tirsdag den 31. maj 2022

'Sovende minder' af Patrick Modiano

Modiano fik Nobelprisen i litteratur i 2014 og er kendt for sine fine stemningsfyldte beskrivelser af Paris. Denne lille roman er ingen undtagelse. Vi følger romanens fortæller, når han husker tilbage på sine ungdomsdage i starten af 1960'ernes Paris, hvor han færdedes i kunstneriske kredse og mødte interessante kvinder. En svævende og let fortælling om et lidt overfladisk ungdomsliv, men alligevel med en slags undergangsstemning over sig. For en af disse kvinder fandt han en dag sammen med en mand, som hun netop havde skudt...

'Sovende minder' af Patrick Modiano. Batzer & Co 2022, 106 sider.

mandag den 30. maj 2022

'Nøjsomheden' af Stine Askov

"Nøjsomheden" af Stine Askov er en virkelig dejlig bog, som jeg varmt kan anbefale. Mona er vokset op i ghettoen Nøjsomheden, og har mere eller mindre overtaget ansvaret for sin mor, der ikke har styr på ret meget. Arbejdet i boghandlen, hvor hun skriver små anmeldelser på post-its er et åndehul i hverdagen, og det er også her, hun får øje på Nikolaj og forelsker sig. Nikolaj kommer fra en helt anden verden, og det er ikke let for Mona at tro på kærligheden. Samtidig er hendes elskede moster Tut kommet på hospice og hendes fætter Frederick forsøger som altid at manipulere alle omkring sig. Det er en meget fin roman, der forstår at skildre en barsk hverdag med både indsigt, kærlighed, humor og håb.

'Nøjsomheden' af Stine Askov. Gyldendal 2022, 366 sider

søndag den 29. maj 2022

'Pigen i labyrinten' af Guillaume Musso

 Hvis man har læst et par bøger af en spændingsforfatter, så har man måske en tilbøjelighed til at tro, at man nu kender forfatterskabet og ved, hvordan den næste historie er bygget op. Sådan er det ikke med den franske bestsellerforfatter Musso. Han overrasker lidt hver gang. Og denne nye roman er ingen undtagelse; den kræver at man holder tungen lige i munden. Den er som de russiske dukker, hvor der ligger en dukke inden i den første man åbner o.s.v. Romanen åbner sig op og begynder så at kommunikere med en ny historie. Det lyder lidt kryptisk - og det er det også! Bogen lægger ud med at handle om den sky forfatter Flora i New York, der leger gemmeleg med sin 3-årige datter, - og pludselig er barnet forsvundet. Politiets efterretning leder ingen steder hen og Flora må gå andre veje for at finde svar på sine mange spørgsmål. I Paris sidder en ulykkelig forfatter og skriver på et værk, og alt ændrer sig da de to historier blandes sammen.
Det er lidt svært at beskrive denne roman uden at plotspoile, men giv den lidt tid og forvent lige dele psykologisk eksperiment, som spændingsroman!

'Pigen i labyrinten' af Guillaume Musso. Lindhardt & Ringhof 2021, 256 sider

tirsdag den 24. maj 2022

'Alene i mørket' af Trude Teige

Journalisten Kajsa Coren arbejder egentlig på en sag om mishandling af børn på børnehjem for mange år siden, men efter et besøg hos en anonym kilde, får hun mistanke om, at det nye dobbeltdrab, som hendes mand er involveret i efterforskningen af, hænger sammen med en række tidligere drab, der er uopklarede. Fælles for drabene er, at alle de dræbte på et eller andet tidspunkt har arbejdet på børnehjem eller har haft med anbragte børn at gøre. Noget tyder på at en eller anden er i fuld gang med at gøre et regnskab op... - Kajsas mand Axel er ikke meget for, at hun blander sig i hans arbejde, men hun får hjælp af politiefterforskeren Karsten.
En spændende og medrivende roman, som jeg læste ud i et stræk. Romanen er første del af en serie.

 'Alene i mørket' af Trude Teige. Alpha 2021, 334 sider.

søndag den 22. maj 2022

'Oblivion' af Anna Elisabeth Jessen

En skæbnesvanger aften for tyve år siden tog livet en helt ny drejning for denne bogs hovedpersoner. Nu har Ida skrevet en roman om det, der skete, og det river op i gamle sår, der kun på overfladen er helede. Romanen indledes med Laurids, der efter gudstjenesten besøger sin kone og søns gravsted og langsomt oprulles de begivenheder, der tyve år tidligere førte til sønnen Hans' alt for tidlige død. En spejderlejr, et samleje, en anklage om voldtægt, en skræmt pige og nogle voksne, der ikke tog sig tid til at lytte og spørge ind. Ganske få fatale dage og udtalelser ødelægger et ungt menneskes liv og efterlader de implicerede med en enorm skyldfølelse, som er svær at bære.
Romanen bygger på virkelige begivenheder og sætter fokus på en vigtig problemstilling. Den er også velskrevet, men samtidig lidt rodet og uoverskuelig, fordi så mange personer kommer til orde.

'Oblivion' af Anne Elisabeth Jessen. Gyldendal 2021, 236 sider