tirsdag den 29. december 2009

'Den anden hånd' af Chris Cleave

Lille Bi er en ganske ung pige, der er flygtet fra grusomheder og forfølgelse i Nigeria. Efter to år på et asylcenter i England slipper hun ud og opsøger ægteparret Andrew og Sarah, som hun mødte under sin flugt.. De mødtes på en strand i Nigeria; et skæbnesvanger møde, der fik stor betydning for dem alle tre. Bogen er fortalt med humor og eftertanke, men det er ikke en af den slags bøger man ikke kan lægge fra sig. - Måske er plottet lidt for søgt? Eller måske er det bare fordi jeg irriteres på den engelske hovedperson Sarah. -Hun virker lidt som en slidt karrikatur på den vestlige kvinde synes jeg; med karriere, elsker, rastløshed og en sorg hun ikke rigtig kan finde ind til. Lille Bi er mere ægte i sine barnlige forsøg på at forstå og tilpasse sig det land hun nu er kommet til. Bogen sætter ord på noget af det vi godt ved i forvejen. At vi med vores "vestlige værdier" dræber mennesker på en anden måde end med maskinpistoler. Vi lukker bare øjnene og ser den anden vej. Eller vi sætter folk på et fly og sender dem tilbage til den visse død. Hvor er vores værdier lige henne i det?

mandag den 21. december 2009

'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg" af Robert Zola Christensen

Allan er en alkoholiseret gymnasielærer, der ser tilbage på sin opvækst i en arbejderfamilie. Han mindes sin ungdomskærlighed Sara, som han forlod til fordel for franske Celine, - at det var et forkert valg forstår vi straks. Allan er en ret usympatisk person; egoistisk, selvmedlidende og selvcentreret..
Sproget er snakkende, ræsende derudaf uden punktummer og kommaer i ret lang tid af gangen; det er lidt udmattende.. - Hvad er det egentligt forfatteren vil med den historie? Det er jo ikke fordi der er så meget at fortælle... Skal vi have ondt af Allan? - Det orker man bare næsten ikke. Han kunne trænge til at komme lidt ned på jorden - eller måske på højskole en tur, så han fandt ud af at der findes andre mennesker på jorden end ham selv; - og måske er der en chance for at nogle af de andre faktisk har mere at beklage sig over...
Vi har diskuteret bogen i Romanklubben, der var holdningerne lidt mere nuancerede end mine. Se også mere omtale her.

'Revolution' af Jakob Ejersbo

Igen en helt fantastisk bog af Jakob Ejersbo. Skæbner der flettes ind i hinanden, mange barske og rørende historier om hverdagsliv i Afrika, eller om livet som afrikaner i Canada og Europa.
Oprindelig var 'Eksil' tænkt som den første del af Revolution og det kan anbefales at læse dem lige efter hinanden. I 'Revolution' får vi historien om de forskellige mennesker, der i større eller mindre grad var en del af Samantas liv, - Samantha fra 'Eksil'. 'Revolution' er som en samling noveller, men noveller hvor nogle af hovedpersonerne griber ind i hinandens liv. Min favorithistorie er 'Værtinde', hvor vi følger Rachels vej fra uskyldig ung pige over graviditet, kamp for overlevelse til en karriere som 'værtinde'
Ejersbo skriver fantastisk godt, og jeg glæder mig til at læse den sidste i trilogien.

torsdag den 10. december 2009

'Højtlæseren' af Bernhard Schlink

Dette er en lille perle! En klassiker! En fint og følsomt fortalt kærlighedshistorie mellem teenageren Michael og den voksne kvinde Hanna. Samtidig en etisk diskussion. Hanna er analfabet og Michael læser højt for hende. Han opdager først analfabetismen mange år senere, hvor Hanna står under anklage for som vogterske i en KZ-lejr at have forvoldt en masse kvinders død. Kvinder som hun reelt havde mulighed for at frelse. Michael overværer som ung jurastuderende retsagen mod Hanna. Han taler om bedøvelsen; den store bedøvelse, der rammer os alle, der gør at vi kan blive trætte og ligegyldige af at høre om drab og overgreb. Måske netop mængden af drab og overgreb bedøver os. - Vi kender det selv; orker ikke at høre mere om vold i TV-avisen, til sidst holder vi helt op med at lukke op for det. - Og hvis ikke vi holdt op, ville vi miste enhver medmenneskelig følelse, fordi vores sind ikke kan kapere al den lidelse uden at blive bedøvet og berøvet evnen til at føle. Hvordan kan man ellers overleve som menneske? Hvordan overlever Hanna... Og Michael der føler sig skyldig over at elske et menneske som Hanna?

lørdag den 28. november 2009

'Bridge House' af Marcia Willett

Hester - en gammel dame på Bridge House ser tilbage på begivenheder under og efter 2. Verdenskrig, hvor hendes bror Edward kom hjem fra krigen og opdagede at hans bedste ven Michael havde et forhold til hans kone Ellinor. Michaels barnebarn den unge Jonah kommer på besøg sammen med Hesters guddatter Cleo og søger efter svar på de mange ubesvarede spørgsmål. Hans mor Lucy har aldrig villet tale om krigen og tiden på Bridge House...
Der sker lidt for lidt og det er en langsom og ret forudsigelig, ikke helt troværdig familiehistorie. På sin egen måde meget hyggelig, hvis man er til den slags, men måske lidt for engelsk?...

'Englens spil' af Carlos Ruiz Zafon

Uha, det er over en måned siden jeg blev færdig med denne, jeg har bare ikke fået skrevet om den.. - Måske fordi den var lidt af en skuffelse. Jeg syntes bedre om forfatterens forrige bog 'Vindens skygge' Der er alt for mange ubesvarede spørgsmål i denne bog, det hænger ikke rigtig sammen. Uden at afsløre for meget, så venter og venter man på en sammenhæng, en rød tråd, der aldrig rigtig viser sig. - Eller også er der noget jeg ikke har forstået i den?
Handlingen udspiller sig i 1920'ernes Barcelona. David er forfatter til en række kriminalhistorier, og en dag kontaktes han af en forlægger A. Corelli, der vil have ham til at skrive en bog, der skal være grundlag for en ny religion; en folkeforførende bog. Corelli vil betale en fyrstelig sum og samtidig redde David fra en dødstruende sygdom?..
I huset, hvor David bor, har der tidligere boet en anden forfatter, som David får mistanke om, også har haft kontakt til Corelli. I sit forsøg på at opklare hvem der er hvem og hvordan fortiden hænger sammen med nutiden møder han mange forskellige mennesker, og en række mistænkelige dødsfald følger i Davids kølvand..
For mig er problemet som sagt at trådene aldrig rigtig reddes ud...

torsdag den 26. november 2009

'Harry Potter og fangen fra Azkaban' af J. K. Rowling

En farlig fange Sirius Black er undsluppet fra Azkaban, og det frygtes at han er ude efter Harry Potter, da det var ham der i sin tid forrådte Harrys forældre. Hermione har travlt med sine mange studier og Harry har problemer med Dementorerne; Azkabans vagter, der overvåger Hogwarts. Rons rotte trives ikke rigtig og er hele tiden i fare for at blive angrebet af Hermiones kat Skævben. - Men som altid er ikke alting hvad det ser ud til at være... Endnu en spændende fortælling om Harry Potter.

torsdag den 12. november 2009

'Mordet på Halland' af Pia Juul

Lidt mærkelig bog om en forfatter, hvis mand bliver skudt udenfor deres gadedør en tidlig morgen. Har hun mon selv på en eller anden måde dræbt ham? - Det tror man nu ikke som læser, men det er forfatteren lige ved at komme til at tro. - Hendes reaktion på drabet er i det hele taget lidt mærkelig, men sådan er det vel at være i chok. Hun kysser naboen, går ud for at danse og drikker sig fuld. Hun opsøges af ex-manden og af sin datter, som hun ikke har set i mange år. Og efterhånden finder hun ud af, at hun måske slet ikke kendte Halland; han viser sig at have en niece, hun aldrig har hørt om, osv...
Lidt mere mærkelig end egentlig god...

'Libri de Luca' af Mikkel Birkegaard

Den succesfulde forsvarsadvokat Jon Campelli arver boghandlen Libri de Luca. Han har ikke set sin far Luca i mange år, og regnede ikke med at arve ham. Nu bliver han nødt til at genopfriske smertelige minder, men der sker hurtigt ting og sager, der gør at han må revidere sit syn på sin far og hele sin fortid. Faderens mangeårige assistent Iversen indvier ham i en helt ny verden, hvor det at læse højt får en ny og magtfuld betydning, og snart er han på jagt efter en mystisk organisation, der slog begge hans forældre ihjel. Han får hjælp af Katarina, der er dyslektiker og har hjulpet til i boghandlen. Hvis man accepterer det noget fantasifulde grundlag for historien; at læsning kan slå ihjel, så er det en spændende og underholdende historie.

tirsdag den 10. november 2009

'Brick Lane' af Monica Ali

Nasneem bliver gift og kommer til England som ganske ung. Hun bruger det meste af tiden på at vente og læse breve fra søsteren Hasina, der er stukket af hjemmefra tilbage i Bangladesh. Årene går og egentlig integration kan man vel ikke tale om her, men det er et stærkt kvindeportræt; ja måske endda bydelsportræt. Lidt langsomt fremadskridende måske... Nasneem indleder et forhold til Karim - i ren kedsomhed forekommer det en, men da hendes mand vil tilbage til Bangladesh må hun træffe en beslutning, både for sig selv og for sine to døtre.

tirsdag den 27. oktober 2009

'I skæbnens favn' af Sadegh Javadi

Farid er flygtet fra Iran til Danmark, hvor han søger asyl. Han har kæmpet mod præstestyret, er blevet udsat for tortur, og man fornemmer at han ikke har det nemt. Han ser tilbage på tiden i Iran, husker sin store kærlighed, og andre der har betydet meget for ham.
Umiddelbart er det ikke stor litteratur og meget kunne have været reddet ved en grundigere korrekturlæsning, men alligevel synes jeg, at det er en vigtig bog. Der er gode stemningsfyldte afsnit, der skildrer kærligheden, flugten, savnet og sorgen rigtig fint. Men man vil gerne nå lidt dybere... Hovedpersonen vælger livet og de opgaver der også i Danmark kan være, og den kamp og de overvejelser vil man gerne høre lidt mere om...

'Illinois' af Lars Kjædegaard

Efter sin mors død rejser Johannes fra Nordjylland som kun 16 årig midt i 1800-tallet til USA, nærmere bestemt Illinois, for at finde sin mors fætter. Han finder sin slægtning død, men skaber sig et liv på hans jordstykke, ved at arbejde for naboen; enken Martha, der har sønnen Billy. Lidt efter lidt flettes også andre skæbner ind i historien, ligesom borgerkrigen får indflydelse på deres liv.
En udvandrersaga, måske ikke så dybsindig, men kan godt måle sig med f.eks. Toril Brekkes norske udvandrerhistorie.

søndag den 25. oktober 2009

'Harry Potter og hemmelighedernes kammer' af J. K. Rowling

Harry Potter når trods lidt forhindringer tilbage til Hogwarts og begynder på sit 2. år på skolen. Snart begynder mystiske overfald på skolens elever at finde sted og det frygtes at hemmelighedernes kammer er blevet åbnet... En eller anden er ude efter de elever, der kommer fra Muglerfamilier.
Igen en spændende og medrivende Harry Potter fortælling...

fredag den 2. oktober 2009

'Haver af vand' af Alan Drew

Familien Basioglu, der bor lidt udenfor Istanbul og består af far Sinan, mor Nilufer, teenagedatteren Irem og sønnen Ismail, har lige holdt omskærelsesfest for Ismail. Nilufer har inviteret den amerikanske familie i lejligheden ovenpå; Marcus, Sarah og sønnen Dylan. Om natten ændrer et jordskælv deres liv drastisk. Deres hus styrter sammen og Sarah og Ismail bliver begravet under ruinerne. Sarah redder Ismails liv ved at give ham vand, selv omkommer hun. De to unge; Irem og Dylan forelsker sig og selv om Irems familie ikke er fundamentalister er de konservative og vil aldrig lade hende være alene med en dreng, og da slet ikke en amerikansk dreng.
En fortælling om tro og kultur, med mange stærke spørgsmål. Hvad får en mand til at ville slå sin datter ihjel? Hvad får en mand til at ville dræbe sønnen af den kvinde, der har reddet hans egen søns liv? - Kan ære betyde så meget? - Måske hvis man har mistet alt andet? - Måske hvis man lever i et samfund, hvor ens status og anerkendelse afhænger så meget af at have et godt navn og rygte? - Det er meget svært at sætte sig ind i, denne bog får en til at se hvor svært..

torsdag den 1. oktober 2009

'Den ottende bonde' af Bent Haller

En grum grum historie. Meget velskrevet og stemningsfuld, men også meget barsk læsning.
Anton Opgård er den syvende og den sidste bonde på Opgård. Han tænker i glimt tilbage på sit liv, som det har formet sig. Faderen døde tidligt, søsteren stak af til Canada og Anton blev tilbage sammen med sin mor. - En dominerende mor, der levede til hun blev næsten 100 år, og aldrig lod Anton få et selvstændigt liv. To gange havde han chancen for famlieliv og lidt lykke, men hver gang fik mor forpurret planerne. Hele livet var hun ham for stærk. Ikke bare stærk, men ond og grusom må man vel kalde det...
Sideløbende med Antons historie giver bogen et fint billede af langbrugets udvikling op gennem 1900-tallets Danmark.

'Harry Potter og de vise sten' af J. K. Rowling

Så fik vi taget hul på Harry Potter universet, - dejligt med lidt nyere stof på børneområdet.
Harry vokser op hos sin onkel og tante, fordi hans forældre blev dræbt ved en ulykke, da han var helt lille. Det er i hvert fald hvad de fortæller ham. Livet hos familien Dursley er ingen dans på roser, Harry bliver forsømt og overset. Men en dag kommer der et brev fra troldmandsskolen Hogwarts, og så begynder handlingen at tage fart. Der er masser af spænding og action - lige noget for et par 10-årige - og såmænd også for os andre!

torsdag den 24. september 2009

'Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe' af Haruki Murakami

Fik lige sneget denne ind i min læsning. En udmærket bog om hvordan det er at definere sig selv som løber, - langdistanceløber vel at mærke. Murakami har løbet mindst et marathon om året i de sidste 25 år. Desuden har han gennemført et 100 km. løb. Gennem hele bogen kobles det at løbe tæt med det at skrive og være forfatter. At sætte sig et mål, holde fokus og koncentration og at gennemføre, er nogle af de fælles punkter Murakami sætter op for sit liv, både som løber og som forfatter. Selv om jeg ikke har nogen ambitioner om at blive marathonløber, men bare er i gang med at træne til Erimitageløbet næste søndag, så var det alligevel en inspirerende bog at læse.

fredag den 18. september 2009

'Chicago' af Alaa al-Aswany

En fasicinerende beretning om en gruppe egyptere i Chicago. De er alle på den ene eller den anden måde tilknyttet universitetsmiljøet, enten som studerende, undervisere eller via efterretningstjenesten.. Fortællingen skifter mellem de mange forskellige personer og giver et broget billede af sympatiske og usympatiske egypterne. Nogle lider af hjemve, selv efter mange år i USA, andre mener selv at de fuldstændig har sluppet det gamle land. Fælles for alle er dog at livet som emigrant trækker dybere spor end man først lige kan se. Håb ikke på en happy ending, for dem er der ikke mange af...

torsdag den 17. september 2009

'...så lover jeg at elske dig' af Luis Leante

Montse Cambra er rejst fra Barcelona til Sahara fordi hun ved et tilfælde har opdaget at hendes ungdomselskede Santiago San Roman måske stadig er i live selv om hun fik besked om hans død for næsten 25 år siden. Det bliver en rejse på flere planer og vi følger hovedpersonen frem og tilbage i tid og sted. Hun slipper på mirakuløs vis væk fra bortførere og får hjælp af sygeplejersken Layla, der tager hende med sig hjem efter endt behandling. Ind imellem hører man også historien fra Santiagos side; om hans liv i fremmedlegionen, hans nye store kærlighed, og hvordan han lidt efter lidt er blevet afrikaner. Måske lyder det eksotisk, men selve det menneskelige forløb virker meget realistisk. - At kærligheden forsvinder, erstattes af noget andet, - og at det man går og forestiller sig sjældent har nogen rod i virkeligheden.

'Sølvhingsten' af Elyne Mitchell

Endnu en klassiker fra min barndom: Fortællingen om de vilde heste i Australiens bjerge, om den smukke isabellafarvede hingst Thowra, om hans liv med de andre heste, i kamp om føden, de smukkeste hopper og den evige kamp for at bevare sin frihed, uafhængig af mennesket. Selv om det er en gammel bog, er det stadig en klassiker for hesteelskere, og selv et par sportsdrenge blev fanget af spændingen!

tirsdag den 8. september 2009

'Lilla hibiscus' af Chimamanda Ngozi Adichie

Endnu en tankevækkende og fantastisk god bog af den nigerianske forfatter.
Kambili og hendes bror Jaja er underkuede og undertrykte af deres fars strenge katolske regler, der indebærer hårde fysiske afstraffelser og ikke levner plads til medmenneskelighed.
På en ferie hos fasteren Ifeoma oplever de to teenagere pludselig at man kan tale sammen hen over middagsbordet, le sammen, lave mad sammen, slappe af og se TV.... Den 15-årige Kambilis første forvirrede indtryk af, at verden kan se anderledes ud end den gør hjemme hos mor og far er blændende godt beskrevet, og langsomt i takt med den unge piges opvågning får man indblik i en forfærdelig barndom. Det er universelt og det må næsten ende galt...

fredag den 4. september 2009

'Halvbroderen' af Lars Saabye Christensen

En fantastisk norsk slægtshistorie, der fuldt ud fortjener Nordisk Råds Litteraturpris, som den blev belønnet med i 2002.
Handlingen starter nogle år før fortælleren Barnums fødsel; med en voldtægt på et tørreloft i Oslo i befrielsesdagene maj 1945. Det er fortællerens mor Vera, der bliver voldtaget og hans halvbror Fred er resultatet af voldtægten. Fred og Barnum vokser op i et kvindeunivers hos Vera, hendes mor Boletta og mormor Ellen. Barnums far Arnold Nielsen er fraværende og upålidelig og hele sit liv kredser Barnum om Fred, om det han betyder og fylder; selv efter sin forsvinden.
Også venskabet mellem Barnum, Peter og Vivian er fint og smukt beskrevet. Alligevel er det især en roman om afsavn; om at vente, savne, drømme og iagttage.

torsdag den 3. september 2009

'Adelaïde' af Adda Lykkebo

Dansk lidt træls 30 årig rig århusiansk designerskønhed, med problemer med at finde den eneste ene, indtil lynet pludselig slår ned, og hun finder alt hvad hun har ønsket sig...
Lidt for mange moraler og kloge ord efter min smag...

mandag den 31. august 2009

'Howards end' af E. M. Forster

De to søstre Margaret og Helen Schlegel lever et overklasseliv i London i slutningen af 1800-tallet. Helen forelsker sig kort i en ung mand fra familien Wilcox, og selv om forholdet slutter næsten før det er begyndt, væves de to familiers skæbne ind i hinanden. Margaret og Helen er hvad man vel vil kalde åndsaristokrater; tænkende, filosoferende og ikke fri for at være lidt excentriske, mens familien Wilcox er den nye tids aristokrater; forretningsfolk, pengemænd, praktikere. I spændingsfeltet mellem dem udspiller handlingen sig; næsten som en dialog mellem to tids- og livsanskuelser; meget interessant. Romanen udkom oprindeligt i 1910, men foreligger nu for første gang på dansk, hvilket godt kan undre.

lørdag den 22. august 2009

'Mellem to have' af Marie-Louise Jensen

En historisk ungdomsroman, om en ung piges genvordigheder i slutningen af 1800-tallet.
Engelske Marianne mister sin mor og lover hende på dødslejet at rejse til Danmark og opsøge den far, hun aldrig har set. Det bliver en lang rejse og udbyttet bliver anderledes end forventet, men lidt efter lidt falder hun godt til i Skagen, får nye venner og skaber sig et liv.
Egentlig en meget hyggelig historie, der også bevarer et vist spændingsmoment, så selv om personbeskrivelserne er ret sort/hvide og sproget lidt trivielt, så er det en af den slags bøger jeg som 13-16 årig ville have slugt, og stadig godt kan finde på at bruge et par timer på, selv om min læsning nu bliver lidt mere overfladisk...

mandag den 17. august 2009

'Sonate til Miriam' af Linda Olsson

Adam har i mange år levet alene med sin datter på en ø udfor New Zealand. Da han mister hende ved en meningsløs trafikulykke går alt i stå for ham. Han kan ikke se nogen fremtid for sig, derfor koncentrerer han sig om fortiden. Og der er mange ubesvarede spørgsmål i Adams fortid. Hans søgen efter svar fører ham fra New Zealand til Krakow og videre til Stockholm.
Romanen er en meget fin beskrivelse af sorg, kærlighed og musik. Af de valg man tager som menneske, og hvilke konsekvenser ens valg får, ikke bare for en selv men også for ens nærmeste.

mandag den 10. august 2009

'Jeg forbander tidens flod' af Per Petterson

Den tredje bog i Pettersons trilogi om drengen Arvid, der er blevet en voksen mand på 37 år, der er midt i en skilsmisse. Hans mor har netop fået besked om at hun lider af alvorlig sygdom. Hun rejser til barndomslandet Danmark og Arvid følger efter hende. I sommerhuset i Nordjylland tænker han tilbage på sin ungdomskærlighed, sit ungdomsliv, sin fascination af kommunismen..
Med fare for at blive betragtet som totalt ulitterær, bliver jeg nødt til at indrømme at jeg ikke melder mig i koret af begejstrede fans... - Jo sproget er godt, og der er nogle interessante betragtninger ind imellem, men alt i alt synes jeg, at den er lidt kedelig. Arvid virker ikke som en specielt spændende person.. - Måske er min opfattelse også farvet af at jeg i øjeblikket hører Lars Saabye Christensens 'Halvbroderen' på lydbog; også omhandlende en barndom i Oslo, men med noget mere kød på..

fredag den 31. juli 2009

'Som i et spejl' af Tana French

'Skovens' efterfølger lever op til forventningerne. En af den slags bøger der efterlader min familie lettere irriteret over, at de ikke kan komme i kontakt med mig før jeg har læst den til ende!
Romanens hovedperson Cassie Maddox arbejder ellers i afdelingen for husspetakler, hvor hun slikker sårene efter bruddet med sin bedste ven Rob Ryan. - Men en dag bliver hun kaldt ud til et usædvanligt gerningssted: En pige, der ligner Cassie på en prik, er blevet myrdet. Pigen er Lexie Madison; en identitet som Cassie brugte som undercover for år tilbage... Cassies gamle chef beslutter sig for at genoplive Lexie og bruge Cassie som stand in, for at lokke morderen frem... - Det er et farligt, men også et meget spændende spil, med mange løse ender, der samles fint til sidst.
Virkelig spændende og underholdende roman! Hermed anbefalet!

torsdag den 23. juli 2009

'Stiklingen' af Audur Ava Olafsdóttir

En rigtig dejlig livsbekræftende og reflekterende fortælling om den unge islænding Arnljotur, der rejser ud i verden med tre rosenstiklinger. Han ved ikke rigtig, hvad han vil med sit liv, men forløbig har han fået lov til at arbejde som gartner i en berømt klosterhave med speciale i roser. Arnljotur funderer over livet og døden; han har for nylig mistet sin mor, og han har fået et barn med en pige han dårligt nok kender, så der er nok at tænke over. Da pigen - med hans datter på armen - pludselig dukker op og har brug for hjælp, bliver hverdagen endnu mere kompleks, men også mere intens.

tirsdag den 21. juli 2009

'Davy Crockett og Creek-krigen' af Tom Hill

Davy Crockett er blevet voksen og gift; har endda fået 2 sønner. Fjendtlige Creekindianere har gennemført en masakre på de hvide og alle må drage i krig; også Davy. Men det er en speciel krig, hvor det er mere end svært at finde fjenden, der skjuler sig i vildnisset...
Bogen slutter så tilpas spændende at man bliver nødt til at fortsætte med den næste, men det bliver så også den sidste Crockett-bog herfra i denne omgang...

tirsdag den 14. juli 2009

'Hemmeligheder' af Lesley Pearse

Engelsk slægts- og fammilieroman om Adele, der må så grueligt meget igennem, før hun finder lykken... Efter en tragisk ulykke i familien svigtes hun af sine forældre og vokser op hos mormor Honour, der bor for sig selv langt ude på landet. Som ganske ung pige forelsker hun sig i den velhavende Michael Bailey, der gengælder hendes kærlighed... Deres forhold kompliceres dog af alle fortidens hemmeligheder...
En rigtig slap af bog til sommerferien. Personerne kan i starten virke meget sort/hvide, men der sker dog en udvikling med dem gennem bogen; selv om den udvikling ikke virker helt sandsynlig. Ikke en bog der går specielt dybt, men hvis man kan lide Rosamunde Pilcher, Marcia Willet eller Judith Lennox vil man også her føle sig godt underholdt.

fredag den 10. juli 2009

'En halv gul sol' af Chimamanda Ngozi Adichie

Denne bog har jeg haft lyst til at læse, siden jeg hørte min kollega Finn Egelund præsentere den på en bogcafé for 1½ år siden. Og jeg kan roligt videregive hans anbefaling; den er en af de rigtig gode!
Det er en stor fortælling om krig og kærlighed. I centrum står tvillingesøstrene Olanna og Kainene, der tilhører Nigerias overklasse. De er forskellige både af sind og udseende og vælger forskellige livsbaner. Kainene driver sin fars forretningsimperium videre, mens Olanna bruger sin universitetsuddannelse på at undervise. Vi er i 1960'erne, hvor de intellektuelle blandt igboerne (et af tre folkeslag i Nigeria) drømmer om en selvstændig stat Biafra. Da borgerkrigen er en realitet vendes der op og ned på alt. Virkeligheden er rå og barsk; den første begejstring afløses af hungersnød, bomber og overfald. - Men det handler ikke kun om krig; personskildringerne er fine og de indbyrdes magtforhold, der konstant rykker sig rigtig godt beskrevet. Kort sagt så er det en fortælling, der bringer menneskeskæbner helt ind under huden; en historie man ikke glemmer lige med det samme!

torsdag den 25. juni 2009

'Davy Crockett vokser op' af Tom Hill

Så er Davy Crockett ved at være voksen; men det har ikke mindsket drengenes interesse for hans aktiviteter i 1800-tallets USA...

tirsdag den 23. juni 2009

'Vejen til Signesminde' af Ida Maria Leth

Ulla Louise og Mathilde er veninder. Vi følger dem gennem en periode på ca. 12 år af deres liv, hvor de forandrer sig meget; ind og ud af psykoser og forhold. Handlingen starter og slutter samme sted; med Ulla Louises møde med Luffe og Peter. Andre personer kommer og går; man forstår ikke helt meningen med dem alle, og da den spirituelle overnaturlige verden blandes ind i historien bliver det lidt for meget for mig...
En historie om et venskab, og om en ung kvindes kamp for at finde sig selv.

mandag den 22. juni 2009

'Eksil' af Jakob Ejersbo

Samantha er 15 år og går på kostskole i Tanzania, hvor hun har boet med sin engelske familie siden hun var tre år. Forholdet til forældrene er ikke det bedste; hendes far slår og hendes mor drikker. Samantha føler sig rodløs og rastløs; hvid, men alligevel mest afrikaner og med en opholdstilladelse, der afhænger af farens lovlydighed.... Hun hører ikke hjemme nogen steder og gør oprør ved at bryde alle de regler der kan brydes: Forsømmer skolen, eksperimenterer med alkohol, stoffer og sex. I begyndelsen støtter hun sig meget til sin søster, men de glider langsomt fra hinanden, da søsteren finder en mand og et andet holdepunkt i tilværelsen. Så heldig er Samantha ikke...Jakob Ejersbo har skrevet en virkelig god bog, der godt kan leve op til 'Nordkraft', selv om scenen er flyttet til Afrika: Om svigt og om længsel efter kærlighed, om en stærk pige, der ikke vil finde sig i hvad som helst, men som alligevel får en grum skæbne...

mandag den 15. juni 2009

'Stjerne uden land' af Pia Tafdrup

Den unge kvinde Rebecca oplever på en flyvetur sydpå at manden i flysædet ved siden af begynder at græde ved synet af hende. Tilbage i København efter ferien opsøger hun den grædende mand Andreas og de indleder et forhold, der får konsekvenser. Andreas er fotograf og fotograferer alt og alle hele tiden. Sophia, der er Andreas' underbo bliver Rebeccas fortrolige og det er også hende, der fortæller historien. Lidt efter lidt ser hun Rebecca forandre sig, så hun kommer til at ligne Andreas' ungdomselskede Sonja mere og mere. Tøjet, måden at tale på... Skal og kan hun gribe ind? - Og hvad er det, der sker med Rebecca?
Ja det skal ikke afsløres her, men Pia Tafdrup har skrevet en rigtig god fortælling om et kompliceret kærlighedsforhold. Normalt er jeg lidt skeptisk overfor digtere, der begynder at skrive romaner, men i dette tilfælde går det fint!

mandag den 8. juni 2009

'Skoven' af Tana French

Spændende krimi om kriminalassistent Rob Ryan, der sammen med sin makker Cassie Maddox er sat på en sag om en lille pige Katy på 12 år, der er fundet dræbt på en arkæologisk udgravningsplads ved Knocnaree, - en forstad til Dublin. Ryan har en helt speciel interesse i sagen. For 20 år siden forsvandt begge hans bedste venner sporløst i skoven ved Knocknaree..
Mistanken retter sig mod Katys familie, arkæologerne og områdets byggespekulanter. Også en mulig forbindelse med den gamle sag undersøges. Først ret sent opdager efterforskerne noget, der leder på rette vej. Undervejs ændres også forholdet mellem Rob og Cassie, og bogen bliver dermed lidt mere end en almindelig krimi. Den har en meget åben slutning, med en del ting man stadig gerne vil have svar på...

fredag den 5. juni 2009

'Davy Crockett vender hjem' af Tom Hill

Davy er på vej tilbage til Tennessee, og oplever mange spændende eventyr undervejs. Han har været væk fra hjemmet i tre år og er næsten 16, da han kommer tilbage til forældrenes kro.

torsdag den 4. juni 2009

'Oscar Wao & hans korte og forunderlige liv' af Junot Díaz

Sørgelig men også humoristisk fortælling om den overvægtige nørdede Oscar med de mange problemer. Oscars familie kommer fra Den Dominikanske Republik, men er indvandret til USA. Oscar spiller rollespil, har ingen venner og forelsker sig konstant i forskellige piger, der ikke er det mindste interesserede i ham. Historien fortælles af Oscars søster Lolas on/off kæreste i et sprog med mange halv spanske kommentarer. (Der er heldigvis en ordliste bag i bogen, for os der ikke er så spanskkyndige) Gennem bogen oprulles Oscars familiehistorie, og hvorfor fortælleren konkluderer, at familien er ramt af en fukú (forbandelse) Der er en del fodnoter i bogen, som kan virke lidt forstyrrende, men som giver et godt indblik i den dominikanske historie, hvis man skulle være interesseret i det. Alt i alt en lidt rodet oplevelse, men slutningen skaber klarhed og er god. Bogen fik Pulitzerprisen i 2008.

fredag den 29. maj 2009

'De elskendes bjerg' af Pablo Llambias

På sit dødsleje afslører Louisas mor Birthe at den mand Louisa altid har betragtet som sin far ikke er det. Louisa er resultatet af en hed affære med en flot tjener på en charterrejse til Spanien.
Gennem bogen fortæller forskellige personer omkring den afdøde om deres forhold til hende og om livet i det hele taget, og lidt efter lidt får man et mere nuanceret og noget anderledes billede af historien, end det Birthe i første omgang har givet sin datter.

torsdag den 21. maj 2009

'Ovenpå er der stille' af Gerbrand Bakker

Helmer er landmand i Holland. Det har han egentlig aldrig ønsket sig at være, men da hans landbrugsinteresserede tvillingebror Henk omkom i en trafikulykke, faldt det i Helmers lod at komme hjem og hjælpe på gården.
Helmer er aldrig kommet sig over tabet af Henk. Det er som om han er et halvt menneske, der aldrig kan blive hel. - Selv om han i virkeligheden allerede havde mistet Henk inden han døde. - Til en pige - Riet- den pige der kørte bilen da Henk blev dræbt...
Nu ligger Helmers tyranniske far på værelset på loftet og venter på døden. Helmer venter også på faderens død, - måske er der stadig mulighed for at få et liv?

torsdag den 14. maj 2009

'Davy Crockett og Wata' af Tom Hill

Vi er stadig i USA, i starten af 1800-tallet mellem spejdere, nybyggere og indianere. Godt nok lover titlen os lidt mere om Davys indianerven Wata end bogen holder. Til gengæld slutter den så spændende, at man er nødt til at læse den næste...

søndag den 10. maj 2009

'Rejsen til Regine' af Flemming Chr. Nielsen

Har ikke det mindste med Søren Kierkegaard og Regine Olsen at gøre, - eller i hvert fald meget lidt. - Som krimi er den heller ikke specielt interessant..
Fortællingen handler om kampen om at få fingre i Regine Olsens dagbog.. Christian Ejbye Hansen alias Chris Hansen; udlandsdansker i Dubai og ejer af Regines dagbog overvejer at sætte dagbogen på auktion. Men snart begynder mærkelige ting at ske omkring ham. Han begynder at få natlige gæster, noget der ikke er godt for hans kones psyke... En mand fra det auktionshus han overvejer at bruge, bliver myrdet efter at have set dagbogen og Chris føler sig forfulgt..

onsdag den 6. maj 2009

'I skønhedens tjeneste' af Alan Hollinghurst

Homoseksuelle Nick flytter ind hos sin Oxford-kammerat Tobys familie i London. Han hjælper dem med at se efter Tobys søster Cathrine, der har psykiske problemer. Nick er forelsket i Toby, der nok er hans ven, men ikke gengælder hans følelser på samme måde. Men det er ikke kun Toby, Nick er faktisk forelsket i hele familien Fedden; den måde de lever på, deres rigdom og indflydelsesrige kontakter. - Tobys far Gerald Fedden er parlamentsmedlem for de konservative. Egentligt er det meningen at Nick skal bo midlertidigt hos familien, men pludselig er der gået flere år... Som erstatning for Toby indleder Nick et forhold til den sorte Leo.
Tidsmæssigt er vi midt i 80'erne og snart stikker AIDS-spøgelset hovedet frem. Nick bliver ikke selv syg, men hans venner dør omkring ham. Og skandalerne lurer på Fedden-familien...
Sproget er ret opstyltet og analyserende, og måske lidt for detaljeret mht. homoseksualiteten, men spændende bliver den først lige til sidst. - Og det er lidt for sent....

søndag den 3. maj 2009

'Din for evig' af Finn Jor

En aldrende Regine fortæller sin tjenestepige Susanne om sin forlovelse og sit forhold til Søren Kierkegaard. Fortællingen er præget af Regines egne refleksioner over forholdet. Tjenestepigen Susanne fungerer som læserens advokat og stiller de spørgsmål, vi gerne vil have svar på.
Lidt for meget refleksion og lidt for lidt roman, hvis jeg skal være helt ærlig. Det irriterede mig især i starten, men hen af vejen blev jeg alligevel grebet og alt i alt er det en udemærket beskrivelse af et af de berømteste kærlighedsforhold i Danmarkshistorien.

onsdag den 29. april 2009

'Valdemarsdag' af Kim Leine

Selv med en usympatisk hovedperson er Kim Leine i stand til at skrive fængende og på en måde, så man bliver optaget af fortællingen. Romanen starter med at Erik dræber en mand i sin lejlighed. Manden er hans frasepererede hustrus elsker. Efter mordet, - der er nøje planlagt, - har han tænkt sig, at melde sig selv på den nærmeste politistation. - Men det er en dejlig solskinsdag d. 15. juni 1938, så Erik bestemmer sig for først at cykle en tur, og den ene time tager den anden. I løbet af dagen får vi i tilbageblik Eriks liv og en slags forklaring på den situation han er havnet i. Dog uden at komme helt ind under huden på ham og uden rigtig at forstå ham.- Men det er måske en af styrkerne?

mandag den 27. april 2009

'Tvillingehistorier' af Poul Henckel

Sådan en titel fanger automatisk blikket, når man selv har tvillinger, så den måtte med hjem fra biblioteket. Måske er jeg uretfærdig, men jeg har svært ved at se, hvem jeg skulle kunne anbefale den til. Bogen består af to historier, der begge handler om tvillinger. I den første handler det om Jacob og Hakon, der er blevet forbyttede, men finder hinanden igen. Den sidste historie har en mand med tvillingesønner som hovedperson. Historierne som sådan er ganske banale og lidt ugebladsagtige, - lette at gå til, lette at forstå. Befolket med mennesker, der alle er gode, når det kommer til stykket... Lidt ala kostskoleromaner fra 1950'erne, bare uden den sødme og duft fra gamle dage, som der kan være over de gamle bøger, hvor man som læser finder sig i lidt mere, pga. den tid de er skrevet ind i. Det værste her er sproget. Intet overlades til læserens fantasi, alt udpensles og forklares for os i en højst moraliserende - måske lidt naiv? - tone. Jeg plejer ellers ikke at være så kritisk, men her står selv jeg af.
Forfatterens hjemmeside kan besøges på http://www.eboghenckel.dk/.

'Tvillingehistorier' af Poul Henckel. Queenswood 2008, 187 sider

lørdag den 25. april 2009

'Davy Crockett i Baltimore' af Tom Hill

Vi er ikke for flittige med højtlæsningen i øjeblikket, skyder skylden på de lyse længere aftner, - men nu blev vi da færdige med den tredje Davy Crockett bog. Måske skal vi snart finde noget andet...

'Naturlige fjender' af Lone Hørslev

En blanding af Helle Helle og Jacob Berner Moe - og så alligevel helt sin egen. Romanen handler om de skæve eksistenser i provinsen; i landsbyen Vejby.
Lars er tilflytter, han har fået arbejde på kroen, hvor han møder dyrlægen Inger-Mai, der synes at være på flugt fra noget, - virkeligheden måske? Det er, som om personerne alle på en eller anden måde længes efter noget andet end det de har, kærlighed, spænding, eller måske bare at der skal ske et eller andet...
I baggrunden befinder den døde Anker og hans hus sig hele tiden, som en påmindelse om, at alt og intet alligevel ændrer sig...

torsdag den 23. april 2009

'Duften af kaffe' af Malene Dietz

Ja, lidt af en overspringshandling, da jeg ellers er i gang med en anden udemærket bog.. - Men da denne lå til mig i eftermiddags og jeg lige skulle kigge den igennem, blev jeg fanget af den lette humoristiske chicklit-tone og lod mig opsluge...
Maja vågner op i en fremmed mands seng, uden at kunne huske noget om hvordan hun er endt der... Herfra går alt galt, snart står Maja uden kæreste, job og hjem, ja selv forholdet til bedsteveninden knager...
Selvfølgelig ender det hele godt til sidst, - og det regner man da også med, at det vil, - men man er alligevel nødt til lige at læse den færdig for at være sikker.
Hvad er det ved chicklit, der er så underholdende og sjovt? - De pinlige situationer, humoren? I bund og grund er det vel bare en moderne udgave af den klassiske kærlighedshistorie vi falder for. - Nå, men uanset hvad, underholdende og afslappende læsning er det i hvert fald. - Men muligvis hurtigt glemt igen...

mandag den 20. april 2009

'Vindens skygge' af Carlos Ruiz Zafon

Meget spændende og medrivende fortælling om drengen Daniel, der som 10-årig får lov til at vælge en bog fra De Glemte Bøgers Kirkegård. Bogen - 'Vindens skygge' fascinerer ham i en grad der gør, at han indleder en årelang jagt på viden om bogens forfatter Julian Carax og hans liv. Men i 1950'ernes Spanien er det ikke ufarligt at rode op i fortiden, - og snart begynder det at blive farligt... Nogen har sat sig for at brænde og destruere alle Julian Carax' bøger.
Meget spændende og underholdende roman, tak til Søren for anbefalingen. - Selve idéen med en spændende bog i bogen minder iøvrigt mere om 'Nattog til Lissabon' end om 'Mr. Y's forbandelse' synes jeg. Sidstnævnte er mere overnaturlig, mens 'Nattog til Lissabon' er mere filosofisk end 'Vindens skygge'

onsdag den 8. april 2009

'Et minuts stilhed' af Siegfried Lenz

Christian forelsker sig i sin engelsklærer Stella og hun forelsker sig i ham. Det lyder som en meget banal kærlighedshistorie, men selve tonen og stilen og det totale fravær af skyld gør at det alligevel bliver noget mere. Nemlig en tidløs stemningsfuld fortælling om det at elske og miste. Om kærlighed og sorg.

lørdag den 4. april 2009

'Kald mig Fishmael' af Jay Nussbaum

Hemingways klassiker 'Den gamle mand og havet' får nyt liv i denne fortælling, hvor vi hører historien set fra den store gamle fisks synspunkt. Eller rettere sagt fra Fishmaels synspunkt. Det handler om venskab, angst, kærlighed og tro - og om at finde sig selv, samt de værdier man ikke kan leve uden. En fin lille fortælling med dybde. Den sammelignes bagpå med 'Den lille prins' og 'Jonathan Livingstone Havmåge, og selv om jeg ikke synes den når helt op på siden af dem, så er det alligevel en fin lille historie.

onsdag den 1. april 2009

'Perlmanns fortielser' af Pascal Mercier

Er kommet til side 161 og er nødt til at aflevere bogen, da mine kollegaer står i kø og tripper.. Jeg må reservere den og få den læst færdig, det er først nu den begynder at tage form...

tirsdag den 31. marts 2009

'Drømmen om Amerika' af Toril Brekke

Den unge Elise gifter sig med kvækeren Håvard, vel nærmest for at komme bort fra mosteren som hun bor hos. Håvard har store planer; han vil til Amerika og søge lykken. Elise har den yngre bror Ansgar med sig, da de går ombord på Amerika-skibet, men desværre kommer Håvard aldrig med; han er gået i en fælde og havner i fængsel. Vil Elise mon vente på den mand hun knap kender? Og hvordan går det den datter, hun føder i det nye land? - Ja nu skal jeg jo ikke gå for meget i detaljer og ødelægge læseoplevelsen...
Romanen handler om nogle af de første norske udvandrere, der rejste til Amerika i 1825, og forfatteren har gjort et grundigt forarbejde. Som roman er den underholdende, men dog ikke så fascinerende som 'Sara' og 'Brosten' - synes jeg...

onsdag den 25. marts 2009

'Davy Crockett' og 'Davy Crockett flygter' af Tom Hill

Som gammel indianerfan, der tilbragte flere barndomssomre i telt og indianertøj må mine børn naturligvis udsættes for Davy Crockett; - nybyggerdrengen, der bliver indianerspejder og oplever mange hårrejsende eventyr i starten af 1800-tallets USA.
Tro mig, - jeg venter faktisk med længsel på at komme til at læse Harry Potter og lignende (nyere bøger) for mine drenge, men i øjeblikket har de ret forskellige præferencer, mht. hvad de har lyst til at høre, så vi må indgå nogle kompromisser... - Og hjælp, lige pludselig gider de måske slet ikke høre historier mere???

'En dråbe i havet' af Kirsten Hammann

Forfatteren Mette Mæt vil så gerne være et godt menneske og gøre noget for alle de fattige i verden. Derfor har hun bestemt sig for at skrive en bog om vilkårene i ulandene. Det er bare ikke så nemt, for hvad ved hun egentlig om at leve i et uland? Gennem et hjælpeprojekt får hun adgang til et værelse, der giver hende virtuel adgang til at besøge forskellige steder i den tredje verden. Besøgene bliver nærmest en besættelse for hende og vender op og ned på alt.
Jeg tænkte flere gange på Nick Hornbys 'Hvordan man er et godt menneske' - det er meget det samme tema. Kan man overhovedet være et godt menneske, når man lever i den rige del af verden og vender det døve øre til sultkatastrofer og døende børn i u-landene? - Men hvad er det lige man kan gøre ved problematikken, udover at udfylde et girokort engang i mellem og donere penge til landsindsamlinger? Bytte plads med en afrikansk familie i et par dage, som Mette Mæt? - Rigtigt dårligt forslag viser det sig..
Jeg blev lidt irriteret undervejs. Hvad er det forfatteren vil? - Give os alle dårlig samvittighed? Ironisere over vores dobbeltmoral? - På en eller anden måde virker det i hvert fald.. Vi havde en vældig god debat om bogen i RomanklubbenGuldborgsund-bibliotekerne, selv om der ikke var så mange, der brød sig om den.

fredag den 20. marts 2009

'Lykkens land' af Frank McCourt

Den unge irske Frank er taget til New York for at søge lykken, men det går ikke helt som planlagt. Han møder megen modgang, føler sig konstant underlegen og har hele tiden en drøm om at befinde sig et andet sted, sammen med nogle andre mennesker; noget mere interessant end det han ender op med; som dårligt lønnet lærer på high school. - Det bliver faktisk lidt trist i længden..
Helt ærligt, - den holdt ikke niveauet fra 'Angelas Aske' Jeg begyndte på den i bogform, hvilket viste sig at være en rigtig dårlig idé, sætninger og sprog var næsten ikke til at holde ud. Så jeg gik over til lydbogversionen; trods alt lidt nysgerrig efter at vide, hvad der egentligt skete med Frank. - Og han holder den ironiske distance til sig selv hele vejen igennem. Fint nok, men det bliver bare ikke helt nærværende og vedkommende nok.

mandag den 16. marts 2009

'Ubevidst rødgang: Ingeniørroman' af Lars Frost

Ingeniøren Erik er i centrum i denne roman, der angiveligt handler om dem, der skabte vor tids Danmark - dengang i 70'erne. Den lægger ret kedeligt ud; med en død lillebror, kaffedrikkeri, besøg hos en anden bror - nede på Lolland :-)
Først langt inde i bogen opstår et uventet dødfald og en lidt interessant kærlighedshistorie, der fanger. Alligevel står jeg tilbage med en underlig følelse af irritation efter endt læsning. Hvad får en mand til at rejse til Rom og leve livet, når hans eneste søn er død - i Rom godtnok...
Personerne virker mærkeligt uforløste. Man kommer ikke rigtig ind under huden på dem. - Eller også er det bare, fordi jeg overhovedet ikke forstår dem..

torsdag den 12. marts 2009

'Mr. Y's forbandelse' af Scarlett Thomas

Meget speciel bog om den phd-studerende Ariel, der finder og læser bogen 'Mr. Y's forbandelse' - en bog der efter sigende skulle hvile en forbandelse over. I hvert fald er alle der har læst bogen døde kort tid efter læsning, og der findes ikke ret mange kendte eksemplarer. I bogen beskrives en trejde dimension, - en parrallelverden Troposfæren. Opskriften på at rejse til denne verden gives også i bogen, derfor er den så eftertragtet, og snart jages Ariel af suspekte gangstere...
Undervejs møder hun dog også den store kærlighed.
Jeg havde ret tit på fornemmelsen, at der var nogle pointer jeg ikke fik med, fordi der var mange filosofiske referencer, men bogen formåede alligevel at holde spændingen, og jeg kunne godt lide slutningen.
Hvis man vil læse en både spændende og filosofisk bog, med et overnaturligt twist, så kan denne anbefales.

mandag den 2. marts 2009

'Karitas uden titel' af Kristin Marja Baldursdottir

Islandsk skæbnefortælling om Karitas, der drømmer om at blive kunstner. Det er bare ikke nemt med små børn og kærlighed. Sigmar, der ellers er lidt af en drømmefyr overlader hende meget til sig selv og hun er ret upraktisk.. - Har ikke en fornem titel som sine søskende.... En spændende og underholdende familie- og kærlighedsroman fra Island.

'Længsel på bestilling' af Janina Katz

Olga er en ældre jødisk/polsk/dansk kvinde, der hvert år rejser på ferie i Israel, hvor hun har et forhold til den 27 år yngre israelske Sammy, hvis sprog hun ikke taler. Udover dette forhold tager hun på udflugter rundt i landet med barndomsvennen Moniek, og skriver på sin børnebog om de to fantasibørn Allergia Aquamarina og David, der blander sig rimelig meget i det virkelige liv...
Undskyld, men det var en både tung, rodet og overfladisk fornemmelse på en gang.. Jeg følte ikke, at jeg på noget tidspunkt kom bagom personerne eller kunne identificere mig med dem. Kærlighedshistorien om Sammy og Olga virkede heller ikke videre troværdig på mig. Nå, men læses skulle den, da den er en af de udvalgte i årets romanklub og læst blev den,- og så er der vist ikke så meget mere at sige om det...

torsdag den 19. februar 2009

'Billedet' af Klaus Rifbjerg

Familiefest i den nære familie; mormor fylder 90. Vi hører om forberedelserne hos de forskellige familiemedlemmer, selve festen, det fællesbillede, der skal tages med fødselaren i centrum...
Jeg må indrømme, at den ikke fangede mig. Alt for mange personer, alt for tynd en historie, - som man sikkert kan analysere meget på. Alle mine Rifbjerg-fordomme fra gymnasietiden, - eller hvornår det var vi blev tvunget til at læse ham - blev bekræftede. Bogen er ellers blandt de 25 romaer, som juryen udvalgte til Vor tids danske roman. Til gengæld er den nede på plads nr. 72 ud af 100, når det gælder læsernes vurdering...

onsdag den 18. februar 2009

'Værelset med de grønne skygger' af Margo Lanagan

Som overspringshandling fra Klaus Rifbjergs 'Billedet', - som jeg har mere end svært ved at tage mig sammen til at læse, snuppede jeg lige en ungdomsroman mere, denne gang fra Australien.
Den har pigen Melanie som hovedperson. Alt derhjemme er noget rod; hendes far har en affære med morens veninde og forældrenes skal skilles. Melanies skolekammerater mobber hende og det eneste fristed finder hun hos den unge bokser Dino, der kommer fra et helt andet miljø end hun selv. - Melanie holder forholdet til Dino skjult, men så bliver hun gravid..
OK ungdomsbog, måske ikke lige den man husker mange år efter....

tirsdag den 17. februar 2009

'Kaos' af David Meinke

Edel er 15 år og gravid. Jokum er 18 år og kikset.
Da Edel bliver gravid og beslutter sig for at beholde barnet, prøver alle at tale hende fra det. Hun roder i sin mors papirer og finder en familiehemmelighed, - ja faktisk afsløres flere hemmeligheder hen af vejen.
Jokum er computernørd og lider under voldsomme bumseangreb og armsved. Men det største problem er hans mor, der vil styre og bestemme alt.
En god ungdomsbog om at finde sig selv, om at være langt ude, - og om at rejse sig igen, når nogen har brug for en.

torsdag den 12. februar 2009

'Angelas aske' af Frank McCourt

Meget gribende selvbiografisk beretning om Frank McCourts fattige og barske barndom i Irland. Med en far der drikker understøttelsen eller ugelønnen op, er moderen Angela og de 4 overlevende sønner overladt til at klare sig ved hjælp af andres godgørenhed, samt de penge drengene efterhånden kan tjene. Men Frank har en drøm: Han er nemlig født i Amerika og vil tilbage dertil...

'Årets skandale' af Sophie Gee

Hvis man er til Jane Austen og George Eliot, eller i det hele taget England i gamle dage, så er her et nyt bud på genren. Året er 1711 og digteren Alexander Pope kommer til London, hvor han håber på at få sit litterære gennembrud. Vi følger ham og personerne omkring ham; med maskebal, politiske intriger og kærlighedsforhold i denne sæson og hører om de begivenheder, der kan have inspireret ham til sit litterære gennembrud " Den røvede hårlok"

onsdag den 11. februar 2009

De bedste bøger fra 2008...

Hermed en liste over de 7 bedste bøger jeg har læst i 2008:

1. Den filosofiske: 'Nattog til Lissabon' af Pascal Mercier
2. Den labyrintiske: 'Kærlighedens historie' af Nicole Krauss
3. Den forfærdende: 'Vejen' af Cormac McCarthy
4. Den rørende: 'Fuglene' af Tarjei Vesaas
5. Den eftertænksomme: 'Pi's liv' af Yann Martel
6. Den humoristiske: 'En kort gennemgang af traktorens historie på ukrainsk' af Marina Lewycka
7. Den fatasifulde: 'Kafka på stranden' af Haruki Murakami

torsdag den 5. februar 2009

'Nøglen til Rebecca' af Ken Follett

Alex Wolff er tysker, men opvokset i Ægypten. Efter et ophold i Tyskland, er han nu tilbage i Cairo som tysk spion. Overfor han har vi den engelske efteretningsofficer William Vandam, der har ansvaret for at finde og uskadeliggøre evtuelle spioner. Så er scenen sat, fortællingen kan begynde, ind kommer desuden en del andre personer; kvinder, tyvekvægte, uduelige chefer osv. - En spændende og hurtigt læst bog.

'Drengs vilje' af Torry Gredsted

En rigtig gammeldags drengebog om Glenn, der med sin far flytter til Korsika for at skabe sig et nyt liv efter moderens død. De lokale er ikke begejstrede, men heldigvis finder Glenn en god ven i Pietro Sorba, - den fredløse Giovanni Sorbas søn.

mandag den 2. februar 2009

'Fire dage i marts' af Jens Christian Grøndahl

Om midaldrende Ingrid, der har mange roller: arkitekt, alenemor til Jonas, Franks elskerinde, Berthes datter og Adas barnebarn. Romanen handler både om generationskløfter og om social arv; er det f.eks. arveligt at være en uengageret mor? Ingrid bruger 4 dage i marts på at tænke over sit liv, efter at have fået besked om, at hendes teenagesøn har begået et voldeligt overfald på en indvandrerdreng. Hvad gik galt? - Har hun gentaget mønsteret og svigtet sin søn? Er det kvindefrigørelsens pris; alle de utilpassede unge der er voldelige overfor andre? - Der er nok af temaer i denne roman og meget at snakke om, hvilket vi gjorde i RomanklubbenGuldborgsund-bibliotekerne Jeg var måske nok den mest forbeholdne; Ingrid blev mig for usympatisk med den megen fokusering på fortiden og på hvor skylden kunne placeres...

tirsdag den 27. januar 2009

'Hvordan man er et godt menneske' af Nick Hornby

Om lægen Katie, hendes mand David, elskeren Stephen, børnene Tom og Molly. Om hvordan man er et godt menneske og om hvad der kan ske, hvis man prøver at sætte handling bag ord...
Romanen er en sarkastisk bemærkning til den politiske korrekthed. Det er nemt og omkostningsfrit at have de rigtige holdninger, men ikke helt så nemt at redde verden, hvis man i praksis forsøger. - Og måske kommer det til at gå ud over de nærmeste i en grad, som man ikke kunne forudse. Katie betragter sig selv som et godt menneske, men hun er uheldigvis gift med den vredeste mand i området. Han lever ligefrem af at være vred. - Så hun synes faktisk at hun har fortjent en lille affære. Men fra den ene dag til den anden skifter David karakter, - og Katie bliver trængt i defensiven på det område hun mente at have patent på: Kunsten at være et godt menneske.

torsdag den 22. januar 2009

'De Fem på skatteøen' af Enid Blyton

Den gamle klassiker om de tre søskende Julian, Dick og Anne og deres kusine Georg samt hendes hund Tim. Deres første eventyr handler om Georgs ø i Kirrinbugten og den skat, som børnene er sikker på, der er gemt på øen. Men også andre har fået færten af penge....

'Min Michael' af Amos Oz

Bogen handler om Hannah og Michael, der mødes i Jerusalem og bliver gift. Vi følger deres ægteskab i løbet af 50'erne. Hannah keder sig sammen med den flinke men kedelige Michael og deres forhold udvikler sig i en negativ retning. Hannah virker meget kold og provokerende i sin ligegyldighed overfor mand og barn. Måske mangler hun modstand i sit ægteskab? Hun virker ulykkelig, men uden fantasi og kræfter til at ændre sit liv. Et kvindeportræt med mange undertoner...

mandag den 19. januar 2009

'Vandel' af Jacob Berner Moe

Om Lea, der sammen med sin mand er flyttet fra København til den lille jyske by Vandel. Lea går hjemme med deres lille datter og keder sig. Hun har svært ved at falde til i byen, hvor alle kender alle. Derfor stjæler hun i Brugsen; småting, der lidt efter lidt bliver til meget alt i alt. Brugsuddeleren Christian har set hende på videoovervågningen, men han har sin egen idé omkring hvordan Lea kan betale pengene tilbage. Han er nemlig godt og grundigt træt af sit liv.
Bo er midt i 40'erne, også tilflytter, og så har han sat en seddel op i Brugsen: Elskerinde søges..
Med disse tre personer i centrum udvikler handlingen sig til et lille jysk drama!

torsdag den 15. januar 2009

'Adam og Ovine - en ventetidsroman' af Mette Winge

Historisk roman om Adam Oehlenschlägers sidste tid. Vi er i København i januar 1850 og det er koldt. Den fattige Ovine besøger den store digter på hans dødsleje. - Han venter på døden, han venter på Ovine... - Og imens skriver han på en revidering af sine erindringer; en revidering, der revser det bedre borgerskab, for ikke at have givet ham den plads han fortjener. Kort sagt en bitter gammel mands betragtninger. Miljøskildringerne er fine og giver et godt indblik i København i 1850, det er primært det, der bærer bogen igennem. Ellers synes jeg, at der er nogle uafklarede spørgsmål, som jeg glæder mig til at stille forfatteren ved arrangementet på Hovedbiblioteket i Guldborgssund d. 27. januar. F.eks. bipersonen Fru Hauch - hvorfor er hun med i romanen? Og hvad blev der af de usympatiske sønners jagt på pengene? På mig virker det også lidt utroværdigt, at det lige pludselig går Ovine så godt til sidst...

onsdag den 14. januar 2009

'Den hvide tiger' af Aravind Adiga

Adiga fik i 2008 Booker prisen for denne roman, der er hans første. Og det forstår man godt.
Romanen handler om den indiske iværksætter Balram, der via en række mails til den kinesiske premiereminister fortæller sin historie. En historie om indisk kultur, som han ikke regner med at ministeren vil få præsenteret på sit kommende besøg i Indien. Balram kommer fra 'Mørket' - og yderst fattige kår - har arbejdet sig op til at blive privatchauffør og undervejs lægger han en plan. Han myrder sin arbejdsgiver, stjæler hans penge og starter på en frisk i Bangalore. Prisen for det nye liv er hele hans familie og i sine mails filosoferer han bl.a. over hvordan de rige indere - 0,1 % af befolkningen - bærer sig ad med at holde de sidste 99.9 % fanget i et fattigdomsbur. Spændende facinerende læsning, der med humor og underfundighed giver et billede af et indisk demokrati og samfund, der er meget anderledes, end det vi kender til i Vesten..

mandag den 12. januar 2009

'Og hvor har du så hjemme?' af Anne Tyler

To familier fra Baltimore mødes i lufthavnen, da de begge skal hente deres små døtre; adopterede fra Korea. De er meget forskellige; de ærkeamerikanske Donaldsons og Yazdans, - der oprindeligt kommer fra Iran. Men p.g.a. deres døtre har de nu fælles holdepunkter, der gør at de indleder et bekendtskab / venskab. Venskabet sættes dog gentagne gange på prøve, men er forskelligehederne kun kulturelt betingede? Mellem den ældre generation opstår også et særligt venskab, der udvikler sig til mere, men den ældre iranske Maryam har svært ved at takle det og trækker sig..
En fortælling om tilhørsforhold og om personligheder. - Hvad har mest vægt i samværet med andre?
Det er ikke en roman, hvor der sker voldsomt meget og slutningen kan jeg slet ikke blive klog på, har andre mon et bud?

torsdag den 8. januar 2009

'Vigtigt at vide om Ludmilla' af Sissel-Jo Gazan

Fascinerende og forfærdelig roman om pigen Ludmilla, der har været udsat for så grove overgreb, at hun har slettet 6 år af sit liv fra sin hukommelse. Hun vågner op som stor teenager i et land hvor hun ikke forstår sproget. Hun husker sin barndom, frem til 10 års fødselsdagen, derefter er alt væk. Vi følger Ludmilla i hendes videre liv og sideløbende får vi historien om drengen Ivor, der får tæsk derhjemme og bliver soldat som 13 årig. En dag sidder Ivor på en bænk i den park Ludmilla går gennem hver dag. Han har ledt efter hende...
Rammerne er et fiktivt land, men fortællingen kunne foregå i alle krigsramte områder.
Hermed anbefalet!

tirsdag den 6. januar 2009

'Når man kysser i august' af Sissel-Jo Gazan

Ja, jeg fik lyst til at læse noget mere af Gazan, så jeg gik i gang med hendes debut fra 1995.
Den handler om pigen April Sommer, født i maj - og er en fortælling om at blive voksen, om at møde livet og kærligheden, om at leve i nuet. Kort sagt en god historie, skrevet i et godt sprog med en magisk/realistisk undertone.

mandag den 5. januar 2009

'Nu er det længe siden' af Hanne Reintoft

Historisk roman om sidste halvdel af 1800-tallet. Med en sønderjysk familie i centrum. Faderen falder ved Dybbøl i 1864 og de 4 børn bevæger sig i vidt forskellige retninger, både hvad angår politisk overbevisning og social placering i samfundet.
Problemet med denne roman er, at den ind imellem virker mere som en historisk afhandling om det politiske liv i Danmark i årene efter 64' end som en roman. For mig fylder politikken alt for meget, til at historiens personer rigtig fænger. Alligevel læser man videre, vil gerne lige se, hvad det hele ender med. Hun kommer bredt omkring tiden; religiøse kampe, kvindesagen og det gryende demokrati....