Viser opslag med etiketten kvindekamp. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kvindekamp. Vis alle opslag

fredag den 31. december 2021

'Kærlighedens år' af Johanne Mygind

 En fin fortælling om mødre og døtre, der strækker sig over tre generationer. I efterkrigstiden drømmer Rigmor om at blive læge og er i gang med sit studie, da hun møder Henning og bliver gravid. 20 år senere er datteren Elisabeth en del af rødstrømpebevægelsen. Hun kommer i Kvindehuset og i et kollektiv på Møn møder hun Søren, som bliver far til Nanna. Nanna er midt i 40'erne da hun bliver skilt fra Jacob og skal vænne sig til en ny tilværelse med delebørn og friweekender. Nanna lever af at lave podcasts og får den idé, at hun vil lave en udseendelse om Rødstrømpebevægelsen. Hun forsøger at interview sin mor, men opgaven er vanskelig, da Elisabeth hele tiden snakker udenom.
Bogen springer i tid og vi hører skiftevis om Elisabeths og Rigmors ungdomsliv, deres valg og udfordringer og så om bogens fortæller Nanna og hendes hverdagsliv. Et fint og velskrevet generationsportræt med fokus på kvinderne.

'Kærlighedens år' af Johanne Mygind. Gads Forlag 2021, 399 sider

torsdag den 26. december 2019

'En uretfærdig tid' af Gertrud Tinning

Midt i 1880'erne arbejder Nelly og hendes svigerinde Marie ved vævene på Rubens Klædefabrik i København. Fabrikken er en af byens største kvindearbejdspladser, men en dag sker en ulykke, og Marie kommer alvorligt til skade. Nelly forsøger at hjælpe, men ledelsen modarbejder hende, og da Marie endelig når frem til operationsbordet, er det for sent. Nelly vil have fabrikkens ejere til at udbetale erstatning til Maries familie, men hendes forsøg på at få ledelsen i tale falder ikke i god jord. Nelly og hendes nabo Johannes, der for nylig er kommet til storbyen fra en gård i Jylland har et godt øje til hinanden, hvilket bliver skæbnesvangert for dem begge, da de bliver overfaldet og Johannes sættes i fængsel, anklaget for mordforsøg på sin kæreste.
Hjemme i Jylland går Johannes' søster Anna og bekymrer sig for sin bror. Hun ved, at han ikke er stærk, og da hun finder ud af, at han er blevet uretmæssig anklaget, tager hun afsted til København for at forsøge at hjælpe ham.
Det er en rystende, gribende og vigtig fortælling, som er svær at lægge fra sig. Det er grundlæggende spændende at følge Annas kamp for retfærdighed i et uretfærdigt system, - men i det hele taget interessant at læse om kvindernes og arbejdernes hverdag i datidens København og deres kamp for tålelige vilkår. En roman, der giver stof til eftertanke. Det samfund vi har i dag, er ikke noget der bare kom af sig selv. Nogle før os har kæmpet for det. Det er værd at huske og sætte pris på.

'En uretfærdig tid' af Gertrud Tinning. Politikens Forlag 2019, 452 sider

onsdag den 25. juni 2014

'Den flammende verden' af Siri Hustvedt

Bogen består af en række vidneudsagn, anmeldelser, dagbogsnotater og interviews, der har til formål at kaste lys over Harriet Burdens liv. Harriet var gift med kunstsamleren Felix, og selv om hun selv var kunstner, fik hendes værker aldrig den anerkendelse, som hun følte, at de havde krav på. Hun havde selv en idé om, at det var hendes køn og udseende, der stod i vejen for hende.
I den sidste del af sit liv skaber hun tre store udstillinger, som hun får tre mandlige kunstnere til at udstille for sig, for at bevise sin teori. Det samlede projekt kalder hun maskeringer. Noget går imidlertid galt, idet den sidste af de tre mænd - Rune -, nægter at spille hendes spil og ikke vil stå frem, som den stand in han har været for hende. Han tager kort sagt selv æren for udstillingen. De forskellige udtalelser og interviews giver et fint billede af Harriet som menneske, hendes motiver, skuffelser og drømme.
Som i 'Det jeg elskede' er Siri Hustvedt igen tilbage i kunstverdenen, hvor hun hudfletter det indspiste mandsdominerede miljø. Der er masser af referencer til kunstnere, filosoffer og andre lærde, måske lige i overkanten, men det er en smagssag. Sidste del af bogen, der handler om Harriets sygdom og død, kan være lidt voldsom læsning for pårørende til kræftpatienter.
En krævende og udfordrende men samtidig fascinerende roman om kvindekamp og feminisme, velskrevet og næsten arrig i sit budskab.

'Den flammende verden' af Siri Hustvedt. Lindhardt & Ringhof 2014, 439 sider.

mandag den 9. juni 2014

'Disse øjeblikke' af Herbjørg Wassmo

En selvbiografisk roman, hvor forfatteren trækker på egne erindringer. Den kvindelige jeg-fortæller beretter om sit liv fra ungdomsårene, hvor en teenage-graviditet får stor betydning, og videre gennem ægteskab, uddannelse, arbejde, børn og skilsmisse. Som en rød tråd gennem bogen følger vi hovedpersonens trang til at udtrykke sig på skrift og hendes vej fra ung ukendt forfatterspire til berømthed.
Gennem hele bogen holdes en distance til de personer, der er tættest på fortælleren, ved blot at kalde dem manden, sønnen, datteren, moren, osv.
Ca. midt i bogen skriver hovedpersonen et brev til sin mand for at afslutte deres ægteskab. Der er en linie i det brev, der især gjorde indtryk på mig. Noget om ensomhed; at hun har følt sig ensom sammen med ham, og at hun ikke kan holde ud at se frem mod de mange års ensomhed, der ville vente hende, hvis hun fortsat blev hos ham. For sådan kan livet jo også føles; ensomt selv om man er to. Og der er så mange situationer, hvor man først og fremmest er alene om sit liv. - Men på en eller anden måde er det et grundlæggende livsvilkår, og jeg synes, at det mørke måske får lidt overhånd i denne roman.
 Der er mange fine betragtninger om kvindekamp og dagligdags bekymringer, men selv om sprog og handling fungerer fint, så bliver jeg hen af vejen lidt træt af den negativitet, der gennemsyrer bogen. Som om livet aldrig bare kan føles godt. Som om der på en eller anden måde altid er en sten i skoen.

'Disse øjeblikke' af Herbjørg Wassmo. Lindhardt & Ringhof 2013, 287 sider.

onsdag den 13. juni 2012

'Spild' af Sigrid Combüchen


En ældre kvinde Hedwig sender et brev til en forfatter ved navn Sigrid Combüchen, da hun mener at have genkendt sig selv ud fra et fotografi, der beskrives i en af forfatterens bøger. Sigrid lyver og skriver tilbage, at hun bor i Heddas barndomshjem, og en korrespondance mellem de to tager sin begyndelse. Sideløbende med brevvekslingen; hvoraf vi som læsere kun får del i Heddas bidrag, inspireres forfatteren til at skrive Heddas ungdomshistorie.
Hedda vokser op som eneste pige med 3 brødre i et middelklassehjem i 1930'ernes Lund. Hun vakler mellem en pligtfølelse overfor familien, som hun forsøger at bekæmpe ved at rejse til Stockholm og deltage i et kursus i finere syning. Egentligt vil hun gerne være læge som den ældste bror Christian, men det er der ikke megen forståelse for i familien, selv om Hedda har de bedste karakterer. Så sykurset og at flytte til Stockholm bliver det oprør, det bliver til. Pligten overfor familien trækker i hende, men i Stockholm har hun lært en mand at kende og begæret følger sine egne veje. Historien om Hedda er en interessant historie, der egentligt godt kunne stå alene, uden at være pakket ind i det komplicerede net af inspirationskilder og forfatterens overvejelser, der gør det hele lidt tungt at læse.


'Spild: En dameroman' af Sigrid Combüchen. Tiderne Skifter 2012, 368 sider.

onsdag den 29. oktober 2008

'Drømmefakultetet' af Sara Stridsberg

Romanen vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2007 og handler om den ekstreme feminist Valerie Solanas, der i 1968 skød Andy Warhol.
Jeg ved ikke rigtig, hvem jeg skal anbefale den til. Den er beskidt, tragisk, ulækker og fantastisk godt skrevet, - på en helt speciel måde. Vi følger den højt begavede Valerie gennem dødskamp, voldtægter, seksuelt misbrug, - ikke noget under at hun bliver mandehader... - Og bag den til tider voldsomme retorik fornemmer man hele tiden den lille pige, der håber på anerkendelse og kærlighed, ikke mindst fra den fraværende mor.