Viser opslag med etiketten Erindringer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Erindringer. Vis alle opslag

torsdag den 9. juni 2022

'Store Kongensgade 23' af Søren Ulrik Thomsen

 Essay. Søren Ulrik Thomsen gør sig til talsmand for at der i ethvert menneskes liv findes et tidsrum eller et sted, der har været afgørende for, hvordan livet har udviklet sig, hvilke valg man har taget og hvilken vej man gik.
For ham selv hedder stedet Store Kongensgade 23 og tidsrummet er 1972-1973, hvor han sammen med sine forældre flyttede fra Stevns til ovennævnte adresse. En periode i livet præget af moderens depression og indlæggelser på sindssygehospitaler, af forfatterens egen pubertet, øget bevidsthed om sig selv og andre.
Fyldt med mange fine refleksioner over livet, døden, det at skrive og udvikle sig.
Det er et meget fint velfortalt essay, som nogle steder udvikler sig til lidt af et kampskrift mod det psykiatriske system, hvilket man godt kan forstå med de oplevelser, der beskrives. De passager, der står stærkest er erindringsstykkerne og livsovervejelserne.

'Store Kongensgade 23' af Søren Ulrik Thomsen. Gyldendal 2021, 95 sider.

tirsdag den 19. november 2019

'Lad mig være, forskruet' af My Laub og Christina Wex

Barsk fortælling om My, der 18 år gammel kaster sig ud af sin mors bil mens de kører på motorvejen.. I bogen fortæller My sin historie; hudløst og ærligt - og meget selvkritisk. Som barn var hun et sensitivt lidt stille barn, der også havde perioder med angst. I starten af gymnasiet sætter hun sig voldsomt op til at være en anden; en af de populære piger. Det holder psyken ikke til i længden og mellem 1. og 2. g. går det helt galt. My bliver indlagt og udvikler et desperat ønske om at få 12 i sindsyge. Den lukkede afdeling er det helt rigtige sted at lære alt om selvskade og sindsyg opførsel.
Det er velskrevet, men også meget barsk læsning. Bagerst kommer Mys familie til orde, ligesom et par fagfolk skriver lidt generelt om unge og psykisk sygdom.

'Lad mig være, forskruet' af My Laub og Christina Wex. Gads Forlag 2019, 174 sider.

mandag den 20. maj 2019

'Tiden' af Tove Pilgaard

Selvbiografisk roman om at vokse op i 1940'erne under krig og krisetid og i en familie lammet af sorg over alle de døde søskende. To børn lever stadig; jegfortælleren og hendes bror, der vil være læge, men bliver nødt til at overtage gården og går mere og mere i hundene. Tove bliver tidligt gravid og må gennem hele sit ungdomsliv og voksenliv kæmpe for at få først en uddannelse og siden for sin drøm om at blive forfatter. Fortællingen rummer mange refleksioner over begrebet tid. Selv om den er udgivet som en roman, så minder den mere om en erindringsbog. Skrevet i et letlæseligt og forståeligt sprog.

'Tiden' af Tove Pilgaard. Attika 2018, 112 sider.

fredag den 14. september 2018

'Erindringsfortællinger' af Hans Kirk

Sjove finurlige fortællinger fra en barndom for længe siden. Fuld af overtro, varsler og stærke personligheder. "Stærke sind" om datidens holdning til liv og død gjorde indtryk, men også "Støvlerne" om den fortvivlede dreng der bliver udsat for at arve sin mors støvler og må kæmpe en kamp for at komme igennem hverdagen uden at kammeraterne opdager, at han går i damestøvler.
"En julevandring" kan bruges til julehøjtlæsning evt. sammen med Benjamin Jacobsens "Magdas juleforberedelser"

'Erindringsfortællinger' af Hans Kirk. Hovedland 2018, 144 sider.

torsdag den 12. november 2015

'På myrens fodsti' af Johannes Møllehave

Hvis man syntes godt om Benjamin Jacobsens rablende københavnererindringer, så finder man glimtvis noget af det samme i Johannes Møllehaves skitser og fortællinger fra familiens og barndommens land. - Herlige og humoristiske fortællinger fyldt med sjove betragtninger og personer. Fx præsenteres vi for de dominerende tanter, der styrer familiens liv, - og økonomi. Og hører historien om drengens dårlige samvittighed, da han har smadret en flaske mod en sten i den fold, hvor køerne græsser. En begivenhed, der udløser en lang tankerække bestående af mulige ulykker, som bringer drengen på desperationens rand. - Og helt sikkert giver stof til eftertanke til alle os andre....

'På myrens fodsti' af Johannes Møllehave

fredag den 9. januar 2015

'Billedhuggerens datter' af Tove Jansson

Skønne poetiske barndomsminder fra Finland. Tove Jansson skriver som i 'Sommerbogen' levende og indlevende om barnets univers, om julen, om fars gipskvinder, om sneen og isen, om relationer til andre børn; misundelse og angst. Jeg synes dog stadig bedst om Sommerbogen, hvis fortløbende fokus på forholdet mellem farmor og barnebarn gør bogen mere sammenhængende, end man kan sige at denne udgivelse er. Men smukt sprog og fine betragtninger.

'Billedhuggerens datter' af Tove Jansson. Gyldendal 2014, 141 sider

mandag den 25. februar 2008

'Kalak' af Kim Leine

Velskrevet stærk erindringsroman om Kim, der som teenager misbruges seksuelt af sin far, senere bliver sygeplejerske og får arbejde på Grønland... Lidt efter lidt glider han ud i et misbrug, som han ikke kan styre. Trods det barske emne er der ingen klynkeri i fortællingen, kun nøgtern beskrivelse af det, at komme helt derud, hvor man ikke kan bunde. Samtidig er det en beskrivelse af det grønlandske samfund, der sættes i stærk kontrast til det danske, - sjældent til Danmarks fordel...

onsdag den 6. februar 2008

'Glade dage i Kronprinsessegade' af Benjamin Jacobsen

Fortsættelsen til 'Midt i en klunketid' om Benjamins barndom i Kronprinsessegade omkring 1890. Humoristisk og sjov beskrivelse af en barndom i en helt anden tid. En tid med plads til 6 søskende, en moderne professorfar og en meget speciel bedstemor...