søndag den 25. juli 2021

'Demokratiets tusmørke: Når politik spiller fallit og venners veje må skilles' af Anne Applebaum

I denne bog sætter Applebaum fokus på den opløsningstendens, som hun oplever i den vestlige verdens demokratier. Med et særligt fokus på Lov og Retfærdighedspartiet i Polen, Victor Orban i Ungarn, brexit og valget af Trumph i USA spørger hun sig selv: Er vi på vej ind i demokratiets tusmørke?
Forfatteren tager udgangspunkt i den optimisme og udvikling, der prægede årene efter Murens fald og ser på, hvordan gamle venner i løbet af 20-30 år har forvandlet sig til fjender, men helt forskellige holdninger. Magthaverne taler ned om samfundets elite og eksperter, demokratiske spilleregler sættes ud af kraft. I en søgen efter enkelhed og konformitet giver vi afkald på friheden og et åbent samfund med plads til diversitet og forskellighed. Midlerne til at nå målet kan fx være nostalgiske fortællinger fra gamle dage, konspirationsteorier og direkte løgne, der gentages i ekkokamre på de sociale medier.
Resultatet bliver at personlig og politisk frihed stækkes, og de demokratiske samfund svækkes..
Bogens emne optager mig, men der er lidt for meget namedropping undervejs. Forfatterens personlige forhold til de forskellige kendte politiske figurer interesserer mig mindre end hendes analyse af demokratier i krise, der til gengæld er interessant.
Forfatteren er historiker og politisk kommentator og har vundet Pulitzerprisen for sit arbejde. 

'Demokratiets tusmørke: Når politik spiller fallit og venners veje på skilles' af Anne Applebaum. Kristeligt Dagblads Forlag 2020, 224 sider.

fredag den 16. juli 2021

'Værelse samlet af kvinder' af Katrine Grünfeld

Romanens kvindelige hovedperson har forladt sin mand og er midlertidig flyttet ind hos veninden M. Hun finder en lejlighed og får et job som handicapmedhjælper, imens hun overvejer sin situation. Det var hendes eget valg at flytte; alligevel er hun meget i tvivl, om det var det rigtige at gøre. Hun er omkring de halvtreds, børnene er teenagere og har nok i deres eget, manden lyder som en sød fyr, men alligevel manglede der noget...
I fragmentariske korte afsnit følger vi hovedpersonen gennem overvejelser og tanker om det at være midt i livet og være i tvivl om, hvilken vej man skal vælge at gå. Samtaler med moren og veninden M sætter begivenhederne i perspektiv, og hovedpersonens livskrise er fint og til tider ret humoristisk skildret.

'Værelse samlet af kvinder' af Katrine Grünfeld. Grif 2021, 280 sider.

torsdag den 15. juli 2021

'Den jeg skulle blive' af Geir Gulliksen

Henning er midaldrende, lige blevet skilt for anden gang og hans kontakt til de to døtre er ikke så god, som han kunne ønske sig. Ved romanens start arbejder han på et reklamebureau, men en uheldig - omend bevidst - upassende opførsel overfor en af bureauets kunder, skaffer ham en fyreseddel. For første gang i sit liv er Henning nu alene. Fra han var helt ung har han bevæget sig fra kvinde til kvinde, - fra det ene forhold direkte ind i det næste. Nu er der tid til refleksion, for hvilken slags mand er han egentlig? - Og hvem vil han gerne være? Han får øje på mange ting ved sig selv, som han ikke bryder sig om. Beretningen om fortidens synder er hudløst ærlig og giver et ret usympatisk billede af fortælleren. Han har ikke været god til at indgå i relationer, og han ved det. Forholdet til de to døtre Synne og Stine har altid betyder meget for ham, men alligevel giver han talrige eksempler på, hvor han har svigtet dem.
Sideløbende med beretningen om Hennings ungdom og liv frem til nu, får vi også hans overvejelser omkring, hvordan tingene kan gøres anderledes fremadrettet. Han forsøger at få et bedre forhold til døtrene, og han overvejer om et forhold til en mand, vil kunne give ham det, som han altid har søgt men ikke fundet hos kvinderne i sit liv.
Det er en virkelig velskrevet bog, psykologisk og dybdeborende i forhold til identitet og kønsroller. Men der er også en høj grad af egoisme og noget navlepillende ved Hennings måde hele tiden at koncentrere sig om sig selv på, som er lidt anstrengende i længden.

'Den jeg skulle blive' af Geir Gulliksen. Gutkind 2021, 253 sider

onsdag den 14. juli 2021

'Solskin og parmesan' af Christoffer Holst

Hilda arbejder til daglig som køkkendame i en børnehave, men i sin ferie har hun booket en madlavningsrejse til Toscana, som hun glæder sig meget til.
Rasmus er en tidligere svensktopstjerne, men en personlig tragedie har gjort, at han nu tilbringer det meste af tiden på sin søsters sofa. Hans søster Karina har booket madlavningsrejsen til Toscana for at komme lidt væk fra hverdagen, og da hendes rejsefælle melder afbud, overtaler hun Rasmus til at tage med, - selv om hans begejstring kan ligge på et meget lille sted.
Da afrejsedagen oprinder får rejseselskabet besked på, at deres rejsemål er brændt ned, så turen kommer i stedet til at gå til den lille svenske by Öregrund.
Selv om det ikke er Italien, så bliver det alligevel en begivenhedsrig tur, især for Hilda og Rasmus, der får øje på hinanden. Hver enkelt af rejsedeltagerne og rejselederen Paula har også hver deres problemer og udfordringer at slås med, og de forskellige begivenheder griber ind i hinanden.
Sø og charmerende sommerlæsning med en alvorlig undertone.

'Solskin og parmesan' af Christoffer Holst. Flamingo 2021, 324 sider.

mandag den 12. juli 2021

'Den franske villa' af Jennifer Bohnet

Carla er næsten 50, da hun opdager at hendes mand - igen - er hende utro. Børnene er flyttet hjemmefra, og hun har lige begravet sin mor, som hun havde et kompliceret forhold til. Kort sagt føler Carla sig ikke længere så bundet til hjemmet, så hun beslutter sig for, at det er på tide at begynde at leve sit eget liv og gøre noget godt for sig selv.
Hun lægger ud med at rejse til Frankrig og opsøge sin moster Josette, som hun kun har haft meget sporadisk kontakt med gennem årene. Måske kan hun endelig få at vide, hvad der skete imellem hendes mor og dennes tvillingesøster for mange år siden, som udløste et livslangt fjendskab?
I Frankrig finder hun ud af, at hun har arvet sin mors halvdel af Villa Mimosa, der oprindelig tilhørte hendes bedsteforældre. Hun nærmer sig langsomt sin moster og bliver mere og mere afklaret omkring sin beslutning om at lade sig skille. 
Da den store familiehemmelighed kommer for en dag, må Carla indse, at meget er anderledes, end hun havde regnet med. 
En hjertevarm, hyggelig og underholdende fortælling, der er hurtigt læst.

'Den franske villa' af Jennifer Bohnet. Cicero 2021, 349 sider