Viser opslag med etiketten modstandskamp. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten modstandskamp. Vis alle opslag

søndag den 7. december 2025

'Solsikkehuset' af Adriana Allegri

Endnu en 2. Verdenskrigsfortælling, fristes man til at skrive; men der er stadig nye vinkler, der kan behandles skønlitterært. Her har forfatteren fokus på de hjem i Tyskland, hvor kvinder af "rent" blod indlogeredes og fødte børn til fædrelandet. Nogle var gift, andre ugifte, og stedet fungerede halvejs som et bordel, hvor højtstående tyske officerer kom på besøg.
Til sådan et hjem - Heim Hochland - bringes den unge 18-årige Allina, efter at hun har mistet hele sin familie i et voldsomt blodbad. Hun bliver udsat for et overgreb, men på Heim Hochland ansættes hun som barneplejerske. Børnenes vilkår er imidlertid ikke særlig gode, og mange af dem udvikler sig ikke tidssvarende, så de kan ikke adopteres bort. Allina beslutter sig for at gøre alt for at hjælpe børnene. Hun træffer SS-officeren Karl og finder i ham en uventet allieret. Både Karl og Allina har deres egne hemmeligheder, som må bevares for enhver pris.
Rammerne om bogen foregår i 2006 i USA hvor Katrine finder en kasse hos sin aldrende mor, der indeholder billeder og breve, som får hende til at konfrontere sin mor og kræve sandheden om fortiden og hendes ophav.
Medrivende, barsk og spændende.

'Solsikkehuset' af Adriana Allegri. Cicero 2025, 428 sider.

fredag den 19. september 2025

'Mormors utrolige veninder' af Trude Teige

Hovedpersonen i romanen er Birgit, der i 1944 kommer til Bodø som sygeplejerske og bliver en del af modstandsbevægelsen. I Bodø møder Birgit den helt unge ukrainske Nadia, der er sendt til Nordnorge som tvangsarbejder for tyskerne. Vi følger de to kvinders forelskelser, deres ensomhed og de valg de træffer igennem krigsårene og efter krigen. Birgit er veninde med Tekla fra 'Mormor dansede i regnen', der også optræder perifært i denne bog ligesom deres fælles veninde Annelise, der rejser til Tyskland for at arbejde som sygeplejerske under krigen. En god gedigen underholdende slægtsroman om stærke kvinder i vanskelige situationer. 

'Mormors utrolige veninder' af Trude Teige. Alpha 2025, 370 sider

tirsdag den 28. maj 2024

'Indre Ø' af Cæcilie Lassen

Romanen indledes i København i 2020. Corona-epidemien er lige brudt ud, og Ditte bekymrer sig for, hvordan hendes datter Dora skal komme hjem fra Guatemala. Samtidig er hendes mormor Elly lige død, og Ditte beslutter sig for at finde ud af, hvad der skete med hendes morfar. Morfar Kai var modstandsmand under krigen, han overlevede tortur i Shell-huset og var aktiv kommunist hele sit liv. Efter krigen var Kai først en helt, men siden kølnedes følelserne en del overfor de kommunistiske modstandsfolk. I 1957 forsvandt han under en rejse til DDR, og ingen hørte siden fra ham.
Ditte kontakter gamle venner af familien og læser bøger og rapporter. Langsomt oprulles billedet af en familie, der gennem flere generationer præges af forsvundne og fraværende fædre og stærke men distancerende kvinder - og mange ting, der ikke bliver sagt. Dittes forhold til mor Sonja er heller ikke uproblematisk, og hun har også sine egne hemmeligheder, som hun ikke indvier Dora i.
Leder du efter en god slægtsroman fra tiden efter 2. Verdenskrig, med fokus på familiebånd, samfundsforhold og samfundsudvikling, så kan denne bog anbefales. En virkelig fin læseoplevelse!

'Indre Ø' af Cæcilie Lassen. Alhambra 2024, 415 sider

søndag den 5. februar 2023

'Den hemmelige bibliotekar' af Madeline Martin

 Ava rejser i 1943 fra New York til Lissabon for at hjælpe sine landsmænd med at opspore oplysninger om fjendens bevægelser gennem avisartikler fra europæiske blade og aviser. Men Ava vil gerne gøre mere. Den daglige strøm af flygtninge, der forsøger at komme til USA fylder meget i gaderne i Lissabon, og en dag finder hun en kodet besked i et illegalt fransk blad. En jødisk kvinde og hendes søn har brug for hjælp.
I bogens andet spor følger vi Elaine, der slutter sig til modstandsbevægelsen i Frankrig, da hendes mand er forsvundet. Det er et farefuldt liv, og hun oplever mange tab undervejs. Elaine er med til at betjene den store trykpresse i en forladt fabriksbygning, hvor de trykker illegale blade og opråb til befolkningen. Efterhånden som dagene går strammes nettet om modstandsbevægelsen. En dag søger en kvinde og hendes lille søn tilflugt i lagerhallen og Elaine beslutter sig for at hjælpe dem, selv om opgaven synes umulig.
Romanen er underholdende nok, men jeg har lidt svært ved at tro på fortællingen undervejs. Lidt for mange ting virker lidt for usandsynligt - hvilket irriterer min læsning. 

'Den hemmelige bibliotekar' af Madeline Martin. Lindhardt og Ringhof 2023, 414 sider.

lørdag den 23. april 2022

'Huset på Rivieraen' af Natasha Lester

Underholdende og medrivende roman med nazisternes kunsttyverier under 2. Verdenskrig som omdrejningspunkt.
I romanens tidlige spor følger vi den unge Éliane, der ved krigens begyndelse bor i Paris. Hun tager ansvar for sine yngre søstre, arbejder hårdt i sine forældres restaurant, følger forelæsninger på Kunstakademiet og forelsker sig i en af sin brors venner. Da krigen bryder ud hjælper hun med at gemme Louvres vigtigste kunstværker, og da besættelsen af Paris er en realitet hjælper hun til med at katalogisere de værker som tyskerne stjæler til deres egne samlinger. Samtidig fungerer hun som spion og sender meddelelser videre til modstandsbevægelsen. Det er en farlig balancegang, som hun får sværere og sværere ved at opretholde.
I romanens andet spor, der foregår ved Den Franske Riveriera i 2015, følger vi den australske kvinde Remy. Efter en personlig tragedie har hun søgt tilflugt i den fantastiske villa, som hun har arvet. Desværre forstyrres freden af nabofamilien, som viser sig at have sine egne problemer at kæmpe med. I huset finder Remy en fortegnelse over kunstværker, der blev stjålet under 2. Verdenskrig, og hun opdager til sin overraskelse, at et billede i hendes families eje står på listen. Hun dykker ned i familiens fortid for at finde et svar og får hjælp af Adam fra nabohuset...

'Huset på Rivieraen' af Natasha Lester. Alpha Forlag 2022, 491 sider.

mandag den 7. december 2015

'Alt det lys vi ikke ser' af Anthony Doerr

Historien om den blinde franske pige Marie-Laure og den tyske forældreløse dreng Werner fortælles som to sideløbende historier, hvor der samtidig springes i tid mellem august 1944, hvor de begge befinder sig i Saint-Malo i Bretagne, og tilbageblik, hvor vi hører om begge de unges barndom. Marie Laure bliver blind som 6 årig, hun lever alene med sin far, der er låsesmed på et museum. Werner er forældreløs og vokser op på et børnehjem i Ruhr-området sammen med sin yngre søster Jutta. Han interesserer sig for radioer og er meget begavet. Han udvælges til en nazistisk skole og krigen nærmer sig. I 1940 må den 12-årige Marie-Laure og hendes far flygte ud af Paris. Med sig har faderen en uvurderlig diamant, som han skal skjule for museet. I 1944 er Saint-Malo under beskydning og de to historier nærmer sig hinanden...
Det er en meget fascinerende og fængslende roman. Man kan spørge sig selv om 2. Verdenskrig virkelig kan blive ved med at have et budskab til os i dag? - Og i denne bog må svaret være ja -de mange dilemmaer og spørgsmål omkring hvordan man bør handle i givne situationer - og hvordan man så i realiteten handler, - det fanger. Romanen her har tilmed via sin opbygning og sprog en spænding og et drive, der fungerer rigtig godt.

'Alt det lys vi ikke ser' af Anthony Doerr. Politikens Forlag 2014, 557 sider

onsdag den 16. maj 2012

'Hvem ringer klokkerne for' af Ernest Hemingway

Bogens hovedperson er Robert Jordan; en idealistisk amerikaner, der deltager i den spanske borgerkrig mod facisterne. Han bliver sendt ind bag fjendens linier, hvor han skal sprænge en bro i luften. Den gamle Anselmo fører ham til Pablos gruppe, hvor han møder pigen Maria.
Romanen strækker sig over de tre dage Robert tilbringer hos gruppen. Hans kærlighedsforhold til pigen Maria er noget af det smukkeste, jeg længe har læst. Det samme gælder hans overvejelser omkring livet og døden. Den konstante undertone af, at noget fatalt kan eller vil ske, lægger en spænding ind i romanen, der er helt speciel. Læseren drages ind i en verden, hvor det er muligt at leve hele sit liv på tre dage. Det giver virkelig stof til eftertanke, må man sige. Ville en del af os ikke bruge vores tid anderledes, hvis vi levede med den konstante påmindelse, at livet er lige nu og her, - og at i morgen måske aldrig kommer? Nå, det var et sidespor, men det er i hvert fald en fantastisk roman, som jeg kun kan anbefale.

'Hvem ringer klokkerne for' af Ernest Hemingway. Lindhardt og Ringhof 2 udg. 2000, 575 sider. Først udgivet 1940