Viser opslag med etiketten psykisk syge. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten psykisk syge. Vis alle opslag

torsdag den 21. marts 2024

'Jeg hører, hvad du siger' af Katrine Marie Guldager

Marianne er parterapeut og bruger sit professionelle liv på at lytte til andre og hjælpe dem med at løse deres forholdsproblemer, - som ofte handler om kommunikation. Men da hendes voksne søn bliver tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, er hun magtesløs i forhold til at komme igennem til de ansvarlige læger. Hun bliver simpelthen ikke hørt. Hendes angst og bange anelser, hendes vrede mod systemet og dem, der ikke formår at vise omsorg for de mennesker der er i deres varetægt er utroligt fint og indlevende beskrevet. Angsten for at hendes krav kan gå ud over sønnen, men også angsten for at systemet ikke kan hjælpe, men bare gør ham dårligere. Overskriften siger det på sin helt egen måde: Hvis nogen siger til dig - "jeg hører, hvad du siger" - så hører de enten ikke efter, eller også har de tænkt sig alligevel at ignorere det, du siger.
Marianne forsøger at sætte mål op for sig selv for at komme igennem dagene. Hendes kæreste Morten tager alene afsted på den ferie de skulle have været på sammen, og på trods af de gode mennesker omkring hende, bliver dagene en kamp for overlevelse.
Denne roman er den sidste af de tre bøger om vrede kvinder, som Katrine Marie Guldager har skrevet, og efter min mening den bedste af dem. Den krøb virkelig ind under huden på mig. Må være obligatorisk læsning for alle, der arbejder i psykiatrien. 

'Jeg hører, hvad du siger' af Katrine Marie Guldager. Gyldendal 2024, 198 sider.

søndag den 16. juli 2023

'Stella Maris' af Cormac McCarthy

 Bogen er udformet som en lang samtale mellem den unge kvinde Alicia og hendes psykolog Dr. Cohen. Alicia har selv bedt om at blive indlagt på "Stella Maris", der er et sindssygehospital. Alicia er matematiker - en af de mest intelligente af slagsen, og selv om hun kun er 20 år, har hun været i gang med en doktorgrad, som hun dog har opgivet. Hendes elskede bror ligger i coma efter en ulykke i sin racerbil, og Alicia er flygtet fra hospitalets krav om, at hun skal tage stilling til at slukke for respiratoren. Hun gør i øvrigt klart, at hun ikke ønsker at tale om sin bror.
Der er lange indviklede passager i romanen som vel nærmest er forbeholdt matematiknørder, eller i hvert fald naturvidenskabeligt interesserede. Alligevel greb den mig; det er nok måden forfatteren skriver på - at hele romanen er udformet som en dialog. Jeg startede med "Passageren" og vurderer fortsat, at det er den rigtige rækkefølge at læse bøgerne i, selv om "Stella Maris" foregår i 1972 ca. 10 år før "Passageren"

'Stella Maris' af Cormac McCarthy. Gyldendal 2023, 224 sider.

søndag den 4. september 2022

'Højtryk og lavtryk' af Meg Mason

Martha er fyldt 40, og hendes mand Patrick har netop forladt hende. Det sender Martha ud på en ufrivillig indre rejse, som læseren tages med på. Martha har hele sit liv haft problemer med sit selvværd, og romanen springer frem og tilbage mellem episoder fra barndommen med de to kunstnerforældre, - hvor især mor altid havde brug for at være i centrum. Juleaftnerne hos moster Winsome og forholdet til søsteren Ingrid, der altid har været der for Martha, men nu har mere travlt med sin egen familie. Bid for bid kommer vi ind under huden på Martha, der med selvironisk vid og elegance husker tilbage og lærer meget om sig selv under den procces. Det er en roman der fortælles med en blanding af tør engelsk humor og selvironisk indsigt. - Virkelig en bog, der overraskede positivt! - Forsiden er ikke noget at råbe hurra for, men læs den alligevel!

'Højtryk og lavtryk' af Meg Mason. Politikens Forlag 2022, 390 sider.

lørdag den 27. marts 2021

'Vegetaren' af Han Kang

 I denne dystre, mørke og fascinerende roman befinder vi os i Sydkorea. Romanen fortælles af tre forskellige personer, men har en fjerde som hovedperson.
Den første fortæller, - som er den eneste, der optræder i jeg-form – er en virkelig usympatisk person. Han beskriver tiden før og efter, at hans kone har besluttet at blive vegetar. En beslutning, der - kan man forstå - er til stor gene for fortælleren, der netop havde valgt denne kvinde, fordi hun på alle måder er en gennemsnitlig kvinde.
Den anden fortæller er svoger til vores hovedperson; en videokunstner, som det er gået lidt tilbage for. Han ser Yeong-hye på en noget anden måde end hendes mand og er især betaget af tanken om den mongolplet, som hans svigerinde har på den ene balle.
Sidste del af romanen fortælles af hovedpersonens søster In-hye, der beskriver oplevelser i de to pigers barndom, mens hun spekulerer på hvad der er sket med hendes søster.
Som læser oplever man kun Yeong-hye udefra – med undtagelse af hendes drømme, der også beskrives i romanen. – Og drømmene er vigtige, da det netop er en drøm, der udløser hendes beslutning om at blive vegetar og dermed sætter gang i en lang række uforudsigelige hændelser.
Romanen kommer vidt omkring: Drømme, vold, blod, erotik, barndomstraumer, overlevelsestrang og vanvid er temaer, der tages under behandling og bliver siddende i læseren efter bogens slutning.
Det er en roman, der stiller flere spørgsmål, end den giver svar. Der er så mange lag i historien og langt ind til kernen, hvilket gør den velegnet til diskussion i læsekredse, hvis man kan klare bogens mørke tone. 

'Vegetaren' af Han Kang. Gyldendal 2017, 285 sider.

mandag den 31. august 2020

'Kvantespring' af Lise Villadsen

Ungdomsroman om Astrid, der går i 1.g. Alt i Astrids familie drejer sig om storesøsteren Cecilie, der lider af angst. Cecilie går i 3.g og de afsluttende eksamener nærmer sig, så nu sætter familien alle sejl til, for at få Cecilie igennem, så hun kan blive student. Men sygdom er ikke så let at styre, og selv om Astrid føler, at hun ofrer meget for Cecilie, så er det aldrig helt nok. Astrid har også drømme for sit liv, som hun alt for tit må sætte på pause.. Venskabet med Jonas sættes på prøve af Astrids mange afbud og hvad med Kristoffer, der går i klasse med Cecilie og er virkelig sød...? Fin og velskrevet ungdomsbog om at være pårørende til et menneske med psykisk sygdom.

'Kvantespring' af Lise Villadsen. Gyldendal 2020, 255 sider.

onsdag den 20. november 2019

'Når hjertet er en elpisker' af Mette Vedsø

Fint fortalt ungdomsbog om Pi, der halvvejs gennem 1. g falder om på gulvet midt i engelsktimen. Hun bliver sygemeldt med angst og bliver det meste af tiden hjemme i lejligheden. Hendes forældre er bekymrede, men prøver det bedste de kan. Mødet med udviklingshæmmede Vicky, der bor i lejligheden ovenpå, hendes mor Bianca, der har benet i gips og naboen den ældre Gillian Brown giver Pi en indsigt i, hvordan livet også kan være.
Hjertevarm fortælling om livet, der kan være hårdt, men også rummer mange muligheder. Måske en lidt for sød udlægning af det at have angst. - Især når man lige har læst en anden meget barsk selvbiografisk fortælling af en ung psykisk syg pige. Men det er en fin lille historie, og selv om det er en ungdomsbog kan den nu sagtens læses af voksne.

'Når hjertet er en elpisker' af Mette Vedsø. Høst & Søn 2019, 151 sider.

tirsdag den 19. november 2019

'Lad mig være, forskruet' af My Laub og Christina Wex

Barsk fortælling om My, der 18 år gammel kaster sig ud af sin mors bil mens de kører på motorvejen.. I bogen fortæller My sin historie; hudløst og ærligt - og meget selvkritisk. Som barn var hun et sensitivt lidt stille barn, der også havde perioder med angst. I starten af gymnasiet sætter hun sig voldsomt op til at være en anden; en af de populære piger. Det holder psyken ikke til i længden og mellem 1. og 2. g. går det helt galt. My bliver indlagt og udvikler et desperat ønske om at få 12 i sindsyge. Den lukkede afdeling er det helt rigtige sted at lære alt om selvskade og sindsyg opførsel.
Det er velskrevet, men også meget barsk læsning. Bagerst kommer Mys familie til orde, ligesom et par fagfolk skriver lidt generelt om unge og psykisk sygdom.

'Lad mig være, forskruet' af My Laub og Christina Wex. Gads Forlag 2019, 174 sider.

onsdag den 17. juli 2019

'Hungerhjerte' af Karen Fastrup

På Litteratursidens temadag i foråret havde jeg fornøjelsen af at høre Karen Fastrup. På Guldborgsund-bibliotekerne deltager vi desuden i øjeblikket i projektet "Det Åbne Værk", - der handler om at læse og skrive notater i romanen 'Hungerhjerte', - hvilket jeg nu har gjort.
- Det var både sjovt og lidt udfordrende at skulle skrive notater og refleksioner ned i bogen undervejs, imens jeg læste. Jeg er ikke vant til at skrive i de bøger, jeg læser.
Men til selve bogen, som er en barsk men velskrevet fortælling om psykisk sygdom. Romanen indledes med Karens indlæggelse på psykiatrisk afdeling. I tilbageblik både til barndommen men også til tiden lige op til indlæggelsen, følger vi Karen, - og leder måske ubevidst hele tiden efter grunde og forklaringer på, hvorfor det gik, som det gjorde. Men lidt efter lidt kommer man bare mere og mere ind i Karens univers og verden, - og følger hendes kamp for at blive rask igen. Alting slutter ikke med sygdommen. Sygdommen er en del af hverdagen på et givent tidspunkt i Karens liv, - men skal ikke nødvendigvis blive ved med at være det. Det giver læseren et håb, som er befriende at have med sig efter endt læsning.

'Hungerhjerte' af Karen Fastrup. Gyldendal 2018, 280 sider.

lørdag den 31. marts 2018

'Skildpadder hele vejen ned' af John Green

Aza Holmes er en lidt usædvanlig teenager. Hun gør sig mange overvejelser om fx hvor mange bakterier hendes krop består af, samt hvor ofte hun helst skal vaske hænder m.m. For en del år siden mistede hun sin far og på en sommercamp for sorgramte børn mødte hun Davis, der havde mistet sin mor. Siden har hun ikke haft meget kontakt med ham, men nu er hans velhavende far forsvundet i forbindelse med nogle lyssky forretninger. Der udloves en dusør til den, der kan komme med oplysninger om den forsvundne forretningsmand, og Azas veninde Daisy er fyr og flamme: Hun lægger planer for, hvordan de kan prøve at efterspore den forsvundne millionær.
I den forbindelse kommer Aza igen i kontakt med Davis. De to teenagere har noget særligt sammen, men det er svært for Aza at holde styr på alle sine tanker og tvangshandlinger. Også forholdet til veninden Daisy får et par skrammer undervejs, for hvordan er man egentlig en god veninde?
Velskrevet ungdomsbog om en ung pige med nogle særlige udfordringer.

'Skildpadder hele vejen ned' af John Green. Høst & Søn 2017, 282 sider.

søndag den 30. juli 2017

'Hvis der skulle komme et menneske forbi' af Thomas Korsgaard

Tue kommer fra et hjem lidt udenfor Skive. Hans mor var på hospitalet for at få en lillesøster med hjem, men søsteren døde, og siden da er alt gået skævt. Mor spiller computerspil og græder hele dagen, mens far passer dyrene på det lille landbrug og holde hundene uden navn spærret inde i entreen. De bor i et hus plaget af rotter og forfald. Tue har altid ballade i skolen, han har ingen venner og bliver altid uenig med lærerne. Engang imellem besøger han O.J og mormor, der gerne forkæler ham lidt.
Forfatteren er debutant, og han har skrevet en stærk fortælling om at være barn i et fattigt og sygdomsramt hjem i et hjørne af Danmark. Hvis man skal skrive sådan en roman, - så skal man skrive godt, for at jeg gider læse videre. Fordi emnet er så trist, så meget brugt, og fordi der er så mange andre historier, man kunne fortælle om udkantsområderne end den altid dårlige, som er den mest populære. - Men det gør han så også denne debutant, - skriver en roman, som man gider læse færdig; sørgelig og deprimerende men samtidig realistisk, usentimental og loyal mod sig selv.

'Hvis der skulle komme et menneske forbi' af Thomas Korsgaard. Lindhardt og Ringhof 2017, 314 sider

søndag den 21. maj 2017

'Dage uden sult' af Delphine de Vigan

Laure er 19 år. Hun er 175 cm. høj og vejer 36 kg, da hun bliver indlagt. Hun fryser hele tiden, - hun er døende. 3 måneders ophold på hospitalet bliver et vendepunkt for hende. Hun er nødt til at tage et valg; vil hun livet eller vil hun døden. Den empatiske læge, der rækker ud efter hende og overtaler hende til at gå i behandling, får en stor betydning for det videre forløb. Det samme gør de andre patienter på afdelingen; nogle har problemer med overvægt, alle har en eller anden form for spiseforstyrrelse. Fx den arabiske kvinde Fatia, der allerede har været indlagt et utal af gange. Og Corinne, som Laure næsten kan bruge som et spejl på sin egen situation. Langsomt og ikke uden væmmelse vender Laure tilbage til livet og affinder sig med de ekstra kilo, der skal til, før hun kan vende tilbage til verden udenfor.
Undervejs fortælles om Laures baggrund som barn af en psykisk syg mor og en voldsomt jaloux far, en barndom mellem to skrøbelige forældre.
Det er en meget velskrevet roman, der på en meget loyal måde går tæt på et skrøbeligt sind. Kan anbefales!

'Dage uden sult' af Delphine de Vigan. Peoples Press 2017, 149 sider.

onsdag den 27. april 2016

'Ulvekvinten' af Trisse Gejl

Meget velskrevet roman. Trisse Gejl rammer en meget fin tone i beskrivelsen af personerne omkring den psykisk syge pianist Zoe. I korte kapitler møder vi veninden Beate og sønnen Frederik og følger gennem deres øjne Zoe og hendes mand Thomas gennem kriserne. Zoe bliver mere og mere syg. Det er tragisk og forfærdeligt, men samtidig er det simpelthen så smukt og rørende skrevet. Den iagttagende og resignerende kloge og barnlige måde den 9-årige Frederik møder verden og sin mor på, er meget fint beskrevet. Og langsomt bygges en angst og en spænding op i læseren; for hvad kan Zoe egentligt finde på? Hvor ustabil er hun i virkeligheden? Som når hun kører 150 km i timen hen over Storebæltsbroen for at kunne høre en bestemt operasats...
Dette er den bedste bog, jeg har læst af Trisse Gejl, - og indtil nu en af årets bedste danske romaner.

'Ulvekvinten' af Trisse Gejl. Peoples Press 2016, 253 sider.

torsdag den 17. juni 2010

'Rejsen med den lille pige' af Kirsten Præst

Romanen handler om Cecilies kærlighed til andre mennesker, - mest kvinder - og alt det hun finder smukt omkring sig. Især Kathrine; den 15 år ældre psykolog og Maria; den jævnaldrende studiekammerat..
Cecilie har nogle oplevelser med sig, der præger hele hendes livshistorie. Hun kæmper så hårdt for at finde de smukke ting i tilværelsen, men grundlæggende er det bare svært at være Cecilie.
Der kunne have været brugt mere tid på korrekturlæsningen. Forfatteren har helt sikkert en historie at fortælle, og jeg hang også på og fik den læst færdig, men sproget irriterer jævnligt.

søndag den 23. november 2008

'Aminas breve' af Jonas T. Bengtsson

Janus bliver udskrevet fra den lukkede afdeling, hvor han har været i 4 år med diagnosen skizofren paranoid. Han har kæmpet for at blive udskrevet af en eneste grund: Han vil finde Amina. Amina der i lang tid har skrevet til ham regelmæssigt, men pludselig holdt op for et halvt år siden. I sin søgen kommer Janus vidt omkring i København og oplever lidt af hvert.
Det er en godt fortalt roman om et anderledes menneske, der alligevel kæmper for at gøre en forskel og stædigt forfølger sit mål.