mandag den 29. oktober 2007

Mænd der hader kvinder af Stieg Larsson

Jeg plejer ikke at læse krimier, måske fordi de er umulige at lægge fra sig igen. Denne, den første af Stieg Larssons berømte trilogi er ingen undtagelse, faktisk er jeg bange for, at det kunne blive voldsomt vanedannende... - Og det går jo ikke, med alt det andet man også gerne vil nå i sit liv.
Men har man en weekend uden andre planer, så kan Mikael Blomkvist og Lisbeth Salanders selskab absolut anbefales...

tirsdag den 23. oktober 2007

'Erik Menneskesøn' af Lars-Henrik Olsen

Spændende og facinerende historie der tager udgangspunkt i den nordiske mytologi. Drengen Erik hentes til Asgård af Tor for at hjælpe Guderne. Idun og hendes livsæbler bliver holdt fanget af jætterne i Jotunheim, og uden livsæblerne svækkes og ældes Guderne langsomt men sikkert. Erik og Trud Torsdatter drager ud for at få Idun tilbage... Det er en farlig og spændende tur, og mine drenge på 8 (næsten 9) var meget facinerede af den.

mandag den 15. oktober 2007

Folkene på Innhaug af Anne Karin Elstad

I sin genre; historisk bonderoman, gør Elsted det rigtig godt i denne bog, der er hendes debut, men først nu er oversat til dansk.

Innhaug er en af de større gårde i en lille bygd i Nordnorge. I starten af bogen dør husbonden af blodforgiftning og den ældste søn Bård overtager. Tabet af manden er hårdt for Gjertrud, der gør sig hård og lægger afstand til resten af famlien. Hovedpersonen er gårdens yngste barn datteren Oline, hendes hemmelige sommerforelskelse og de forviklinger den medfører for hele familien. Den største støtte får hun fra fasteren Magret, men også brødrene bakker op om hende til sidst.
En hurtig læst bog, men spændende og fremadskridende handling.

tirsdag den 9. oktober 2007

Illusionernes bog af Paul Auster

Ja, hvad skal jeg sige; læs den! En af mine favoritter har vi nu læst i læsekredsen på Guldborgsund-bibliotekerne. Fremadskridende handling, spænding og en autencitet, der gør, at man ikke kan tro, at Hector Mann i virkeligheden bare er et produkt af en forfatters livlige fantasi.
Professor Zimmer mister sin kone og to sønner i en flyulykke. Det første, der igen skaber en vis interesse for livet hos ham, er et klip fra en gammel stumfilm, hvor den forholdsvis ukendte Hector Mann medvirker. Zimmer beslutter sig for at se alle de film Hector Mann medvirkede i, og skrive en bog om stumfilmstjernen, der forsvandt i 1928. Da bogen er udkommet, modtager han pludselig et brev fra Hector Manns kone... - Og herfra tager handlingen fart...
Kan på det varmeste anbefales.

Ekstremt højt & utrolig tæt på af Jonathan Safran Foer

Drengen Oscar Schell har mistet sin far ved terrorangrebet på tvillingetårnene i New York i september 2001. Han er ikke en helt almindelig dreng og tackler sorgen på sin egen måde. I sin fars påklædningsværelse finder han en nøgle, og da han tit legede forskellige opklaringslege med sin far, opfatter han nøglen som et spor og går i gang med at lede efter den lås, der passer til nøglen.

Denne søgen fører ham ud på en lang tur rundt til alle i New York med efternavnet Black. Alle kan de lære ham noget, eller han kan lære dem noget.

Sideløbende fortæller Oscars farmor og farfar deres historie, bl.a. om deres oplevelser under bombardementet af Dresden i slutningen af 2. Verdenskrig.

Jeg hørte først romanen som lydbog, men er glad for at jeg fik den trykte udgave i hånden også. Denne bog har så mange finurlige virkemidler; billeder, forskellige teksttyper osv., at det ville være synd at gå glip af dem.

Det er en dejlig bog, kan anbefales.