onsdag den 30. juni 2021

'Mor' af Maja Lucas

En roman om en mor, der har det mere end almindelig svært med sin rolle som mor. En mor, der ikke føler at hun kan leve op til de forventninger og det pres, som både andre og hun selv lægger på det at være mor. Hun kæmper med manglen på lykkefølelse og den store træthed. Kort sagt så orker hun ikke at være mor, - men det er jo svært at vide før man har prøvet det... - Og desværre er der ikke fortrydelsesret på børn. Uha, det er en barsk, stærk og følelsesladet roman om et stort og tabuiseret emne. Man kan ikke lade være med at have ondt af alle romanens personer: Allermest stakkels den lille pige, der ikke forstår, hvorfor mor råber af hende. Også stakkels mor, der fortryder at være blevet mor, og ikke kan takle konflikter og magtkampe uden at udnytte sin position. Og stakkels far, der ikke kan findes løsninger på familiens problem. 

'Mor: En historie om blodet' af Maja Lucas. C&K Forlag 2016, 139 sider.

lørdag den 19. juni 2021

'Kvinde set fra ryggen' af Jesper Wung-Sung

Ida Ilsted vokser op i Stubbekøbing, hvor hendes far driver en købmandsforretning. Hendes mor er psykisk ustabil og hele familien er påvirket af sorgen over tabet af Idas storebror Hans Christian. På denne baggrund starter fortællingen om Ida, der i 1890 bliver præsenteret for en af sin anden bror Peters venner fra Kunstakademiet: Vilhelm Hammershøi.
Kort tid efter deres møde frier Vilhelm til hende og de gifter sig. Vilhelm bliver ikke anerkendt efter fortjeneste, men heldigvis kommer han fra en rig familie, så det unge par klarer sig. Modtagelsen hos den velhavende svigermor Frederikke er dog ikke specielt hjertelig, da hun ikke forstår, hvad hendes søn ser i Ida. Det har Ida også nogle gange selv svært ved at forstå, men langsomt lærer hun sin mand bedre at kende. Han er selvkritisk, indadvendt, meget lidt talende og så kan han arbejde i timevis uden pauser. Hans yndlingsmodel er Ida, og selv om de rejser til spændende steder i udlandet, må hun ofte bruge timevis på at stå model. De får ingen børn, og Vilhelm har et behov for meget enkle rammer omkring sig, hvilket gør at deres hjem fremstår meget asketisk.
Vi følger Ida frem til Vilhelms død i 1916, så bogen handler primært om deres ægteskab set fra Idas side. Jeg er nødt til at indrømme, at jeg kedede mig lidt undervejs. Men måske illustrerer det meget godt, hvordan Idas liv undertiden var. Det kan ikke være særlig sjovt at stå og se ind i en mur i otte timer i træk. Men som i det eventyr, der fortælles undervejs, hvor pigen ofrer alt for sin lillebror, så ofrer Ida også alt for Vilhelm. - Og på den måde bliver det alligevel en stærk kærlighedshistorie.

'Kvinde set fra ryggen' af Jesper Wung-Sung. Politikens Forlag 2021, 464 sider.

søndag den 13. juni 2021

'Fuglenes anatomi' af Merethe Lindstrøm

En midaldrende kvinde går omkring i sit hus, som hun deler med ægtemanden Sirke, der drikker lidt rigeligt. Familien er flyttet fra Norge til England for en del år siden og kvinden følte sig straks hjemme i huset, men er stadig lidt fremmed overfor landsbyens miljø. Man fornemmer, at ægteskabet befinder sig i en form for krise, eller at i hvert fald den kvindelige hovedperson føler sig i krise. Hun tænker tilbage på sin barndom og genoplever, hvordan moderens traumer har sat sig spor i hende selv. Ligeledes tænker hun tilbage på en barsk tid, hvor hendes ældste datter led af en alvorlig depression.
Ind imellem brydes erindringsstrømmen af nutiden, hvor den unge fyr Tom er i gang med at udføre forskelligt renoveringsarbejde på huset. Han bygger bl.a. en voliere til fortællerens fugle. Hun fascineres af Tom og forsøger at følge med i hans liv på afstand.
Det er en meget fint fortalt historie med vægt på sprog, følelser og stemninger. Meget sanselig og ind imellem lidt uhyggelig, fordi man fornemmer krisestemningen uden egentligt at kunne sætte ord på, hvad der er gået galt.

'Fuglenes anatomi' af Merethe Lindstrøm. Batzer & Co 2021, 244 sider.

søndag den 6. juni 2021

'Den dag Bitte blev bæredygtig' af Mette Reinhardt Jakobsen

 En lille satirisk roman, der rejser nogle interessante spørgsmål. Under en hedebølge sidder Bitte og sveder og beslutter sig for, at hun må gøre noget ved klimaet. Hun starter med at skrive en liste over de ting i hverdagen som hun kan spare på: Mindre kød, mindre vand, mindre el, færre rejser, ingen bil. Men da hun forsøger at føre nogle af sine ambitioner ud i livet, viser det sig at være vanskeligere, end hun regnede med. Der er langt ud til hendes gamle far på cykel, den voksne søn er ikke begejstret ved udsigten til at undvære bilen og ingen vil i øvrigt give det for bilen, som hun vil sælge den for. Heller ikke selv om hun i salgsopslaget skriver, at hun vil købe truet regnskov for pengene. Lidt efter lidt viser det sig lettere at angribe de andres overforbrug, men det fremmer ikke ligefrem Bittes relationer til venner og bekendte. Da naboen bestiller en afbudsrejse til det kølige Island og beder Bitte om at se efter huset, - inklusive en kummefryser fuld af oksekød, er hun ikke i tvivl om at det er op til hende at gøre noget.
Romanen angriber på en måde det personlige engagement, som Bitte lægger i sin klimakamp og gør lidt nar af den. På den anden side viser den også, hvor svært det kan være at ændre noget uden at komme til at virke hellig og frelst. I romanen fremstår det som om Bitte er den eneste der bare bekymrer sig en smule om klimaet, men det er alligevel lidt svært at afgøre om hun er helt eller skurk... 

'Den dag Bitte blev bæredygtig' af Mette Reinhardt Jakobsen. Byens Forlag 2020, 121 sider