Viser opslag med etiketten slaveri. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten slaveri. Vis alle opslag

onsdag den 9. november 2022

'Paradis' af Abdulrazak Gurnah

Den 12-årige Yusuf sendes østpå for at bo hos in velhavende "onkel" Aziz. Først tror han, at han skal på en slags ferie, men senere går det op for ham, at hans forældre har overdraget ham til den rige købmand som gældsslave, da de ikke kan betale deres gæld. Yusuf bliver sat til at arbejde i købmandens butik, og den lidt ældre Khalil tager sig af ham, mens han vokser op. Yusuf sniger sig ind imellem ind i købmandens smukke have, og her får fruen i huset øje på ham. Aziz bryder sig ikke om sin hustrus interesse for den kønne dreng og tager ham med ud på en af sine forretningsrejser. Det bliver en voldsom tur med mange barske men også eventyrlige oplevelser. Tilbage i købmandens hus får Yusuf øje på Khalils søster Amina, som købmanden har taget som sin anden hustru.
Det er en meget billedskabende roman, velskrevet, men også en barsk fortælling om livet som fattig og en tilværelse der i høj grad er på andres nåde. Europæernes grusomhed og udnyttelse af de lokale; den riges magt over den fattige, er centrale temaer, men der er også plads til naturens skønhed, og en ung mands søgen efter svar.
Forfatteren fik Nobelprisen i litteratur i 2021.

'Paradis' af Abdulrazak Gurnah. Gutkind 2022, 284 sider.


fredag den 2. februar 2018

'Den underjordiske jernbane' af Colson Whitehead

Den barske men velfortalte roman handler om slavepigen Cora, der sammen med Caesar flygter fra Randall plantagen i Sydstaterne. Caesar ser Cora som lidt af en maskot, fordi det i sin tid  som den eneste nogensinde lykkedes hendes mor Mable at flygte og undslippe. Slavejægeren Ridgeway fandt aldrig Mable, men nu sætter han alt ind på at fange hendes datter, det er hans ære, der står på spil!
Det er på mange måder en barsk og grusom fortælling, men også en barsk historisk periode. Symboliseret ved "Den underjordiske jernbane" får Cora også hjælp undervejs på sin flugt, men Ridgeway er konstant i hælene på hende og hun kan aldrig vide sig sikker.

'Den underjordiske jernbane' af Colson Whitehead. Politikens Forlag 2017, 299 sider

mandag den 12. december 2016

'Hjemfærd' af Yaa Gyasi

En fantastik velskrevet debutroman om to afrikanske halvsøstre og deres efterkommere gennem flere hundrede år. Effia og Esi er begge født i det senere Ghana i sidste del af 1700-tallet. Mens Effia bliver gift med en fremtrædende britisk officer på Cape Coast, bliver Esi taget til fange, solgt som slave og sendt med et slaveskib til Amerika.
I alle de følgende kapitler følger vi skiftevis Esis og Effias efterkommere frem til nutiden. Esis efterkommere lever med slaveri, undertrykkelse, oprør og kamp for lige rettigheder i USA, mens Effias slægt efter slægt oplever kolonisering, missionering og undertrykkelse samt stammekampe i deres eget land. Hvert kapitel fungerer næsten som en selvstændig fortælling med en ny hovedperson, men samtidig er det tydeligt at generationernes samspil har stor betydning for de valg den enkelte tager.
Det er en spændende og til tider meget barsk fortælling om de vilkår som slaverne og deres efterkommere har måttet leve under igennem generationer. Alle personer bliver levende og nærværende for en, og det var en bog, jeg havde svært ved at slippe. Kan anbefales!

'Hjemfærd' af Yaa Gyasi. Lindhardt og Ringhof 2016, 355 sider

søndag den 18. september 2011

'Den kendte verden' af Edward P. Jones

Da Henry Townsend som 31-årig midt i 1800-tallet dør på sin ejendom i Virginia, efterlader han sig udover sin enke 20 hektar jord og 33 slaver. Det usædvanlige er, at Henry selv er sort. Han blev ca. 20 år tidligere frikøbt af sine forældre og har siden selv slået sig ned som plantage- og slaveejer. Omkring denne begivenhed bygger forfatteren sin fortælling om et samfund i Sydstaterne, der for de implicerede personer rummer hele den verden, de kender. En verden hvor vi bliver præsenteret for et stort persongalleri; slaver, slaveejere, slavepatruljer, frigivne sorte. Hele omdrejningspunktet i romanen er forholdet mellem mennesker i en verden, hvor det almindelige er at kunne eje hinanden. Lidt efter lidt drages man ind i dette univers, hvor alle beskrives på en yderst menneskelig måde. I starten synes jeg nok at bogen kræver lidt tålmodighed af sin læser, men man belønnes hen af vejen. Han skriver på en helt speciel måde, med små blik frem i tiden, der får historien til at fremstå meget autentisk og researchet, men også lidt fagtung.
Romanen vandt Pulitzer-prisen i 2004 og er den første af forfatteren på dansk.

'Den kendte verden' af Edward P. Jones. Klim 2011, 374 sider