I romanen møder vi en midaldrende forfatter, der sidder i en park i London og holder øje med den aldrende Paul McCartney, som han gerne vil tale med. Han bliver imidlertid hele tiden forstyrret af tanker, drømmesyn og erindringer fra sit liv. Som dreng mistede han sin mor. Faren giver ham beskeden mens de kører afsted i den gamle trabant med Gud på bagsædet; et erindringsbillede, der kommer til at forfølge ham i mange år. Senere bliver drengen sendt med bussen nordpå til stedmorens tavse og utilnærmelige familie. Her møder han det opløste Beatles, der sidder og finder på en ny sang undervejs i bussen. Nordpå taler han med de døde på den lokale kirkegård, mens tabet af både mor og på sin vis også far bundfælder sig. Også senere i livet griber Beatles ind i hans liv, fx da han hører om mordet på John Lennon midt under en køretime.
Der er meget at analysere på, men for mig blev det lidt anstrengende læsning. En blanding af fantasi og virkelighed og mange skift frem og tilbage i tid. Ikke den bedste af hans romaner.
'Den gule ubåd' af Jon Kalman Stefansson. Batzer & Co 2024, 358 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar