Viser opslag med etiketten racisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten racisme. Vis alle opslag

lørdag den 10. maj 2025

'Drømmetælling ' af Chimamanda Ngozi Adichie

Romanen handler om fire kvinder, hvis liv væver sig ind i hinanden. Den samlende person er den nigerianske rejseskribent Chiamaka. Hendes forældre er velhavende og hun bor i USA. Under corona-nedlukningen tænker hun tilbage på mændene i sit liv. Chiamaka er en drømmer og romantiker; hun holder fast i tanken om den eneste ene. - Og det er ret underholdende, at høre om hendes genvordigheder i kærlighedslivet.
Zikora er jurist og Chiamakas veninde i USA. Hun kommer også fra Nigeria og har haft succes i sit arbejdsliv. Men hun vil giftes og have børn og det haster - hun nærmer sig de 40. Men netop som hun tror at huner kommet i mål med sine drømme bliver hun svigtet og må vende sig mod det sidste menneske, som hun tidligere ville have søgt hjælp hos: sin mor.
Kadiatou kommer fra Guinea og er husholderske for Chiamaka. Født og opvokset i stor fattigdom og kommet til USA sammen med sin datter Binta. I sit job som stuepige på et fint hotel bliver hun udsat for et overgreb og så bryder helvede løs.
Omelogor er Chiamakas nigerianske kusine; en fremgangsrig businesskvinde i Nigeria, der ikke får det ud af sit ophold i USA, som hun havde håbet på.
Det er en fantastisk bog, som jeg kun kan give mine bedste anbefalinger. Den har det hele; svigt, kærlighed, venskab, humor og ukuelig optimisme. Skrevet i et flot sprog og med mange gode pointer.

'Drømmetælling' af Chimamanda Ngozi Adichie. Politikens Forlag 2025, 467 sider.

søndag den 14. februar 2021

'En skøn alder' af Kiley Reid

 Emira Tucker er 25 år, og i modsætning til sine veninder, så ved hun ikke rigtigt, hvad hun vil med sit liv. Hun har ikke så mange penge, så et job som babysitter hos familien Chamberlain, lyder umiddelbart som en god idé. Hun knytter sig da også hurtigt til den 3-årige Briar, men forholdet til mor Alix forbliver anstrengt. Alix forsøger af al magt at etablere et veninde-forhold til Emira, hvilket hun ikke er synderligt interesseret i. En aften kaldes Emira på arbejde, da der er opstået en nødsituation i familien Chamberlain. Hun tager Briar med i shopping-centeret, hvor en vagt sætter spørgsmålstegn ved forholdet mellem den unge festklædte sorte kvinde og den lille hvide pige. Hele optrinnet filmes af en yngre mand, der senere skal komme til at spille en væsentlig rolle for den drejning, som hele romanen tager.
Det er en velskrevet debutroman, der med psykologisk ind- og overblik beskriver et tungt samfundsmæssigt emne som racisme og klasseskel. Historien fortælles skiftevis af Alix og Emira, hvilket fungerer fint. Kan anbefales!

'En skøn alder' af Kiley Reid. Gads Forlag 2020, 303 sider.

onsdag den 19. februar 2014

'Hjem' af Julie Kibler

Den ældre dame Isabelle har sammen med sin frisør og unge veninde Dorrie begivet sig ud på en lang køretur igennem USA. Hun skal til en vigtig begravelse, og Dorrie har lovet at køre for hende. Undervejs fortæller Isabelle sin historie, der især har fokus på ungdommen lige før 2 Verdenskrig. Den unge Isabelle forelsker sig i den farvede hushjælps søn Robert, en kærlighed, der viser sig at være gengældt. Men på dette tidspunkt kan en hvid kvinde ikke ustraffet være sammen med en sort mand. Og Isabelles to ældre brødre er både rabiate og voldelige, så hendes lykke bliver ikke lang. Undervejs får vi også et indblik i Dorries liv, der heller ikke er uden problemer: Sønnen Stevie er på afveje og hun er i et helt nyt forhold med Teague, som hun ikke helt kan bestemme sig for, om hun tør stole på. Det er en underholdende lidt kulørt roman med en overraskende udvikling. Om forelskelse, racefordomme, diskrimination og undertrykkelse.

'Hjem' af Julie Kibler. Politikens Forlag 2013, 367 sider