Jeg er startet i en læseklub! - Ikke en læseklub, hvor jeg selv sidder med som bibliotekar, hvilket ellers er det, jeg har mest erfaring med, men en, hvor jeg er almindelig deltager, - og hvor vi kun er fire medlemmer. Den første bog, vi har læst, er 'Tysktime' af Siegfried Lenz, som vi diskuterede på vores første møde i sidste uge.
Det var ikke en roman, der umiddelbart fangede mig, så lige i starten tænkte jeg, at det godt kunne blive en tung omgang. Jeg blev aldrig grebet på den måde, at jeg ikke kunne lægge den fra mig, men til gengæld på den måde, hvor man læser et stykke igen, fordi der er noget på spil og noget at tænke over.
Siggi sidder i ungdomsfængsel og har fået en opgave; han skal skrive en stil om 'pligtens glæder'. Og det er et emne han har meget at sige om. Han ser tilbage på sin barndom under krigen, hvor hans far - politibetjenten i en fiktiv nordtysk landsby - skal opretholde ro og orden. Landsbyen huser også en kendt maler, som faren har kendt siden de begge var børn. Ja maleren har endda engang reddet hans liv. Nu kommer der bud fra Berlin med et malerforbud mod malerens arbejde, som betjenten skal opretholde, hvilket han gør meget nidkært.
Det er en roman om barnets loyalitet, og om barnets loyalitetskrise; skal han følge sin far eller maleren, som han beundrer? Desuden handler det i høj grad om det at gøre sin pligt. Kan alle handlinger undskyldes med, at man bare gjorde sin pligt? - På den måde bliver romanen, der udkom i 1968, også et opgør med 2. Verdenskrig; et dokument fra de unge tyskere til de gamle.
Vi havde en meget givende samtale om romanen i Beldringe.
'Tysktime' af Siegfried Lenz. Valdemar 2015, 437 sider.
