torsdag den 30. december 2010

'Indignation' af Philip Roth

Marcus Messner er jødisk slagtersøn fra Newark. For at komme væk fra sin nervøse kontrollerende far beslutter han sig for at skifte college efter at have færdiggjort det første år i sin hjemby. Vi følger den unge Marcus gennem omskiftelige oplevelser og tilfældige valg, forelskelsen i Olivia, kort sagt de begivenheder og tilfældigheder, der fatalt bliver skyld i hans alt for tidlige død... En bog om tilfældets magt, - om skæbne måske?
Marcus fortæller historien fra et sted efter døden, men der er ingen klarhed, intet overblik; hvorfor skulle han dø?
Selv om den ikke som sådan handler om krig, virker den alligevel som et skrift mod krig. Som en bebrejdelse mod et samfund, der sender hele generationer af unge mænd i døden, nærmest som en slags straffeaktion.
'Indignation' af Philip Roth. Gyldendal 2010, 269 sider.

onsdag den 29. december 2010

'Marken. Et digt' af Martin Glaz Serup

Jeg havde i november den fornøjelse at høre Martin Glaz Serup læse op fra sin nye digtsamling, hvilket han gjorde så godt, at jeg blev nødt til at købe et eksemplar. Stemningsfulde refleksioner over hverdagslivet sat i en usædvanlig ramme. Ikke sort snak, men lidt at tænke over. Kan anbefales!

'Marken. Et digt' af Martin Glaz Serup. After Hand 2010, 104 sider.

fredag den 24. december 2010

'Vogntoget mod vest' af Elmer Horn

Familien Hagen er på vej mod vest, på jagt efter det perfekte sted at slå sig ned som nybyggere. Undervejs kommer de ud for lidt af hvert; indianere, bjørne, fjendtlige nybyggere, men omsider finder de stedet, hvor de vil slå sig ned. Lilleknut er i centrum af denne den anden fortælling i den norske udvandrerhistorie.

'Vogntoget mod vest' af Elmer Horn. Gyldendal 1960, 133 sider.

torsdag den 23. december 2010

'At slå æg i stykker' af Jim Powell

Det er en stærk bog , der gjorde et stort indtryk. Den handler om fatale valg, ufattelige afsavn og smerte. Og i høj grad om Europas historie i det 20. århundrede, men endnu mere om poltik; især om ekstreme ideologier; kommunisme, nazisme og facisme. Da jeg i går rigtig kom i gang med at læse, var den umulig at lægge fra sig, så jeg læste den færdig i aftes/nat. Det må være en af de bedste bøger, jeg har læst i år, hvis ikke den bedste.
Kort fortalt; hovedpersonen Feliks, der er polsk af fødsel, men har boet hele sit voksenliv i Paris, må efter murens fald i 1989 tage sit liv op til revision. Han har i mange år levet af at udarbejde en rejseguide til østlandene, en guide, der nu med et slag er forældet. Feliks har i mange år været kommunist, - eller i hvert fald venstreorienteret, og der skal meget til, før han begynder at vakle i sin tro. Da han får et tilbud fra et amerikansk forlag, der gerne vil overtage hans guide, får han pludselig også mulighed for at komme i kontakt med sin bror, som han ikke har set siden 1941. Andre familiemedlemmer dukker op fra fortiden og Feliks' tanker går tilbage til den augustdag i 1939, hvor hans mor satte ham og storebroderen på toget ud af Polen. Ingen af dem har nogensinde genset hende. Hvad skete der?
Ærgerligt at alle mine julegaver er købt, ellers kunne denne godt have fundet vej til et par stykker. Kan anbefales!
Jim Powell er i øvrigt engelsk og debutant.

'At slå æg i stykker' af Jim Powell. Hr. Ferdinand 2010, 400 sider

onsdag den 22. december 2010

'Nocturner' af Kazuo Ishiguro

Noveller. Romanen har undertitlen: fem fortællinger om musik og skumring.
Musiktemaet går igen i alle historierne. Det er groteske, rørende og irriterende personer vi møder undervejs. Bl.a. den forkælede bror, der flytter ind hos søsteren og forventer at blive vartet op. Og Ray der får til opgave at redde sin vens ægteskab og i den forbindelse roder sig ud i en masse problemer.
Musikeren Steve, der er så grim, at det står i vejen for hans karriere, så han derfor får foretaget en plastikoperation, - og havner på samme hotel som en kendt hollywood stjerne (Lindy Gardner, gift med Tony fra den første fortælling) Tony, der skal skilles fra sin kone, og synger serenader for hende sammen med en fan. Cellospilleren der får undervisning af en cellist, der for at passe på sit talent ikke har spillet i ca. 30 år, men alligevel godt kan undervise.. Finurlige historier, godt skrevne.
'Nocturner' af Kazuo Ishiguro. Gyldendal 2010, 223 sider.

søndag den 19. december 2010

'Er I der? En facebookroman' af Anne-Marie Donslund, Glenn Ringtved, Alberte Winding og Daniel Zimakoff

En ungdomsroman af den slags mine drenge sikkert vil læse om nogle år.
Handler om de 4 venner Rebekka, Mirabella, Tobias og Valdemar, som holder kontakt med hinanden gennem facebook. Efterskolen er slut, de er spredt over hele landet... Deres femte kammerat Johan er blevet indlagt på den lukkede afdeling. Kan de fire venner hjælpe?
Er dette et realistisk billede af ungdomsliv anno 2010? Hvad er ændret siden man selv havde den alder som målgruppen for denne bog har... En hel del, eller også kommer jeg bare fra et helt andet miljø... Disse fire venner deler i hvert fald tanker med hinanden , som jeg helt klart holdt for mig selv i den alder...
Måske en idé til HTX-undervisningen??

'Er I der. En facebookroman' af Anne-Marie Donslund, Glenn Ringtved, Alberte Winding og Daniel Zimakoff. Gyldendal 2010, 278 sider

søndag den 12. december 2010

'Det er altså mit liv' af Sinéad Moriarty

Niamh O'Flaherty, der er irsk klummeskribent i Dublin møder Pierre, der både er 14 år ældre, sort, intellektuel og professor i fonetik. Sød musik opstår. De forelsker sig, men problemerne står klar i kulissen i form af de to forældrepar i baggrunden. Kan og vil de acceptere deres barns valg af partner?
Det er en bog, man kan drøne igennem på en aften, der er ikke de store sproglige udfordringer. Egentlig ved man godt på forhånd, hvordan den ender, men man læser alligevel til ende; bare for at være sikker.
Teksten er krydret med Niamhs klummer, der i den grad generaliserer og irriterer. Ikke alle kvinder elsker at powershoppe eller fordeler vasketøjet i kurve efter farve; hvad er det for nogle stereotyper hun beskriver?

'Det er altså mit liv' af Sinead Moriarty. Thaning & Appel 2010, 377 sider.

fredag den 10. december 2010

'Det du har om halsen' af Chimamanda Ngozi Adichie

En samling eftertænksomme noveller fra den afrikanske forfatter. De fleste af novellerne behandler på en eller anden måde det kulturelle dilemma det er, at stå imellem to meget forkellige lande og kulturer; Nigeria og USA. Enten via indvandrere, der forsøger at finde fodfæste i USA eller den påvirkning et menneske i Nigeria f.eks. udsættes for.
Helt igennem en læsværdig bog. Min favoritnovelle er "Jumping Monkey Hil" der beskriver en slags talentcamp for unge forfattere. Professoren kritiserer Ujunwas fortælling for ikke at være afrikansk nok, og hun svarer; jamen det er faktisk min egen historie, jeg har fortalt. Den tendens til at fastholde Afrika i Vestens egne fordomme er ramt på kornet...
Det er det, jeg så godt kan lide ved Adichie; at hun nedbryder fordomme og giver begrebet globalisering perspektiv. - Ud over at hun skriver helt fantastisk godt!

'Det du har om halsen: Noveller' af Chimamanda Ngozi Adichie. Gyldendal 2010, 237 sider

torsdag den 9. december 2010

'Sunset Park' af Paul Auster

For over syv år siden mistede Miles sin stedbror ved en ulykke, som han giver sig selv skylden for. Kort tid derefter forlod han sine forældre, rejste bort og har ikke siden ladet høre fra sig. Nu bor han i Florida sammen med gymnasiepigen Pilar, som han er forelsket i. Desværre er hendes unge alder et problem, der gør at Miles vælger at komme tilbage til New York. Han flytter ind i et forladt hus i Sunset Park, hvor også hans kammerat Bing opholder sig. Her venter han på, at Pilar skal blive 18 år, så de for alvor kan være sammen. Ventetiden benytter han til at se fortiden i øjnene; han tager kontakt til sine forældre.
Romanen fortælles fra mange forskellige vinkler, hvor især faderen Morris Heller er stærkt beskrevet. - Men også de unge i huset i Sunset Park kommer til orde, her er der især fokus på deres problemer med at få økonomien til at hænge sammen.
Romanen slutter meget åbent, og efterlader læseren lettere frustreret; hvad skal der dog blive af Miles? Findes der virkelig ingen løsning på hans problemer? Det er en vedkommende og indsigtsfuld fortælling. Selv om Auster efter min mening har skrevet et par romaner, der er bedre end denne, så skal den alligevel have min anbefaling med på vejen..

'Sunset Park' af Paul Auster. Forlaget Per Kofod 2010, 282 sider

mandag den 6. december 2010

'Siffrine' af Cecil Bødker

Det er nogle år siden jeg læste denne fortælling første gang; inden jeg startede denne blog. Nu har vi læst den til læsekredsen.
Sigøjnerpigen Shiba er den fremmede fugl der lander hos husmandsparret i det jyske, fordi hun og sønnen Jost forelsker sig i hinanden. Husmandsparret, der havde ønsket sig en gårdmandsdatter til svigerdatter, er ikke tilfredse med sønnens valg, og hverdagens konflikter synes uundgåelige. Shiba bliver hurtigt gravid og det unge par finder sig et hjem hos den vansirede Therkel Enøje, der som de selv står lidt udenfor det etablerede samfund. Hele historien fortælles gennem det ufødte barn Siffrine, der som gammel ser tilbage på sine forældres kærlighedshistorie.
Forfatterens sympati ligger helt klart hos Shiba; den fremmede kulørte fugl, der mødes med fordomme og angst. Alligevel sad vi i læsekredsen og følte størst forståelse for svigermoderen Jost mor. Sikkert fordi vi selv er en del af det etablerede samfund. Så fint er angsten for det fremmede skildret Det er bare svært med mennesker, der er så anderledes. Mennesker der end ikke forsøger at passe ind, indrette sig bare en lille smule. En god fortælling om de rammer vi alle bygger op; den tryghedsfølelse, der let kan udvikle sig til fremmedangst når man føler sig truet på sin egen livsforståelse og de værdier man har bygget sit liv op omkring.

'Siffrine' af Cecil Bødker. Lindhardt og Ringhof 2003, 182 sider