Viser opslag med etiketten velfærdssamfundet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten velfærdssamfundet. Vis alle opslag

onsdag den 19. marts 2025

'Overskudskvinder' af Nina Smith og Anne-Mette Barfod

Denne bog er et vigtigt indlæg i debatten om vores velfærdssamfund og ligestilling. På en måde kan man vel kalde den et svar på Emma Holtens 'Underskud', der igen var et svar på en artikel som Nina Smith havde skrevet om hvordan kvinder er en underskudsforretning for samfundet. Det lyder meget forsimplet at skrive det på den måde, og det er også en meget mere kompleks problemstilling, som er svær at beskrive kort.
Bogen kommer omkring omsorgens historie; hvordan det gik til at omsorgen gik fra at være en sag for den enkelte familie (Læs kvinden i familien) til at blive et samfundsanliggende, og hvilken betydning det fik for kvinders ligestilling. Velfærdsstaten gav kvinder mulighed for at tjene egne penge og blive uafhængige af mandens indkomst. Men velfærdsstaten hviler på en generationskontrakt, der går ud på at vi i den erhvervsaktive alder alle bidrager med vores arbejdskraft og betaler vores skat. På den måde kan vi få råd til omsorg betalt af staten. Det er imidlertid en frivillig generationskontrakt, som vi ikke er forpligtede på. Og hvis man føler at kvaliteten af det velfærdsstaten kan tilbyde bliver dårligere og dårligere, så begynder nogle at arbejde hen mod en opsigelse af den kontrakt. At melde sig ud af ræset, stå af hamsterhjulet, gå på deltid. Det er en ond cirkel, der kan ende med at underminere velfærdsstaten. Og hvem bliver taberne i det? Hvem tager ansvar for børnene, de ældre og de syge, hvis staten ikke lever op til sit ansvar? Oftest den lavest betalte i familien, den alle kigger på og forventer det af: kvinden. På den måde har velfærdsstaten en enorm betydning for kvinders ligestilling.
Og hvad er alternativet? Forhold som i Sydeuropa eller USA, der også kort gennemgås i bogen? - Og det tror jeg ikke, at vi skal ønske os.
Selv om bogen afsluttes med 12 gode råd til kvinder, om hvad man selv kan gøre, så kunne jeg alligevel godt tænke mig et konkret quick fix; for de fleste gode råd er langsigtede. Nina Smith udtrykker sin bekymring for børn og børnebørn; en bekymring, som jeg deler.
Jeg har selv været på deltid, da mine børn var små, og jeg er ikke nogen ivrig fortaler for hamsterhjulet. Men der er nogle åbenlyse fordele ved velfærdsstaten, som vi bare er nødt til at kæmpe for. Giv denne bog til din datter, svigerdatter eller andre unge kvinder, du kender!

'Overskudskvinder' af Nina Smith og Anne-Mette Barfod. Lindhardt og Ringhof 2025, 214 sider

søndag den 23. juni 2024

'Arbejdets land' af Kaare Dybvad Bek

 Kaare Dybvad Bek har skrevet en interessant bog om sammenhængen mellem vores velfærdssamfund og vores arbejdsindsats. Han beskriver, hvordan indretningen af velfærdssamfundet fra starten forudsatte, at vi leverede en høj grad af arbejdsindsats på arbejdsmarkedet. Det var simpelthen nødvendigt, at flere bidrog til arbejdsmarkedet for at kunne få råd til den velfærdsstat, som man ønskede at indrette i Danmark. Det løstes i første omgang ved at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet og i anden omgang ved at mindske antallet af arbejdsløse. Hans pointe er, at vi stadig er nødt til at lægge en stor indsats - altså gå på arbejde - for at kunne opretholde vores velfærdsstat. Og her langes ikke kun ud efter dem, der er vokset op i en kultur og i et hjem hvor det ikke er normen at gå på arbejde, - selv om det naturligvis også er et sted vi skal have vores fokus. Nej, forfatteren peger på den trend, der får højtuddannede og vellønnede mennesker til at tjekke ud fra hamsterhjulet, flytte til Ærø eller ud i en skov, minimere deres forbrug og droppe det almindelige arbejde. For de mennesker nyder stadig godt af vores velfærdssystem, - bare uden at bidrage med skattekroner til det. Også det faktum, at man i dag kan tjene flere penge på at investere i fast ejendom eller aktier end man kan på at gå på arbejde, fremhæves som et misforhold, som der bør ses på rent politisk. Unge førstegangskøbere har i dag alt for svært ved at komme ind på boligmarkedet, mens de der havde mulighed for at købe attraktive boliger i Københavnsområdet for måske 15 år siden, nu kan skumme fløden. Også den 51 årige direktør, der beslutter at trække sig tilbage og leve af sine investeringer, får et par borgerlige ord med på vejen.
Som altid i Kaare Dybvad Beks bøger er der noget at forholde sig til og tænke over. Han har et fint blik for både den historiske sammenhæng og den folkelige arbejdsmoral, der må siges at være høj i Danmark. Jeg må se at få læst Ærø-manifestet, men nu er jeg først gået i gang med Emma Holtens 'Underskud'

'Arbejdets land' af Kaare Dybvad Bek. Grønningen 1 2024, 276 sider.

torsdag den 13. juli 2017

'De lærdes tyranni' af Kaare Dybvad Bek

Denne bogs titel er en ren provokation i sig selv, især for alle, der er veluddannede! Men det skal nu ikke afholde mig fra at anbefale den. Og som jeg læser den, så er titlen mest et blikfang, - og et velvalgt et af slagsen. Forfatteren kommer med nogle virkelig vigtige pointer, - og en plausibel forklaring på, hvorfor der skabes større og større afstand mellem mennesker i dette land. Hvorfor vi har sværere og sværere ved at forstå hinanden. Den vigtigste pointe handler om, hvordan vi som samfund prioriterer de penge, der er sat af til uddannelsessystemet. Hvordan flere og flere midler går til videregående uddannelser og SU, - fordi vi alle helst skal være akademikere, imens den almindelige folkeskole, der er for alle, får færre penge at skabe skole for.
Med eksempler fra sit eget bagland i Vestsjælland tydeliggør forfatteren den udvikling, der er sket gennem de sidste 20 år i forhold til større social ulighed, centralisering, akademisering m.m., og retter et direkte angreb på den kreative klasse, der får skylden for en stor del af udviklingen.
Bogen har - ikke overraskende - fået en del kritik i mange medier. Man kan være enig eller uenig, men jeg vil gerne opfordre til, at man i det mindste læser den, før man begynder at nedgøre den. Den rejser en meget vigtig debat omkring, hvordan vi holder fast i vores velfærdssamfund. Så måske burde man ikke blive så overrasket over at udspillet kommer fra en socialdemokrat....

'De lærdes demokrati' af Kaare Dybvad Bek. People's Press 2017, 215 sider.