søndag den 27. oktober 2013

'Det vi glemte' af Lise Hartfelt

Generationsroman om kunstnerkollektivet Stella, hvor den unge kunstmaler Steen i starten af 1980'erne forelsker sig i sin kollega Agnes. Agnes har imidlertid et forhold til Steens bedste ven Erik. Men da Erik er gift med Vivi, bliver Steen i mange år ved med at håbe på en chance hos Agnes. Steen hjælper med at tage sig af hendes søn Thomas. Vi følger flokken af unge mennesker gennem ca. 20 år.
Sprogligt er det en meget detaljeret omstændelig roman, der sagtens kunne have været 200 sider kortere. Og trods det omstændelige sprog bliver personerne ikke rigtig levende for mig, vi kommer ikke rigtig ind bagved, hvor det gør ondt og bliver troværdigt. Ærgerligt, for temaet og plottet er vedkommende nok.

'Det vi glemte' af Lise Hartfelt. Attika 2013, 519 sider.

lørdag den 26. oktober 2013

'Det de ikke snakkede om' af Jacob Kokkedal

En samling fortællinger fra Almueskolen, hvor lærerne er i dyb krise. Hvert afsnit har en ny hovedperson, og vi præsenteres både for den unge vikar, der går mest op i at træffe nogle lækre piger fra de ældste klasser, den eftersnakkende bløde type, den ideologiske, den barske, den opgivende. Mange situationer fra lærernes hverdag som elevsamtalen, personalefesten, forældrerådsmødet, osv får en tur i møllen.
Bogen er skrevet i en satirisk ironisk form, der gør at den kommer til i høj grad at virke som et skønlitterært indlæg i den aktuelle skoledebat. Nogle steder fylder forfatterens egen holdning så meget, at man næsten ville ønske, at han havde skrevet et essay om emnet i stedet for. Andre steder vil jeg tro, at han rammer hovedet lige på sømmet, og at en stor del af landets folkeskolelærere vil kunne genkende nogle af deres kollegaer... Forfatteren er da også selv lærer..

'Det de ikke snakkede om' af Jacob Kokkeldal. Mellemgaard 2013, 132 sider.

torsdag den 24. oktober 2013

'Forbandede yngel' af Anne-Cathrine Riebnitzsky

Denne roman vandt Politikens Romankonkurrence 2013, og det forstår man godt.
Lisa er soldat, udstationeret i Afghanistan, men det er ikke bogens hovedtema. Hun sidder i et fly på vej hjem til sin lillesøster, der har forsøgt at begå selvmord. På vejen fortæller Lisa sin historie til en mand som hun er forelsket i. Det er en barsk historie, men også en smuk fortælling om et 70'er-80'er Danmark, der ligger langt fra hippiernes hverdag. Lisa er vokset op på et mindre landbrug et sted i Østjylland, sammen med en alkoholiseret og voldelig far, en psykisk syg maniodepressiv mor og tre søskende; Ivan, Peter og Marie. I sin fortælling søger Lisa svar på, hvad der har drevet Marie til selvmordsforsøg, men samtidig forsøger hun også at forsone sig med sin egen skæbne, de barske ting hun har været igennem og de beslutninger hun selv har taget undervejs.
Hverdagslivet og landsskabsbeskrivelserne er lige i øjet, - som jeg selv husker dem. Velskrevet og fint komponeret bog, der griber læseren.

'Forbandede yngel' af Anne-Cathrine Riebnitzsky. Politikens Forlag 2013, 329 sider.

onsdag den 2. oktober 2013

'Myrer' af Hans Joachim Offenberg

Meget fin og forståelig og sjov formidling af viden om myrernes verden. Det er en virkelig fascinerende verden man bliver lukket ind i, i denne lille bog. Myrernes verden. Med millionbyer, højtudviklede samfund og specialiserede arbejdsfunktioner. Faktisk er der rigtig mange lighedspunkter med den verden vi selv har organiseret omkring os. Myrerne har bare væsenlig flere års erfaring end menneskeheden. Så hvad kan vi lære af myrerne? Og hvordan kan vi samarbejde med dem? Læs denne lille bog og bliv både underholdt og meget klogere.

'Myrer' af Hans Joachim Offenberg. Århus Universitet 2013, 55 sider. Tænkepauser 11.