Viser opslag med etiketten læger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten læger. Vis alle opslag

søndag den 28. april 2024

'Din og min verden' af Abby Jimenez

Alexis og Daniel lever vidt forskellige liv: Alexis er læge, ambitiøs og storbypige. Hendes forældre har store forventninger til hende, efter at hendes bror har "svigtet" familien og valgt anderledes. Daniel er tømrer, og uofficiel borgmester i en lille by. Han er 10 år yngre end hende og meget tiltrækkende, - men hun har svært ved at se ham som andet end en mand, hun kan have en kort affære med. Alexis er i klemme mellem sin ex-mand, der nægter at flytte ud af huset og insisterer på at forblive bedstevenner med hendes forældre, og Daniel må kæmpe for at bevare slægtens hus i familien og få sit liv til at hænge sammen økonomisk. På trods af deres forskellige forpligtelser, så har de imidlertid begge en følelse af at have mødt det menneske, som de gerne vil være sammen med. Kan de mon på nogen måde mødes på midten? 
Hyggelig romantisk feel-good underholdning.

'Din og min verden' af Abby Jimenez. Flamingo 2023, 376 sider

onsdag den 17. marts 2021

'Håbets rejsende' af Isabel Allende

Spanien 1938: Brødrene Dalmau kæmper for republikken i den spanske borgerkrig. Mens den yngste bror Guillem bliver dræbt i et afgørende slag lykkes det Victor at flygte til Frankrig sammen med Guillems gravide kæreste Roser. Da Franco sejrer, har de ikke andre muligheder end at finde et nyt land at leve i. I Frankrig er flygtningene ikke velkomne. Victor og Roser bliver enige om at gifte sig for at få adgang til skibet Winnipeg, som den chilenske digter Neruda har chartret for at redde de forfulgte spaniere. Lidt over 2000 spanske flygtninge sejler i august 1939 afsted til Chile, hvor de finder et nyt hjemland og i sidste øjeblik slipper ud af Europa. Den lille familie falder godt til i Chile, Victor færdiggør sin lægeuddannelse og Roser bliver en anerkendt pianist. De får nye venner, deriblandt den senere præsident Salvador Allende. De lever et fredeligt liv i mange år og kommer tættere på hinanden, men så tager Pinochet magten i Chile og mareridtet starter forfra...
Spændende velfortalt roman, der udover det historiske indblik i ligheden mellem Spaniens og Chiles politiske skæbne og udvikling,  især har fokus  på flygtningene og de undertryktes fortvivlede situation.

'Håbets rejsende' af Isabel Allende. Hr. Ferdinand 2020, 339 sider

søndag den 29. november 2020

'Det er de danske som flygter' af Erik Valeur og Lise Ringhof

I denne slægtsroman følges Erling Brinch gennem første del af det tyvende århundrede. Erling vokser op på Fanø. Starten af det nye århundrede er dramatisk, da Erlings lillebror Jakob drukner, imens den syv-årige Erling skulle holde øje med ham. Erling er ensom og anderledes, men ender med at knytte venskab med den vanskabte dreng Hubert fra fattiggården. Som den første i en lang slægt af sømænd vælger Erling en anden vej; han bliver student og studerer senere medicin i København. Erling har mange drømme om at rejse ud i verden og bruge sin lægelige viden der, men efter en ulykkelig forelskelse i eventyreren Kate, ender han alligevel med at slå sig ned i Vejle sammen med rigmandsdatteren Ragnhild, med hvem han får datteren Eva.
Romanen er omfattende og det store persongalleri giver et fint indblik i tiden. Erlings søster Ida, hans mor Katrine og hans københavnske venner Sivert, Høgen og Gribben giver romanen både kulør og indsigt i den aktuelle danmarkshistorie.
Det er en spændende og velfortalt slægtsroman, selv om jeg må indrømme, at jeg ind imellem blev irriteret over den vege Erling, der helt fra barndommen synes dømt til at træffe de forkerte valg - og stå stejlt på sin modvilje.

'Det er de danske som flygter' af Lise Ringhof og Erik Valeur. Gutkind, 2020, 523 sider.


søndag den 22. november 2020

'Underjordiske timer' af Delphine de Vigan

Mathilde er projektleder i en større virksomhed i Paris. Hun har altid elsket sit job, men efter at hun på et møde udtrykte uenighed med sin chef, er hun blevet kørt fuldstændig ud på et sidespor. Den ene ydmygelse efter den anden bliver hverdag for hende. Hun inddrages ikke længere i beslutningerne, og en dag møder hun op og opdager, at hendes kontor er blevet givet til praktikanten. 
Thibault er læge i Paris og kører ofte ud for lægevagten. Han har lige gjort det forbi med en pige Lila, som han stadig elsker. Hun er imidlertid ikke i stand til at elske ham tilbage, og han orker ikke at blive ved med at forsøge at vinde hendes kærlighed.
Vi følger disse to mennesker gennem en enkelt dag i Paris; d. 20. maj. De er begge et meget sårbart sted i livet. Gennem tilbageblik får vi et fint indblik i deres liv og de begivenheder, der har bragt dem til det sted, hvor de befinder sig nu. Mathilde er alene med sine tre drenge, fordi hun mistede sin mand for en del år siden. Thibault havde en drøm om at blive kirurg, men den brast, da en ven i arrigskab smækkede en bildør over hans hånd, så han mistede tre fingre.
Skildringen af mobningen på Mathildes arbejdsplads er bogens stærkeste del, - men også dyster læsning. Selv om Delphine de Vigan skriver godt, så er denne fortælling ikke sammenhængende nok til at bringe den op mellem forfatterens bedste udgivelser.

 'Underjordiske timer' af Delphine de Vigan. Peoples Press 2020, 246 sider

onsdag den 14. oktober 2020

'Næste! En lægeroman' af Nina Lykke

Den norske forfatter Nina Lykke har skrevet en satirisk og humoristisk roman om den midaldrende læge Elin, der er flyttet ind på sin lægeklinik og fører lange samtaler med plastikskelettet Tore, der står i hjørnet af hendes konsultation. Det er nemlig kommet til et brud med ægtemanden Aksel, som hun ellers har været sammen med i mange år og har to voksne døtre med.
Gennem årene er de to gledet mere og mere fra hinanden; han bruger al sin fritid på skiløb, og hun drikker lidt for meget. Da hun indleder et forhold til sin gamle ungdomskæreste Bjørn er det startskuddet til ægteskabets afslutning.
Jobbet er heller for sjovt; Elin er efter mange år som læge ved at være godt og grundig træt af sine patienter. De afsnit, hvor vi følger Elins indre monolog under patientbesøgene, er utroligt morsomme og ret pinlige; man får i hvert fald lyst til at begrænse sine egne lægebesøg til det absolut minimale!
I tilbageblik får vi Elins historie om mødet med Bjørn, spændingen ved at være utro, den trivielle hverdag, der pludselig ændrer sig, - men også sorgen over det, der er mistet.
Det er en meget velskrevet og lidt kompleks roman om skilsmisse, midtvejskrise, utroskab og lægeliv, som forfatteren fik den norske Brageprisen for i 2019. Hermed anbefalet!

'Næste! En lægeroman' af Nina Lykke. Gyldendal 2020, 313 sider.

søndag den 3. maj 2020

'De hjerneløse' af Thorstein Thomsen

Flemming arbejder som plejer på Sindsygehospitalet i Nykøbing Sjælland. Han har en rolig og omgængelig måde at omgås patienterne på og er glad for sit job, der også indebærer at operere hjerner ud af afdøde patienter. Som plejer har Flemming et nært forhold til mange patienter og ser ofte et mere nuanceret billede af dem end lægerne.
Astrid Kiel er gift med en af anstaltens læger og omgås de andre lægefruer. Hendes mand er nærig og arrogant, og ugens adspredelse i en ellers kedelig hverdag er studiekredsen hver onsdag. En dag bliver Flemming overfaldet af en voldelig patient og Astrid får øje på ham. Fra den dag ændrer onsdagene sig. Både Astrid og Flemming mangler noget i deres liv, og de har hver sin grund til at indlede et forhold. Men i 1949 er hospitalsvæsenet et meget hierarkisk system, så mulighederne for en fælles fremtid er ikke de bedste.
En god og velskrevet kærlighedshistorie i usædvanlige rammer, som man ikke skal lade sig skræmme af. Romanen tegner desuden et fint tidsbillede. Som læser kan man ikke lade være med at spørge sig selv; hvem er egentlig de hjerneløse i bogen?

'De hjerneløse' af Thorstein Thomsen. Byens Forlag 2019, 240 sider

søndag den 30. december 2018

'Åndedrag' af Cecilie Enger

Anæstesilægen Carla er på vej for at besøge sin gamle mor, da hendes bil skrider ud på en isglat skovvej. Med sig i bilen har hun en ung kvinde - Synne, der tilfældigvis skulle samme vej, og mens Carla kun får overfladiske skrammer, bliver hendes medpassager dræbt.
Igen og igen gennemtænker Carla scenen i bilen; hvad hun talte med Synne om, om hun kunne have gjort noget for at redde hendes liv og det faktum, at hun ikke syntes specielt godt om den unge kvinde.
Carla flytter hjem til sit barndomshjem; både for at komme lidt væk fra hverdagen, skrive en bog om anæstesi, og være tæt på sin gamle mor, der bor på plejehjem.
En fint fortalt, lidt lavmælt og eftertænksom roman om at tilgive sig selv, om at forsøge at leve med et andet menneskes liv på samvittigheden. - Men også om sårbarhed, om tre generationer af kvinder, om afhængigheden af de nærmeste og om at miste kontrollen over sit eget liv.

'Åndedrag' af Cecilie Enger. Forlaget Jensen & Dalgaard 2018, 224 sider.

torsdag den 13. april 2017

'Doktor Bagges anagrammer' af Ida Jessen

En fortsættelse til sidste års 'En ny tid' om lærerinden, der kom til Thyregod og giftede sig med lægen. Nu får vi lægen Vigand Bagges version af historien, og det er faktisk ret interessant. Man fornemmede det nok i den første bog; at han var en sammensat person med mange hemmeligheder, og det er oplagt at høre historien fra hans side. Vigand skriver ned om sit liv, - om forholdet til den far han beundrede, og den mor han fornægtede, om forholdet til hustruen, om den sygdom, der sniger sig ind på ham, men som han gør sit bedste for at ignorere.
Ida Jessen skriver godt, og jeg kan godt lide denne bog om knudemanden Vigand, der stædigt beslutter sig for at dø uden at fortælle noget om det til sin kone først...

'Doktor Bagges anagrammer' af Ida Jessen. Gyldendal 2017, 156 sider.