Viser opslag med etiketten forelskelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten forelskelse. Vis alle opslag

onsdag den 15. juli 2026

'Aldrig mere som før' af Louise Dalgaard

 Anna og Jesper har været gift i 18 år og har sammen en næsten voksen datter. Anna keder sig i sit ægteskab, og da hun en dag løber ind i sin ungdomskæreste Frederik vækkes nogle følelser, som hun for længst havde afskrevet. Begær og forelskelse får hende til at gå over stregen og indlede et forhold til Frederik. Men der var jo en grund til at det ikke gik med Frederik i sin tid, og den gamle tvivl dukker op: Har Frederik virkelig forandret sig? Kan hun stole på ham? Og hvad skal hun sige til Jesper og sin datter?
Letlæst underholdende dansk kærlighedshistorie.

'Aldrig mere som før' af Louise Dalgaard. Lindhardt & Ringhof 2026, 237 sider.

tirsdag den 14. juli 2026

'Skyggen af Gry' af Viggo Bjerring

 Hvad ville der ske, hvis der fandtes et menneske, der kunne se ind i fremtiden? Den idé tager denne romans forfatter til sig. Gry opsøger psykologen Alex. Hun er begyndt at få fremtidssyn, som hun kalder det; blik ind i fremtiden, der viser hende, hvad der vil ske. 
Alex, der fortæller størstedelen af bogens handling, er først skeptisk. Han mener, at Gry prøver at narre ham på en eller anden måde, selv om han ikke helt kan finde ud af hvordan og hvorfor. Den ultimative test er, da han tager sin klient med på kasino og vinder en større formue med hendes hjælp. Yep, Alex er faktisk heller ikke selv helt fin i kanten. Han scorer lidt for højt på psykopati-skalaen og manipulerer gerne med sine omgivelser, så de passer ind i hans egen fortælling. Han plejer at sætte en streg, hver gang han føler empati overfor en klient, men nu sker der noget nyt for ham: Langsomt men sikkert kommer Gry til at fylde mere og mere i hans bevidsthed og han føler en ægte trang til at hjælpe hende. Det får Alex til at forlade både job og kæreste og bringer de to ud på et længere roadtrip. - Og så skal jeg ikke afsløre mere fra bogens handling. Kun tilføje at det var en roman, jeg havde svært ved at lægge fra mig. Velfortalt og medrivende.
Jeg har fået bogen som et anmeldereksemplar; tak til forlaget.

'Skyggen af Gry' af Viggo Bjerring. Ekbátana 2026, 319 sider

lørdag den 11. oktober 2025

'Den farlige alder' af Karin Michaëlis

Romanens hovedperson Elsie Lindtner er 42 år, da hun forlader sin mand og flytter ud i et hus, som den otte år yngre arkitekt Jørgen Malthe har tegnet. Romanen er skrevet som en blanding af hovedpersonens breve til forskellige personer og hendes dagbogsnotater. Ofte går udsagnene i henholdsvis breve og dagbog imod hinanden. Elsie befinder sig i en farlig alder; den alder hvor hun ikke længere er ung og attraktiv, men endnu ikke gammel nok til at være totalt afskrevet af omverdenen. Hun kæmper med at finde sin plads - eller måske affinde sig med sin plads - på dette sted i livet. Et år lever hun i ensomhed; dog med tjenende ånder i huset, - romanen er trods alt fra 1910! Da hun endelig tager mod til sig og inviterer genstanden for sin hemmelige forelskelse - Jørgen Malthe - på besøg, så bliver resultatet ikke som hun havde håbet. Og da hun så rækker ud efter sin mand, viser det sig også at være for sent.... Det er en roman, der er fortvivlende i sin ærlighed, og samtidig er det ikke til at vide, hvad man skal tro om hovedpersonen; lyver hun mest for sig selv eller for alle andre? Kompleks og interessant. Godt at den igen har fået opmærksomhed.

'Den farlige alder' af Karin Michaëlis. Imprimateur 2020, 124 sider (1. udgave kom i 1910)

søndag den 19. januar 2025

'En pige forlod værelset' af Ulrikka S. Gernes

Romanens jeg-fortæller Tanja er 14 år, da hun i starten af 1980 indleder en brevveksling med den 46 årige forfatter Eg, der er en ven af hendes kunstnerforældre. I løbet af 1980 sender Eg hende 138 breve, og hun fanges ind af hans kraftfulde sprog og hans forsikringer om kærlighed. Eg manipulerer den unge lidt usikre og ensomme Tanja ind i et forhold, der straks efter at hun er fyldt 15 år også bliver fysisk. Hendes dømmekraft og tro på sig selv undermineres og først efter 5-6 år formår hun at bryde ud af forholdet. På det tidspunkt har hun ikke noget "jeg" at vende tilbage til; hendes "jeg" var ikke færdigdannet, da hun blev fanget i en voksen mands manipulerende spin. 
Det er ret uhyggelig læsning, og man får det næsten fysisk dårligt undervejs. Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvor hendes forældre var under alt dette. Og skræmmende er det jo, at det er en autofiktiv fortælling, der bygger på forfatterens egne oplevelser.
En velskrevet og vigtig roman, der minder en del om Linn Ullmanns 'Pige 1983'
Vi havde en god snak om bogen i DR Romanklubben på Guldborgsund-bibliotekerne.

'En pige forlod værelset' af Ulrikke S. Gernes. Gads Forlag 2024, 340 sider.

lørdag den 24. august 2024

'Long Island' af Colm Tóibín

Colm Tóibín skriver helt fantastisk, og denne roman indeholder et af de bedste trekantsdramaer, jeg længe har læst. 20 år er gået siden Eillis forlod Irland og Jim for at rejse tilbage til Tony i USA. Hun har nu to store børn Rosella på 18 år og Larry på 16 år. En dag ringer en mand på døren og fortæller hende, at han har tænkt sig at aflevere et spædbarn på hendes dørtærskel, som hendes mand Tony er far til. Eillis nægter at have noget med barnet at gøre. I stedet planlægger hun at rejse hjem til sin mors 80 års fødselsdag. Hun har ikke været tilbage i Irland i de sidste 20 år.
I Enniscourt passer Jim Farrell sin pub, mens Eillis gamle veninde Nancy driver en grillbar. Nancy har mistet sin mand George og er nu alene med sine tre store børn; Laura, Miriam og Gerard. Miriam skal snart giftes. Nancy og Jim er begyndt at se hinanden, men pga. Miriams kommende bryllup vil de vente med at offentliggøre deres forlovelse.
Ja nu kan man jo næsten regne dramaet ud, men det er fantastisk flot skrevet; små stemninger og detaljer fanges på kornet og beskrivelsen af relationer og især lillebyens sladrende justits er ramt lige på kornet. Alle bliver holdt på deres plads og ingen kan træde ved siden af uden at det får konsekvenser. Jeg kan kun opfordre til at læse denne dejlige bog, men start med 'Brooklyn' først, så man har hele baggrunden for bogens begivenheder.

'Long Island' af Colm Tóibín. Gutkind 2024, 340 sider.

søndag den 19. maj 2024

'Den unge mand' af Annie Ernaux

 Meget kort lille fortælling; vel ikke rigtig en roman. Om forfatterens forhold til en ung mand, der er 30 år yngre end hun selv. Den handler især om, hvordan hun gennem ham genoplever sin ungdom, det særlige ungdomsmiljø, steder hun også selv færdedes som ung osv. Tilføjer ikke umiddelbart så meget til forfatterskabet, men har man ikke tidligere læst noget af Annie Ernaux, så er det en fin lille smagsprøve.

'Den unge mand' af Annie Ernaux. Gads Forlag 2023, 40 sider

søndag den 28. april 2024

'Din og min verden' af Abby Jimenez

Alexis og Daniel lever vidt forskellige liv: Alexis er læge, ambitiøs og storbypige. Hendes forældre har store forventninger til hende, efter at hendes bror har "svigtet" familien og valgt anderledes. Daniel er tømrer, og uofficiel borgmester i en lille by. Han er 10 år yngre end hende og meget tiltrækkende, - men hun har svært ved at se ham som andet end en mand, hun kan have en kort affære med. Alexis er i klemme mellem sin ex-mand, der nægter at flytte ud af huset og insisterer på at forblive bedstevenner med hendes forældre, og Daniel må kæmpe for at bevare slægtens hus i familien og få sit liv til at hænge sammen økonomisk. På trods af deres forskellige forpligtelser, så har de imidlertid begge en følelse af at have mødt det menneske, som de gerne vil være sammen med. Kan de mon på nogen måde mødes på midten? 
Hyggelig romantisk feel-good underholdning.

'Din og min verden' af Abby Jimenez. Flamingo 2023, 376 sider

lørdag den 13. april 2024

'Skandalen' af Tracy Rees

Pansy er tjenestepige i en fornemt hus i London. Egentlig er hun træt af sin plads, men hun er forelsket i lakajen John, hvilket får hende til at blive. John er imidlertid forblændet af husets datter, den smukke Rowena Blythe, men Pansy håber, at John vil glemme hende, når hun forhåbentligt snart bliver gift. Familien Blythe har bestilt et portræt af den smukke Rowena, og Rowena tiltrækkes af kunstnerens unge assistent. Vi er i London i slutningen af 1800-tallet og rammen er sat for et rigtigt trekantsdrama i en underholdende roman fyldt af stærke, kloge kvinder og arrogante mænd. Klasse og stand betyder alt, kun nogle enkelte er modige - og rige - nok til at bryde med samfundets normer og forventninger. Vil Rowena være en af dem? 
Som regel takker jeg nej til anmeldereksemplarer, da jeg ikke vil føle mig forpligtet til at skrive om en bog, som jeg så måske alligevel ikke får læst. Før påskeferien gjorde jeg en undtagelse i forhold til tre nye udgivelser fra Turbulenz, og denne skuffede ikke. Let at gå til og god underholdning, hvis man holder af historisk romance genren.

'Skandalen' af Tracy Rees. Turbulenz 2024, 478 sider.

torsdag den 29. februar 2024

'Brooklyn' af Colm Tóibín

Jeg har længe gerne villet læse denne roman, som en af mine kollegaer varmt anbefalede mig for snart mange år siden. Nu er der en nr. 2 på vej, så nu er det virkelig på tide!
Vi er i 1950'ernes Irland, hvor Eilis bor sammen med sin svagelige mor og storesøsteren Rose, der forsørger familien. Gennem Roses bekendte får Eilis mulighed for at komme til USA og få arbejde der. Det er egentligt ikke Eilis' eget ønske, men alt lægges til rette for hende, og ung som hun er, protesterer hun ikke men tager turen over Atlanten. Her får hun arbejde i et berømt storcenter og logi hos en irsk dame, hvor der også bor en del andre unge piger. I starten lider Eilis af hjemve, men så begynder hun på et aftenskolekursus i bogføring, og på et bal hos den irske præst møder hun Tony, der bliver hendes kæreste.
Beskrivelsen af Eilis' nye liv i New York, hendes bestræbelser på at falde til og passe ind er fine, og man fornemmer, hvordan Eilis langsomt begynder at se en fremtid for sig i det nye land. Så sker der imidlertid noget, der gør, at Eilis' liv igen vendes helt på hovedet. Og her i den sidste del af bogen udfoldes de forskellige dilemmaer, der gør romanen til en virkelig god læseoplevelse, med efterfølgende tanker ala hvad ville jeg selv have gjort - så vent på det! 

'Brooklyn' af Colm Tóibín. Tiderne Skifter 2011, 254 sider

torsdag den 26. oktober 2023

'Lasternes tid' af Deepti Kapoor

Med udgangspunkt i en ulykke, hvor fem mennesker bliver dræbt fortælles historien om Sunny, Ajay og Neda. Sunny er en playboy, der fører sig frem, men i virkeligheden vil gøre alt for at opnå sin fars respekt og anerkendelse. Neda er journalisten, der forelsker sig i Sunny og ser den person, han er bagved, men har svært ved at acceptere den verden, han lever i.  Ajay er den fattige dreng, der kommer til at arbejde for Sunny og stiger i graderne til den dag, hvor Sunny forråder både Neda og Ajay. Dette indiske drama åbenbarer et net af korruption og løgne, der kan være svært at gennemskue, men det er fascinerende, medrivende og virkelig velfortalt. En stor anbefaling herfra! 

'Lasternes tid' af Deepti Kapoor. Gutkind 2023, 598 sider

lørdag den 30. september 2023

'Tilstå' af Colleen Hoover

 Auburn mister sin kæreste Adam, der dør af kræft som kun 16-årig. Fem år senere er hun tilbage i Dallas, hvor hun sagde farvel til Adam. Hun har brug for penge og reagerer på et opslag, der søger en person til at hjælpe til i et galleri. Her møder hun kunstneren Owen, der ikke afslører, at han faktisk kender hende fra tidligere. Owen og Auburn tiltrækkes af hinanden, men de har begge hemmeligheder, som de ikke er klar til at afsløre. Kort sagt er der mange forhindringer at overvinde undervejs heriblandt nogle ret komplicerede familieforhold. Rørende ungdoms/kærlighedsroman, der er underholdende og hurtigt læst - og nok også ret hurtigt glemt igen.

'Tilstå' af Colleen Hoover. Lindhardt og Ringhof 2020, 360 sider

lørdag den 23. september 2023

'Den ægte vare' af Erin Watt

Vaugh bliver tilbudt muligheden for at tjene kassen. Hun skal være fake kæreste med popstjernen Oakland, og dermed være med til at rette op på hans dårlige ry. Med de ekstra penge kan hun hjælpe sin søster Paisley med at få styr på familiens økonomi. De to søstre forsørger deres to yngre brødre efter at have mistet deres forældre i en bilulykke. Et af problemerne i aftalen er Vaughs kæreste W., men det kan vel klares, når nu det hele er fake? Vaugh finder Oakland både arrogant og irriterende, men efterhånden som hun lærer ham at kende, så opdager hun også en anden side af ham.
Sød og underholdende kærlighedshistorie..

'Den ægte vare' af Erin Watt. Gyldendal 2020, 377 sider.

søndag den 17. september 2023

'Måske en dag' af Colleen Hoover

Sidney er musikstuderende og står pludselig uden bolig, da hun overrasker sin roommate og bedste veninde sammen med sin kæreste. Rystet søger hun tilflugt hos Ridge, der er guitarist og med i et band. Hun får et værelse hos Ridge og hans kammerat, og begynder også at arbejde på musik sammen med ham. Ridge er døv, og Sidney er imponeret over hans evne til alligevel at føle musikken. Ridge har en kæreste, så det er ikke meningen, at de to skal være andet en venner, men langsomt udvikler en forelskelse sig alligevel... Ridge er splittet mellem de to piger i sit liv, og Sidney kæmper for at kontrollere sine følelser og ikke bryde ind i forholdet..
Sød og varm kærlighedshistorie.

'Måske en dag' af Colleen Hoover. Lindhardt og Ringhof 2019, 472 sider  

fredag den 18. august 2023

'Hr. Nishino og kærligheden' af Hiromi Kawakami

10 forskellige kvinder tænker tilbage på og beretter om deres møde med Hr. Nishino, som de alle på forskellige stadier i livet har elsket og mistet. Der er både kvinder, der har kendt ham som dreng, og kvinder, der har kendt ham som voksen og ældre mand. Kvinderne fortæller i detaljer om deres liv på det tidspunkt, hvor de traf Hr. Nishino, og hvilken betydning deres kærlighed fik for dem. Det virker, som om Hr. Nishino rigtig gerne vil elske og knytte sig til et andet menneske, men at det bare ikke kan lade sig gøre for ham, han undviger altid i længden. Sproget er smukt og poetisk, men romanen blev alligevel lidt usammenhængende og svær at holde styr på. I virkeligheden skal man måske læse de 10 fortællinger som uafhængige noveller, for så er de faktisk rigtig fine. Men det, at de handler om den samme mand, gør det svært ikke at lede efter årsager og sammenhænge i hans opførsel.

'Hr. Nishino og kærligheden' af Hiromi Kawakami. Hr. Ferdinand 2023, 208 sider

fredag den 7. april 2023

'Simpel lidenskab' af Annie Ernaux

 Forfatteren beskriver en periode i sit liv, hvor hun havde et forhold til en gift mand. Hun er nærmest besat af ham og tænker konstant på ham. Det er primært disse tanker bogen dissekerer ned i detaljen: Hendes overvejelser omkring hvilket tøj hun skal tage på, når HAN er på vej, hendes ulyst til at foretage sig andet end at gennemtænke og analysere på deres sidste møde, hendes optagethed af alt hvad der vedrører denne mand; hans erhverv, hans land, hans feriemål. Lidelsen ved at vente på en opringning, angsten for at være væk fra telefonen bare et øjeblik. Hun kommer så vidt, at hun forestiller sig, at han helt sikkert vil ringe, hvis hun udfører bestemte gode gerninger, som fx at give penge til hjemløse. Det er en velskrevet og fascinerende bog, hvor hun også går tæt på de ubehagelige irrationelle følelser, som næsten kalder på en slags foragt hos en selv, når forelskelsen er overstået.

'Simpel lidenskab' af Annie Ernaux. Gads Forlag 2021, 72 sider

lørdag den 24. december 2022

'Min bedste fjende' af Sally Thorne

 Lucy og Joshua deler kontor og sidder overfor hinanden. De to forlag Gamin og Bexley er fusionerede og Joshua og Lucy fungerer begge som chefens højre hånde - bare for hver sin chef. De to forlag havde ret forskellige værdier; de to chefer er ikke bedste venner og deres assistenter er kommet helt skævt ind på hinanden til at starte med. Nu er cheferne imidlertid blevet enige om en ting: De har kun brug for en assistent. - Men hvem skal have jobbet? Både Joshua og Lucy går efter det, men undervejs i deres konkurrence får de sværere og sværere ved at ignorere den tiltrækning, der er imellem dem. Fortællevinklen skifter, så vi både hører Lucys og fra Joshuas side af sagen.
Det er lidt siden jeg læste bogen, og jeg må indrømme, at jeg lige skulle lede lidt i hukommelsen for at finde den frem igen. Men udmærket underholdning af den letbenede slags, som man dog hurtigt glemmer igen.

'Min bedste fjende' af Sally Thorne. Peoples Press 2020, 392 sider

lørdag den 17. december 2022

'Brænd alle mine breve' af Alex Schulman

Bogens fortæller - forfatteren Alex - bærer på en dyb vrede, som efterhånden går ud over hans familieliv og relationer til andre. Men hvor stammer den vrede fra? Sammen med en terapeut afdækker Alex nogle mønstre i sin mors dysfunktionelle familie, som har påvirket familien i generationer. Pilen peger på morfar Sven Stolpe, og Alex kaster sig over arbejdet med at afdække familiens hemmeligheder. I 1932 tilbringer hans mormor og morfar nogle uger på Sigtunastiftelsen, hvor Sven arbejder på et teaterstykke, imens mormor Karin forelsker sig i den noget yngre forfatter Oluf Lagercrantz. Sven er kontrollerende og patriarkalsk, mens Karin som regel føjer sig, og forsøger at rette ind. Alex stykker begivenhederne sammen ud fra breve, dagbøger og romaner, og tegner et billede af et ulykkeligt ægteskab fuld af vrede og kontrol. En weekend i 1988, hvor han selv som dreng besøgte sine bedsteforældre og uforvarende kom til at vise sin morfar nogle af mormor Karins breve, får også en afgørende betydning.
Det er en tragisk og ulykkelig men meget velfortalt kærlighedshistorie, der totalt krøb ind under huden på mig. Dramatisk og medrivende, og selv om vi hele tiden ved, at det ikke kommer til at ende godt, så håber man alligevel.

'Brænd alle mine breve' af Alex Schulman. Lindhardt og Ringhof 2022, 270 sider.

mandag den 30. maj 2022

'Nøjsomheden' af Stine Askov

"Nøjsomheden" af Stine Askov er en virkelig dejlig bog, som jeg varmt kan anbefale. Mona er vokset op i ghettoen Nøjsomheden, og har mere eller mindre overtaget ansvaret for sin mor, der ikke har styr på ret meget. Arbejdet i boghandlen, hvor hun skriver små anmeldelser på post-its er et åndehul i hverdagen, og det er også her, hun får øje på Nikolaj og forelsker sig. Nikolaj kommer fra en helt anden verden, og det er ikke let for Mona at tro på kærligheden. Samtidig er hendes elskede moster Tut kommet på hospice og hendes fætter Frederick forsøger som altid at manipulere alle omkring sig. Det er en meget fin roman, der forstår at skildre en barsk hverdag med både indsigt, kærlighed, humor og håb.

'Nøjsomheden' af Stine Askov. Gyldendal 2022, 366 sider

mandag den 11. april 2022

'Hvis sandheden skal frem' af Sara Ejersbo

 Dansk kærlighedsroman om Rebecca, der efter fire år i Singapore vender tilbage til København. Hun føler, at hun har styr på sit liv. Hun har et godt job, lejlighed og en engelsk kæreste, der skal flytte ind hos hende om en måneds tid. Men på en natklub møder hun Victor, der var grunden til at hun rejste for fire år siden. Victor, som hun læste sammen med, blev venner med og forelskede sig i. Victor som var skyld i, at hun mistede alt... For at bevise for sig selv at hun er kommet videre, siger hun ja til at løse en opgave for Victors firma. - Men det er svært at kontrollere følelserne.
En sød dansk kærlighedshistorie. Der er lidt Nynne over den, dog uden at den bliver helt så "falden på halen" komisk.

'Hvis sandheden skal frem' af Sara Ejersbo. Flamingo/Gyldendal 2021, 289 sider.

torsdag den 17. februar 2022

'Uventet' af Kelly Rimmer

 Abby Herbert deler lejlighed med sin barndomsven Marcus Ross. Hun lever af at game og skrive om det. Hos et besøg hos lægen får hun at vide, at hun vil have svært ved at blive gravid, - og hvis hun ønsker sig familie, så er det nu hun skal ind i kampen. Men hendes sidste romantiske forhold sluttede dramatisk og i sin desperation spørger hun Marcus' tvillingebror Luca om han vil donere sæd.. Da han ikke vil, så træder Marcus til. Han vil gerne hjælpe Abby, og have en familie uden de forviklinger som et romantisk kærlighedsforhold tit giver. Men da der er lang ventetid på klinikken, vælger de at forsøge sig med den naturlige metode. Deres følelser udvikler sig, men ingen af dem er helt klar til at indrømme, at de har forelsket sig i deres bedste ven. For hvad nu hvis den anden ikke føler det samme? Angsten for at miste det vigtigste venskab i deres liv er lige ved at ødelægge kærligheden.
Fin kærlighedshistorie om at forelske sig i sin bedste ven og være bange for at satse alt.

'Uventet' af Kelly Rimmer. Flamingo/Gyldendal 2021, 425 sider