mandag den 29. december 2014

'Hestens fødselsdag' af Sidsel Falsig Pedersen

I denne fortælling følger vi en yngre kvinde, der netop har fået arbejde som rengøringsassistent i en forlystelsespark. Et job hun bestemt ikke har ønsket sig, men som hun alligevel holder fast ved af mangel på andre muligheder. Hun har store problemer med at finde ud af, hvem hun selv er, og hun forsøger gang på gang at se sig selv med de andres øjne, uden at det dog rigtig lykkes for hende. I det hele taget har hun nogle problemer med relationer til andre mennesker: Hun kan ikke helt undvære sin ekskæreste Pip, som hun jævnligt overnatter hos, selv om hun prøver at sige til sig selv, at nu må det være slut med det. Efter en kontrovers med sin tidligere chef Ulven, bed hun ham, - og blev naturligt nok fyret. Desuden inviterer hun sig selv til sin kusines fest og opfører sig så pinligt, at læseren må krumme tæer. Når dette ikke bliver trivielt at læse, så skyldes det at forfatteren skriver i en meget fin ironisk tone, der får de forskellige episoder til at stå knivskarpt for læseren. Og ironien tager heller ikke overhånd. Under hele fortællingen ligger en undertone af forladthed og fortabthed, en søgen efter identitet og tryghed, der giver romanen dybde. Lidt samme tema som islandske Kristin Marja Baldursdotter tager op i 'Fra hus til hus'

'Hestens fødselsdag' af Sidsel Falsig Pedersen. Tiderne Skifter 2014, 116 sider.

lørdag den 13. december 2014

'Det dør man af' af Maja Elverkilde

Noveller. Historier fra vidt forskellige steder og om meget forskellige mennesker. Vi møder blandt andet en far, der er holdt op med at spise, en patient med tandlægeskræk, en kvinde, der mødes med sin elsker i en russisk bjørnehule og en ung pige, der forsøger at forære alt hvad hun ejer til en tiggerpige i Istanbul.
Velskrevne små fortællinger, der fint formidler hovedpersonernes overvejelser omkring den situation, de befinder sig i.
Novelletitler: Det dør man af ; Poma, en fantasi ; Skovens vilde dyr ; Bedøvelse ; Attentat ; Alt jeg har ; Den sommer ved havet

'Det dør man af' af Maja Elverkilde. Republik 2014, 135 sider.

onsdag den 10. december 2014

'Hjerter i brand (må ikke slukkes)' af Emma Hamberg

Tessan og geden Bella har overtaget den gamle stationsbygning i Rosengädda, og Tessan har travlt med at sætte huset i stand og indrette en restaurant. Et andet sted i den lille by sidder brandinspektøren Jonny foran sit fjernsyn og er deprimeret, fordi han er dumpet til sin bandmandseksamen. Men ingen får lov at være ensom ret længe i den lille by, hvor alle hjælper alle. Da Jonny hjælper den udmattede Tessan med maden til en fest møder de den velhavende spændende Rafael, der er på udkig efter nye eventyr. Snart hvirvles de ind i et trekantsdrama, der truer det spirende venskab mellem Tessan og Jonny og deres forsigtige planer for fremtiden.
En både rørende og letlæst feel good roman der i sit rappe selvironiske sprog minder en del om andre chick lit bøger. Til en forandring foregår denne bare langt ude på landet. Med sne og juledramatik passer den fint til årstiden...

'Hjerter i brand (må ikke slukkes)' af Emma Hamberg. Aronsen 2014, 485 sider.

fredag den 5. december 2014

'En vinternat' af Simon Sebag Montefiore

Det meste af romanen foregår i Moskva i 1945. Stalin og hans mænd fejrer sejren over Hitler, men under det store optog bliver to teenagere dræbt. Begge de unge er elever på skole 801, den skole som den magtfulde elite sender deres børn til, og hvor Stalins egne børn også har gået. De er medlemmer af en hemmelig klub, der kalder sig de fatale romantikere. Under efterforskningen dukker flere spørgsmål op: Var det drab eller selvmord? - Eller måske en sammensværgelse mod staten? Stalin bruger de to dødsfald på sin egen måde: Han ved, at han kan kontrollere sine nærmeste medarbejdere, da deres børn fængsles og forhøres. Og de fleste familier gemmer på hemmeligheder, som børn let kan komme til at afsløre...
Som en betroet medarbejder tæt på Stalin, kan det imidlertid koste dyrt, at vise nogen form for svaghed eller sætte spørgsmålstegn ved autoriteterne.
Romanen er fiktion, men henter inspiration fra forskellige virkelige begivenheder og er skrevet af en historiker. Det er en underholdningsroman, der vægter spænding og kærlighed ca. lige højt, hvilket gør det til lidt af en pageturner. Samtidig er det en tankevækkende fortælling. I det daglige spekulerer vi ikke meget over, hvor heldige vi er at leve i et demokratisk retssamfund....

'En vinternat' af Simon Sebag Montefiore. Gads forlag 2014, 488 sider.

'Smagen af stål : digte' af Pia Tafdrup

Digte om krig, erotik, parforhold, sorg, tab. Det at blive ældre, tabet af en forælder. Udover det første digt, der i mine ører har en særlig fin rytme, så er det nok digtene om tab og sorg, der vækker mest genklag hos mig.

'Smagen af stål - digte' af Pia Tafdrup. Gyldendal 2014, 134 sider.

torsdag den 27. november 2014

'Hvis det er' af Helle Helle

To personer farer en efterårsdag vild i en skov, så de bliver nødt til at tilbringe natten sammen i et shelter. Og hvad kommer der så ud af det? - Ikke så meget, udover en uafsluttet historie. Men det giver måske i virkeligheden et meget godt billede af, hvordan vi får brudstykker af en andens liv serveret, uden helt at vide hvordan vi så skal forholde os til det, - hvis vi altså overhovedet behøver forholde os til det. Sådan kommer jeg lidt til at læse romanen, - som noget der ikke rigtig vedkommer mig. Den kvinde han møder i skoven: Vi hører om hendes ungdomsliv i et kollektiv, hendes forelskelse og forhold, men fortællingen afsluttes mærkeligt uforløst. Nej mine favorit Helle Heller er stadig Hus og hjem, Rødby-Puttgarden, og Ned til hundene.

'Hvis det er' af Helle Helle. Samleren 2014, 143 sider

onsdag den 26. november 2014

'Historien om et nyt navn' af Elena Ferrante

Elena og Lila fra 'Min geniale veninde' er blevet næsten voksne unge damer. Lila har giftet sig med viktualiehandleren Stefano, men hun er ikke lykkelig i sit ægteskab. Under en ferie på øen Icchius indleder hun et forhold til Nino Sarratore, som Elena er hemmeligt forelsket i. Dette får stor betydning for pigernes indbyrdes forhold og påvirker deres venskab. Elena holder fokus på sin uddannelse, hun gør gymnasiet færdig og flytter til Pisa for at læse videre på universitetet.
Meget velskrevet roman om et stærkt venskab mellem to unge kvinder, med alt hvad det indebærer af jalousi, misundelse, beundring, kærlighed og trangen til at hævde sig. Nummer to i trilogien lever fint op til den første roman.

'Historien om et nyt navn' af Elena Ferrante. C&K 2014, 558 sider

lørdag den 22. november 2014

'Forunderlig er kærligheden : novelle' af Alice Munro

Denne novelle læste jeg højt fra til et højtlæsningsarrangement på biblioteket i oktober, hvilket viste sig at fungere fint.
Den kvindelige jeg-fortæller starter historien med den dag hendes far ringer og fortæller at moderen er død. Dette får hende til at tænke tilbage på en bestemt begivenhed fra barndommen; besøget af moderens søster Beryl, der kom helt fra Californien. Selvom moderen og Beryl har samme barndomshjem er der alligevel begivenheder, som de erindrer helt forskelligt, og som har påvirket dem meget forskelligt. Dette belyses i novellen, men også fortællerens egen erindring kommer på en prøve: Ændrer eller opfinder man erindringer i løbet af sit liv? - Og hvad sker der, når man kommer i tanke om, hvad der virkelig skete?
Alice Munro skriver vældig godt, næsten altid om mennesker og små afgørende begivenheder, der kan få større betydning, end man har regnet med. Denne novelle skulle efter sigende være en af hendes egne yndlingsnoveller...

'Forunderlig er kærligheden' titelnovelle fra novellesamlingen 'Forunderlig er kærligheden' af Alice Munro, Hekla 1991, 245 sider

mandag den 17. november 2014

'Stoner' af John Williams

Jeg gik lige i den lagte fælde i denne bog og fik lidt ondt af denne mand, da de nøgne fakta om hans livsforløb blev ridset op i starten af bogen. William Stoner er en fattig bondesøn, men hans far finder udvej for, at han kan komme på universitetet for at følge et landbrugskursus. Han drages imidlertid af litteraturens verden og skifter studie; han vender aldrig tilbage til det fattige liv på landet. I stedet bliver han underviser på universitetet og gifter sig med den første pige, han forelsker sig i. - Uden egentligt at kende hende. Det bliver begyndelsen til et omskifteligt ægteskab, med en lille datter, der kommer i klemme mellem forældrene og en karriere, der pga. uoverensstemmelser med chefen ikke altid kører på skinner. Bogen rejser det centrale spørgsmål: Hvornår er vores liv en succes?
Det er en velfortalt historie om en mand, der prøver at gøre sit bedste. Han når til den erkendelse, at det bare ikke altid slår til, - og at det vel også kan være i orden? At enhver lever sit liv, som man finder det bedst, og at selv et meget almindeligt liv har lyspunkter; som en elsket kvinde, en lille datter ved en pult, en færdigskrevet bog. - Værdifulde ting, der kaster lys ind over en døende mands sidste dage. - Lidt deprimerende, lidt fascinerende.

'Stoner' af John Williams. Lindhardt & Ringhof 2014, 303 sider.

lørdag den 15. november 2014

'Dagens hus, nattens hus' af Olga Tokarczuk

Olga Tokarczuk (f. 1962) er uddannet psykolog og regnes blandt en af sin generations betydeligste polske forfattere. Denne bog udkom på originalsproget i 1998, men foreligger først nu på dansk. Forfatteren er allerede i 1990'erne oversat til dansk, men fik sit danske gennembrud med den anmelderroste 'Kør din plov over de dødes knogler', der kom i 2012. 
Romanen er en lag på lag fortælling fra det sydvestlige hjørne af Polen, hvor den kvindelige jeg-fortæller er flyttet ind i et hus sammen med manden R. Hun iagttager og fortæller både om sig selv og de drømme hun har, og om forskellige skæbner i lokalområdet. En gennemgående skikkelse er naboen, parykmagersken Marta, men også historiske begivenheder i området, halvt overnaturlige overleveringer samt den lokale helgen Kummernis og munken, der skrev hendes historie, gives stemme. Et gennemgående tema er identitet og det at gemme sig bag et andet ansigt. Det er ikke en pageturner, men en bog der kræver fordybelse og tid. Velskrevet med fine iagttagelser og mange filosofiske betragtninger, men den bliver alligevel en lidt tung læseoplevelse.

'Dagens hus, nattens hus' af Olga Tokarczuk. Tiderne Skifter 2014, 240 sider

'Sjælsomme noveller' af Susanne Michaelsen

På bagsiden af denne samling fortællinger loves læseren at komme i kontakt med sin spirituelle side. Det var ikke helt den oplevelse, jeg havde. Novellerne er ganske korte på 3-7 sider hver, alle opbygget på den samme måde med en hovedperson, der har et problem eller søger noget. På ganske få linjer findes en løsning på sidste side, ofte overraskende, omhandlende pludselig død, hævn, nemesis, mystik, overnaturlige væsner eller lignende. Personernes problemer er meget jordnære og bogen kan måske tale til læsere, der ikke er så læsevante, og ikke kan overskue for lange fortællinger. Men i opbygning er de 30 historier så ens, at man hurtigt bliver træt.
Hvis man slår spiritualitet op i ordbogen defineres det på følgende måder: det at være åndeligt betonet, åndeligt liv, det at være åndrig. Det må jeg indrømme, at jeg ikke fandt meget af.

'Sjælsomme noveller' af Susanne Michaelsen. Livskildens Forlag 2014, 135 sider.

tirsdag den 11. november 2014

'Dengang vi drømte' af Clemens Meyer

Daniel Lentz, der er historiens fortæller ser som ung mand tilbage på tiden som dreng og ung omkring 1989, hvor muren faldt, og de to Tysklande blev genforenet. Omkring ham møder vi boksetalentet Rico, Mark, der begynder at tage stoffer, Stefan med den voldelige far, Paul, der samler på pornoblade, og lille Walther. Gruppen af drenge møder vi i DDR-tiden som skoledrenge og pionerer,  og senere følger vi dem gennem opdragelseshjem, forskellige former for kriminalitet og i kamp med de andre bander i området. På et tidspunkt åbner de en ulovlig natklub, men de fleste af deres forsøg på at skabe en vej frem ender ud i ingenting. Karrieren går fra ungdomsfængsel over til voksenfængslet. Det er en trøstesløs hverdag, der dog kommer med små glimt af håb ind imellem. Når drengene fx tager sig af en gammel dame, - også selv om det mest sker for at kunne stjæle hendes penge, eller da Stefan anskaffer sig en hund, som han vil gøre alt for.
Handlingen springer frem og tilbage i tid, hvilket kan være lidt forvirrende. Desuden handler den mindre om det politiske miljø, og de ændringer som Berlin-murens fald bragte med sig, end jeg havde forventet. Den er snarere at betragte som en tysk "Nordkraft": En fin skildring af en flok drenge, der forsøger at overleve på kanten af samfundet. - Velskrevet men ret deprimerende læsning må man forberede sig på.

'Dengang vi drømte' af Clemens Meyer. People's Press 2009, 475 sider

lørdag den 8. november 2014

'Efterårets luner' af Lisa Kleypas

Nr. 2 i serien Wallflovers, der har haft stor succes i USA. Det er en historisk romantisk erotisk kærlighedshistorie fra 1800-tallets England. I denne anden del af serien kommer den amerikanske Lillian Bowman sammen med sine forældre og sin søster Daisy til herresædet Westcliff for at tilbringe nogle sommeruger. De er på jagt efter adelige ægtemænd. Den arrogante Marcus Westcliff og den frisindede Lillian er hinandens diamentrale modsætninger og kan i begyndelsen ikke fordrage hinanden. Men samtidig føler de sig begge voldsomt tiltrukket af den anden, - en tiltrækning der udvikler sig. Men kan og vil Marcus gifte sig med en så upassende kvinde som Lillian? - Det vil hans mor i hvert fald gå langt for at forhindre.
En erotisk romantisk historie, lidt i stil med 'Ægtepagten' af Simona Ahrnstedt.
Personbeskrivelserne er stive og stereotype, som de er i de fleste trivialromaner. Handlingen forudsigelig, men alligevel på sin egen måde underholdende nok.

'Efterårets luner' af Lisa Kleypas. Pretty ink 2014, 352 sider.

torsdag den 30. oktober 2014

'De usynlige' af Roy Jacobsen

Han overgår gang på gang sig selv synes jeg; Roy Jacobsen. Og vælger helt nye temaer og emner for sine romaner, som adskiller sig meget fra det, han tidligere har skrevet. En af de helt store norske forfattere.
I denne roman bevæger han sig ud på en lille ø ud for Norge i starten af det tyvende århundrede. Her møder vi pigen Ingrid og hendes familie, der gennem generationer har kæmpet for det daglige brød på øen Barrøy. Der berettes om hårdt arbejde, og en hverdag hvor naturens luner sætter dagsordenen, men også om fremdrift og initiativ, når øboerne forsøger at forbedre livet på øen.
Det er en rørende og lavmælt roman, fortalt i et poetisk smukt sprog.

'De usynlige' af Roy Jacobsen, Rosinante 2014, 215 sider

 

onsdag den 29. oktober 2014

'Et andet sted' af Signe Langtved Pallisgaard

Det her må være en af de bedste danske udgivelser, jeg har læst i år. Indrømmet, jeg har faktisk heller ikke læst så mange danske, men alligevel.
 Anna har en sød kæreste Mattis og en lille datter Selma, som hun elsker højt. På en togrejse til Norge møder hun sin gamle ungdomskæreste Alexander. Hun var altid mere forelsket i Alexander, end han var i hende, og hun føler sig stadig tiltrukket af ham, og ender med at tilbringe weekenden sammen med ham. Tilbage i Danmark fortsætter dobbeltlivet. Hun elsker sin familie, men kan ikke give slip på den erotiske besættelse af Alexander, selv om han gang på gang svigter deres aftaler og i virkeligheden tydeligt viser, at hun ikke betyder det for ham, som han gør for hende.
En velskrevet roman, der især har sin styrke i den fine beskrivelse af balancen mellem sårbarhed, begær og kontrol. Den tone forfatteren rammer i beskrivelsen af Annas fascination af Alexander er virkelig fin. Det samme gælder Annas sorg over den adskillelse fra datteren, som hun selv er skyld i, da Mattis opdager hendes dobbeltliv og beder hende flytte. Det uforståelige bliver gjort forståeligt, og Anna fremstår på en gang både skrøbelig og stærk i sin kærlighedsbesættelse.

'Et andet sted' af Signe Langtved Pallisgaard. Lindhardt og Ringhof 2014, 234 sider.

søndag den 5. oktober 2014

'Fjern stjerne' af Roberto Bolano

Roberto Bolano (1953-2003) er en af de store latinamerikanske forfattere. Jeg har 'De vilde detektiver' stående på reolen, men har aldrig fået den læst. Denne er lidt kortere, men også ganske kompleks.
Romanen udkom på originalsproget i 1996, men en stor del af handlingen udspiller sig i starten af 1970'ernes Chile. Den unavngivne jeg-fortæller ser tilbage på sin ungdomstid i Chile, hvor han sammen med vennen Bibiano færdedes i de litterære kredse. Her traf han bl.a. søstrene Garmendia, samt den mystiske digter Ruiz-Tagle. Så kom militærkuppet og under Pinochet-styret blev Ruiz-Tagle til flyartisten Carlos Wieder; en grusom mand, der kombinerede ondskab og kunst på sin helt egen voldelige facon.
Mange år senere forsøger jeg-fortælleren fra sin bopæl i Barcelona at afdække de forskellige myter og fortællinger om Wieders kunstneriske virke, der blandt andet kom til udtryk gennem luftakrobatik og barbariske fotoudstillinger. Ethvert spor af Wieders bedrifter igennem 20 år forfølges, hvilket fører mange sidehistorier med sig og gør romanen lidt kompliceret at holde styr på. Sprogligt er den til gengæld meget autentisk, selv om de mange litterære referencer måske fylder lidt for meget.

'Fjern stjerne' af Roberto Bolano. Gyldendal 2014, 212 sider.

fredag den 3. oktober 2014

'Vitsvit' af Athena Farrokhzad

Digte. Ung svensk digter, der er blevet omtalt som Sveriges Yahya Hassan. Hun skriver nu helt anderledes end ham, hendes digte er noget pænere, mere velfriserede og virker i det hele taget mere gennemtænkte og redigerede uden den samme barske smerte. Bortset fra den indledende tekst, så starter alle sætninger med 'Min mor sagde...', 'min far sagde...', 'min bror sagde...', 'min mormor sagde...' Det kan man så tolke lidt på, hvis man vil; alt det vores nærmeste siger, som vi påvirkes af, uanset om vi vil være ved det eller ej. - Og ofte er det modsætningsfyldt og efterlader os i et rum, hvor vi alligevel selv må træffe vore egne beslutninger og afgøre hvad vi selv vil sige og mene om en sag. Her er både stof til eftertanke og egne overvejelser.

'Vitsvit' af Athena Farrokhzad. Gyldendal 2014, 70 sider.

tirsdag den 23. september 2014

'Min ungdoms veninde' af Alice Munro

Noveller. Læst til læsekredsen, hvor mange ikke rigtig syntes om forfatteren. Måske fordi det er svært at holde styr på flere fortællinger af gangen i en diskussion? Personligt synes jeg, at hun skriver nogle fantastiske noveller.
I denne bog er der fokus på forskellige ting, men et hovedtema er bedrageri. I mange former. Ægteskabsbrud, bedrageriet i form af den historie man fortæller om sig selv, der ikke altid stemmer overens med virkeligheden, eller den fortælling man digter om et andet menneske. Eller næsten allerbedst i min yndlingsnovelle i denne samling; 'Billeder af is', hvor den tidligere præst bilder alle ind, at han skal til Hawai og giftes, hvilket viser sig at være løgn. Han prøver at skabe en lykkelig historie om sig selv; få sine omgivelser til at tro, at han er lykkelig, mens det i virkeligheden er noget helt andet, der fylder i hans liv.
Flere af novellerne handler om kvinder og kvinders udvikling. Om det øjeblik i livet, hvor du træffer en beslutning, der viser sig at være afgørende, selv om det måske ikke virker sådan lige på det tidspunkt..
Munros måde at skrive på sætter i det hele taget menneskelige relationer i centrum og viser på en humoristisk lidt tør måde, at ikke alt er, hvad det ser ud til at være.

D. 18. oktober læser jeg højt fra Alice Munros forfatterskab på biblioteket i Nykøbing F. Alle er velkomne!

Min ungdoms veninde' af Alice Munro. Gyldendal 1993, 178 sider.

lørdag den 20. september 2014

'Yahya Hassan' af Yahya Hassan

En af sidste års mest omtalte udgivelser. Ja, jeg ved ikke om man kan kalde denne bog for en digtsamling. Den er mere som et langt rablende stykke tekst, som et skrig; skrevet med store bogstaver hele vejen igennem. Egentligt havde jeg fravalgt den efter de første 5 sider for et stykke tid siden. Så faldt jeg over den igen, hos en veninde, hvor jeg skulle overnatte og ikke havde fået nok læsestof med. Og ja, det er ikke lige min favoritlitteratur. Emmende af trøstesløshed, håbløshed, overgreb og svigt, vold for alle pengene. Det slangsprog der især præger sidste halvdel af bogen bliver også trættende i længden. Men ud over det, så gør den jo alligevel noget, som meget god litteratur også gør: Sætter fokus på et alvorligt samfundsproblem.

'Yahya Hassan' af Yahya Hassan. Gyldendal 2013, 169 sider.

onsdag den 17. september 2014

'Bønner for de bortførte' af Jennifer Clement

Ladydi er født og opvokset på et bjerg i Mexico, som alle - inklusiv hendes far- på et eller andet tidspunkt flygter fra. Ikke så mærkeligt, når man bor et sted, hvor helikopterpiloterne kaster gift ud over befolkningen, fordi de ikke har modet til at flyve videre til valmuemarkerne. De tilbageværende kvinder og børn graver huller til deres døtre, som de kan skjule sig i, når de store firhjulstrækkere kommer susende på jagt efter unge kvinder, der kan bortføres. De mindste piger klædes ud som drenge, mærkeligt nok bliver der officielt kun født drenge på det bjerg...
Ladydis mor er vred, ulykkelig og tit halvfuld. Måske hænger det sammen med at far er rejst, og at Ladydis bedste veninde Maria i virkeligheden viser sig at være hendes halvsøster? Da Ladydi får chancen, rejser også hun til storbyen. Men livet som ung voksen er ikke alting så nemt; hun oplever både mord, kærlighed og et mexicansk kvindefængsel indefra. Her viser hendes mor sig dog fra den handlekraftige side.
Det er en gribende historie, fortalt i en underfundig humoristisk tone, der tager brodden af det alvorlige emne uden at negligere det. - Om de forfærdelige forhold, som mexicanske piger og kvinder lever under, mens deres mænd for manges vedkommende søger mod det forjættede USA.

'Bønner for de bortførte' af  Jennifer Clement. Hr. Ferdinand 2014, 260 sider.

tirsdag den 16. september 2014

'Marias testamente' af Colm Tóibín

Den aldrende jomfru Maria bor i et hus sammen med nogle mænd, der både passer på hende, men som hun også opfatter som sine vogtere. De vil have hende til at fortælle om sin søn Jesus, men i virkeligheden har de kun brug for en redigeret version af Marias fortælling, en version de kan bruge i den religion, de er ved at bygge op. De ønsker således ikke, at alt hvad hun har at fortælle, skal komme frem. Maria ser tilbage på sit liv med sønnen Jesus, beskriver frustrationen, savnet og skyldfølelsen. Hun fortæller her sin egen uredigerede beretning om livet med ham, hans død og tiden efter ham.
Det er et alternativt bud på historien, der ikke lægger sig op af biblens version, snarere tværtimod. En form som også Marianne Frederiksson og senest Jose Saramago har brugt i deres romaner.

'Marias testamente' af Colm Tóibín. Tiderne Skifter 2013, 118 sider.

tirsdag den 9. september 2014

'Mod kunsten' af Tomas Espedal

I denne lille bog skriver Tomas Espedal om sorg og identitet på en meget fin og poetisk måde. Som i flere af hans andre bøger bygger han på det selvbiografiske: I april mister han sin mor og i september dør også hans eks-kone. Som han formulerer det: 'Vi har det tilfælles min datter og jeg, at vi begge har mistet vore mødre'. Nu er han flyttet ind i huset på Askøy, hvor han prøver at udfylde både en mors og en fars plads overfor sin datter, alt imens han forsøger at bearbejde sin egen sorg og finde et nyt ståsted i livet. Det gør han især ved at skrive. For at forstå sin mor og hendes liv går han tilbage i tiden og fortæller om bedsteforældrene, om begge forældres barndom, deres møde og forhold. I glimt veksles mellem nutidens hverdagsoplevelser og disse billeder fra fortiden. Desuden beskriver han dele af sin egen ungdom, kollegietiden i Rødovre og vejen mod forfatterlivet.
Smukt, poetisk og reflekterende skrevet, men hvis man søger det store handlingsplot, så er det ikke her man skal læse videre.

'Mod kunsten' af Tomas Espedal. Batzer & CO 2010, 157 sider.

søndag den 31. august 2014

'Billie' af Anna Gavalda

Billie og hendes bedste ven Franck er under en vandretur i et øde område styrtet ned fra en klippe. Franck er kommet alvorligt til skade og i løbet af en nat, hvor de venter på hjælp, fortæller Billie deres fælles historie til en lille stjerne.
Deres venskab startede med et skuespil, de skulle opføre for resten af klassen i skolen. Både Billie og Franck var anderledes end de andre børn. Han var lidt svagelig, tidligt bevidst om sin homoseksualitet, hun var forladt af sin mor og udsat for en del svigt fra sin fars side. De var outsidere i klassen, dem de andre ikke brød sig om at være sammen med. Efter samarbejdet om skuespillet, - der bliver en stor succes, - finder de sammen i et venskab, der på trods af op- og nedture giver dem begge mod på livet.
Forfatteren lever sig fint ind i Billies miljø og sprog, hvilket både er bogens styrke og dens svaghed. Vi får et meget nuanceret billede af Billies liv og hendes venskab med Franck, mens sproget i længden kan blive lidt for meget. Nu er bogen ikke så lang, så jeg synes alligevel, at det holder.
Fin lille fortælling med en hyldest til venskab og skæve eksistenser.

'Billie' af Anna Gavalda. Lindhardt og Ringhof 2014, 199 sider.

lørdag den 30. august 2014

'Sommerbogen' af Tove Jansson

En herlig læseoplevelse, som man kan sidde og klukke lidt over. Jeg har læst den i små bidder, en lille fortælling om dagen, det har været rigtig fint. Bogen består af en række fortællinger om Sophia og hendes farmor. De to og Sophias far tilbringer somrene på en ø i Skærgården. Sophias mor er død, og mens hendes far arbejder, tilbringer hun meget tid sammen med sin farmor. Det er en meget stemningsfuld lille bog fuld af hverdagsoplevelser; storme, planter, strand, vand og samtaler mellem generationerne. Der er mange finurlige dialoger, hvor farmoren tydeligt går ind på barnets præmisser, følger hendes lege, idéer og tankespin uden at give afkald på sin egen personlighed. Eksempel: "Hvornår dør du?" spørger barnet. "Snart, men det kommer ikke dig ved", svarer farmor.
Det er en bog, der også egner sig fint til højtlæsning, da de enkelte afsnit ikke er for lange og består af afrundede historier. En af sommerens rigtig gode læseoplevelser, så kære alle bedstemødre, - værsgo at læse med! - Hvis man en dag kunne blive sådan en farmor, det ville være dejligt. Og når der er en kurre på tråden modtage en lille seddel fra sit barnebarn: 'Jeg hader dig. Kærlig hilsen Sophia'

'Sommerbogen' af Tove Jansson. Gyldendal 2014 (2. udgave), 176 sider.

torsdag den 28. august 2014

'Levende og døde i Winsford' af Håkan Nesser

Den kendte svenske TV-vært Maria har indlogeret sig i et hus på heden i det sydvestlige England tæt på Winsford sammen med sin hund Castor. Hun bruger sin mors pigenavn, og tidligt i bogen står det klart, at hun efter en dramatisk begivenhed nu er på flugt. For ganske kort tid siden var hun på vej til Marokko sammen med sin ægtemand forfatter og litterat Martin Holinek. Så hvad er der sket? - Det bevæger vi os langsomt hen imod, samtidig med at vi bid for bid får mere at vide om Martin og Marias ægteskab. Desuden bruger Maria en del tid på at læse Martins dagbogsnotater fra de somre omkring den tid, hvor de mødte hinanden, sidst i 70'erne. Efterhånden føler Maria sig mere og mere utryg; hun finder døde fasaner på sit dørtrin, Castor forsvinder i et helt døgn, og er der en, der holder øje med hende? Maria må lægge en plan.
Det er en lidt speciel spændingsroman, ikke hæsblæsende, snarere roligt fremadskridende, skabende en mere og mere uhyggelig og intens stemning. Dette understreges især af naturbeskrivelserne og af den kærlighedshistorie, der også bliver plads til. Samtidig er det et fint psykologisk portræt af en kvinde i dyb krise. Der er lidt for mange løse ender til sidst, eller også er der noget, jeg ikke helt har fattet, men alligevel er helhedsindtrykket godt. Læses i tåget diset vejr, med brændeovn, hund og varm te indenfor rækkevidde!

'Levende og døde i Winsford' af Håkan Nesser. Modtryk 2014, 361 sider.

tirsdag den 26. august 2014

'Persiske ørne' af Sam Nik og Michael Svennevig

Bogen er en roman, men den virker på mange måder mere som en selvbiografi. Sam Nik, der er et pseudonym fortæller om sin barndom i Iran først under shaen, derefter under oprøret og til sidst under præstestyret.
Det er en turbulent barndom, han kan berette om. Præget af vold fra faderens side og et svigt fra moderen i forbindelse med forældrenes skilsmisse. Faren tilhører den røde side af oprøret, mens moren, - eller især hendes familie tilhører den sorte, der holder med præstestyret. Et barns syn på en krig og konflikt, hvor barnet lidt efter lidt lærer at begå sig i en verden, hvor vold er den gængse udtryksform, og det gælder om at have magten fysisk.
Det er skræmmende og foruroligende. Men bogen ville i mine øjne have stået stærkere, hvis den havde været en biografi, og ikke var blevet camoufleret som en roman.

'Persiske ørne' af Sam Nik og Michael Svennevig. Epigraf 2014, 201 sider.

mandag den 25. august 2014

'Min mands hemmelighed' af Liane Moriarty

Cecilia er mor til tre, gift med John Paul og lever et meget velorganiseret liv. En dag finder hun under oprydning på loftet en kuvert hvorpå hendes mand har skrevet Må kun åbnes i tilfælde af min død. Cecilia overvejer længe, men ender alligevel med at åbne brevet. Og den hemmelighed, det afslører, vælter hele hendes tilværelse.
Et andet sted i Australien falder hverdagen også fra hinanden for Tess, da hendes bedste veninde og hendes mand gennem 10 år, fortæller hende, at de har forelsket sig i hinanden. Hun tager sønnen Liam med sig og tager det første fly fra Melbourne hjem til sin mor i Sydney, og har heldigvis mulighed for at bruge sin mors brækkede ankel som påskud for rejsen.
Rachel slæber sig igennem tilværelsen bærende på en stor sorg. Og nu vil hendes søn og svigerdatter rejse til New York og tage det eneste hun har tilbage at leve for; det lille barnebarn Jacob med sig.
Disse tre skæbner fletter sig ind i hinanden og alt går op i en højere enhed til sidst.
En underholdningsroman indenfor chick litt genren, der spiller på mere alvorlige temaer som moderkærlighed, retfærdighed, og leger med forestilling om hvad der kunne være sket, hvis nu man var gået til venstre i stedet for højre o.s.v.

'Min mands hemmelighed' af Liane Moriarty. Politikens Forlag 2014, 388 sider

søndag den 24. august 2014

'Livet' af Alice Munro

Dejlig novellesamling fra en af novellekunstens mestre. De er alle værd at læse, men hvis jeg skal fremhæve et par stykker, bliver det følgende:
'Grusgraven' hvor jeg-fortælleren beretter om barndommen sammen med søsteren Caro i de glade 70'ere, hvor mor flytter ud i en campingvogn sammen med en anden mand end far. De to børn er meget overladt til sig selv og sammen med hunden Blitzee færdes de rundt i området. Her findes også en grusgrav, hvilket bliver skæbnesvangert. Fokus er ikke kun på den ulykke, der sker, men også på mødet med stedfaren mange år senere.
'Et paradis', hvor jeg-fortælleren, en teenagepige i en periode skal bo hos sin moster og onkel, fordi hendes forældre er rejst til Afrika for at gøre gode gerninger. Beskrivelsen af den dominerende onkel og mosterens underkuede angst er meget virkelig og pigens reaktion på det hun ser kan virke overraskende, men alligevel naturlig. Og slutningen efterlader trods alt en med et lille håb.
'Corrie' om et umage par; en velhavende yngre kvinde og hendes gifte elsker. Om hvordan hun finder ud af, hvorfor han egentlig har et forhold til hende.
'Dolly' - om en ældre kvindes jaloux reaktion, der kommer helt bag på hende selv, da hendes 83 årige mands ungdomskæreste pludselig dukker op.
Velskrevne anbefalelsesværdige noveller, der går tæt på menneskers reaktioner eller mangel på samme i pressede eller usædvanlige situationer.

'Livet' af Alice Munro. Gyldendal 2014, 308 sider.

onsdag den 20. august 2014

'Kort over himlen : Forløb' af Mia Degner

Med referencer til en mængde forskellige danske højskolesange, salmer o.lign fortælles i korte prosa tekster historien om digterjegets bedsteforældre. En fortælling om krig og modstand, om koens maver, om koncentrationslejren, om de dødelige piller, om hvad man efterlader sig.
Teksten bliver lidt for fragmenteret og opbrudt for mig,  og jeg savner måske de flotte smukke sætninger, der kunne løfte det hele lidt. Alligevel er der en vis sammenhæng og teksterne er ikke uden lyrik.

'Kort over himlen : Forløb' af Mia Degner. Gyldendal 2014, 106 sider.

onsdag den 30. juli 2014

'Tangodanseren' af Arturo Pérez-Reverte

1928: På en atlanterhavsdamper på vej til Buenos Aires møder den elegante velhavende Mecha charmøren Max, der er ansat af rederiet som selskabsdanser. På trods af Mechas mand, der er en berømt komponist emmer det af erotik og følelser mellem dem, men Mecha ejer en smuk perlehalskæde og Max har skumle planer...
I 1937 mødes Max og Mecha igen i Nice, hvor Max mod sin vilje er blevet tvunget til at planlægge et tyveri fra et velhavende hjem. Et tyveri der har forbindelse til den spanske borgerkrig. Der er drama i luften, Max involveres i både forræderi og mord og må flygte over hals og hoved.
I 1966 er Max en ældre mand, der arbejder som chauffør for en rig læge i Italien. En dag genkender han Mecha på gaden og beslutter for en kort stund at genoptage sit liv som charmør. Han indlogerer sig på det hotel, hvor hun bor med sin søn og dennes kæreste. Sønnen Jorges skal spille skak mod verdensmesteren fra Rusland, og Max's optræden som ældre gentlemantyv sættes atter på en prøve, da Mecha beder ham om hjælp til at få fat i russerens spillebog.
Det er en underholdende og lidenskabelig kærlighedsroman, der på rafineret vis springer imellem de forskellige perioder, så man næsten føler at man læser flere parallelle historier på en gang. Det kræver lidt koncentration, men alle tråde samles fint til sidst. En roman hvor forfatteren tager afsked med det gamle klassedelte Europa, hvor nogle mennesker var ufattelig rige og andre stræbte efter at blive som dem.

'Tangodanseren' af Arturo Pérez-Reverte. Cicero 2014, 443 sider.

tirsdag den 29. juli 2014

'Sådan skulle det være' af Ove Madsen

En varm sommerdag i 1769 ankommer præsten Nicolaj de Leth til sognene Snejbjerg og Tjørring i Vestjylland. Af en fjern slægtning er han blevet kaldet hertil som præst, hvis ellers han kan affinde sig med at overtage sin forgængers enke og to børn. Nicolaj har efter sin studietid levet det søde liv og brugt hele sin fædrene arv samt lidt til, så reelt har han ikke noget valg, og han indvilliger i alle forslag. Med drengen Søren og præsten Nicolaj som hovedpersoner følger vi de næste 60 år livet og udviklingen i de to jyske sogne. Bl.a. landboreformerne i slutningen af århundredet får indflydelse på både bønder, præster og herremænds liv. På den måde giver bogen et fint indblik i hvordan danmarkshistoriens større træk prægede livet hos den enkelte borger ude i landet.
En historisk roman fra det gamle Midtjylland, hvor fokus er lagt på præst og bønders hverdagsliv. Selve stilen minder meget om Winni Østergårds trilogi om Helvig, hvor der også bygges videre på de historiske kilder. Det er spændende læsning, hvis man interesserer sig for jysk lokalhistorie i 1700-tallet  og kan se stort på at sproget til tider bliver ret tørt og lidt opremsende.
Forfatteren har i øvrigt tidligere udgivet to lignende romaner, der tidsmæssigt ligger efter denne.

'Sådan skulle det være' af Ove Madsen. Skriveforlaget 2014, 374 sider.

fredag den 25. juli 2014

'Hun er vred : Et vidnesbyrd om transnational adoption' af Maja Lee Langvad

En bog fyldt med små vrede ofte modsætningsfyldte statements omhandlende adoption. Og forfatteren trænger virkelig igennem med sit budskab; - bogen kommer til at fremstå som en meget vred bog, måske fordi hvert lille afsnit eller sætning starter med 'Hun er vred..'
Måske har forfatteren valgt vreden som gennemgående følelse, fordi vrede er mere handlekraftig og stærk. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig teksterne, som de ville lyde hvis forfatteren fx havde valgt: 'Hun er ked af...' eller 'Hun er såret over..'
Det må være svært at være så vred hele tiden. Men så længe man er vred kan man handle og undgå offerrollen. Og man må sige at budskabet kommer til at stå stærkt.
Men mellem linierne finder man mange flere og sammensatte følelser end vrede, - heldigvis.

'Hun er vred : Et vidnesbyrd om transnational adoption' af Maja Lee Langvad. Gladiator 2014, 251 sider.

onsdag den 23. juli 2014

'Americanah' af Chimamanda Ngozi Adichie

Ifemelu og Obinze forelsker sig som teenagere i Lagos, men deres veje skilles, da Ifemelu får mulighed for at rejse til USA og studere der. Hendes første tid i USA er hård og præget af økonomisk usikkerhed og hun bryder kontakten til Obinze. For første gang i sit liv konfronteres hun med det faktum at hun er sort, men lidt efter lidt får hun fodfæste i det nye land, hun får kærester og begynder at skrive en succesfuld blog, der sætter forskellige raceproblematikker til debat. Obinze skulle også have været til USA, men efter terrorangrebet d. 11.9.2001 nægtes han indrejse. Han prøver i stedet lykken i London, men han må arbejde illegalt og under kummerlige forhold, mens han planlægger et fupægteskab for at få adgang til Europa. Det lykkes dog ikke for ham. Mange år efter genoptager de to kontakten til hinanden. Obinze er nu velhavende, gift og far til en lille pige, mens Ifemula overvejer at tage tilbage til sit hjemland. Kan de to finde tråden igen?
Ud over at være en smuk og velskrevet kærlighedshistorie sætter romanen også fokus på raceproblematikken i USA. Med et fint selvironisk twist beskrives både immigrantens rodløshed samt den nye nigerianske middel- og overklasses forhold til både USA, de hjemvendte nigerianere og det nigerianske samfund. Kan anbefales!

'Americanah' af Chimamanda Ngozi Adichie. Gyldendal 2014, 513 sider.

mandag den 21. juli 2014

'Uendelighederne' af John Banville

På det ældre irske landsted Arden House ligger den kendte matematik-forsker Adam Godley for døden. Omkring ham samles familiemedlemmerne; den vægelsindede søn Adam, den neurotiske datter Petra, den fordrukne hustru Ursula og flere andre. Fortællervinklen ligger hos Guden Hermes, der i øvrigt får selskab af sin far Zeus. De to guder blander sig på egoistisk vis i menneskenes liv, og bevæger sig ud og ind af de forskellige personers sind og følelser, på en måde der antyder, at vi alle har en del af guderne i os. Der er meget fine afsnit om døden og livet, men alt i alt må jeg nok indrømme at det blev lidt for kedeligt for mig i længden. Og den lidt specielle slutning, der vel skal vise gudernes magt, passede ikke rigtig til resten af romanen.

'Uendelighederne' af John Banville. Turbine 2014, 253 sider

lørdag den 19. juli 2014

'Mere ved jeg ikke' af Camilla Christensen

13 fine danske noveller om levet hverdagsliv, om små episoder, der huskes og griber ind i ens senere liv. Selv om novellerne er afsluttede afrundede fortællinger, så fornemmes et slægtskab; - at alle har den samme kvinde som hovedperson, - at der er er sammenhæng imellem det der sker. Jeg synes især godt om den novelle, der hedder Slægtsforskeren, som giver et fint billede af hvor forskelligt man kan opfatte andre mennesker og hvad man husker, når man tænker tilbage. Samtidig kan man naturligvis også diskutere, hvordan man formulerer sine erindringer, og om evnen til at fokusere på det negative/positive har at gøre med graden af involvering eller om det handler om et generelt livssyn.

'Mere ved jeg ikke' af Camilla Christensen. Samleren 2014, 107 sider.

fredag den 18. juli 2014

'Gå væk, Ghana' af Taiye Selasi

Denne roman lægger lidt usædvanligt ud med beskrivelsen af et dødsfald. Lægen Kweku Sai har en tidlig morgen sat sine tøfler fra sig i havedøren til sit hjem i Ghanas hovedstad. Han skal aldrig komme til at tage dem på igen, for kort tid efter mærker han de første smerter i brystet.
Kweku forlod som ung sit hjemland Ghana, rejste til USA og blev en anerkendt læge. Det kostede at nå så langt, men tragiske omstændigheder gjorde, at han igen mistede alt og nu er tilbage i sit hjemland.
Rundt omkring i verden modtager hans fire børn budskabet om hans død. Hos hver enkelt sætter det tanker i gang. Den dygtige læge Olu, kunstneren Kehinde og hans tvillingesøster rastløse Taiwo samt den unge Sadie. De har ikke set deres far i næsten 20 år. En dag satte han sig ud i bilen og forlod sin familie; den elskede hustru Fola og de fire børn. Siden er familien blevet splittet for alle vinde. Hvad vil der ske nu, hvor de tvunget af omstændighederne mødes igen?
En families historie fuld af små og store tragedier oprulles. Det er immigrantens evige rodløse tilværelse, der er i fokus, men også forholdet mellem søskende og familiemedlemmer er fint beskrevet. Især Folas måde at mærke sine børn på greb mig, - meget fascinerende. Der springes en del i tid, sted og personer, men alle tråde samles flot til sidst. En velskrevet roman, der har meget på hjerte!

'Gå væk, Ghana' af Taiye Selasi. Gyldendal 2014, 359 sider.

onsdag den 16. juli 2014

'Projekt Rosie' af Graeme Simsion

Finurlig kærlighedshistorie fra Australien! Don er efterhånden blevet sidst i 30'erne, han er professor i genetik, ser godt ud og har mere end almindeligt godt styr på sit liv. Alt er skemalagt, lige fra rengøringen af lejligheden til hvad han laver til aftensmad de enkelte dage i ugen. Men efterhånden føler han at der mangler noget vigtigt i hans liv; en at dele det med. Derfor lancerer han Projekt Kone. Ved hjælp af spørgeskemaer vil han forsøge at finde den perfekte partner. Han får hjælp af sin gode ven Gene, der er en notorisk skørtejæger, og sørger for at sortere nogle af kvinderne fra til sig selv. Nærmest ved en fejltagelse dukker Rosie en dag op på Dons kontor, og da han antager hende for at være en kandidat til Projekt Kone inviterer han hende straks ud. I virkeligheden er Rosie på jagt efter sin biologiske far og søger Dons professionelle hjælp.
Mødet med Rosie får lidt efter lidt den halvautistiske Don til at indse at tiltrækningskraft og kærlighed ikke lader sig skemalægge.
Det er en skæv, sjov, humoristisk og sød kærlighedshistorie for den der ønsker lidt let underholdning i sommervarmen.

'Projekt Rosie' af Graeme Simsion. Lindhardt og Ringhof 2014, 375 sider.

torsdag den 26. juni 2014

'Huset vi voksede op i' af Lisa Jewell

I april 2011 træder Meg og hendes teenagedatter Molly ind i Megs barnsdomshjem, hvor hun ikke har været i mange år. Megs mor Lorelei er lige død, og den store splittede familie tvinges sammen for at rydde op. Lorelei led af en voldsom samlermani, der fik hende til at fylde hele huset med alt muligt skrammel. Faktisk findes der ved mor og datters ankomst kun smalle stier imellem de tårnhøje bunker af samlet rod. Men Meg begynder på det store arbejde og venter på resten af familien får vi i tilbageblik indblik i familiehistorien. Vi præsenteres for en forholdsvis lykkelig familie med en lidt excentrisk mor, en vag far og fire børn: Meg, Beth, og tvillingerne Rory og Rhys. Da Rhys 16 år gammel på den traditionsrige Påskedag, hvor familien altid er samlet, hænger sig selv på sit værelse, starter familiens opløsning. Alle reagerer forskelligt på selvmordet, og tager skylden på sig. Først nu ved Loreleis død bliver der måske mulighed for forsoning og tilgivelse?
Lidt kulørt underholdningsroman, der med fokus på hemmeligheder og familieforhold alligevel også kommer omkring alvorligere emner.

'Huset vi voksede op i' af Lisa Jewell. Cicero 2014, 377 sider.

onsdag den 25. juni 2014

'Den flammende verden' af Siri Hustvedt

Bogen består af en række vidneudsagn, anmeldelser, dagbogsnotater og interviews, der har til formål at kaste lys over Harriet Burdens liv. Harriet var gift med kunstsamleren Felix, og selv om hun selv var kunstner, fik hendes værker aldrig den anerkendelse, som hun følte, at de havde krav på. Hun havde selv en idé om, at det var hendes køn og udseende, der stod i vejen for hende.
I den sidste del af sit liv skaber hun tre store udstillinger, som hun får tre mandlige kunstnere til at udstille for sig, for at bevise sin teori. Det samlede projekt kalder hun maskeringer. Noget går imidlertid galt, idet den sidste af de tre mænd - Rune -, nægter at spille hendes spil og ikke vil stå frem, som den stand in han har været for hende. Han tager kort sagt selv æren for udstillingen. De forskellige udtalelser og interviews giver et fint billede af Harriet som menneske, hendes motiver, skuffelser og drømme.
Som i 'Det jeg elskede' er Siri Hustvedt igen tilbage i kunstverdenen, hvor hun hudfletter det indspiste mandsdominerede miljø. Der er masser af referencer til kunstnere, filosoffer og andre lærde, måske lige i overkanten, men det er en smagssag. Sidste del af bogen, der handler om Harriets sygdom og død, kan være lidt voldsom læsning for pårørende til kræftpatienter.
En krævende og udfordrende men samtidig fascinerende roman om kvindekamp og feminisme, velskrevet og næsten arrig i sit budskab.

'Den flammende verden' af Siri Hustvedt. Lindhardt & Ringhof 2014, 439 sider.

mandag den 16. juni 2014

'Alt må vige for natten' af Delphine de Vigan

Denne bog er forfatterens romanportræt af sin mor Lucile, der kæmper med maniodepression, alkoholmisbrug og forholdet til sin store brogede familie. Lucile har i en alder af 61 år, kræftsyg og ca. 2 måneder efter sin egen mors død taget sit eget liv. Delphine forsøger gennem det skrevne sprog at finde ind til det menneske hendes mor var. Det bliver et sammensat billede af en kvinde, der både var stærk og svag, syg og overstadig, kærlig og fraværende. Romanportrættet, der nærmest er forestillinger om Luciles liv som barn og ung, afbrydes af forfatterens egne tanker omkring hele den proces hun er i gang med, og hvordan den påvirker hendes liv og forholdet til andre mennesker omkring hende især søsteren Manon og Luciles mange søskende. Synet på fortiden ændrer sig, nuancerne i den overleverede fortalte fortælling om et menneskes liv får flere farver..
Det er en meget velskrevet bog, der uden at blive sort/hvid eller dømme nogen, beskriver en kvindes liv. Lidt utraditionel den måde forfatteren inddrager læseren i hele skriveprocessen og sorgprocessen på, men meget vellykket.

'Alt må vige for natten' af Delphine de Vigan. People's Press 2013, 337 sider

fredag den 13. juni 2014

'Et sted i verden' af Katrine Marie Guldager

Selv om disse digte måske ikke alle har den samme helstøbte gennemslagskraft som jeg ellers godt kan lide hos digte, så er der en eller anden fin grundlæggende tristhed og forligen sig med skæbnen over mange af digtene i Katrine Marie Guldagers nye digtsamling, som griber mig. Fx:

SÅDAN I
Sådan står jeg bøjet ind over et barns vugge
og alle de
der stod bøjet ind over min
er allerede væk.
Sådan står jeg under trækronens
vildtvoksende kaos
og kalder det for et liv, en retning:
Solen oplyser et æble.
Som om det var nogen kur at tåle.
Som om dét var nogen kur.
Der er kun ét digt at ankomme til:
Et tømt landskab.
En dryppende vandhane.
Bladenes raslen i træerne udenfor.
Det var så de mennesker
vi valgte at være.

'Et sted i verden' af Katrine Marie Guldager. Lindhardt og Ringhof 2014, 71 sider.

mandag den 9. juni 2014

'Disse øjeblikke' af Herbjørg Wassmo

En selvbiografisk roman, hvor forfatteren trækker på egne erindringer. Den kvindelige jeg-fortæller beretter om sit liv fra ungdomsårene, hvor en teenage-graviditet får stor betydning, og videre gennem ægteskab, uddannelse, arbejde, børn og skilsmisse. Som en rød tråd gennem bogen følger vi hovedpersonens trang til at udtrykke sig på skrift og hendes vej fra ung ukendt forfatterspire til berømthed.
Gennem hele bogen holdes en distance til de personer, der er tættest på fortælleren, ved blot at kalde dem manden, sønnen, datteren, moren, osv.
Ca. midt i bogen skriver hovedpersonen et brev til sin mand for at afslutte deres ægteskab. Der er en linie i det brev, der især gjorde indtryk på mig. Noget om ensomhed; at hun har følt sig ensom sammen med ham, og at hun ikke kan holde ud at se frem mod de mange års ensomhed, der ville vente hende, hvis hun fortsat blev hos ham. For sådan kan livet jo også føles; ensomt selv om man er to. Og der er så mange situationer, hvor man først og fremmest er alene om sit liv. - Men på en eller anden måde er det et grundlæggende livsvilkår, og jeg synes, at det mørke måske får lidt overhånd i denne roman.
 Der er mange fine betragtninger om kvindekamp og dagligdags bekymringer, men selv om sprog og handling fungerer fint, så bliver jeg hen af vejen lidt træt af den negativitet, der gennemsyrer bogen. Som om livet aldrig bare kan føles godt. Som om der på en eller anden måde altid er en sten i skoen.

'Disse øjeblikke' af Herbjørg Wassmo. Lindhardt & Ringhof 2013, 287 sider.

fredag den 6. juni 2014

'Killer Killer' af Morten Ellemose

En blodig uhyggelig fortælling fyldt af bestialske mord. Ikke en bog jeg normalt ville kaste mig over, og nok heller ikke en bog jeg normalt ville have læst færdig..
Det er en gyser/horror krimi i den gotiske genre, med fokus på ekstrem ondskab og meget voldelige episoder, på grænsen til det kvalmende. Det skal så lige siges, at jeg er en af de læsere, der ikke formåede at læse American Phycho færdig, selv om den stod på pensumlisten på Biblioteksskolen, ligesom jeg ikke er den store fan af Hannibal-filmene, som denne krimi påberåber sig et slægtskab med. Så i det hele taget er genren nok ikke lige noget for mig, - men en gang imellem skal man jo prøve noget nyt...
New York hærges af en række mord som vicekommissær Anatolli Barritsch og hans hjælper Karen Walsh forsøger at opklare. Sagerne starter med et kvindehoved, der bliver sendt personligt til Barritsch, men i virkeligheden rækker begivenhederne længere tilbage i tiden. Snart dukker der flere lig op og jagten på den bestialske seriemorder Angelface intensiveres. Der trækkes tråde til en religiøs sekt og politiet får hjælp af religionshistorikeren Mordechai Rheingold, selv om de er usikre på, hvem han i virkeligheden er. Snart er Barritsch og Walsh selv i morderens søgelys...
Bogens spændingskurve holder, selv om der er et par løse ender, jeg ikke har helt styr på efter endt læsning. Desværre er der mange slåfejl og skrivefejl i bogen og også rent sprogligt kunne den godt have brugt en grundigere korrekturlæsning inden trykningen.

'Killer Killer' af Morten Ellemose. H. Harksen Productions 2014, 303 sider.

onsdag den 4. juni 2014

'Perla' af Frédéric Brun

Forfatteren har mistet sin mor og i sin sorg prøver han at fastholde hende ved at finde ud af mere om hendes liv. Perla var som helt ung fange i Auschwitz, hvilket prægede hele hendes liv. Hun led ofte af depressioner, men formåede alligevel at elske mand og barn. Perla fortalte aldrig om sin fortid, og i sin jagt på oplysninger læser jeg-fortælleren alt, hvad han kan finde om Holocaust. Sideløbende hermed læser han tysk litteratur og undrer sig over at digtere som Novalis og Hölderlin kan være fostret af det samme land og den samme kultur som den nazistiske ideologi. Hans sorg over moderen bearbejdes og giver plads til en ny glæde: Han skal være far. Romanen, - hvis man kan kalde det en roman? - har en autentisk biografisk vinkel, men sproget er holdt i en poetisk skønlitterær tone, der gør fortællingen personlig og meget smuk.

'Perla' af Frédéric Brun, Batzer & Co 2014, 101 side.

tirsdag den 3. juni 2014

'Svalens graf' af Sissel-Jo Reid Gazan

Dette er den anden roman om politimanden Søren Marhauge. Man kan med fordel læse 'Dinosaurens fjer' før denne, men det er ikke et must.
Søren er træt af sin forfremmelse, hans forhold til Anna Bella knirker, og han siger sit job op. Men selvfølgelig kan han ikke lade være med at blande sig i opklaringen af den sag, som hans kollega og ven Henrik ikke har særlig godt styr på. En fremtrædende forsker, der står overfor et gennembrud i en sag om vaccine af børn i Afrika, findes død på sit kontor. Alt peger på selvmord, men Søren er i tvivl. Forskerens nærmeste medarbejder Marie Skov er ramt af brystkræft, hendes mor har tilsyneladende også begået selvmord og hendes mand er utro. Jo hun har lige rigeligt at slås med, må man sige. Marie er noget yngre end Søren med de er vokset op på den samme vej og pludselig trækkes der spor til hans egen fortid og gamle hemmeligheder kommer frem i lyset.
Alle tråde samles til sidst, det er en helstøbt, velskrevet og spændende krimi, og selvom antallet af ulykker Marie rammes af - og hendes reaktioner på dem - måske ikke virker helt troværdige, så fungerer plottet. I forhold til 'Dinosaurens fjer' så er der skruet lidt ned for det tunge videnskabelige stof, hvilket klæder bogen.

'Svalens graf' af Sissel-Jo Reid Gazan. Gyldendal 2013, 471 sider.

tirsdag den 27. maj 2014

'Mellem venner' af Amos Oz

Otte fine noveller, der skildrer livet i en israelsk kibbutz. I meget præcise øjebliksbilleder kommer Amos Oz ind bag facaden, helt derind, hvor det gør ondt. Derind hvor man ser bagsiden af det liv, der leves i kibbutzen. Der hvor man må underlægge sig regler, indrette sig efter flertallets ønsker, hvilket jo som bekendt er vilkårene i et demokrati. Forfatteren peger på svaghederne ved det system: begrænsningen af den personlige frihed, indskrænkelse af  retten til selv at vælge sit liv. Ulemperne ved at lade fællesskabet gå forud for den enkelte. Den kommunistiske tankegang udstilles i en sjældent raffineret grad.
Alle de personer vi møder i disse noveller slås med den ovennævnte problematik, og fælles for dem er, at de ikke rigtig formår at ændre noget, ikke rigtig kan finde ud af at handle som de egentligt har lyst til. Selv om de befinder sig mellem venner, så er hver enkelt alene med sine egne bekymringer og overvejelser. På den måde gør forfatteren opmærksom på noget meget almen menneskeligt; vores trang til at være tilpas, vælge trygheden fremfor oprøret. - Og sådan er det vel for de fleste; meget få bryder ud og prøver at lave om på noget.
Som nu det at børnene i kibbutzen tilhører alle og derfor skal sove i et børnehus, også selv om de er utrygge og helst vil være hos mor og far. Yuvals far opgiver kampen for sin søn, fordi alle argumenterer imod ham. Eller den unge fyr Moshe, der forsøger at skifte identitet, når han skal besøge sin far udenfor kibbutzen. Ligesom sekretærens ubehagelige snigende fornemmelse af uretfærdigheden i at kibbutzens serviceopgaver så ofte havner hos kvinderne, når alle her skulle være lige...
Fortællinger der virkelig giver stof til eftertanke. Hermed anbefalet!

'Mellem venner' af Amos Oz. Gyldendal 2014, 194 sider.

søndag den 25. maj 2014

'Gem mig i dit hjerte' af Torsten Pettersson

Krimi-spændingsroman. Den ni-årige Petra er forsvundet og politiet giver sagen første prioritet. Det er en kendt sag, at chancen for at finde et barn i live falder med hvert døgn, der går. Da en af de mistænkte findes myrdet kompliceres tingene yderligere og ikke alt er hvad det ser ud til at være. Kriminalkommissær Harald Lindmark og hans kollegaer må trække tråde tilbage til en tidligere sag. - En god grund til at starte med nr. 1 i serien, - denne krimi er nr. 2. Den minder mig lidt om Mo Hayders bøger; der er både noget psykologisk og noget spænding, og der sker et twist undervejs. Desuden får vi også lidt baggrundsviden om de forskellige hovedpersoner. Udemærket krimi.

'Gem mig i dit hjerte' af Torsten Pettersson.Turbine 2014, 328 sider

søndag den 18. maj 2014

'Det sidste brev fra din elsker' af Jojo Moyes

2004: Ellie har et forhold til en gift mand John. Hun er meget forelsket i ham, og håbet om at han vil forlade sin familie fylder meget for hende. En anden ting der fylder meget, - eller burde gøre det, - er jobbet som feature skribent på en stor avis i London. Ellis har dog lidt problemer; hun er gået lidt i stå. I sin jagt på en god historie støder hun på et gammelt kærlighedsbrev i avisens arkiv.
Og så får vi sideløbende Jennifers historie, der finder sted i 1960'erne. Jennifer er gift med en velhavende forretningsmand Laurence, men da hun vågner op efter en trafikulykke har hun stort set mistet hukommelsen. Hun husker kun langsomt den mand hun før ulykken forelskede sig i; journalisten Boot.
En kærlighedshistorie i den lette genre med mange forviklinger undervejs. Kunne måske godt være lidt kortere, men ok underholdning.

'Det sidste brev fra din elsker' af Jojo Moyes. Cicero 2014, 493 sider.

fredag den 9. maj 2014

'Kain' af José Saramago

Historien om brodermorderen Kain genfortalt og videredigtet af Saramago. - Den bog måtte jeg da læse. Bogen lægger ud med Adam og Eva i Edens Have, men den virkelige hovedperson er Kain, som vi følger fra brodermordet på Abel. Og hvem siger, at Abel ikke faktisk var meget irriterende og hovmodig overfor sin bror? Og at Gud ikke havde en stor del af skylden for mordet, fordi han ikke ville modtage Kains offer? På sit æsel bevæger Kain sig rundt i forskellige nutider i den tidlige del af bibelhistorien, og han er ikke udelt tilfreds med den måde, han ser Gud regere verden på. Hvorfor skulle Job så meget ondt igennem? Og hvad med de uskyldige børn i Sodoma og Gomorra? Kain går i rette med Gud og spiller ham til sidst et puds, som Gud ikke havde regnet med. Mange fine overvejelser, men der er enkelte steder, hvor det virker som om oversættelsen ikke fungerer helt optimalt.

'Kain' af José Saramago. Samleren 2013, 147 sider

tirsdag den 6. maj 2014

'Gå' af Tomas Espedal

Det er lidt mærkeligt at finde denne bog på romanhylden. Som jeg læser den, er det ikke en roman, men et langt essay om at gå, vandre, rejse. Forfatteren fortæller om ture på fjeldet, oplevelser fra vandringer i Tyrkiet, mennesker han har mødt undervejs o.s.v. I starten er der lige vel mange henvisninger til andre vandrende poeter; fx Rousseau, Rimbaud og Aristoteles, men det bliver bedre i løbet af bogen, hvor han går mere ind i sin egen personlige oplevelse af det at gå. Han kommer med nogle fine betragtninger om tavsheden og angsten for at dø.

'Gå' af Tomas Espedal. Batzer & Co 2007, 210 sider.

mandag den 28. april 2014

'Herre og tjener' af Lev Tolstoj

Den grådige russiske købmand Vasili begiver sig midt i en snestorm ud på en længere slæderejse, for at komme først til at gøre en god handel. Med sig på turen har han sin tjener Nikita. Gang på gang farer de to mænd vild, men selv om de tilbydes husly i en landsby undervejs driver Vasilis stædighed ham videre. Først ansigt til ansigt med døden i snedriverne ændrer han sind og begynder at spekulere over, hvad han har brugt sit liv på.
Denne fortælling udkom oprindeligt i 1898. Tolstoj er mest kendt for 'Krig og fred' og 'Anna Karenina', men her er et godt sted at starte med forfatterskabet, hvis man ikke har mod på de store episke fortællinger med de mange lange russiske navne.

'Herre og tjener' af Lev Tolstoj. 2014, 96 sider.

tirsdag den 22. april 2014

'HAN' af Eva Tind

Den kvindelige jeg-fortæller drager ud på en rejse til Nordkorea for at opleve det land, hun er bortadopteret fra. Hun har en erindring om sin far HAN. Det bliver en rejse til et meget koldt kontrolleret og lukket land. Guiden er nervøs og selskabet slippes ikke af syne. Der er mange regler og det er bl.a. forbudt at tale eller tage kontakt til de lokale. Elevatorerne på hotellet kan kun stoppe på bestemte etager, og der er en følelse af iscenesat virkelighed, når de kommer igennem byer, hvor de sjældent ser andre mennesker. Bogen er bemærkelsesværdig p.g.a. sit smukke poetiske stærke sprog. Kommer omkring både det tab den lille pige har følt ved at miste sin far, og den samhørighed hun via sit udseende føler med det koreanske folk.

'HAN' af Eva Tind,Gyldendal 2014, 150 sider

fredag den 11. april 2014

'26A' af Diana Evans

De to tvillingesøstre Bessi og Georgia vokser op i en forstad til London sammen med yderligere to søstre. Deres mor Ida er fra Nigeria og lider af konstant hjemve, deres far forvandler sig til Mr. Hyde om natten, når han får for meget at drikke. Vi følger især pigernes opvækst, deres sammenhold og afhængighed af hinanden. Den nigerianske overtro og en form for spiritualitet, som Ida har taget med sig til England, samt et ophold i Lagos får stor betydning for de fire søstres liv. Efterhånden som tvillingerne bliver ældre viser forskellene sig mere tydeligt mellem dem, og Georgia får sværere og sværere ved at overskue sit liv.
Som tvillingemor og barn i 80'erne er der flere lag i bogen at blive optaget af, og vi fik en god diskussion om den i læsekredsen på Guldborgsund-bibliotekerne.

'26A' af Diana Evans. Aronsen 2010, 306 sider.

onsdag den 9. april 2014

'Sådan mister du hende' af Junot Díaz

I centrum af fortællingerne finder vi Yunior. Fortællingerne handler om alle de kvinder, han har elsket og mistet. En slags opskrift på hvordan man ikke skal bære sig ad i kærlighedsforhold, hvis man vil have dem til at vare. Det er et barsk miljø Yunior bevæger sig i, og de bedste af novellerne skildrer barndommen og ungdommens rastløshed, som barn i en indvandrerfamilie i USA, som lillebror til en syg bror, som tilskuer til en fortvivlet mor og en svigtende far. Selv om bogen består af selvstændige fortællinger føler man alligevel at man har fået en sammenhængende historie om Yunior og hans modsætningfyldte forhold til kvinder. Han bruger og bliver brugt, og han mister. Jeg var lidt irriteret over Junot Diaz' første bog, men man kan ikke komme udenom, at han skriver virkelig godt.

'Sådan mister du hende' af Junot Díaz. Gyldendal 2013, 246 sider.

onsdag den 2. april 2014

'Rød april' af Santiago Roncagliolo

Lidt tør satirisk og ironisk krimi om den assisterende distriktsanklager Chacaltana i Peru. Han skal forsøge at opklare en sag, men de fleste af dem, han taler med i forbindelse med sin efterforskning, bliver pint og myrdet på bestialsk vis. Han får ikke rigtig svar på de rapporter, som han sender opad i systemet. Er det mon terrororganisationen Den Lysende Sti, der er på spil i området igen, eller er der mægtigere og endnu mere intrigante magter på spil?
Det er måske ikke lige min type krimi; lidt for meget satire og lidt for lidt psykologi, men alligevel et ret godt udtænkt plot.

'Rød april' af Santiago Roncagliolo. Turbine 2014, 330 sider

onsdag den 26. marts 2014

'Ensomme hjerter og herreløse hunde' af Lucy Dillon

Det er ikke et krav, men det vil nok være en fordel at være glad for hunde, hvis man bestemmer sig for at gå i gang med denne roman. Den handler om 39-årige Rachel, der oplever sit livs krise, da hendes gifte elsker forlader hende, og hun på samme tid mister både sin lejlighed og sit job. Oven i dette arver Rachel et kæmpe hus på landet, hvor hendes moster Dot har drevet et hundeinternat. Alle de herreløse hunde venter nu på Rachel, og hun tager modstræbende udfordringen op. Det viser sig heldigvis, at der er en ganske lækker dyrlæge der på landet, og Rachel møder mange nye venner, - alle hundemennesker forstås. Desuden præsenteres vi for forskellige andre af byens beboere, og vikles ud og ind af deres forhold, hvor den rette hund til det rette menneske eller det rette par kan betyde en masse. Fx Natalie og Johnny, der brændende ønsker sig et barn, Zoe der er alene med sine to drenge, og lægen Bill, der har mange kvinder, men stadig ikke har mødt den eneste ene.
Ja, romantisk og lidt sukkersød indimellem, ok som underholdning af den letbenede slags. Jeg vil tro, at man vil synes bedst om bogen, hvis man er en stor hundeelsker, der sammen med bogens hovedpersoner kan glæde sig over hundene og forarges på alle dem, der ikke forstår sig på at holde hund.

'Ensommme hjerter og herreløse hunde' af Lucy Dillon. Bazar 2014, 471 sider

mandag den 24. marts 2014

'Phantasterne' af Hans Egede Schack

Romanen, der oprindelig kom i 1857, er nu udgivet i en ny udgave, hvor sproget følger en nudansk retskrivning. Det gør teksten noget mere læsbar end den sidste udgave, der kom i 1993.
I bogen følger vi hovedpersonen Conrad og hans to venner Christian og Thomas fra de er ca. 15-16 år og gennem deres ungdomsår. De tre drenge fantaserer om store begivenheder og bedrifter de skal udrette. Thomas forstår at bruge fantasien positivt til at sætte sig større mål for sin tilværelse, mens Christian nærmest får storhedsvanvid og ikke forstår at skille fantasi og virkelighed fra hinanden. Conrad bevæger sig et sted derimellem og forsøger at finde sin egen balance.
Ja - en roman der sætter tanker igang! Som barn levede jeg nærmest konstant i en fantasiverden, jeg så i hvert fald fantasi-muligheder overalt. Og jeg må nok inddrømme, at jeg stadig kan forfalde til fantasier, selv om det for mig virker noget mere uskyldigt, end det de herrer Christian og Conrad overgiver sig til.

'Phantasterne' af Hans Egede Schack. Jensen og Dalgaard 2014, 299 sider.

onsdag den 19. marts 2014

'Jeg bekender' af Jaume Cabré

Den meget intelligente sprogprofessor Adrià Ardevol fortæller i denne storslåede ambitiøse komplekse roman om sit liv til sin elskede. Han er vokset op i et kærlighedsløst hjem i Barcelona, med en far, der samler på antikviteter. Blandt kostbarhederne befinder sig en berømt violin, med en historie, der sætter fantasien i sving hos drengen Adria. Den oprindelige fortælling afbrydes og suppleres således af et væld af forskellige fortællinger, der tilsammen fører læseren rundt til forskellige begivenheder i den europæiske historie, især med vægt på grusomme begivenheder fra inkvisitionen i 1300-tallet til Auschwitz under 2. Verdenskrig. Sprogligt er det en udfordrende roman, hvor fortælleren springer mellem første og tredje person indenfor den samme sætning og lader dialoger fra fortid og nutid glide over i hinanden indenfor det samme afsnit. Det kan virke ret forvirrende i starten, men når man vænner sig til det, venter en læseoplevelse af de store. Et stort komponeret værk, næsten som et musikstykke, der skifter scene og handling i takt med stemningen.
Udkommer på dansk i dag.

'Jeg bekender' af Jaume Cabre. Turbine 2014, 596 sider.

onsdag den 12. marts 2014

'Og vi kom over havet' af Julie Otsuka

Kollektiv roman om en flok kvinder der kom fra Japan til USA i 1919 som postordrebrude. Deres ægtemænd levede sjældent op til det, der var blevet lovet og livet som indvandrere i det nye land var hårdt. Bogen følger kvinderne på skibet, gennem mødet med deres ægtemænd, ægteskabet, livet som indvandrer; hårdt arbejde og dårlig løn for de flestes vedkommende, børnefødsler, familieliv og frem til 1941, hvor japanerne efter angrebet på Pearl Harbour sendes bort fra byerne langs kysten.
Romanen benytter sig af en fælles fortællestemme, der meget stilrent holder fast i sætninger som: "En af os...", "De af os, der..." og "Vi..."
Det virker rigtig godt, og man får et samlet fint og stemningsfuldt billede af de oplevelser, immigranterne kunne komme ud for.

'Og vi kom over havet' af Julie Otsuka. Hr. Ferdinand 2014, 191 sider.

fredag den 7. marts 2014

'Kongemageren' af Knud A. Petersen

Historisk roman fra starten af 1100-tallets Danmark. Kong Niels regerer, men stormændene bl.a. Peder Bodilsen og Asser Rig fra Hvide-slægten har et ønske om på et tidspunkt efter Niels's tid at se Erik Ejegods søn Knud på tronen. Men Niels lever længere end beregnet, og hans søn Magnus vokser til, så stormændene får ikke så let ved at få deres vilje igennem. Peder Bodilsen er desuden optaget af tidens nye tendenser, han ønsker tiende og cølibat indført i kirken. Men det er ikke altid let at ville forandre og udvikle, og da Magnus myrder Knud medfører det ufred og krig i landet. Romanen er skrevet i et nøgternt sagligt sprog og med fokus på magtkampe og magtintriger fremfor følelser og personbeskrivelser, hvilket gør, at der for mig kommer til at mangle noget. Man kommer ikke rigtigt ind bag de historiske faktabeskrivelser, der ellers er velskrevne og udførlige.

'Kongemageren' af Knud A. Petersen. Skriveforlaget 2014, 297 sider.

fredag den 28. februar 2014

'Min geniale veninde: barndom, tidlig ungdom' af Elena Ferrante

Denne italienske roman er den første i en trilogi og handler om venskabet mellem de to piger Elena og Lila, der vokser op i et fattigkvarter i 1950'ernes Napoli. Lila er den oprørske, der bliver styrende og på mange måder bestemmende for Elenas måde at møde verden på. Begge pigerne er intelligente og drømmer om en bedre fremtid, end den de umiddelbart kan se for sig i det fattige, voldelige og kontrollerende miljø, som de lever i. Selv om Lila uden tvivl er den bedst begavede af de to, bliver hun taget ud af skolen og arbejder i sin families skomagerforretning. Elena får derimod mulighed for at fortsætte sin skolegang, og selv om det i starten sker med hjælp fra Lila, der låner bøger på biblioteket og lærer sig selv sprog, så fører de to pigers drømme og interesser dem i forskellige retninger. Lila bliver som 16 årig gift med viktualiehandleren Stefano, på et tidspunkt hvor Elena stadig går i gymnasiet og kæmper med sit selvværd og forholdet til drengene i skolen. Historien fortælles af den voksne ældre Elena, der efter Lilas forsvinden i bogens start, ser tilbage på venskabet i barndoms- og ungdomsårene. Forholdet mellem de to piger er meget fint beskrevet; detaljeret, selvkritisk og uden nostalgi, ligesom skildringen af det fattige miljø i Napoli i 1950'erne virker meget troværdigt.

'Min geniale veninde. Barndom, tidlig ungdom' af Elena Ferrante. C&K forlag 2014, 384 sider.

onsdag den 19. februar 2014

'Hjem' af Julie Kibler

Den ældre dame Isabelle har sammen med sin frisør og unge veninde Dorrie begivet sig ud på en lang køretur igennem USA. Hun skal til en vigtig begravelse, og Dorrie har lovet at køre for hende. Undervejs fortæller Isabelle sin historie, der især har fokus på ungdommen lige før 2 Verdenskrig. Den unge Isabelle forelsker sig i den farvede hushjælps søn Robert, en kærlighed, der viser sig at være gengældt. Men på dette tidspunkt kan en hvid kvinde ikke ustraffet være sammen med en sort mand. Og Isabelles to ældre brødre er både rabiate og voldelige, så hendes lykke bliver ikke lang. Undervejs får vi også et indblik i Dorries liv, der heller ikke er uden problemer: Sønnen Stevie er på afveje og hun er i et helt nyt forhold med Teague, som hun ikke helt kan bestemme sig for, om hun tør stole på. Det er en underholdende lidt kulørt roman med en overraskende udvikling. Om forelskelse, racefordomme, diskrimination og undertrykkelse.

'Hjem' af Julie Kibler. Politikens Forlag 2013, 367 sider

mandag den 10. februar 2014

'Senseis mappe' af Hiromi Kawakami

Fin og velskrevet fortælling om Tsukiko, der er 38 år, virker lidt rodløs og tilbringer en del af sin fritid på diverse barer, hvor der drikkes sake og spises små japanske retter. En dag møder hun en af sine gamle lærere fra gymnasiet på sin stambar, og de begynder at mødes for at drikke sammen. Bogen beskriver optakten til deres forhold, den periode, hvor de går og holder lidt øje med hinanden, men faktisk ikke er et par. De har begge deres særheder, men lidt efter lidt udvikler forholdet sig. En smuk fortælling om ensomhed og tosomhed.

'Senseis mappe' af Hiromi Kawakami. Hr. Ferdinand 2013, 220 sider.

torsdag den 6. februar 2014

'Atlanterhavet vokser' af Julie Sten-Knudsen

Fin digtsamling, der har fokus på et forhold mellem to søstre, der har forskellig far. Med udgangspunkt heri undersøges også hudfarveproblematikker, det at være sort, hvid, mulat, set fra både barnets og den unge kvindes synspunkt. Jeg synes bedst om den første del, hvor forholdet til lillesøsteren er i centrum. Digtene om barndommens land, at vokse op i en familie med dine, mine og vores børn rammes i en helt præcis og meget fin tone. Den afstand der skabes, det tab der opleves, da søsteren flytter væk og prioriterer anderledes er meget fint beskrevet.

'Man kan være bedste venner
så længe forbindelsen varer.
Man kan næsten aldrig bevare venskabet
når forældrenes forhold er slut'

'Du tager altså til Danmark og er her nogle dage.
Du sidder ved mit runde spisebord,
rokker frem og tilbage i min gyngestol, rynker panden.
Når du tager afsted herfra, rejser du hjem.
Jeg har ikke noget at være her for,
siger du til mig flere gange.'

'Atlanterhavet vokser' af Julie Sten-Knudsen. Gyldendal 2013, 101 sider.

fredag den 31. januar 2014

'Ødegården' af Carsten Boe

Et par tager på weekendtur til en ødegård i Sverige. Vi får ikke mange oplysninger om dem: At han skriver, at hendes far er velhavende, og har givet ham et tilbud. At de overvejer at flytte. At han kender ødegården og har en eller andet form for tilknytning til stedet. At hun ikke har været der før, og er kritisk indstillet overfor stedet. Slående ved deres forhold er, hvor dårlige de er til at kommunikere med hinanden. Den ene spørger i vest, den anden svarer i øst, hvis de da overhovedet svarer, og ikke begynder at tale om noget andet.
Det er en meget minimalistisk roman, der overlader til læseren at finde indhold mellem linierne. Og der må lægges noget ind mellem dem, ellers bliver det lidt for tyndt. Der er mulighed for at møde Carsten Boe på biblioteket i Nykøbing torsdag d. 27. februar. (Se side 20 i programmet)

'Ødegården' af Carsten Boe. Aronsen 2013, 191 sider.

onsdag den 22. januar 2014

'Trofæ' af Steffen Jacobsen

Den rige arving Elisabeth Caspersen finder en uhyggelig film i sin afdøde fars pengeskab og hyrer en eksklusiv privatdetektiv Michael Sander til at undersøge om dvd'en er ægte. På filmen ses en menneskejagt, der ender med, at en ung mand bliver dræbt. Elisabeth mener, at have genkendt sin far blandt jægerne...
Soldaten Kim Andersen findes hængt i et træ dagen efter sit bryllup og kriminalkommisær Lene Jensen tilkaldes, da den afdødes hænder er lænket sammen på ryggen. Er det selvmord, eller? De to enspændere Lene og Michael tvinges til at arbejde sammen, da deres to sager vikles ind i hinanden. En spændingsroman der viser at rige mænd, der keder sig, sat sammen med soldater, der har svært ved at slippe krigen, kan være en uhyggelig cocktail...
Spænding, der holder, men også en meget brutal historie, der ikke er god at læse, lige før man skal på vandring i et øde område.

'Trofæ' af Steffen Jacobsen. People's Press 2013, 426 sider.

tirsdag den 21. januar 2014

'Sort boks' af Jennifer Egan

Den første twitterroman jeg har læst. - Og så er det endda en vellykket en af slagsen. Den er noget så usædvanligt som skrevet i 2. person, formuleret som en række informationer og instrukser til hovedpersonen. Den handler om en yngre kvindelig spion, der undercover skal indlade sig med en Tildelt Partner; en magtfuld mand, som hun skal udspionere. Hendes krop er den sorte boks, hvor al information lagres. Hun kan tage fotografier eller scanne dokumenter ved tryk forskellige steder på sin krop. Og selv om den lille historie fortælles i korte afsnit på max 160 tegn, - og da også udkom som tweets i første omgang, så sidder man faktisk tilbage med følelsen af at have læst en spændende og sammenhængende fortælling bagefter. Hvordan det kan lade sig gøre, aner jeg ikke, men denne forfatter kan noget særligt med både form og sprog. Hendes debutroman 'Tæskeholdet banker på' er helt anderledes omfattende, men bestemt også værd at læse. Denne er til gengæld hurtigt læst, fascinerende i form og udtryk, - og stadig spændende.

'Sort boks' af Jennifer Egan. Klim 2013, 102 sider.

fredag den 17. januar 2014

'Nemesis' af Philip Roth

Den unge Bucky Cantor er i sommeren 1944 leder af legepladsen i den jødiske bydel Weequahic i Newark. Hans bedste venner Jack og Dave er i krig i Europa, en krig Bucky ikke kan deltage i pga. sit dårlige syn. Bucky er forelsket i lægens datter Marcia, der arbejder i en sommerlejr udenfor byen oppe i bjergene. Det er en meget varm sommer, og da polioen bryder ud rammer den hårdt ned blandt børnene i den jødiske bydel. Marcia ønsker at Bucky skal slutte sig til hende i sommerlejren, så han kan slippe væk fra smittefaren. Men Bucky er i tvivl, kan han svigte børnene på legepladsen?
Han må træffe et valg, og som han selv opfatter det, får hans valg store konsekvenser for resten af hans liv. Det er en fremragende roman, der både handler om valg og konsekvenser, men især om at acceptere en tragedie uden nødvendigvis at finde nogen mening i den, - og uden at tragedien behøver at være nogens skyld. Det er det, Bucky ikke kan. For ham må der være en årsag til tragedien, en der har skylden. Og han vender fingeren mod sig selv og mod Gud. Hans behov for skyld, mening og ansvar gør, at han om muligt ødelægger endnu mere omkring sig. Velskrevet og tankevækkende.

'Nemesis' af Philip Roth. Gyldendal 2013, 233 sider

onsdag den 15. januar 2014

'Samtalen' af Carsten Boe

Et kærestepar får i løbet af en enkelt samtale talt sig så langt væk fra hinanden, at tingene går helt skævt mellem dem. Fin lille novelle, om at føle sig truet og usikker i sin kærlighed.

'Samtalen' af Carsten Boe. E-bog 2013

tirsdag den 14. januar 2014

'Whiskey Beach' af Nora Roberts

Letlæst amerikansk underholdningsroman. Eli Landon er en succesfuld advokat, da hans kone, som han ligger i skilsmisseforhandlinger med, bliver myrdet. Eli finder hende og mistænkes straks for mordet, hvorefter han trækkes igennem den helt store efterforskning, forfølges af medierne og mister både job og venner.Ved bogens begyndelse er han flyttet ud til familiens store hus, der ligger på Whiskey Beach, for at slikke sine sår og koncentrere sig om det nye liv han håber at kunne skabe sig som forfatter. Desværre er hans kones morder aldrig blevet fundet, og da en privatdetektiv findes myrdet på stranden i nærheden rettes mistanken igen mod Eli. Samtidig forsøger en fremmed at skaffe sig adgang til huset. Eli sætter nu alt ind på at få opklaret de forskellige sager og få renset sit navn. Han får god hjælp af sin nabo Abra; en ung smuk kvinde, der også har en fortid, men nu gør alt det, hun har lyst til; dyrker yoga, laver smykker, gør rent og handler ind for folk.
Sort/hvide personbeskrivelser med en handlekraftig kvinde og en sød mand som frontfigurer. Bogen er letlæst og handlingen skrider fint fremad med alle de ingredienser, den slags bøger nu engang indeholder: spænding, sex, mord og kærlighed. Ind imellem kan den dog blive lidt langtrukken, måske p.g.a. natur- og stemningsbeskrivelserne.

'Whiskey Beach' af Nora Roberts. Det Blå Hus 2013, 400 sider