig. Her flytter Grace March i juni 1950 ind i pensionatet Briarwood House. I pensionatet bor i forvejen en flok kvinder, der ikke har meget med hinanden at gøre og har hver deres hemmeligheder. De får ordet efter tur og lidt efter lidt lærer vi dem at kende: Den engelske Fliss og hendes lille datter Angela, den ambitiøse sekretær Nora, der forelsker sig i en lokal gangster, den tidligere baseballspiller Bea, gamle afvisende Reka, nærige Claire og giftesyge Arlene. Husets værtinde er den nærige nysgerrige og kontrollerende Mrs. Nilsson og hendes børn Pete og Lina bliver i løbet af bogen taget under Graces vinger.
Allerede fra side et ved vi, at der i 1954 er sket et mord i huset. Om mordet lader forfatteren huset selv berette og det er en spændende opbygning, der holder læseren fanget hele vejen igennem. Ud over at være godt skrevet får vi også et indblik i tiden, med fokus på raceproblemer, kvinders rettigheder og undertrykkelse.
Kate Quinn er en undervurderet og underholdende forfatter, som varmt kan anbefales!

'Pensionatet' af Kate Quinn. HarperCollins 2025, 477 sider.

fredag den 13. juni 2025

'Brændingen' af Johanna Mo

 Den femte og sidste bog i Ölands-serien. Hanna Duncker er på barsel, men da en tidligere kollega bliver fundet dræbt i vandkanten ikke langt fra sit hus, vender hun tilbage til arbejdet før tid. Alle kollegaerne er påvirkede, og der er ikke mange spor at gå efter. Sammen med sine kollegaer forsøger Hanna at kortlægge den afdødes sidste døgn, hans kontakter, og hvem der kunne tænkes at ville ham til livs. Spændende velskrevet underholdende svensk krimi.

'Brændingen' af Johanna Mo. Lindhardt og Ringhof 2025, 423 sider

onsdag den 6. november 2024

'Sidste åndedrag' af Linda Castillo

En amish-familie i hestevogn er blevet påkørt af en flugtbilist og en mand og to børn findes dræbte på ulykkesstedet. Da politichef Kate Burkholder når frem til ulykken, går det op for hende, at det er hendes gamle barndomsveninde Mattie, som hun nu må overbringe en utrolig tung besked om at det meste af hendes familie er blevet dræbt. Men hvem er flugtbilisten? Og var det overhovedet en ulykke? En uhyggelig mistanke spøger i baghovedet, og får Kate til at kæmpe for at finde frem til sandheden. Til gengæld er der en anden sandhed, som hun helst vil holde skjult for alle. Forholdet til Thomasotti udvikler sig; kan de to skadede sjæle hele hinanden?
Dette er den femte bog i serien, der nok er bedst at tage i rækkefølge, - hvilket jeg ikke fik gjort.

'Sidste åndedrag' af Linda Castillo. Hr Ferdinand 2015, 407 sider

søndag den 27. oktober 2024

'Skyggeliljen' af Johanna Mo

Da Jenny kommer hjem er hendes mand Thomas og deres lille søn Hugo forsvundet. De skulle ellers have hentet hende ved toget, men ingen dukkede op. Er Thomas frivilligt forsvundet med Hugo, eller er der sket dem noget? En stor eftersøgning sættes i gang og politiet får hjælp af frivillige. Hanna Duncker fra Kalmar Politi deltager i arbejdet med at endevende Thomas' liv, og flere hemmeligheder kommer frem i lyset. Da Thomas findes død, og der stadig ikke er noget spor efter den lille dreng, må alle arbejde i døgndrift i håbet om at finde Hugo i live - i tide. Ud over sit arbejde har Hanna også stadig fokus på den gamle sag, hvor hendes far blev dømt for et mord, som han muligvis ikke havde begået. Sideløbende med efterforskningen følger vi Thomas igennem den sidste dag i hans liv, - en effektfuld måde at bygge fortællingen op på, som forfatteren også bruges i den første bog i serien. Dette er den anden roman i Öland-serien. 

'Skyggeliljen' af Johanna Mo. Lindhardt og Ringhof 2022, 416 sider.

søndag den 8. september 2024

'Skygger over marsken' af Joy Ellis

Kort tid efter at kriminalkommissær Nikki Galena er flyttet tilbage til sit barndomshjem, der ligger ude i marsken, stormer hendes nærmeste nabo Martin op i et fyrtårn og kaster sig ud lige foran en flok skolebørn og nogle turister. Nikki har svært ved at tro, at Martin ville begå selvmord; det passer slet ikke med den stilfærdige, indadvendte og venlige mand hun har kendt siden sin barndom.
Joseph Easter er tilbage i tjeneste og får et glimt af en mand, som han havde troet - og håbet - at han aldrig skulle se igen. Ikke længe efter findes en ukendt mand dræbt på en byggeplads i Greenborough, og Joseph føler sig i stigende grad forfulgt.
Umiddelbart virker de forskellige begivenheder ikke til at have noget med hinanden at gøre - og dog? Snart presses efterforskerne til det yderste for at forhindre nye drab. Det viser sig at fortidens begivenheder har stor indflydelse på nutidens mareridt.
Spændende krimi, hvor flere sager kædes sammen og en uhyggelig fortid kommer for en dag...

'Skygger over marsken' af Joy Ellis. Alpha Forlag 2022, 336 sider

fredag den 6. september 2024

'Håbets Allé 28' af Marianne Jørgensen

En krimi, der har beboerne i opgangen på Håbets Allé 28 som hovedpersoner. Alaura er netop flyttet til Danmark, hvor hun venter på at hendes far skal slutte sig til hende. Hun har en traumatisk oplevelse med i baggagen og føler at nogen holder øje med hende. Er det mon indbildning, eller er hun virkelig i fare? I opgangen bor også Bea, der har et crush på sin svoger John, som sammen med Beas søster Ann og niecen Tulle også bor i opgangen. Den ældre nysgerrige dame Esther og viceværten Arthur fuldender persongalleriet. Alle har deres egne hemmeligheder og holder øje med hinanden. En dag forsvinder John sporløst...
Det er en bog, som var spændende nok undervejs, men jeg må indrømme, at jeg følte mig lidt snydt af slutningen. Hvorfor er lidt svært at komme ind på uden at afsløre plottet, men lad mig bare sige, at det er en bog, som vil være svær at omsætte til film.

'Håbets Allé 28' af Marianne Jørgensen. Lindbak + Lindbak 2023, 325 sider

onsdag den 21. august 2024

'Sort is' af Yrsa Sigurdardottir

Uhyggelig islandsk krimi; den første i serien om Tyr, Katu og Idunn. En familie er blevet dræbt og bliver først fundet flere dage efter af en chokeret nabo. Romanens ene spor har fokus på, hvad der tidligere er sket; her er den unge kvinde Solvi i centrum. Hun ankommer til huset, hvor hun skal arbejde, men fra starten sker der uhyggelige ting: En fjernbetjening bliver væk, men da hun vågner ligger den i hendes hånd, andre ting er blevet fjernet og dukker op igen et nyt sted. Det er åbenlyst, at de mystiske hændelser kan tilskrives en, der har adgang til huset. De uhyggelige begivenheder tager til i omfang og det bliver stadig vanskeligere for Solvi at skjule for børnene - og sig selv - at noget er helt galt. I bogens andet spor følger vi opklaringsarbejdet og især kriminalbetjenten Tyr, der har boet i Sverige i mange år, men nu er vendt tilbage til Island. Han udfordres af sine egne problemer, da det går op for ham, at hans forældre har løjet for ham om væsentlige ting i hans barndom...
Det er en ret uhyggelig og intens krimi, som er svær at lægge fra sig. Selv om man fra starten ved, at Solvi er blandt de dræbte, så håber man stadig undervejs at hun vil slippe væk.

'Sort is' af Yrsa Sigurdardottir. Lindhardt og Ringhof 2023, 410 sider

tirsdag den 29. august 2023

'Grønt støv' af Sara Blædel

I min sommerferie fik jeg læst en krimi af Sara Blædel, hvilket vel må siges at være på tide.
Denne roman er den første i serien om kriminalbetjent Louise Rick, der er ansat i drabsafdelingen ved Købehavns Politi. Sagen er kort den at en ung kvinde er blevet fundet dræbt i en park og ganske kort tid efter findes en journalist myrdet. Journalisten gravede i en narkosag, som Louises veninde Camilla - der også er journalist - nu forsøger at finde ud af mere om. Er der mon en sammenhæng mellem de to sager? Louise må balancere mellem sin nysgerrige veninde og sin professionelle tilgang til arbejdet, der kræver lidt ekstra af hende. Blandingen af privatliv og opklaringsarbejdet er fint fordelt; at læse denne er meget som at se en krimiserie på TV.

'Grønt støv' af Sara Blædel. Peoples Press 2011, 245 sider.

onsdag den 28. december 2022

'Vi begynder med slutningen' af Chris Whitaker

Vincent King bliver løsladt efter at have siddet i fængsel i 30 år. Som helt ung dræbte han i en ulykke den lille pige Sissy, hvis storesøster Star, han var kæreste med. Hans bedste ven Walker, der nu er politibetjent i den lille by Cape Heaven, henter ham i fængslet. Star bor stadig i Cape Heaven sammen med sine to børn Robin på fem og Duchess på tretten år. Efter lillesøsterens død begik hendes mor selvmord og hendes far har for længe siden forladt den lille by. Stars liv er fortællingen om en lang nedtur. Hvis ikke det var for Duchess, der gør alt hvad hun kan for at beskytte sin mor og skabe en tålelig hverdag for sin lillebror, så ville familien for længst være gået i opløsning. Duchess betragter sig selv som lovløs og en aften tager hun ud på et hævntogt, der sætter gang i en lavine af begivenheder med store konsekvenser for de to børn og deres nærmeste.
Romanens anden hovedperson er betjenten Walker, der lider af en begyndende sygdom, som han forsøger at skjule for alle. Walker har altid forsøgt at hjælpe Star og hendes børn, men han bliver alvorligt udfordret, da en kvinde bliver skudt og hans bedste ven Vincent findes på gerningsstedet. Walker nægter at tro på, at Vincent har begået mordet og starter sin egen efterforskning. - Jeg vil ikke afsløre mere, - læs selv!
Dette er ikke en helt almindelig krimi. Det er en stor fortælling om kærlighed, opofrelse og kamp for retfærdighed. Og det er en fortælling, der bliver ved med at overraske - lige til sidste side.

'Vi begynder med slutningen' af Chris Whitaker. Alpha Forlag 2022, 420 sider. 

tirsdag den 13. december 2022

'Jordsug' af Tove Alsterdal

Krimi: En mand findes død af sult i en kælder i et afsides liggende hus, hvor han har været holdt indespærret. Mange hundrede kilometer nordpå bliver en anden mand reddet fra en lignende skæbne. Er der en sammenhæng mellem de to sager? Kriminalbetjenten Eira Sjödin forsøger at opklare sagen. Da hendes gode kollega og ven pludselig også forsvinder, bliver sagen personlig, og der må arbejdes i døgndrift, hvis endnu en tragedie skal undgås. Hvad havde de tre mænd tilfælles? - Og ikke mindst hvem havde de til fælles? Romanen er nr. 2 i Ådalenserien, og selv om den er velskrevet og spændende, så ville jeg alligevel godt have læst nr. 1 først. Ikke af hensyn til krimigåden, som man fint kan følge, men der er nogle ting omkring Eira som person; forholdet til hendes bror, der åbenbart har tilstået en forbrydelse, som han ikke har begået, og forholdet til den gamle mor, som den første bog i serien "Stormfald" måske kan kaste mere lys over? Hvis man er til nordiske krimier med fine beskrivelser og spændende handling, så kan man godt kaste sig over denne serie.

'Jordsug' af Tove Alsterdal. Modtryk 2022, 305 sider.

torsdag den 13. maj 2021

'Mørket' af Ragnar Jónasson

Første bind i trilogien om politikommisæren Hulda Hermannsdottír bryder med den kronologiske orden og starter med afslutningen af Huldas karriere. Den 64 årige politikommisær er i gang med at efterforske en trafikulykke, da hendes chef beder hende om at gå tidligt på pension. Yngre kræfter står på spring, der er ikke længere plads til Hulda blandt efterforskerne. Som en lille gestus får hun lov til at se på en uopklaret sag i et par uger inden hun skal forlade sit kontor.
Hulda vælger sagen om en ung kvindelig russisk asylansøger, som for et års tid siden blev fundet død i en lille vig uden for Reykjavik. Hulda tror ikke på teorien om selvmord, og hun kommer hurtigt tættere på sandheden; måske kommer hun endda for tæt på...
Det er en krimi, der også giver plads til antydninger omkring, hvad der tidligere er sket i Huldas liv og på den måde lægger op til en fortsættelse, hvor man får mere at vide. Romanen er af The Times kåret til en af de 100 bedste krimier, der er kommet siden 1945. Jeg har ikke læst nok krimier til, at jeg kan udtale mig om det, men jeg må indrømme at bogens slutning efterlod mig med en ret frustreret følelse. Ingen spoilers her, - men læs og døm selv!

'Mørket' af Ragnar Jónasson, Gads Forlag 2021, 322 sider.

onsdag den 30. december 2020

'Øens hemmelighed' af Guillaume Musso

Den unge forfatterspire Raphaël skaffer sig et sommerferiejob i boghandlen på øen Beaumont af en bestemt grund: Hans yndlingsforfatter Nathan Fawkes har de sidste tyve år levet isoleret på øen, efter at han holdt op med at skrive. Raphaël er fast besluttet på at få kontakt med den sky forfatter og måske endda få hans hjælp til det manuskript, som han selv kæmper med.
Men ikke alt går efter planen. En dag findes en kvinde myrdet på den rolige ø, og Nathans hund forsvinder. Den unge journalist Mathilde bringer hunden tilbage og vækker fortiden til live for Nathan. Han må mod sin vilje alliere sig med Raphaël for at finde ud af, hvad Mathilde er ude på.
Langsomt oprulles de begivenheder, der var skyld i, at Nathan holdt op med at skrive for tyve år siden, og historien om den fredfyldte ø krakelerer.
Spændende fortælling, der er svær at lægge fra sig! - Jeg følte mig godt underholdt!

'Øens hemmelighed' af Guillaume Musso. Lindhardt & Ringhof 2020, 271 sider.

lørdag den 18. januar 2020

'Knæk' af Belinda Bauer

En varm sommerdag i 1998 efterlades 11-årige Jack og hans to yngre søstre i en bil der er brudt sammen. Børnenes gravide mor er gået for at ringe efter hjælp, men hun kommer aldrig tilbage.
Tre år senere forsørger Jack sine to søskende ved at begå indbrud. De tre børn bor alene og forsøger udadtil at opretholde en facade af normalitet, så ingen opdager, at de er alene.
I den samme by er gravide Cathrine While alene hjemme, da hun om natten hører nogen i huset. Hun rejser sig for at undersøge sagen, og da hun kommer tilbage til sin seng finder hun en kniv på sit sengebord  og et kort med ordene: Jeg kunne have dræbt dig...
Herfra tager handlingen fart, det er en spændende og medrivende krimi, som jeg havde svært ved at lægge fra mig. (Men sådan har jeg det nu ofte med krimier.)

'Knæk' af Belinda Bauer. Jentas 2019, 333 sider.

tirsdag den 25. juni 2019

'Levende og døde' af Han Kang

I denne roman befinder vi os i Gwangju, der ligger i Sydkorea. Året er 1980, og et folkeligt oprør mod styret bliver brutalt slået ned. Den 14-årige Dong-ho opsøger byens sportshal for at lede efter sin ven blandt de mange døde. Han ender med at blive hængende og deltage i arbejdet med at registrere og beskrive de døde. I løbet af romanen følger vi forskellige personer omkring Dong-ho i tiden efter oprøret i Gwangju; hans forsvundne ven, en anden ung kvinde fra sportshallen, nogle af oprørerne, Dong-ho's mor, og afslutningsvis forfatteren, der boede i huset før Dong-ho. De forskellige menneskeskæbner vikler sig elegant ind og ud af hinanden.
I et nærværende, poetisk og indlevende sprog sætter forfatteren ord på de voldsomme følelser og oplevelser, som følger i kølvandet på massakren og torturen.
Det er meget velskrevet, men samtidig en rystende og barsk læseoplevelse, som man ikke lige glemmer!

'Levende og døde' af Han Kang. Gyldendal 2019, 250 sider.

onsdag den 28. marts 2018

'Åndehul' af Kari Hotakainen

En kriminalbetjent, der synger i kor, fortæller os denne historie. En kirketjener, der er med i koret betror sig til vores fortæller og tilstår at han stjæler ligklæder fra de døde, som hans kone syr om til brudekjoler og dåbskjoler, fordi de mangler penge. Kriminalbetjenten råder kirketjeneren til at betro sig til nogen, - men han vælger den forkerte at betro sig til , - nemlig frisøren, der også synger i koret. Frisøren er gift med en handicappet mand, som hun er inderlig træt af , - kan hun mon få kirketjeneren til at gøre noget, der vil ændre hendes situation, hvis hun lover ham tavshed? På sidelinjen står kriminalbetjenten med sin viden og tvivl. Allerhelst vil betjenten holde sig helt udenfor, men hvis man får et menneskes liv på samvittigheden, hvad så?
En lidt grotesk, men også selvironisk bog, der sætter et etisk dilemma til debat. Velskrevet men også lidt speciel. - Det jeg tænkte mest over til sidst var, hvorfor jeg mon ikke undervejs havde fanget kriminalbetjentens køn...?

'Åndehul' af Kari Hotakainen. Gyldendal 2017, 186 sider.