onsdag den 31. januar 2024

'Fanden tage dig' af Niels Frank

 I marts 2021 blev en 62-årig kvinde i Horsens dræbt af sin eksmand. Kvinden var Elin, mor til Søren og Christian, søster til forfatteren Niels Frank, der her beskriver tiden op til drabet, selve drabet og tiden efter. Hvorfor så ingen signalerne? Hvorfor så familien ikke at eksmanden Peter var så farlig, som han reelt var? Niels stiller sig selv mange spørgsmål; vrede og afmagt blandes med sorg, fortvivlelse og angst - både på nevøernes og egne vegne.
Det er barsk læsning, der rejser en række spørgsmål. I Danmark er partnerdrab den hyppigste form for drab på kvinder. Hvordan kan vi blive bedre til at forhindre det?

'Fanden tage dig' af Niels Frank. Gyldendal 2022, 391 sider.

tirsdag den 30. januar 2024

'Kvinderne på Saffron Hall' af Clare Marchant

 Romanens handling udspiller sig i to spor. I det ene følger vi i nutiden Amber, der har søgt tilflugt hos sin morfar på herregården Saffron Hall. Hun har mistet sit første barn, der døde kort tid inden fødslen, og hun har svært ved at være i sorgen og dele den med sin mand præsten Jonathan. Derfor er hun nu i gang med at katalogisere sin morfars store bogsamling. Undervejs i arbejdet finder hun en lille meget gammel bog, som rummer hemmeligheder, hun forsøger at afdække.
Bogens andet spor følger den helt unge kvinde Eleanor, der som nygift følger sin mand til hans gods. Hendes mand Greville er meget ved hoffet, hvor han forsøger at skaffe sig indflydelse. Imens dyrker Eleanor safran på jorden omkring godset, og bidrager på den måde til at familiens økonomiske anseelse vokser. - Men det er farligt med for meget opmærksomhed i de kredse på den tid.
Tja - det er ikke den bedste bog jeg har læst. Der findes efterhånden virkelig mange, som er bygget op på denne måde med de to spor - fortid/nutid og stærke kvinder...

'Kvinderne på Saffron Hall' af Clare Marchant. Forlaget Zara 2023, 325 sider.

søndag den 14. januar 2024

'Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler' af Ditte Holm Bro

Valborg og Johanne er husmødre og svigerinder i en mindre provinsby i 1950'erne. Selve byen og dens omgivelser spiller ikke nogen stor rolle; det gør derimod de to kvinders hverdagsliv, som det udspiller sig på en enkelt dag; d. 22. december 1958. Vi befinder os i en tid, hvor kvinderne stadig gik hjemme, hvor deres rolle primært bestod i at holde hus og varte op. Både Johanne og Valborg tager livtag med den rolle: Ligusterhækkene, tanken om de andre kvinder i de andre huse, ensomheden i at gå og lave det samme, tåle de andres fordømmende blik uden for alvor at kunne være noget for hinanden. Det kvælende i ikke at føle sig i stand til at være sig selv. Især Valborg har svært ved at overskue, hvordan hun skal klare at leve sit liv i disse rammer. Hun lader en af sine sønner vokse op hos svigerinden, der selv har problemer med at blive gravid, hvilket både skaber et særligt bånd, en afhængighed og en angst mellem de to kvinder. Drømmen om det, der kunne være blevet, er diffus og uklar, men stadig nærværende.
Det er en velskrevet og interessant roman. Ditte Bro Holm kan noget helt særligt med sproget og persontegningerne.

'Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler' af Ditte Holm Bro. Lindhardt & Ringhof 2023, 235 sider.

lørdag den 13. januar 2024

'Kristiane' af Trude Teige

En historisk roman, hvis handling udstiller sig i 1800-tallets Norge. Kristianes mand var lods, han havde overtaget jobbet efter hendes far, men nu er hun blevet enke i en ung alder. Hun har en lille dreng og er tvunget til at gifte sig hurtigt igen, da hun ellers vil miste lodsnummeret. Der er mange bejlere, men valget falder på barndomsvennen Lars, der er rolig, stabil og besindig, - og hemmeligt har elsket Kristiane i mange år. Hun er dog ikke rigtig forelsket i ham, men føler sig tværtimod tiltrukket af Frederik - handelsmandens søn inde fra byen. Frederik er en helt anden type; musikalsk, vild og spontan. Kristiane er en stærk kvinde, men splittelsen mellem de to mænd bliver fatal for Kristiane og hendes familie.
Idéen og plottet er udmærket, men alligevel er romanen ikke lige så stærkt fortalt som Trude Teiges andre bøger. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt skuffet, måske fordi jeg havde høje forventninger?

'Kristiane' af Trude Teige. Alpha 2023, 450 sider.

søndag den 7. januar 2024

'Teatrets hemmeligheder' af Katrine Wessel

Første bind af en norsk historisk serie, der foregår i 1800-tallets Kristiania. Vi følger den fattige Oda, hvis mor er syerske. De syr bl.a. kjoler til teateret, men Odas mor har problemer med sit syn og må begynde at sende Oda afsted med tøjet. Oda er forelsket i Erik Lange, der har været borte i nogle år, men nu er tilbage i byen. Erik drømmer om at rejse til USA, men Oda kan ikke forlade sin mor. Georg Sommer er en ung mand fra byens overklasse. Hans forældre ønsker at han skal blive advokat som sin far og gifte sig med overklassepigen Cecilie, men selv drømmer Georg om at skrive teaterstykker. Familien Sommers husholderske Alma får en ny tjenestepige i huset, niecen Hanna, for hvem alt i Kristiania er nyt og spændende.
Selve historien er måske ikke den mest spændende, jeg har læst, men den kommer omkring alle samfundslag og slutter alligevel med lidt af en cliffhanger, der lægger op til næste bog i serien. Til læsere af historiske romaner i den lette genre og uden det store fokus på det romantiske, som ses i fx Bridgerton-serien.

'Teatrets hemmeligheder' af Katrine Wessel. North Publishing 2022, 205 sider.