Viser opslag med etiketten livet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten livet. Vis alle opslag

søndag den 21. april 2024

'Slip tankerne fri' af Sascha Strange

 I 12 kapitler funderer Sascha i korte tekster over alt det, der fylder i hendes hoved, som ikke er let at tale om. Kapitlerne har overskrifter som Tid, sorg, savn, depression, angst, afmagt, tvangstanker, stilhed, tvivl, omverden, liv og håb.
Det er fine små tekster, der er meget genkendelige og skrevet lige ud af landevejen; umiddelbare tanker. Nogle af dem fik mig til at tænke på min egen ungdom og alle de ting jeg spekulerede over, - som jeg faktisk næsten havde glemt. Sascha har så været igennem mere end de fleste, men det har nok også fået hende til at reflektere mere end de fleste Tak for en fin lille bog.

'Slip tankerne fri' af Sascha Strange. Forfatterskabet.dk 2023, 153 sider.

tirsdag den 26. december 2023

'Hvidhed' af Jon Fosse

Uha... En lille fortælling, - eller måske skal man snarere kalde den en fabulering - over et stort emne. Mødet med døden - eller livet og døden - er, så vidt jeg kan udlede, essensen af denne bog. Det er godt nok en mærkelig historie, uden den store handling. En mand kører lidt tilfældigt afsted i sin bil, drejer her og der og befinder sig til sidst i en mørk skov, da bilen kører fast og ikke kan mere. Det begynder at sne og han begiver sig nu til fods ind i skoven for at finde hjælp. Hele tiden kører hans tanker i ring og det er primært disse tanker, som bogen består af. På et tidspunkt ser han sine forældre, taler endda til dem - og de taler sammen, - men ingen kan rigtigt nå hinanden. Der er en stor lysende hvidhed og bare fødder i sne og tankemylder. En ret speciel bog, der på sine få sider tager et komplekst emne op. Skrivestilen minder mig om Dostojevskij, dog er der ikke så meget ydre handling, men mere noget indre på spil her. 

'Hvidhed' af Jon Fosse. Batzer & Co 2023, 60 sider.

fredag den 15. september 2023

'Bulgakovs kat' af Adda Djørup

Romanens jeg-fortæller er forfatter, men bestemmer sig for at begynde at leve livet i stedet for hele tiden at skjule sig i det fiktive. Det betyder, at hun forærer alle sine bøger væk, holder op med at se fjernsyn og abonnere på aviser og magasiner. Og holder op med at skrive romaner. I stedet koncentrerer hun sig om at lære sin datter at cykle og øve sig i at lave mere konkrete ting.
Men så møder hun kæmpekatten Behemot, der bliver hendes elsker, og tager hende med ud i det virkelige livs ekstremer. Med Behemot følger man sine lyster og gør alt, hvad man har overhovedet kan forestille sig af uartige og amoralske ting. Han færdes i magtfulde, ekstremt rige miljøer, og forfatteren er hans dronning. Indtil hun en dag farer vild på et slot og finder sig selv udtørret, rynket, afmagret og lænket til en seng.... - Så må hun igen ændre på sit liv og sine prioriteter.
Jeg må indrømme, at jeg fandt den ret mærkelig. Måske er den lettere at forstå, hvis man har læst 'Mesteren og Margarita' af Bulgakov? Men der er meget at analysere på og tale om. Om eksistens og om hvilke valg vi tager i livet; hvordan vi vælger at leve, og hvad der er vigtigt.

'Bulgakovs kat' af Adda Djørup. Rosinante 2020, 179 sider

onsdag den 22. december 2021

'Lenni og Margots et hundrede år' af Marianne Cronin

Lenni Petterson er 17 år og Margot Macrae er 83. De er begge patienter på Glasgow Princess Royal Hospital. Lenni er terminalpatient efter et langt kræftforløb og Margot har dårligt hjerte. De to lyder måske som et umage par, men da de mødes i hospitalets nye krea-rum, opstår der en forbindelse mellem dem, som udvikler sig til et stærkt venskab. De sætter sig for at gennemføre et kunstprojekt bestående af 100 billeder, der skal symbolisere deres sammenlagte alder. De 100 billeder viser episoder og skelsættende begivenheder fra deres liv: Et alt for kort liv og et langt liv; begge med kærlighed, skuffelser, misforståelser, svigt og oplevelser. Efterhånden som kunstprojektet skrider frem, får læseren både Margots og Lennis livshistorie bid for bid.
Lenni er bogens primære hovedperson og meget rørende beskrevet. Hun er nysgerrig og søger svar hos alle, hun møder. Især forholdet til hospitalspræsten Arthur er fint, levende og humoristisk beskrevet. En ting, jeg mangler lidt, er dog en plausibel forklaring på Lennis forældres fravær i hendes liv.
En medrivende fortælling, der med humor og elegance tager fat på et svært emne: At vi så snart vi er født også kan dø. Og at livet har værdi om det så er kort eller langt. Og en lille advarsel: Det er svært at undgå at knibe en tåre undervejs...

'Lenni og Margots et hundrede år' af Marianne Cronin. Alpha 2021, 365 sider.

mandag den 20. december 2021

'Dyreliv' af Audur Ava Olafsdottir

I denne lille fine roman følger vi Dyja gennem et par dage på den mørkeste tid af året, - lige op til jul. Dyja er alene, midt i 40'erne og bor i sin afdøde grandtantes lejlighed. Som grandtanten - og flere andre kvinder før hende i slægten - er hun jordemoder. På islandsk siger man "lysmoder" - et ord der i 2013 blev kåret som sprogets smukkeste ord på Island. Dyja plejer at arbejde i julen, men i år er hun sendt på ferie og bruger tiden på at rydde op i lejligheden og gennemgå sin tantes papirer. I en gammel papkasse finder hun udkast til tre manuskripter, der bl.a. indeholder udsagn fra ældre jordemødre og optegnelser over hvad mennesket er i stand til. Man fornemmer, at der er et eller andet særligt med Dyja, men ikke helt hvad.. Måske er hun ensom, måske har hun haft en sorg, der ikke lader sig beskrive eller også har hun bare svært ved at forholde sig til livets praktiske aspekter. Hun taler ofte i telefon med sin søster, der er metrolog og har fokus på det voldsomme vejr, der nærmer sig Island. Dyjas forældre driver en bedemandsforretning sammen med hendes svoger; sådan sættes livet i perspektiv.
Det er en roman med overraskende lidt handling, men ret meget refleksion - over livets begyndelse, forløb og afslutning. Alligevel fornemmer man at noget rykker sig i Dyja, imens hun læser sin tantes papirer og langsomt får sat skik på lejligheden og gør den til sin egen.

'Dyreliv' af Audur Ava Olafsdottir. Batzer & Co 2021, 220 sider.

søndag den 13. juni 2021

'Fuglenes anatomi' af Merethe Lindstrøm

En midaldrende kvinde går omkring i sit hus, som hun deler med ægtemanden Sirke, der drikker lidt rigeligt. Familien er flyttet fra Norge til England for en del år siden og kvinden følte sig straks hjemme i huset, men er stadig lidt fremmed overfor landsbyens miljø. Man fornemmer, at ægteskabet befinder sig i en form for krise, eller at i hvert fald den kvindelige hovedperson føler sig i krise. Hun tænker tilbage på sin barndom og genoplever, hvordan moderens traumer har sat sig spor i hende selv. Ligeledes tænker hun tilbage på en barsk tid, hvor hendes ældste datter led af en alvorlig depression.
Ind imellem brydes erindringsstrømmen af nutiden, hvor den unge fyr Tom er i gang med at udføre forskelligt renoveringsarbejde på huset. Han bygger bl.a. en voliere til fortællerens fugle. Hun fascineres af Tom og forsøger at følge med i hans liv på afstand.
Det er en meget fint fortalt historie med vægt på sprog, følelser og stemninger. Meget sanselig og ind imellem lidt uhyggelig, fordi man fornemmer krisestemningen uden egentligt at kunne sætte ord på, hvad der er gået galt.

'Fuglenes anatomi' af Merethe Lindstrøm. Batzer & Co 2021, 244 sider.

onsdag den 14. februar 2018

'Sande glæder' af Lars Saabye Christensen og Stian Hole

En meget smuk bog, som du nok ikke kan nøjes med at låne på biblioteket. - Det er en bog, man må eje, så hermed skrevet på min ønskeliste! Eller bare et gaveforslag!
Lars Saabye Christensen har skrevet de enkle små bemærkninger om glæden ved livets små øjeblikke, men de enkle sætninger ville ikke være så meget ved uden de smukke illustrationer af Stian Hole. Det er dem, der får dig til at tænke over fortolkningen og sammenhængen mellem ord og billede.
Giv den til din bedste veninde, - eller din søster!

'Sande glæder' af Lars Saabye Christensen og Stian Hole. Rosinante 2017, 83 sider.

søndag den 5. november 2017

'Erle Perle' af Nanna Goul

Fin dansk novellesamling! En enkelt af novellerne finder sin inspiration i eventyret om Hans og Grethe, men ellers møder læseren en række mennesker, hvis liv er under forandring. Fx ægteparret med tvillingerne, der forsvinder ind i bjerget, den voksne søn, der efter mange år vender hjem til sin forsømte mor, den unge kvinde, der skal arve et forfaldent slot, en kat, der har taget magten over sin familie, og det unge par, der venter på at få urnen med deres barns aske begravet.
De 11 noveller kommer næsten alle omkring temaer som liv, død, forandring og forgængelighed 
Der er en næsten gotisk uhygge over de helstøbte velskrevne fortællinger, der med udgangspunkt i hverdagens oplevelser og forandringer tager en overraskende drejning mod noget grotesk eller overnaturligt. Et godt bud på en af årets bedste danske novellesamlinger!

'Erle Perle' af Nanna Goul. Rosinante 2017, 158 sider.

lørdag den 25. april 2015

'Livet er bedre' af Anna Gavalda

I Danmark er hun ikke så læst, men siden jeg læste 'Udflugten' har jeg holdt lidt øje med franske Anna Gavalda.
Denne udgivelse rummer to fortællinger om to yngre mennesker, der hver især træffer beslutning om at ændre deres liv efter mødet med en fremmed. I den første fortælling møder vi Mathilde på 24 år; en ret overfladisk ung dame, der er til fest og farver. Hun glemmer sin taske - indeholdende 10.000 euro - på en cafe og får den efterfølgende leveret tilbage med alt indhold af en fremmed mand, der ikke engang er speciel tiltrækkende. Alligevel kan hun ikke glemme ham og bliver nærmest besat af tanken om at finde ham igen.
I den anden fortælling, - der er min favorit, - hjælper Yann sin overbo med at bære et tungt møbel op til 4. sal og bliver inviteret til aftensmad. Her bliver han introduceret til et liv og et tankesæt, der får ham til at tage sit eget halvkedelige liv med kæreste og job op til revision.
Pointen er klar: Livet er bedre! Vi har lov til at opsøge et liv, der giver mening, kæmpe for at være den bedste udgave af os selv, leve det liv vi føler os bedst i harmoni med. Det lyder måske meget frelst, men med Gavaldas charmerende selvironiske sprog og stil bliver denne læseoplevelse både tankevækkende og underholdende.

'Livet er bedre' af Anna Gavalda. Lindhardt og Ringhof 2015, 304 sider.

torsdag den 9. april 2015

'Ivan Iljitjs død' af Lev Tolstoj

Nyoversat kortroman fra en af de russiske mestre. Ivan Iljitj er statsanklager og har gjort karriere. Endelig lykkes det for ham at få en god stilling i landets hovedstad, men under istandsættelsen af sin nye lejlighed falder han ned fra en stige og kommer til skade. Trods mange lægekonsultationer går det kun den forkerte vej og lidt efter lidt gør Ivan Iljitj sig flere og flere tanker om sin forestående død, men især om hvordan han har levet sit liv. Ægteskabet med en kvinde han ikke holdt af, relationen til mennesker undervejs, børn og karriere, hvad har været det vigtige, hvordan har han brugt den tid, der blev ham tildelt. Meget fin roman om en døende mands overvejelser omkring sit liv. Et lille eksistentielt mesterværk.

'Ivan Iljitjs død' af Lev Tolstoj. Oversat af Marie Tetzlaff. Gyldendal 2015, 105 sider.

lørdag den 23. november 2013

'At leve med Kierkegaard' af Sørine Gotfredsen

Jeg har gennem flere år fra forskellige kanter forsøgt at nærme mig Søren Kierkegaards litteratur. Dette er den første bog jeg har læst på min Ipad mini via Ereolen, og jeg ledte egentligt efter noget af Kierkegård. Men denne viste sig at være en rigtig god idé. Forfatteren tydeliggør og viser hvordan hun har brugt Kierkegaards overvejelser i sit eget liv. Det sætter nogle tanker og overvejelser i perspektiv. Især kapitlerne om at fortvivle og at elske ramte noget, jeg kunne bruge lige nu. Det med at tro har jeg det straks lidt vanskeligere med.
Tilføjet min julegaveønskeliste...

'At leve med Kierkegaard' af Sørine Gotfredsen. Kristeligt Dagblad 2013, 185 sider.

lørdag den 4. april 2009

'Kald mig Fishmael' af Jay Nussbaum

Hemingways klassiker 'Den gamle mand og havet' får nyt liv i denne fortælling, hvor vi hører historien set fra den store gamle fisks synspunkt. Eller rettere sagt fra Fishmaels synspunkt. Det handler om venskab, angst, kærlighed og tro - og om at finde sig selv, samt de værdier man ikke kan leve uden. En fin lille fortælling med dybde. Den sammelignes bagpå med 'Den lille prins' og 'Jonathan Livingstone Havmåge, og selv om jeg ikke synes den når helt op på siden af dem, så er det alligevel en fin lille historie.

søndag den 25. maj 2008

'Døden udebliver indimellem' af José Saramago

Puh.. den var sej. For at læse denne bog skal man være i humør til langstrakt filosofi over døden og dødens betydning for det liv vi lever - på makroplan; altså samfundsmæssigt set. Helt ærlig så savner jeg en sammenhængende handling, en eller anden historie, der kan bære /viderebringe filosofien... Der er nogle gode betragtninger omkring døden, livet og samfundet, men som roman synes jeg ikke den er vellykket... - De sidste 30 sider retter dog lidt op på det...

tirsdag den 29. april 2008

'Nattog til Lissabon' af Pascal Mercier

Gregorius, - en midaldrende gymnasielærer i Bern, der aldrig før har overrasket nogen, forlader sin klasse midt i timen og køber et par dage senere en enkeltbillet til Lissabon.
Hvorfor? Jo, - han har mødt en kvinde, og han har fået læst et par sætninger højt fra en portugisisk bog, som han føler, er skrevet direkte til ham.
Nu kan en usædvanlig opdagelsesrejse tage sin begyndelse: Gregorius opsøger i Lissabon alle der kender til den portugisiske læge og forfatter Amadeu de Prado og forsøger at stykke hans livshistorie sammen. Det er en usædvanlig historie om en højt intelligent mand, om de valg, der fik konsekvenser i hans liv, og om de mennesker der elskede ham.
Det er samtidig en filosofisk bog med plads til masser af overvejelser og tanker, en af de bedste jeg har læst længe. - Hermed anbefalet!